Svar til Jette Hansen

Mit svar til Jette Hansen kan pga. juleomstændigheder først blive bragt i det nye år i Information. Derfor har jeg valgt at smide det ud her tillige: God JUL

Smædebrev og hævnakt forklædt som debat

Lad mig slå fast, at det her ikke er et forsvar, for hvordan kan jeg forsvare noget, som Jette Hansen alene tillægger mig i Information den 20/12 på baggrund af et læserbrev og en påtale i Informations bogtillæg, som hun klasker sammen til fordel for eget perspektiv. Fx når hun med sit eget tillægsord "rosende" fuldstændigt fordrejer mit udsagn om, at "værkets grænse udvides" skulle være noget, der automatisk forøger et værks kvalitet. Det ord, "rosende", er ikke mit, men hendes.

På intet tidspunkt har jeg talt for, at det autonome eller det ikke-autonome værk skulle være bedre end det andet, om end jeg har talt en del ud fra det autonomes principper, fordi det er mest uproblematisk, fx i forbindelse med Leines bog. Jeg kunne godt have en tendens til at mene, at man skal tilbage til værket for at se kvaliteten af de udenomsværkelige aktiviteter, som kan være af forskellig kvalitet. Hos Das Beckwerk fx af stor kvalitet, hos Knud Romer af ingen kvalitet, for værket slutter for mig at se med dennes romans pegen fingre ad virkeligheden, hvilket jo egentlig også er et brud på autonomien, men indefra værket selv. Jeg har en større artikel på vej om dette og om Knud Romers roman, som jeg stadigvæk synes er god.

Måske er det Ella Steehck, der står bag Jette Hansen eller omvendt, for deres aggressive og personfikserede angreb kan til forveksling minde om hinanden. Jeg husker, at Mads Brügger i en kronik til forsvar for Knud Romers bog skrev, at Jette Hansens indlæg var "et smædebrev skrevet i kussens hule" (Jyllands-Posten 19.03, 2007). Her er der så et mere af slagsen, men denne gang rettet mod mig. Jeg fatter ikke, hvordan det på nogen måde kan være interessant i forhold til den diskussion, der ellers kører. Selv hvis Jette Hansen havde ret i sine påstande, så ville det jo ikke virke konstruktivt ind i debatten, men blot afspore den. Og hun kalder sig debattør?

Det er præcis typer som Jette Hansen, der afholder typer som mig i at blande sig i den litterære debat. Jette Hansen bruger sin faglighed som dække til at sige højest ufaglige ting, imens jeg med alle midler, i hvert fald i denne debat, har forsøgt at afklæde mig min faglighed, være demokratisk sammen med andre gode boglæsere, fordi fagligheden måske ikke er det vigtigste, når det kommer til bedømmelsen af, hvad god litteratur er. Det skider Jette Hansen på. Hun fremturer egoistisk, egen- og nævenyttigt og tænker kun på hævn, fordi jeg tilfældigvis korreksede hendes kronik i Politiken for knap et år siden med et læserbrev ugen efter. Men desværre er det ikke kun mig, som hun ender med at skide på med sit indlæg, men også alle de andre, der har deltaget i debatten, og det er straks værre.

Med venlig hilsen

Stefan Kjerkegaard

Pludselig hjemkaldt fra juleferie

af en temmelig infernalsk stemme i Information lover jeg her, at der kommer et modsvar til Jette Hansens indlæg i går, hvor hun ud fra sine halvstuderede meninger forsøger at udstede dom over min forskning og på eksemplarisk vis viser, hvordan skrift og affekt kan få de fleste til at konkludere mærkelige ting. ”Er der da ingen faglige standarder tilbage i den danske universitetsverden?” Fra to korte tekster af mig til hele universitetsverdenen af lave. Det går stærkt, når man er hævngerrig og hysterisk. FOR stærkt. For mage til vrøvl og odiøst angreb på baggrund af forvildede meninger, skal man lede længe efter.

Jeg håber, at Information vælger at trykke mit svar til hende, ellers må jeg jo smide det herud.

Juletid

Kære alle, der har gidet at læse og diskutere på min blog. Tak for i år og god jul. Jeg vender tilbage til januar og ikke nødvendigvis som litteraturens ridder.

I mellemtiden kan man jo hygge sig med WHAM.

Højholt amok

Det fantastiske arbejde med at lægge Per Højholts manuskripter ud på nettet fortsætter. Jeg er fuldstændig mundlam. Bl.a. 3 uudgivne digtsamlinger. Men også oplæsninger af Min hånd 66 og Show.

