Litteratur- eller bogpris?

I forbindelse med indstillingen af bøger til Montanas litteraturpris, havde jeg et par kommentarer til Mads Eslunds blog, hvor man løbende kan følge med i, hvem der indstilles. Jeg bryder mig ikke så meget om udviklingen, idet litteraturprisen er ved at blive en bogpris i stedet. Det er fint nok for bogen, men skidt for litteraturen, tror jeg.

Mht. indstillingen af Kim Leines Kalak, som dog er en form for litteratur i gængs forstand, synes jeg faktisk, at det betyder noget, om man kalder sin bog for en roman eller ej. Og at kalde den erindringsroman er på en måde snyd. Havde der kun været tale om 'erindringer', havde bogen ikke interesseret mig som sådan. Der er jo så mange sørgelige skæbner. Men, når den nu også kalder sig for roman, så læser jeg den som en sådan og dér synes jeg ikke, at den er speciel god eller interessant. Det kan det "barske", "autentiske" indhold simpelthen ikke opveje, i hvert fald ikke i min optik. Jeg tror, at man, når man kalder sin bog for roman, så må man også stykke form og indhold sammen på en eller anden måde, som er interessant eller i det mindste givende. Det har Leine naturligvis også gjort til en vis grad, men hvis det ikke havde været for det sande, det virkelige, det autentiske i romanen, så havde den efter min mening ikke været værd at læse. Stig Elling, ham med Startour, har vistnok også lige udgivet en selvbiografi, som også er interessant, hvis det er ud fra de kriterier, man bedømmer en bog. Og Leine kan da slet ikke sammenlignes med det, som Hans Otto - til eksempel (fordi han også er indstillet) - gør ved sproget, hans helt suveræne prosa med saft og kraft helt nede et sted i den jyske muld. Men det er en anden snak.

Eller måske ikke, for problemet er, at man tilsidesætter litterære kvaliteter for noget som ikke længere er litterært, synes jeg. Det viser sig jo også i det faktum, at LITTERATURprisen ikke længere er forbeholdt litteratur, når nu Øvig Knudsen og Grænselandet også er indstillet. Det er et litterært forfald, eller i hvert fald forfald af litterære kriterier, synes jeg. Begge bøger er sikkert vældig gode, men litteratur som sådan er de næppe. Naturligvis siger det noget om, at grænserne mellem genrerne er blevet mere flydende, og det er jo godt nok, men hvad er kriterierne så? Og kan man overhovedet sammenligne Hans Otto Jørgensens bøger med Peter Øvigs? Giver det mening? Jeg er ikke ude på at sige, at det ene er finere eller bedre end det andet, men jeg vil gerne forsvare litteraturen, som kan noget andet end dokumentarismen. Det er simpelt, for den er noget andet, noget radikalt andet. Hvis litteraturen reduceres til noget, som kun er eller bør være "based on a true story", så hører litteraturen op - i hvert fald med at være noget andet.

Mht. beregning, så er det jo ikke Leine, som er beregnende, men det forlag der udgiver bogen. De kan jo sagtens se, hvornår indholdet rammer tidens toneklang, og dér er der mange aspekter ved Leines bog, som lige i Bull's eye. Forleden var der fx en dokumentar om Grønland som bragte mange af de ting, som Leine også nævner, på banen, og inden for litteraturteorien har der været de såkaldte postkoloniale teorier, igen plet, derudover er der tale om en autofiktion med terapeutisk indhold, igen plet, derudover så er en del danske kunstnere der netop arbejder med Grønland og den danske indflydelse på øen som særdeles problematisk, igen plet. Romanen er desuden global eller i hvert fald postnational i sit sigte (en nordmand der skriver på dansk om Grønland) .

