tirsdag den 10. juni 2008

Litteratur & Politik

Forleden sad jeg og blev pinlig berørt over Clement Kjærsgaards interview med Paul Auster på DR2. Den gode Clement spurgte ikke til Austers litteratur, overhovedet ikke faktisk, men interviewede ham, som om han var politisk ekspert på amerikanske indenrigsforhold ( samtidig med at han smagte på sig selv som sædvanligt, hvilket man altid bliver pinlig berørt over.)

Nå, men i samme weekend var jeg til ph.d.-forsvar ved min gode ven og kollega, Stefan Iversen, der forsvarede sin fremragende afhandling om den uhyggelige fortælling i Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab.

Ved festen om aftenen endte jeg i en diskussion med en anden kollega omkring emnet litteratur og politik. Denne mente, at der var alt for meget af den bløde mellemvare, at hvis litteraturen virkelig ville være politisk, så skulle den dæleme også mene noget.

Han kan have ret for så vidt, at megen af den såkaldte nye politiske litteratur og dem der beskæftiger sig med emner som dette, inkl. undertegnede, kan have en tendens til at politisere uden at mene noget, uden fx at vælge fløj osv. men påkalde sig positioner som Adornos eller (som allersidste nødløsning) Mallarmés. At politikken i virkeligheden er en form for poetologi.

Men jeg argumenterede for, at den måde at anskue emnet på ("at mene noget") var forældet og ude af trit med den måde, som form og indhold flettes sammen på i dag, hvor der ikke findes noget politisk budskab, som ikke også er æstetisk (hvorfor vi sjældent taler politik, men i stedet den form som politikken manifesterer sig i). Desuden er det ikke megen god kunst, der er kommet ud af at mene noget, altså fx at spænde sig for en politisk fløj, et parti eller lignende. Dertil kommer, at det i virkeligheden er en noget maskulin måde at opfatte forholdet på.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, men synes jo stadig, at Ursula Andkjær Olsens poesi er politisk. Og det kan godt være, at Peter Laugesen er venstreorienteret, men dybere end denne orientering ligger en orientering imod digtets politik, som er anarkistisk og uden retning (læs: non-sens). Det er den politik, der interesserer mig, og den er langt mere radikal end radikal venstre, eller hvad man ellers kan komme op med.

1 kommentar:

Rasmus Ø. Jensen sagde ...

Hej Stefan

Jeg kommer til at tænke på Adornos glimrende essay, der tager sig kærligt af blandt andet Sartres og vist også Brechts skuespil: Engagement.

Måske du allerede kender det. Under alle omstændigheder er der i det masser af skarpe formuleringer, der (med mindre jeg i dén grad misforstår dig) støtter op om din tankegang.