Forslag til mandelgave

Simon Grotrian har sammen med Jesper Gottlieb, der her komponeret musikken, udsendt bogen Salmeregn på Det Kgl. Vajsenhus' Forlag. Tættere på den egentlige salmebog kommer man vist ikke. Grotrian er med næste gang. En flot bog med fantastiske salmer. Bl.a. den julesalme, som man kan se her til højre -->

Mere modsprog

Så er mit indlæg fra Informations bogtillæg lagt ud på nettet. Det kan læses her. Jeg har en længere kommentar nedenfor hovedteksten i kommentarfeltet.

Nu er det tid til skrivekrampe. Eller bogen om Højholt... Eller bare frokost.

Tænk sig - en anmeldelse af Ildspor

Og den er jeg superglad for. Den kan læses her.

Kamilla Löfström holder gryden i kog

Jeg troede, at jeg var den eneste i hele verden, som ikke kunne se de helt store litterære kvaliteter i Kim Leines bog, men nu melder Kamilla Löfström sig også på banen.

Efter at Information bragte mit hoved på et fad, på bloggen så at sige, i deres bogtillæg i går, så var jeg ved at være en anelse nervøs, men jeg er glad for, at det er har sat gang i en længere diskussion.

Det vigtige er her ikke Leines bog, men hvad litteratur er og hvilke kriterier, som man bedømmer litteraturen ud fra, synes jeg.

Modsprogets proces: Er "samfundskritisk" et litterært kriterie?

Som bevisførelse for og i forlængelse af mine sidste to indlæg vil jeg gerne citere en artikel af kulturredaktør på Information, Peter Nielsen. Den blev bragt 16/11, 2007. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår den. Fx hvordan der lige linkes mellem samfundskritisk og sprogkritisk, således at det bliver de samfundskritiske bøger, der alene står for fornyelsen. Men taler han om litterær fornyelse eller hvordan?

Noget andet er det han skriver om Kalak, at den er et "undersøgende selvportræt". Det er den måske nok, men den undersøger fx ikke selvportrættet som genre eller mulighed, hvorfor den ikke bliver specielt interessant i en litterær optik. Men bevar mig vel, den er samfundskritisk, nærmest ad helvede til.

Om den gode litteratur i løbet af året skriver han: "Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser". Her er det underforstået, at frisættelsen skal bruges til noget - noget samfundskritisk. Hvem siger det? Og hvem siger, at den faktisk ikke lige præcis gør det? At frisættelsen i sig selv måske er samfundskritisk!

Han skulle tage at læse sin egen fine anmelder Erik Skyum-Nielsens bog Modsprogets proces. Måske han kunne lære noget? I hvert fald om, at alt hvad han nedenfor skriver i DEN grad er udtryk for en tidsånd, vi må håbe snart er ved at gå over.

Ingen af de bøger han nævner som fornyende, er fornyende i et litterært perspektiv, og det er jo ganske tankevækkende.

------------

Hvor kommer fornyelsen fra?

Af Peter Nielsen, kulturredaktør

Nu har skønlitteraturen på ingen måde patent på at være samfundskritisk. Traditionelt har vi jo fag- og debatbøger til at skrive kritisk om samfundet. Men skønlitteraturen har derimod haft patent på en anden form for samfundskritik, nemlig den mere sprogkritiske og den, der stikker et lag dybere og blotlægger de forskydninger, der finder sted i forholdet mellem individ og samfund.

Og fordi skønlitteraturen traditionelt har den rolle, er det altid med spændte forventninger, man går til et nyt bogår for at læse om nye forsøg på at forstå menneskets og samfundets krinkelkroge. Men også for at afdække de skyggesider, som har svært ved at trænge frem i mediernes billede af verden, hvis de vel at mærke ikke lige er ledsaget af nyhedens eller sensationens motor.

Skønlitteraturen kan med andre ord spejle tidsånden på en mere vedvarende måde.

Her ved slutningen af bogåret 2007 kan man konkludere, at der er skrevet mange gode bøger i år, men at de mest opsigtsvækkende samfundskritiske værker ikke kommer fra skønlitteraturen. Vi har fået en række stærke fornyelser af hjemstavnslitteraturen i form af Jens Smærup Sørensens Mærkedage og Hans Otto Jørgensens Med plads til hundrede køer. To bøger som begge på mesterlig vis giver sprog til mere upåfaldende og stille eksistenser.

I mere eksplicit forstand står Peter Adolphsen med En million historier for det mest radikale forsøg på en demokratisk befrielse af bogen, hvor man som læser får præsenteret 10 sider, hver skåret i seks strimler, der så kan sættes sammen til, ja én million forskellige historier. Men hvad bliver den frisættelse af litteraturen så brugt til andet end bare at demonstrere sit eget projekt, spørger den kritiske læser?

