mandag den 29. september 2008

Litteraturens undtagelsestilstand?


Af og til så skriver anmeldelser sig selv. Sådan havde jeg det i hvert fald med denne anmeldelse af Ursula Andkjær Olsens Havet er en scene. Til en start havde jeg ikke en anelse om, hvad jeg skulle skrive, men så kan man jo altid starte med omslaget, og omslaget viste sig at være et anslag. Sådan kan det jo gå.

Flere problemer havde jeg med Das Beckwerks Suverænen, selvom den også er rigtig god. Den er anmeldt her. Jeg havde først og fremmest lyst til at skrive noget, som kunne sætte projektet i et perspektiv, der er hinsides det "personlige" med Claus Beck-Nielsens død og hvad har vi, som de fleste stopper op ved (og med god grund). Og jeg orker altså ikke at hoppe med på den der nye bølge, som gerne vil have ham ned med nakken. Det er en god roman og mere er der ikke at sige til det.

Eller jo, det er der, fordi begge bøger jo på en måde gør os opmærksomme på, at litteraturen måske befinder sig i en form for undtagelsestilstand, eller rettere identificerer sig med denne tilstand. Jeg er klar over, at ordet er hvirvlet op via Giorgio Agamben, der igen har det fra Carl Schmitt, men alligevel. Er der noget om det?

Og så er de naturligvis begge skrevet i skyggen af de forskellige krigshandlinger i Irak og Afghanistan. Hos Andkjær Olsen mere som et poetisk sprog, der absorberer tidens toneklang end som egentlig politisk strategi.

(Og ja, hvem er det egentlig, der sidder på ryggen dér af Rasmussen?)

Danish Language

Watch a very funny videoabout the Danish people and their language a href a> .

fredag den 26. september 2008

Pastiche

Jeg sad og rodede lidt med nogle gamle artikler af Niels Egebak og faldt pludselig over en sekvens, som jeg dels egentlig gerne selv ville have skrevet og især gerne have haft med, da jeg i en artikel for et stykke tid siden netop skrev om pastiche:


”Pastichen repræsenterer en forskydning i forhold til det eller de værker, der pasticheres: den er det samme og alligevel ikke det samme, ikke helt det samme. Den frembringer så at sige et mellemrum, som gør det muligt at forstå det pasticherede på en ny måde, fordi det – i kraft af dette mellemrum – sættes ind i en ny historicitet, der får det til at skifte karakter, og som samtidig markerer dets transhistoriske betydning. Der er tale om det, der i semiotikken kaldes ”intertekstualitet”, og som ikke bare er efterligning eller epigoneri, men kritisk videreførelse. Pastichen er en ny betydningsproduktion, som kaster lys tilbage på det, det pasticherede hviler på, åbner nye perspektiver på den litterære tradition og den litterære institution: åbner blikket for træk i det fortroligt kendte, som hidtil er blevet overset, fordi det var blevet alt for fortroligt kendt og netop derfor overset. Den åbner for nye oplevelsesmuligheder af det, man troede godt og vel forstået og tilegnet. Den kan, hinsides alle konventioner, forny forståelsen for den litterære tradition og, på trods af de tilsyneladende brud på denne tradition, vise at diskontinuiteten, når alt kommer til alt, er kontinuitetens fremtrædelsesform.

Pastichen kan altså på en vis måde siges at være selve drivkraften i den litterære traditions bevægelsesproces: pastichen er netop ikke efterligning, ikke fortsættelsen af en konvention, men en kritik af konventionen og dermed åbningen mod nye konventioner, som den selv bliver en del af, og som på deres side må underkastes, bliver underkastet en tilsvarende kritik. Sådan holder en litterær tradition sig i live, uden en sådan kontinuerlig proces ville traditionen dø og stivne i gold konformisme.”


Fra Niels Egebak: ”Pastichen som kunstnerisk princip – i anledning af Henrik Bjelkes novellesamling Nattens Budapest” i Af en evighedsstudents meriter, Modtryk 1991, p. 45-46

tirsdag den 23. september 2008

Simongalop


Man fornemmer en smule afmatning blandt anmelderne, når Simon Grotrian nu udgiver sin 4 bog i år. Men mon ikke Grotrian har det med i tankerne, når han kalder sin digtsamling for SopranGalop og dermed indskriver sine initialer i titlen. En sanger, der går amok?