Ryan Adams - uden for nummer - og lidt Højholt til sidst

Dette er en litterær blog, men "vi litterater" [sikke åndssvagt det lyder] laver også andet end at læse bøger og forleden var jeg fx til koncert med Ryan Adams i Falconer Salen. Det var et lærerstykke i patos og måske mest af alt i at undgå den. Jeg lagde mærke til, at Gaffas anmelder var tilstede af helt andre grunde. Han ville have rock'n'roll, men altså, det er jo en fuldstændig misforståelse af Ryan Adams musik, som i den grad læner sig opad country-musikken og dennes åre er, om man vil det eller ej, proppet med patos. På den anden side så er Ryan Adams ung, moderne og ironisk og stritter imod, ligesom Gaffas anmelder, der kalder Ryan Adams ekstranumre for patetiske, men det var de langtfra. Det var højdepunktet uden sammenligning. I løbet af aftenen agerer Adams klovn, tager fx en fjollet hat på, forsøger sig forgæves som guitarkonge (hvilket han skulle holde sig meget langt væk fra), roder og kaster med ørebøffen osv. osv. men det, som det handler om, er hans stemme og måske et instrument til at akkompagnere denne. Det er ikke patetisk, men så megen patos, at Ryan konstant passer på ikke at drukne i den, og det er lige præcis det, som hans musik læner sig opad, og som for mig at se gør den god. En ordentlig og uudgrundelig stilhed, som nødvendigvis er behæftet med patos, fordi vi er væsener, der skal dø, og som ved præcis det. Har man ikke forstået det, så forstår man intet af den.

Og anledningen til at jeg præcis tænkte den tanke, det var, at jeg samme dag som koncerten var, besøgte Per Højholts arkiver på det kongelige. Ja, jeg sad og rodede med manuskripter som Højholt også havde rodet i - det var blasfemisk pirrende, men alligevel. Sæt nu, at det intet, den stilhed, alt det som Højholt skriver sig op imod, sæt nu, at det er den form for patos, som jeg forsøgte at karakterisere ovenfor! Prøv at læse hele forfatterskabet som en lang kamp mod patosen og prøv at læse de sene digte, som nye versioner af de tidlige digte, man kunne læse i de to første digtsamlinger. Temaerne er for så vidt de samme. Tonen har ændret sig. I stedet for at overgive sig til patos, flygter de bare fra den. Patosen er der, men som en art baggrund, kun indirekte tilstede, det lys de bader og af og til drukner sig i. Det som de altid forsøger at undgå.

Nu kan man selvfølgelig klandre mig for, at mine refleksioner er et udtryk for, at det, som jeg sad og fyldte mig med ved de sidste 4 numre, var patetisk og ikke patos på trods - ergo er jeg en gammel nar og anmelderen fra Gaffa har gennemskuet mig. Men så simpelt tror jeg ikke på det er. Country handler om at svitse sjælen, om længsel og patos, men det er svært, og tiden som sådan gør det ikke nemmere. På den anden side: hvad var vi mennesker uden den patos, alt det som får os til at hænge sammen, også selvom det gør ondt? Gamle nar!

Hvid, vild og total uforudsigelig

Lige nu udspiller der sig en hel den spændende ting på nettet i forlængelse af en enquete omkring litteratur og politik på Informations hjemmeside. Den har desuden affødt denne diskussion på Kornkammeret.

Jeg er enig med Thomas Hvid Kromann i, at kritikken er malplaceret og ukvalificeret. Et af problemerne er, at politisk litteratur har ændret sig, tror jeg. Den er ikke politisk som i de "gode gamle dage", alle de utilfredse og (halv)gamle kritikere efterlyser. De kan måske ikke se skoven for bare træer. Måske leder de efter det forkerte, når de ser efter bøger med holdninger og politisk indhold. For mig at se er det politisk overhovedet at skrive litteratur, når nu litteraturen mere eller mindre er erklæret død. Derfor: Skriv videre. Jeg ved det lyder en smule naivt, men litteraturens fjende, hvis den har en, er jo ikke Anders Fogh, Pia K, Kulturradikalisme, Neokonservatisme eller hvad har vi - det er snarere det som fx Klaus Wivel udsætter litteraturen for i sit bogtillæg, uge efter uge. Her ligger det politiske projekt for litteraturen. Men den skal ikke forsvare, at den er til, snarere blive ved med at kværne løs, alle de umulige steder, den alligevel finder sted. Lige nu overlever den jo fint, men i en slags karantæne på nettet, via blogs, tidsskrifter osv., en understrøm som nok skal skylle parnasset ud, men bevares: De skal nok få deres redningsveste, efterløn og friværdi at slubre i.

Kalak! Amok!

