Rasmus afslører sit bryllup

Hvis man, som jeg og Lars Bukdahl fx (tillykke med bloggen i øvrigt!!!), skulle være interesseret i at vide lidt om, hvor Rasmus Nikolajsen har samplet flere af sine tekststumper fra i den fine digtsamling Alting ender med et bryllup (2008), så kan man læse en artikel af forfatteren selv, lige HER.

Pas på patoskanten ; - )

Fint interview i Weekendavisen med Lone Hørslev her, hvor hun om sin nye bog bl.a. siger:

"Det er et vigtigt spørgsmål. Hvad kan man tillade sig at grine ad, og kan man pege fingre ad andre mennesker og det, de ser en værdi i? Det har været en balance i patos at skrive den her bog. Jeg har prøvet at se, hvor langt jeg kunne gå hen imod den der patoskant, som jeg altid har været så utrolig bange for. Jeg har altid været bange for inderlighed, samtidig med at jeg også har søgt den. Jeg synes, jeg er kommet tættere på den nu, for jeg vil meget gerne prøve at undgå den ironiske distance."

Små og store guder

Alt for sent har jeg fået tilsendt Niels Franks Små guder til anmeldelse. Anmeldelsen kommer ASAP. Tue anmelder den her, men tager fejl, synes jeg, med sine forbehold. Det er måske den bedste digtsamling nogensinde fra Franks hånd. Det nye er, at Frank rammer en mundtlighed, rammer en bestemt stemme mere præcist end nogensinde før. Denne stemme er ikke nødvendigvis Franks egen, men hans helt egen på papiret og fuldstændig original.

Jeg har tidligere været i tvivl, om Franks projekt med at tale sådan, lige ud af posen, som man gør i en del amerikansk poesi, egentlig ville lykkes. Det gør det i al sin rigelighed på dansk her. Måske fordi han så direkte taler til et du. Hvem dette du er, ved man aldrig helt, men kommunikationen er ligefrem, uden at være banal.

Tue skriver: "Det nye i Franks nyeste digtsamling skal ikke findes i formen eller kompositionen, men i dens stof."

Men den stemme har jo med formen at gøre, synes jeg, og ja stoffet har ændret sig, men det andet er vigtigere, hvis man taler fornyelse, eller snarere raffinement.

Er der ikke andre der vil indstille bogen til Nordisk Råds Litteraturpris, så vil jeg i hvert fald gerne gøre det? Det fortjener den.

Fra selvbiografi til misantropi

Jeg er ved at være igennem Daniel Sjölins Verdens sidste roman, igennem fordi det kræver sin kvinde, mand eller rettere læser at holde ud, som Martin Johs. Møller også er inde på. Sjölin skriver en slags prosa, der i den grad vrider sig på papiret. Ofte er det fremragende, af og til en smule redundant.

I øvrigt en sjov detalje. Prøv først at læse litteratursidens omtale af bogen her, og derefter Martins her.

Litteratursiden kalder bogen hudløs og ærlig og skriver endda: "spørgsmålet er, hvor interessant det er for os som danskere, at læse en roman om en svensk studievært", men som man kan læse på Martin Johs. Møllers side, så er der i den grad tale om fiktion, ja autofiktion, hvor det fortællende jeg, den fortællende Daniel, mere eller mindre lader sig begrave i sproget til sidst. Underligt, at der stadigvæk ikke læses med flere forbehold, ovenpå alle de såkaldte "selvbiografiske" og mere eller mindre kunstneriske romaner, der efterhånden er blevet udgivet de senere år, som i den grad spiller spillet på grænsen mellem fiktion og fakta.