Egentlig kan man vel ikke skyde en digter i skoene, at han udgiver for meget? Og hvis man gør det, hvilke præmisser anlægger man så? Højest een digtsamling om året Hr? Ellers skal vi bare til at anstrenge os i anmeldelser igen.

Gider man kun at læse bøgerne, hvis de kommer med et bestemt interval? Og hvis de 4 seneste bøger af Grotrian, rent hypotetisk, var udkommet i et mere normalt tempo, havde tingene så ikke stillet sig anderledes, og havde man så ikke gjort sig den umage det er at læse bøgerne?

Selv anmelder jeg ikke Grotrian længere. Det er ikke fordi jeg ikke har noget at sige, men mere fordi jeg synes, at andre skal have lov at komme til, og at jeg - indtil videre - har skrevet nok, om forfatterskabet, som jeg stadig er fan af. Ingen, absolut ingen, kunne finde på en titel som Soprangalop. Det er i virkeligheden alt nok.

Og hatten af for Borgens forlag, som giver rum for Grotrians galop. Det er rent faktisk en temmelig letlæselig Grotrian denne gang, nye læsere kunne for så vidt hoppe med på (mare)ridtet igennem poesiens himmel og helvede her:

At flamme op, hallucinere
og at smelte.

Blive til dét, der rykker dig
på hvidt.

For hvis jeg ikke
var til stede i mit fuglehoved.

Fløj jeg over skallen.

-------------------------

P.S.: Kære Simon. Du ER en engel...

torsdag den 18. september 2008

Suverænen på film


Kan man (som mig) ikke få nok af Das Beckwerks Suverænen, så kan man jo smutte ind på Momondo og se et par film med manden.

Faldt i øvrigt også over Thomas Altheimers hjemmeside, da jeg lavede lidt research af slutningen på romanen, som jeg stadig grubler en hel del over. Faktum er formentlig, at Rasmussen alias Thomas Altheimer kommer fra Horne på Sydfyn (hvor han dog associeres med en vis Thomas Bargfeldt Hansen, som vist er en helt anden (hvad sker der her?)), stedet hvor Suverænens fortæller slutter sin beretning med udsigt til Ithaka (alias Lyø).

Læs min anmeldelse af romanen på Senturas hjemmeside.

mandag den 15. september 2008

Cevea

Selvom deres såkaldte advisory board delvist kan ligne en venstreorienteret vits, (eller måske blot afspejler en grundlæggende mangel på viden, når det kommer til kulturpersonligheder, der faktisk kan tænke!), så hilser jeg alligevel initiativet velkomment.

Tjek deres hjemmeside.

P.S.: Googler man i øvrigt Cevea, som jeg gjorde, dukker der som de tre første hits en artikel op med overskriften "Cepos: Vi har flere penge en Cevea". Det er sikkert også en vits...

Til gengæld er Ceveas far stærkere end Cepos'. Han har fuldskæg og spiser liberalister til morgenmad, og med sin flair for kultur skal han nok kunne dupere Cepos' mor. Om ikke andet så få hende til at optræde i "Vild med dans".

torsdag den 11. september 2008

Tag et godt tag i dig selv og hold fast

B.T., 11.09.2001

Tag et godt tag i dig selv og hold fast

Med ovenstående mener jeg ikke, at du skal lægge begge arme om dig selv, men at du skal huske at »have dig selv med« i det mylder af informationer, vi får serveret hver dag fra aviser, ugeblade og de elektroniske medier. I de forløbne par uger har der bl.a. været en masse skriverier om olivenolie. Et sandt hysteri har bredt sig i samtlige aviser, og jeg kunne heller ikke selv sige mig fri for at sende hele debatten en tanke, hver gang jeg tog flasken med min elskede olivenolie frem. Stor var min glæde og lettelse forleden, da jeg igen kunne læse, at nu var olivenolien frikendt - bare spis, stod der. Jeg har altid rettet mig efter min egen gode fornemmelse for, hvad der var godt for mig og min krop. Gennem snart mange år har jeg omhyggeligt sørget for at få lidt god, koldtpresset jomfruolivenolie hver dag. Over min salat eller tilsat min mad på anden vis - og jeg har altid haft det godt med det.