Og lidt det samme kan man sige om Jeppe Brixvold, der med det store episke værk Forbrydelse og fremgang leverer et af de flotteste og modigste romanforsøg set i mange år, men som det efter de første forrygende 200 sider aldrig lykkes at overbevise sin læser om, hvorfor man egentlig skal læse hans historie, og hvorfor den nedskrivning af historien til et mytisk nulpunkt er nødvendig?

Eller omAdda Djørup, som i sin nye bog Hvis man begyndte at spørge sig selv er så herligt skæv og dygtig til at skrive noveller, at man lidt glemmer, hvad det er, hun egentlig vil med sine historier?

Den mest hudløse og ærlige fra bogåret 2007 er uden tvivl debutanten Kim Leines Kalak, der i en forunderlig komposition både er en incest-historie, en grønlandsk samtidsroman og et undersøgende selvportræt. Hvis han ikke får årets debutantpris på bogmessen i dag, er det en litterær katastrofe.

Det er imidlertid faglitteraturen, der i år mest overbevisende formår at være samfundskritisk. Peter Øvig Knudsen har med sine to bind om Blekingegadebanden ikke bare skrevet en levende dokumentarisk beretning om den berygtede røverbande, men formår samtidig at levere så meget nyt materiale, så vi for alvor må revidere vores opfattelse af 1970'ernes og 80'ernes venstrefløjshistorie og Blekingegadebandens forbindelse med internationalt terrornetværk.

Og Mads Brügger og Nikolaj Thomassen, der i en kras og voldsom bog, Grænseland, om Tøndersagen, ikke bare gør op med normal journalistisk praksis og hunger efter sensationer, men også formår at levere et stykke virkelighedsbeskrivelse set fra udkanten. Det er en bog, der har flyttet grænser for, hvordan man i det hele taget kan skrive sådan en bog og flytte mentale hegnspæle.

Det er herfra, fornyelsen kommer i år. Gad vide om disse forsøg også kommer til at smitte af på skønlitteraturen i de kommende år?

Montanas litteraturpris

For en sikkerheds skyld tjekkede jeg lige, hvad Montanas litteraturpris egentlig var i udgangspunktet, hvilke kriterier, de som udgangspunkt lagde for dagen, og fandt følgende fra Luftskibet, bloggen på Informations hjemmeside:

"En helt ny litteraturpris ser dagens lys. Det er dagbladet Information og Testrup Højskole, der i fællesskab har indstiftet en ny litteratur-pris, Montanas Litteratur-pris, der vil blive uddelt første gang i januar 2007. Ifølge kriterierne skal prisen gives til "et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, grænseoverskridende eller et værk, som formår at belyse virkeligheden på en ny eller overraskende måde".

Prisen er sponsoreret af møbelfirmaet Montana og er på 30.000 kr. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essay-samlinger, fagbøger og biografier. Sigtet med den nye litteraturpris er at honorere den litteratur, som det kræver en særlig indsats at producere.

I et lille sprogområde som det danske og med et litterært marked, der har stadigt stærkere fokus på mainstream-litteratur og bestsellere, er det vigtigt at støtte den litteratur, som er med til at flytte grænser i folks bevidsthed og derigennem berige kulturen. Dette arbejde ønsker vi at støtte symbolsk og økonomisk. I løbet af efteråret indstiller vi derfor i alt seks danske værker fra 2006."

Ud fra disse kriterier kan jeg naturligvis godt se, at man kan nominere Blekingegade-tingen, Leine og Grænselandet, men det der forvirrede mig, var et totalt kursskifte. For efter at der kun blev indstillet deciderede skønlitterære bøger sidste gang, så er de næsten helt ude i år.

Det er den tvetydige brug af ordet litteratur, som jeg ikke helt kan fange. Noget andet er, at Øvig Knudsens bog jo må betragtes som en form for mainstream-litteratur. Hvad skal den med de 30.000 kroner eller værre endnu: anerkendelsen fra skønlitterær side? Er det romanens mål at blive dokumentar? Skal man nu til at halse efter virkeligheden?

Nå, måske må jeg sande at mit litteratur-begreb er blevet overhalet indenom, men det samme er skønlitteraturen i dette tilfælde, tror jeg, og det er det, der er det bekymrende i foretagendet. Virkelighedshunger, er der nogen der kalder det, og det er det, som disse nomineringer er et udtryk for. Det er i den grad et litteraturpolitisk signal, som jeg ikke bryder mig specielt meget om, heller ikke selvom jeg synes, at det er spændende, at litteraturen intervenerer med virkeligheden på alle mulige måder fra Romer-lyset til Beckwerket.