Krise og kritik, sprogkunst og litteratur

Her til aften faldt jeg lige over Mikkel Zangenbergs mere moderate og eftertænksomme kommentar til den debat omkring litteraturkritikkens status, som denne havde med Tue Andersen Nexø i løbet af efteråret 06. Jeg er ikke så sikker på, at litteraturkritikken er i krise og tror heller ikke så meget på de store sociologiske forklaringer på alt, hvor man spænder Habermas, Luhman eller andre væddeløbsheste foran den kritiske guldkaret. Jeg tror snarere, som Zangenberg også er inde på, at denne "krise" hænger intimt sammen med en anden, nemlig litteraturens "krise" eller rettere: dens diffusion. Man behøver ikke at bladre ret meget, fx i amerikanske litterære tidsskrifter, for at finde ud, at de meget sjældent handler om litteraturen, som vi tror vi kender den. Sådan har det efterhånden været nogle år. De litterære kritikere kaster sig over noget andet ved litteraturen. Kulturstudier kalder man det vist, hvis man ellers oversætter cultural studies ligeover. At litteraturen sådan diffunderer behøver dog ikke at betyde litteraturens endeligt. Som én af mine kolleger sagde forleden, så vil der altid eksistere sprogkunst. Det er sådan set sandt, og det vil sikkert også skabe beskæftigelse for den "litterære" kritiker. Men er sprogkunst lig med litteratur? Det tvivler jeg på, i hvert fald ikke lig med litteraturen som vi kender den, og mon ikke vi må vænne os til, at der i litteraturen er blevet åbnet for nogle sluser, hvis effekt vi endnu ikke kender det litterære omfang af, og som betyder, at den er under voldsom forvandling. Mest tydeligt er det måske i den autobiografiske bølge, som jo blot er en måde at skrive litteratur på, som egentlig ikke er litteratur i gængs forstand. Det gælder også rejselitteratur, litteratur af mere essayistisk art, litterære værker på nettet, poetry slam osv. osv. Der vil sikkert altid være kioskbaskere, og altid være mennesker, som nyder at sidde stille med en bog for enten at fordybe eller forglemme sig selv. Tager man fx Harry Potter eller Da Vinci mysteriet, ja så minder begge måske mere om film end om litteratur i udgangspunktet, og det er naturligvis en smule foruroligende, for hvis det ikke er det litterære, hvad er det så, der får folk til at læse den slags? Men igen: Jeg tror heller ikke på fortællingens endeligt, når det gælder litteraturen, tværtimod (lyrikken er her snarere ude på et sidespor!!!). Film kræver som regel et massivt styringsapparat, masser af planlægning, penge, samarbejde osv., imens man jo ganske alene kan skrive eller fortælle sin fortælling. Det kræver i princippet kun pen og papir, ja ikke engang, det kræver faktisk kun behændig omgang med sproget. Så ja, litteratur vil altid eksistere som sprogkunst, nogle taler endda om, at vores bevidsthed grundlæggende er litterær. Det kan være, men det er præcis sådan et perspektiv, om man kan lide det eller ej, som ligesom undergraver det traditionelle begreb, de fleste af os har om litteratur og sætter et andet, som stadig er på vej til at sive ud og lige nu siver ud mellem fingrene på de måbende litteraturkritikere, mig selv inkl.