Hvis man, som jeg og Lars Bukdahl fx (tillykke med bloggen i øvrigt!!!), skulle være interesseret i at vide lidt om, hvor Rasmus Nikolajsen har samplet flere af sine tekststumper fra i den fine digtsamling Alting ender med et bryllup (2008), så kan man læse en artikel af forfatteren selv, lige HER .

Fint interview i Weekendavisen med Lone Hørslev her , hvor hun om sin nye bog bl.a. siger: "Det er et vigtigt spørgsmål. Hvad kan man tillade sig at grine ad, og kan man pege fingre ad andre mennesker og det, de ser en værdi i? Det har været en balance i patos at skrive den her bog. Jeg har prøvet at se, hvor langt jeg kunne gå hen imod den der patoskant, som jeg altid har været så utrolig bange for. Jeg har altid været bange for inderlighed, samtidig med at jeg også har søgt den. Jeg synes, jeg er kommet tættere på den nu, for jeg vil meget gerne prøve at undgå den ironiske distance."

Alt for sent har jeg fået tilsendt Niels Franks Små guder til anmeldelse. Anmeldelsen kommer ASAP. Tue anmelder den her , men tager fejl, synes jeg, med sine forbehold. Det er måske den bedste digtsamling nogensinde fra Franks hånd. Det nye er, at Frank rammer en mundtlighed, rammer en bestemt stemme mere præcist end nogensinde før. Denne stemme er ikke nødvendigvis Franks egen, men hans helt egen på papiret og fuldstændig original. Jeg har tidligere været i tvivl, om Franks projekt med at tale sådan, lige ud af posen, som man gør i en del amerikansk poesi, egentlig ville lykkes. Det gør det i al sin rigelighed på dansk her. Måske fordi han så direkte taler til et du. Hvem dette du er, ved man aldrig helt, men kommunikationen er ligefrem, uden at være banal. Tue skriver: "Det nye i Franks nyeste digtsamling skal ikke findes i formen eller kompositionen, men i dens stof." Men den stemme har jo med formen at gøre, synes jeg, og ja stoffet har ændret sig, men det andet er vigt...

Jeg er ved at være igennem Daniel Sjölins Verdens sidste roman , igennem fordi det kræver sin kvinde, mand eller rettere læser at holde ud, som Martin Johs. Møller også er inde på. Sjölin skriver en slags prosa, der i den grad vrider sig på papiret. Ofte er det fremragende, af og til en smule redundant. I øvrigt en sjov detalje. Prøv først at læse litteratursidens omtale af bogen her , og derefter Martins her . Litteratursiden kalder bogen hudløs og ærlig og skriver endda: " spørgsmålet er, hvor interessant det er for os som danskere, at læse en roman om en svensk studievært", men som man kan læse på Martin Johs. Møllers side, så er der i den grad tale om fiktion, ja autofiktion, hvor det fortællende jeg, den fortællende Daniel, mere eller mindre lader sig begrave i sproget til sidst. Underligt, at der stadigvæk ikke læses med flere forbehold, ovenpå alle de såkaldte "selvbiografiske" og mere eller mindre kunstneriske romaner, der efterhånden er blevet udgivet de ...

Det kunne være interessant at lave en liste over udtryk, som er opfundet i forbindelse med undertekster og oversættelse af film, og som faktisk kun findes i anvendelse dér. "Bror lort" er et af dem, tror jeg, fx brugt i Die Hard . I hvert fald har jeg aldrig hørt nogen bruge udtrykket uden for den kontekst. "Lort i lommen" er et andet. Jeg ved, at der er mange flere. Lad os få dem på banen! P.S.: Men så kunne man også tænke på Per Højholts "Lynskud", som jo er en oversættelse af snapshot

Simon Grotrian har atter udgivet en undergrundsbog på Engum Sogn Musiks forlag: Arons besættelse . Der er tale om digte uden flosset højrekant, alle i højeste Grotrian-gear. Et eksempel på en tekst er at læse nedenfor, og Grotrian er altid interessant - hver eneste linje er et digt. Lader han sig bevidst fange i nutid? Jeg er i tvivl. Som altid er det mest angstprovokerende ved Grotrian ikke, at det hele forekommer meningsløst, men snarere at det hele måske giver mening, og at man ikke kan se det. Se, det er en angst, der vil noget: "Skriften holder flugten rank, idet vi slynges fra papiret" Man kan bestille bogen ved at skrive til prk@km.dk.