Som jeg læser Sjölin, så indeholder bogen faktisk en kritik og et opgør med den selvbiografiske genre, nærmere bestemt med autofiktionen, fx når han skriver:

"Prosaen var overalt omkring mig i nåleskovens geometriske fattigdom. Dette var kødets oxidering i svampene. Dette var blodets fortynding i min bark og lærredet, der har opspædet søen i lillehjernen, hele farvepragten. Det var dominansen af gult og rødt i fyrrebarkens brandgule flager. Der er ingen vej ud af prosaens overgrebsmaskineri, dens konstante diktering af, hvordan mennesket er og føler, det vil sige projektionen af vores egen snævre forestillingsverden. Nu er den styrtet gennem hjernen og har nedfældet sine indtryk i sekvenser og gentagelser over hele området. Nu e der ingen vej ud af skoven. Ingen vej ud af forfatteren, ud af selvforherligelsen, selvforagten, selvoptagetheden, ingen vej ud af fistelgangene nede i area Siegmund, hvor skyldfølelsen brydes i turkis for eksport til tilgrænsende kunstarter som film og teater.
Alle mine syner, og dog intet ansigt. Dette var straffen. Jeg var ikke tilskuer.
Jeg var diktator.
Tag diktat:" (s. 307)

Hvordan kan man læse (henover) noget sådant en til en? Skoven er jo også forfatteren selv og sproget selv (forfatteren er helt ude i skoven), som man kan se, noget som jeget lader sig synke ned i, hvor tvivlen opstår, om hvem der egentlig skriver hvem: Er det sproget, det ubevidste sprog, der skriver jeget, eller bare jeget der tage diktat, tager jeget diktat fra sit ubevidste, fra sprogets underskov, dernede hvor Freud lurer?

Noget andet er, at bogen jo også er en lang kritik af sproget, en kritik der ofte slår om i misantropi. Måske er det her, vi logisk nok ender med denne her selvbiografiske og tillige ofte selvforherligende bølge, i misantropien. Det gælder ikke bare Sjölin - vi har jo allerede set Mathias Faldbakkens projekt med de tre romaner om skandinavisk misantropi.

Sjölin søger et sprog bag sproget, et sprog som ikke er løgn, som ikke er selvforherligende, narcissistisk, men ender helt ude i skoven sammen med sin fiktive, demente mor, måske, i sprogets yderkant, sprogets infantile grænse om man vil:

"Opfind en alkoholdement mor, opfind et mentalt slaggeprodukt, et teoretisk punkt, hvor sproget ophører, hvor man tror, man kan finde et andet sprog. Et sprog hinsides sproget. Et sprog, på hvilket man kan tale med en lille sprogløs. Bare tro, at det handler om dig selv! Tro, at du kan løse tusind og atter tusind krydsord, mens den lille tingest slipper alle dine membraner ud. [...] Bare tro det! Indtil det går op for dig, at der ikke eksisterer noget sprog hinsides sproget. Der er ikke noget sprog for den sprogløse. For som forfatter kommer du ikke uden om narcissismen. Hvert ord, der søger den sprogløse, er et sting, som skærer mennesket ud af kødet. Hvert ord er en nedværdigelse. Du kan forsøge at skrive om hvad fanden som helst. Om politik, om borgersvin, syndikalistsvin, om samtiden, om Stockholm 1957 - alting bliver alligevel til ordenes abstraktion, psykopatens daglige motion. Selvforherligelsen." (s. 334)

Bror Lort

Det kunne være interessant at lave en liste over udtryk, som er opfundet i forbindelse med undertekster og oversættelse af film, og som faktisk kun findes i anvendelse dér.

"Bror lort" er et af dem, tror jeg, fx brugt i Die Hard. I hvert fald har jeg aldrig hørt nogen bruge udtrykket uden for den kontekst.

"Lort i lommen" er et andet.

Jeg ved, at der er mange flere. Lad os få dem på banen!



P.S.: Men så kunne man også tænke på Per Højholts "Lynskud", som jo er en oversættelse af snapshot

Edderkopdrønet gungrede med popmusik i armene

Simon Grotrian har atter udgivet en undergrundsbog på Engum Sogn Musiks forlag: Arons besættelse. Der er tale om digte uden flosset højrekant, alle i højeste Grotrian-gear.

Et eksempel på en tekst er at læse nedenfor, og Grotrian er altid interessant - hver eneste linje er et digt. Lader han sig bevidst fange i nutid? Jeg er i tvivl. Som altid er det mest angstprovokerende ved Grotrian ikke, at det hele forekommer meningsløst, men snarere at det hele måske giver mening, og at man ikke kan se det. Se, det er en angst, der vil noget: "Skriften holder flugten rank, idet vi slynges fra papiret"

Man kan bestille bogen ved at skrive til prk@km.dk.