Gå videre til hovedindholdet

East, Easter, Darkness


I tillæg til Mads Eslunds fine påsketekster, kunne man jo læse denne her af Samuel Beckett. Den er oprindeligt skrevet på fransk, men her er den i en engelsk version. En fantastisk tekst. Og er det egentlig en slags Jesus, som ligger der på jorden? Hvorfor strejfer hun rundt efter blomster? Og er det mørket som får alting til at hænge sammen?

One evening

Samuel Beckett

He was found lying on the ground. No one had missed him. No one was looking for him. An old woman found him. To put it vaguely. It happened so long ago. She was straying in search of wild flowers. Yellow only. With no eyes but for these she stumbled on him lying there. He lay face downward and arms outspread. He wore a greatcoat in spite of the time of year. Hidden by the body a long row of buttons fastened it all the way down. Buttons of all shapes and sizes. Worn upright the skirts swept the ground. That seems to hang together. Near the head a hat lay askew on the ground. At once on its brim and crown. He lay inconspicuous in the greenish coat. To catch an eye searching from afar there was only the white head. May she have seen him somewhere before? Somewhere on his feet before? Not too fast. She was all in black. The hem of her long black skirt trailed in the grass. It was close of day. Should she now move away into the east her shadow would go before. A long black shadow. It was lambing time. But there were no lambs. She could see none. Were a third party to chance that way theirs were the only bodies he would see. First that of the old woman standing. Then on drawing near it lying on the ground. That seems to hang together. The deserted fields. The old woman all in black stockstill. The body stockstill on the ground. Yellow at the end of the black arm. The white hair in the grass. The east foundering in night. Not too fast. The weather. Sky overcast all day till evening. In the west-north-west near the verge already the sun came out at last. Rain? A few drops if you will. A few drops in the morning if you will. In the present to conclude. It happened so long ago. Cooped indoors all day she comes out with the sun. She makes haste to gain the fields. Surprised to have seen no one on the way she strays feverishly in search of the wild flowers. Feverishly seeing the imminence of night. She remarks with surprise the absence of lambs in great numbers here at this time of year. She is wearing the black she took on when widowed young. It is to reflower the grave she strays in search of the flowers he had loved. But for the need of yellow at the end of the black arm there would be none. There are therefore only as few as possible. This is for her the third surprise since she came out. For they grow in plenty here at this time of year. Her old friend her shadow irks her. So much so that she turns to face the sun. Any flower wide of her course she reaches sidelong. She craves for sundown to end and to stray freely again in the long afterglow. Further to her distress the familiar rustle of her long black skirt in the grass. She moves with half-closed eyes as if drawn on into the glare. She may say to herself it is too much strangeness for a single March or April evening. No one abroad. Not a single lamb. Scarcely a flower. Shadow and rustle irksome. And to crown all the shock of her foot against a body. Chance. No one had missed him. No one was looking for him. Black and green of the garments touching now. Near the white head the yellow of the few plucked flowers. The old sunlit face. Tableau vivant if you will. In its way. All is silent from now on. For as long as she cannot move. The sun disappears at last and with it all shadow. All shadow here. Slow fade of afterglow. Night without moon or stars. All that seems to hang together. But no more about it.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

  For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke me...

I Norge bor der andet end trolde

På sin blog spørger Lars (Bukdahl) undertegnede, om jeg er enig med Harbsmeiers diagnose af dansk litteratur, som jeg citerede fra i går, hvori det bl.a. hedder: "Litteraturen i Danmark har længe levet en beskyttet tilværelse i det litterære reservat. I en offentlighed, hvor meninger af snart sagt hver en slags efterlyses, så længe de er markante og korte nok, har skønlitteraturen det vanskeligt. Det, der måske kunne synes at være en styrkelse af litteraturen, med lanceringen af særlige bogtillæg i danske dagblade, er i virkeligheden et udtryk for det modsatte: Nemlig at litteraturen ikke har nogen rolle at spille i den brede samfundsdebat. Den opererer i sit eget lukkede rum – uafhængig af de politiske og samfundsmæssige diskussioner omkring den. Inden for et afgrænset felt kan litteraturen diskuteres med ligesindede og med sig selv, uden at forstyrre og uden at blive forstyrret af uvedkommendes indblanding." Til Lars vi jeg svare både ja og nej. Som Harbsmeier tror jeg bes...

Jeg læser Monte Lema

Jeg læser Pablos Monte Lema , naturligvis læser jeg Monte Lema , det er en af baggrundene bag "nytårsfortsættet" på denne blog, eller hvad man nu skal kalde det. Inspirationen. Den STORE litteratyr, rørt til benet, som jeg også snart er ved at være træt af, og som heldigvis snart slutter. Jeg læste bogen første gang mellem jul og nytår og blev slået helt omkuld. Måske først og fremmest pga. identificeringen med jeget, der jo havde læst og var fascineret af alle de samme forfattere som jeg, dvs. Houellebecq, Espedal, Knausgård. Dertil kommer de fantastiske afsnit om højskoleguruen Kenneth Sørensen. Dansk litteraturs nye helt. Jeg læser anmeldelser af Monte Lema og bider mærke i, at både Lilian og Mikkel Zangenberg fremhæver linjerne: »Jeg/ ved ikke, hvem der er den største taber./ Det er lige så afmægtigt ikke at være/ i stand til at elske som at være den,/ hvis kærlighed ikke er gengældt«. Og med god grund. De er ganske enkelt fremragende, nogle af de bedste linjer, jeg...