Jeg forstår simpelthen ikke begejstringen over Kim Leines erindringsroman Kalak. Eller jo, det gør jeg måske nok, idet den ud fra en række kriterier rammer plet. Den er en autofiktion, og det er jo moderne, den er en bekendelse, ditto, den behandler et forhold, hvor en (næsten) dansker er indvandrer i Grønland, dvs. omvendt af den situation, som vi savner beskrivelser af på dansk jord (indvandrere der skriver gode bøger om at bo i DK). Men i Leines tilfælde er indholdet åbenbart så vitalt, at man helt glemmer at se, om bogen nu også er god, godt skruet sammen osv. Det er den overhovedet ikke, efter min mening. Den er snarere pinlig, i hele dette ords mange fine betydninger, en udbasunering. Og det er den fordi den ikke holder på formerne, om man så må sige. Alt for meget erindring og for lidt roman. Personbillederne er fx ufuldstændige, og det er de, fordi den har så travlt med at fortælle om incest, narko og sex, travlt med at bekende og vække læserens nyfigenhed, i stedet for at være en roman.

I modsætning til fx Knud Romers bog, der lige præcis kalder sig for roman af en nødvendighed, synes jeg. Der er en verden til forskel mellem de to bøger. Men med Leines debut overskrider man en form for grænse, som der er med denne slags selvbiografiske bøger. Jeg har nærmest ondt af Leine, men også af de personer der medvirker i bogen, især hvis dens indhold rent faktisk er sandt. Det burde aldrig have set dagens lys i den (mangel på) form, som det har nu. Stakkels mennesker.

Dette tab af sted jeg rejser i

Bruno Svindborg fortsætter sin fantastiske arbejde med at lægge Højholt-godbidder ud på nettet. Denne gang er det bl.a. videoen "Dette tab af sted jeg rejser i", som man også kunne se på udstillingen i Roskilde for nogle år tilbage om performeren Per H.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om filmen, men Højholts tekst er god, med masser af ordspil på vejen, vej og mig osv. Og den er faktisk noget uhyggelig, hvilket måske er en smule specielt, når det handler om Højholt.

Elastikken svuppede i ruinen

Simon Grotrian gør det bestemt ikke nemt for sin læser at følge med i den nye Ofelialåger, selvom gode og ihærdige kritikere som Erik Skyum-Nielsen og Lars Bukdahl forsøger sig med fine læsninger. (Og i øvrigt også Martin Johs. Møller)

I går aftes forsøgte jeg mig også, for Gud ved hvilken gang, og da jeg var ved at være halvtræt og døsig, begyndte ordene pludselig at give "mening", eller hvad man nu siger. Tæt på drømmeland, hang flere af Grotrians sætninger pludselig sammen. Tag fx dette digt:

Kald på Isak gennem tågesløret, jeg véd, han er et sted derude.
Blyantspidseren sænker sig over isen på toppen af bjerget. Vaf-
lerne trækker sørgespor ind i mine stuer, hvor geværkuglen er
standset foran min mund. Hvis det er kloden, jeg ser, så hold
mig med selskab.

Først og fremmest så må man finde forbindelser mellem sætningerne på forskellige niveauer. Der er rent faktisk en elastik mellem sætningerne, som svupper og som svuppede for mig i går.

Fra Isak til is,
fra blyantspidserens form til bjerget og vaflen
fra vaflerne til Isak og isen
fra vaflerne til (gevær)kuglen
fra kuglen til kloden

På denne vis ”hænger” digtet faktisk sammen. Jeg tror ikke så meget på Bukdahls læsning af digtsamlingen som en gravskrift over en veninde. Hvis bogen er en gravskrift, så er det en gravskrift over sproget og digtningen, eller rettere et forsøg på at lægge låg på digtningen. Ofelialåger er også kistelåger:

Rusk mig, så jeg kan sove. Poesien er en døgnvagt og digtene
en cocktail, der ryster enhver. Vanerne består af sekunder på
Herrens klinge. Når jeg læner mig forover, ser jeg, at jeg har
skrevet noget. Farveeksplosioner som at gasse biler op og lade
himlen være resten.

Poesien rusker og ryster digtet og jeget, som måske skal læses som det samme. Altså hvis det er digtet, der taler. Alting er for så vidt overladt til Gud, der bestemmer, hvornår vi lever og dør, men hvad er det, som jeget har skrevet? Det er selvmordstekster, så vidt jeg kan se. Tekster, der tager livet af sig selv. Tekster, der dør på papiret.

Men sproget er i hvert fald i ruiner og endnu mere, så er sprogets betydning i ruiner.. Det betyder, at der åbnes op for et helt andet spil, eller som Grotrian skriver et sted:

Jeg ville ønske, der var noget, man ikke kunne sige.

