I forbindelse med indstillingen af bøger til Montanas litteraturpris, havde jeg et par kommentarer til Mads Eslunds blog, hvor man løbende kan følge med i, hvem der indstilles. Jeg bryder mig ikke så meget om udviklingen, idet litteraturprisen er ved at blive en bogpris i stedet. Det er fint nok for bogen, men skidt for litteraturen, tror jeg. Mht. indstillingen af Kim Leines Kalak, som dog er en form for litteratur i gængs forstand, synes jeg faktisk, at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder s...

Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans s...

Lige nu udspiller der sig en hel den spændende ting på nettet i forlængelse af en enquete omkring litteratur og politik på Informations hjemmeside . Den har desuden affødt denne diskussion på Kornkammeret . Jeg er enig med Thomas Hvid Kromann i, at kritikken er malplaceret og ukvalificeret. Et af problemerne er, at politisk litteratur har ændret sig, tror jeg. Den er ikke politisk som i de "gode gamle dage", alle de utilfredse og (halv)gamle kritikere efterlyser. De kan måske ikke se skoven for bare træer. Måske leder de efter det forkerte, når de ser efter bøger med holdninger og politisk indhold. For mig at se er det politisk overhovedet at skrive litteratur, når nu litteraturen mere eller mindre er erklæret død. Derfor: Skriv videre. Jeg ved det lyder en smule naivt, men litteraturens fjende, hvis den har en, er jo ikke Anders Fogh, Pia K, Kulturradikalisme, Neokonservatisme eller hvad har vi - det er snarere det som fx Klaus Wivel udsætter litteraturen for i sit bogtillæg...

Jeg forstår simpelthen ikke begejstringen over Kim Leines erindringsroman Kalak . Eller jo, det gør jeg måske nok, idet den ud fra en række kriterier rammer plet. Den er en autofiktion, og det er jo moderne, den er en bekendelse, ditto, den behandler et forhold, hvor en (næsten) dansker er indvandrer i Grønland, dvs. omvendt af den situation, som vi savner beskrivelser af på dansk jord (indvandrere der skriver gode bøger om at bo i DK). Men i Leines tilfælde er indholdet åbenbart så vitalt, at man helt glemmer at se, om bogen nu også er god, godt skruet sammen osv. Det er den overhovedet ikke, efter min mening. Den er snarere pinlig, i hele dette ords mange fine betydninger, en udbasunering. Og det er den fordi den ikke holder på formerne, om man så må sige. Alt for meget erindring og for lidt roman. Personbillederne er fx ufuldstændige, og det er de, fordi den har så travlt med at fortælle om incest, narko og sex, travlt med at bekende og vække læserens nyfigenhed, i stedet for at vær...

Bruno Svindborg fortsætter sin fantastiske arbejde med at lægge Højholt-godbidder ud på nettet. Denne gang er det bl.a. videoen "Dette tab af sted jeg rejser i" , som man også kunne se på udstillingen i Roskilde for nogle år tilbage om performeren Per H. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om filmen, men Højholts tekst er god, med masser af ordspil på vejen, vej og mig osv. Og den er faktisk noget uhyggelig, hvilket måske er en smule specielt, når det handler om Højholt.

Simon Grotrian gør det bestemt ikke nemt for sin læser at følge med i den nye Ofelialåger , selvom gode og ihærdige kritikere som Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl forsøger sig med fine læsninger . (Og i øvrigt også Martin Johs. Møller ) I går aftes forsøgte jeg mig også, for Gud ved hvilken gang, og da jeg var ved at være halvtræt og døsig, begyndte ordene pludselig at give "mening", eller hvad man nu siger. Tæt på drømmeland, hang flere af Grotrians sætninger pludselig sammen. Tag fx dette digt: Kald på Isak gennem tågesløret, jeg véd, han er et sted derude. Blyantspidseren sænker sig over isen på toppen af bjerget. Vaf- lerne trækker sørgespor ind i mine stuer, hvor geværkuglen er standset foran min mund. Hvis det er kloden, jeg ser, så hold mig med selskab. Først og fremmest så må man finde forbindelser mellem sætningerne på forskellige niveauer. Der er rent faktisk en elastik mellem sætningerne, som svupper og som svuppede for mig i går. ...