Kristus, du er min frelser, du trøster mighver nat, bare jeg siger dit navn. Angsten
svirper som hovedløse søm, vi ligner
pindsvin, der krymper sig i grøften. Slå
vore øjne op og lad os se et fly i din
kappe, der kan forsyne os med kræfter,
Himlen kontrollerer. Jeg beder til dig og
føler, at jeg siver ud af min egen mund.
Opløsningen er grim, men din himmel
er skøn. Lad os med Helligåndens kraft
ikke puste lyset ud, men tænde alle
vore øjenskåle for dit levende ansigt.
Morgenlyset trøster, fordi det kan binde
sløjfer mellem Himlen og Jorden og
imellem skabninger. Jeg takker dig for
håbet, jeg ser jo solen, amen.
Simon Grotrians ekstra citroner i den nye Citroner til Vorherre er totalt mageløse. Sammen med salmerne demonstrerer de til fulde, at Grotrian sagtens kan skrue op og ned for grotrian-knappen, og at han gør det med fuldt overlæg og stor overbevisning.
Bønnerne er mere intime, måske det mest intime og personlige, Grotrian nogensinde har skrevet. Der er nogenlunde hold på jeget hele vejen igennem, om end dette "hold" kan være nok så surt, fx når man siver ud af sin mund, og for syv søren da, hvor et billede: at sive ud af sin mund. Det er lige præcis så skævt, at det bliver grotriansk, men også så skævt præcist at det må være rammende, selv for ikke-grotrianister. Eller billedet af de svirpende, hovedløse søm. Det billede er der INGEN i DK, der kunne præstere andet end Grotrian. Og hvad skulle vi gøre uden ham?
Jeg ved fra Grotrian selv, at bønnerne nærmest var en bestillingsopgave. Gad vide, hvad man i fremtiden kunne finde på at bestille fra Grotrians hånd?
Men bønnerne viser også, hvor god Grotrian er, når han får optimale rammer for sin digtning. Han er i virkeligheden en fremragende lejlighedsdigter, hvis lejligheden ellers er i orden. Et andet eksempel er Hallo jeg er vejret, som jo også er Grotrians sætning.
I Ofelialåger hedder det: "Jeg ville ønske, der var noget, man ikke kunne sige". Hvad nu, hvis det "frie digt" måske ikke er det optimale for Grotrians poesi? Det "frie modernistiske digt"? Alle muligheder er om muligt en hæmsko, imens begrænsede muligheder er befordrende?
På den anden side er jeg begejstret for Ofelialåger, og tiden skal nok få knappet flere af disse digte op. Det ene kommer altså ikke uden (om) det andet. Men det klæder indimellem Grotrians poesi, at den holder på formerne, hvis formerne ellers er adækvate, og som i bønnen frit kan krydse mellem religiøsitet og poesi uden at lefle for hverken det ene eller andet. "[S]elv i citroner er der tro", som Grotrian skriver.
Eller et andet sted: "Foreløbig pennen; men derefter alt, hvad/ der triller som øjne og bliver til verden". Det, der kan skrives, kan også ses og tilhører derfor verden. Hvor de mere traditionelle digtsamlinger fra Grotrians hånd vinder nyt terræn ved at presse alfabetet indtil det klynker som en nonne, der manifesterer både bogen her og salmerne, hvor stor en poet Grotrian er, og Gud ske tak og lov for det.
Kommentarer