I Grotrians sprog er alle ord underlagt et (ord)spil, en flertydighed som er et faktum. Alting betyder grundlæggende også noget andet, fx i denne passage i et digt der ellers grundlæggende handler om et kærlighedsforhold og jalousi:

Du misforstår, ja, men dén knogle, du tog fra min
side, kunne du passende gnave ren, og ringe mig op.

Knoglen er både Adams ribben, en telefon og ja, gæt selv resten.

Det, som Grotrian udfordrer, er sprogets elasticitet. Hvor meget kan man lade sproget strække sig, førend betydningen sprænger helt, eller som han skriver et sted: ”det er godt, at harmonikaen trækkes længere og længere ud” eller ”Jeg skriver som en flyvetur over Atlanten/ et par svaner hver vej.”

Selvom jeg ikke på stående fod kan argumentere logisk for hver eneste sammenhæng mellem linjerne, så er jeg bange for, at de findes. Der ER en forbindelse, og det er det mest uhyggelige ved det hele. Angsten og døden, den hvide side, digtets grav.

Skyum-Nielsen kalder det for det metapoetiske. På sin vis har han ret. Det er metapoetisk, men spørgsmålet er, hvor meget man skal lægge i dette. Han citerer bl.a. dette digt:

Traktorsporet valser med sin pilefletning. Jeg må bare finde
mig i, at kuglepennen damper over havets kruseduller, folder
livet ind i nældebrand og larve. Jeg køber panik. Jeg har råd
til at modtage gaverne, hagl for eksempel. Parkerede digte,
der sniffer i kor. Er der væg bag tapetet? Issort styrter evighe-
dens maske, og jeg svitses af dit blik.

Om digtet skriver han:

Her kan man identificere det metapoetiske spor i den dampende kuglepen og digtene, der sniffer i kor, og man kan ane den gennemgående tematik: foran og bagved, tapetet og væggen, lågerne bag hvilke et billede muligvis findes, venter på, at nogen skal se det. Og alligevel opleves teksten som at lytte til nyheder fra Timbuktu på en kortbølgeradio, hvis knitren overdøver ethvert ydmygt tilløb til sammenhængende mening. Det er som at betragte bagenden af en kunstfærdig vævning, der stritter af frynser og klodsede knuder - og så, forhåbningsfuld, vende stoffet og opdage, at det var forsiden, man så; bagsiden er endnu mere flosset!

Det ironiske er, at Skyum altid er forbløffende god til at læse Grotrian, især når han skriver, at han ikke forstår noget som helst. ”[B]agsiden er endnu mere flosset”. Det er da en præcis og poetisk læsning. Grotrian selv skriver et sted ”På bagsiden af alle digte/ ser der sådan ud”. Grotrians tekster er måske vendt med bagsiden udad? En bagside der skal oversættes, og når den oversættes, så kommer der endnu mere poesi ud af det, som når Skyum-Nielsen læser det, han ikke forstår og præcis dér er mest poetisk.

Jeg skal ikke gøre mig klogere end Skyum-Nielsen, som er en god anmelder, men igen kunne man til en begyndelse forsøge at finde de elastikker, som holder sætningerne sammen, for ligesom at forsøge at få digtene til at vende ud imod os læsere.

Traktorspor til folder og larve(spor/fødder).
Traktorspor/ pilefletning/ kruseduller
Køb/ gave
Parkerede digte, bogreol, væg, tapet

Tjah, blev man klogere af det? Næppe. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på begyndelsen til Ursula Andkjær Olsens Lulus sange og taler, når Grotrian skriver ”Jeg køber panik”. Har digteren i virkelighed blot købt denne digtsamling og genkender sig selv, Andkjær Olsens inspiration fra Grotrian selv. Og det som de parkerede digte gør, er det ikke at suge til sig af intertekstuelle referencer, at sniffe i kor? Men lad nu det ligge. De hagl, som digtet taler om, kunne igen knyttes til selvmord. Her kunne man tænke på, at jeget er ved at skyde sig selv ind i ansigtet, og at vedkommende så gør sig tanker om, hvor og hvordan ansigtet ser ud bagefter, jf. evighedens maske.

Nå, andre må læse videre. Og i øvrigt, så er det jo sjovt, hvordan Grotrian er begyndt at opfinde digtere, som han selv citerer fra: David Richter Fönss: Klopfen wird blau. Her ligger der også en eller anden vits eller hund begravet. God arbejdslyst!

Min angst er den enfoldiges. Den er et stykke papir, der kun/ er foldet én gang (…) Vi, de enfoldige./ Et enfoldigt leve! Men derved bliver døden jo større.