Lad os hellere få gang i debatten om helt at få forbudt de usunde transfedtsyrer. Her er for alvor noget, vi alle kan undvære. Disse hårde, hærdede fedtstoffer sætter sig som belægninger i vores blodårer og gør os gamle før tiden. Lad os få dem helt fjernet fra vore madvarer.

Løftede pegefingre virker ikke

I det hele taget synes jeg, at der er en kedelig tendens i tiden til at kyse livet af folk med dekreter og påbud indenfor alt, hvad angår fødevarer, sundhed og motion. En helt almindelig kvinde som jeg selv har indimellem svært ved at sortere i alt dette, og det er der sikkert også mange andre, der har. Så jeg prøver at holde godt fast i mig selv og lytte til, hvad min krop fortæller mig, og så ellers bruge fornuften til at sortere med. Det paradoksale er bare, at alle disse kampagner og løftede pegefingre ikke altid har den ønskede virkning. I hvert fald ikke indenfor det område, der især interesserer mig, nemlig overvægt. Jeg læser dag efter dag, at danskerne bliver tykkere og tykkere - især børnefedmen er i fremmarch, og her er det drengene, der fører an. Hvis man interviewer folk om deres kostvaner generelt, har det vist sig, at de fleste svarer, at de spiser sundt og fedtfornuftigt og følger de gængse kostråd. Tag så lige og fortæl mig, hvor alle de overflødige kilo kommer fra! Lige så sikkert som amen i kirken er det, at ingen vil stå frem og fortælle, at de sidder i sofaen og hygger sig til TV med kaffen og kagerne fra tanken indenfor bekvem rækkevidde. Det vinder man ikke mange point på!

Øl, vin og citronmåner

Jeg følger jo med i TV-udsendelserne fra Ubberup Højskole om de overvægtige og deres heroiske kamp mod overvægten. Og jeg har stor respekt for den unge kvinde, som stod frem og indrømmede, at hun »faldt« i med chokolade, fordi det - som hun sagde - smager så godt. Hun tog hjem, men havde så meget mod og kvindehjerte, at hun trods dette mødte op igen og tog kampen op. Hatten af for det. Ærlighed og selverkendelse er to vigtige faktorer, når det gælder kampen mod overvægten. Tænk på børnene - de gør ikke, som vi siger, men de gør det, de kan se, vi selv gør. Hvis de voksne hygger sig med øl, vin og citronmåner i sofahjørnet, så ligger det måske lidt tungt med de rå gulerødder, vi gerne vil have, de skal spise i stedet for slik. Det er også svært at få ungerne til at røre sig i dagligdagen, hvis vi selv altid tager bilen, når vi skal på indkøb. Lad os voksne vise ungerne et godt eksempel - både med mad og motion - så falder børnefedmen nok igen. Lad os lige tage et fast tag i os selv, sortere i alle de gode råd, og så ellers lade den sunde fornuft guide os gennem informationsjunglen. Til sidst vil jeg lige lade ugens bedste nyhed springe: »Det er bedre at være lidt buttet og motionere en halv time hver dag, end at være åleslank og fysisk inaktiv. Den slags nyheder får mit humør til at stige.

tirsdag den 2. september 2008

Selvsmagsdommere

Imens vi i DK kun kan præstere (selv)Smagsdommerne, hvad litteratur i tv angår, så går de anderledes og mere ambitiøst til værks i Sverige, hvor de har tv-programmet Babel. Programmet bestyres af den unge forfatter Daniel Sjölin. Til forskel fra de personer der ofte formidler litteratur på dansk tv, der ved Sjölin jo en hel del om det, han taler om.

Er man heldig, finder man interviews med danske forfattere, men altså på svensk tv. Langt ude...

mandag den 1. september 2008

Senturaklummen

Sentura har åbnet deres egen klumme og blog med litterære betragtninger. Senturas klummepanel består af seks danske forfattere, der på skift skriver en litterær klumme. De bringer en ny omkring den 15. i hver måned.