Af og til så skriver anmeldelser sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald med denne anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene . Til en start havde jeg ikke en anelse om, hvad jeg skulle skrive, men så kan man jo altid starte med omslaget, og omslaget viste sig at være et anslag. Sådan kan det jo gå. Flere problemer havde jeg med Das Beckwerks Suverænen , selvom den også er rigtig god. Den er anmeldt her . Jeg havde først og fremmest lyst til at skrive noget, som kunne sætte projektet i et perspektiv, der er hinsides det "personlige" med Claus Beck-Nielsens død og hvad har vi, som de fleste stopper op ved (og med god grund). Og jeg orker altså ikke at hoppe med på den der nye bølge, som gerne vil have ham ned med nakken. Det er en god roman og mere er der ikke at sige til det. Eller jo, det er der, fordi begge bøger jo på en måde gør os opmærksomme på, at litteraturen måske befinder sig i en form for undtagelsestilstand, eller rettere identificerer sig med denn...

Watch a very funny videoabout the Danish people and their language a href a> .

Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche: ”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum , som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den l...

Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok? Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen. Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne? Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig e...

Kan man (som mig) ikke få nok af Das Beckwerks Suverænen , så kan man jo smutte ind på Momondo og se et par film med manden. Faldt i øvrigt også over Thomas Altheimers hjemmeside , da jeg lavede lidt research af slutningen på romanen, som jeg stadig grubler en hel del over. Faktum er formentlig, at Rasmussen alias Thomas Altheimer kommer fra Horne på Sydfyn (hvor han dog associeres med en vis Thomas Bargfeldt Hansen, som vist er en helt anden (hvad sker der her?)), stedet hvor Suverænens fortæller slutter sin beretning med udsigt til Ithaka (alias Lyø). Læs min anmeldelse af romanen på Senturas hjemmeside.

Selvom deres såkaldte advisory board delvist kan ligne en venstreorienteret vits, (eller måske blot afspejler en grundlæggende mangel på viden, når det kommer til kulturpersonligheder, der faktisk kan tænke!), så hilser jeg alligevel initiativet velkomment. Tjek deres hjemmeside . P.S.: Googler man i øvrigt Cevea, som jeg gjorde, dukker der som de tre første hits en artikel op med overskriften "Cepos: Vi har flere penge en Cevea". Det er sikkert også en vits... Til gengæld er Ceveas far stærkere end Cepos'. Han har fuldskæg og spiser liberalister til morgenmad, og med sin flair for kultur skal han nok kunne dupere Cepos' mor. Om ikke andet så få hende til at optræde i "Vild med dans".

B.T., 11.09.2001 Tag et godt tag i dig selv og hold fast Med ovenstående mener jeg ikke, at du skal lægge begge arme om dig selv, men at du skal huske at »have dig selv med« i det mylder af informationer, vi får serveret hver dag fra aviser, ugeblade og de elektroniske medier. I de forløbne par uger har der bl.a. været en masse skriverier om olivenolie. Et sandt hysteri har bredt sig i samtlige aviser, og jeg kunne heller ikke selv sige mig fri for at sende hele debatten en tanke, hver gang jeg tog flasken med min elskede olivenolie frem. Stor var min glæde og lettelse forleden, da jeg igen kunne læse, at nu var olivenolien frikendt - bare spis, stod der. Jeg har altid rettet mig efter min egen gode fornemmelse for, hvad der var godt for mig og min krop. Gennem snart mange år har jeg omhyggeligt sørget for at få lidt god, koldtpresset jomfruolivenolie hver dag. Over min salat eller tilsat min mad på anden vis - og jeg har altid haft det godt med det. Lad os hellere få gang i debatten o...

Imens vi i DK kun kan præstere (selv)Smagsdommerne, hvad litteratur i tv angår, så går de anderledes og mere ambitiøst til værks i Sverige, hvor de har tv-programmet Babel . Programmet bestyres af den unge forfatter Daniel Sjölin. Til forskel fra de personer der ofte formidler litteratur på dansk tv, der ved Sjölin jo en hel del om det, han taler om. Er man heldig, finder man interviews med danske forfattere, men altså på svensk tv. Langt ude...

Sentura har åbnet deres egen klumme og blog med litterære betragtninger. Senturas klummepanel består af seks danske forfattere, der på skift skriver en litterær klumme. De bringer en ny omkring den 15. i hver måned.