Nogle vil måske klandre mig for at være lidt oldfashioned eller out of date , eller nogle andre klichéfyldte ting på engelsk, som jeg også burde oversætte til dansk, men stødte ind i dette site , hvor man kan rode rundt med salmerne online. Det er i hvert fald yderst praktisk, hvis man, som jeg, af og til skal skrive noget om dem, fx hvis man skal kigge Grotrian efter i kortene eller ærmerne. Grotrian der for nyligt og fortjent i øvrigt har fået Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Jeg bladrede lige litteratursidens liste over danske debutanter igennem inden for de seneste 7 år. Den her ikke helt komplet, men pyt nu med det. Herunder søgte jeg på ordet "digte" for at danne mig et overblik over digtdebutanter. Hvis der er en tendens, så handler den om, at der er opstået en række nye små forlag som Eksperimental , Frother, Undr og Facet . Det er mestendels dem, der står for debutanter i dansk lyrik, men i reglen forfattere man ikke hører så meget om, og som oftest ikke bliver anmeldt. Hos Eksperimental skal man selv finansiere sin bog. Tager man de etablerede forlag (Borgen, Gyldendal, Samleren, Lindhardt og Ringhof) og kigger nærmere på, hvor mange lyrik-debutanter de har, så varierer det en smule, men et sted mellem 2 og 5 lyrik-debutanter om året. Men apropos den udmeldte krise fra Bendik Wold, bogredaktør på det norske avis Klassekampen , siger disse tal så noget om, hvordan det står til med ny dansk lyrik? Desværre er mit statistiske materiale en ...

Jeg har jo allerede gjort reklame for dette site en gang, men der sker fortsat nyt. Nu er Praksis, 10 også lagt ud, og der er planer om at lægge både 9 og 11 ud tillige. Det glæder mig i særdeleshed, da jeg holder meget af disse sene digte. Fx kan man se at digtet "Idyl, overbelyst" i sin tid startede med et "På den anden side...", og at Højholt når frem til titlen i det øjeblik, at digtets start ændres til "på den ene side". Netop den ændring betyder jo en hel del for digtet. Den betyder, at digtet bliver overbelyst, og at den anden side forsvinder i den overbelysning, og det præcis skaber digtets lidt uhyggeligt-fortrolige tone, hjemlig-uhjemlige. Åh altså. På den ene side er man altså taknemmelig for Bruno Svindborgs fantastiske arbejde med manuskripterne på det kongelige. På den anden giver det blot os "stakkels" Højholt-læsere endnu mere at lave. Kan man fx læse det digt her på samme måde igen, når man ved, at der har stået "På den an...

Læste Borowskis This Way for the Gas, Ladies and Gentlemen , som er fantastisk, men desværre ikke oversat til dansk. Til sidst måtte jeg lægge bogen fra mig og kunne heller ikke fravriste mig billederne i mine drømme flere nætter efter. Borowskis nøgterne og ofte ironiske blik kombineret med de frygtelige scenarier i Auschwitz blev for meget. Men Borowski er bestemt i samme klasse som andre forfattere, der skriver om lejren, fx Primo Levi eller Imre Kertész, og desto mere ærgerligt er det, at vi ikke kan læse ham på dansk. Desuden adskiller Borowski sig fra de andre, fordi han havde en anden, og man kunne måske sige, mere aktiv rolle i lejren. Borowski er tættere på det man i fagsproget kalder "bystander", men er samtidig også et "victim", dvs. tilskuer og offer på samme tid. Man gør sig således skyldig ved at overleve, ifølge Borowski. Det er han langtfra den eneste, der mener, men man mærker det på en anden måde i dennes litteratur end hos de andre, synes jeg. Bor...

På Youtube ligger der faktisk en del småfilm med mere eller mindre prominente akademia-stars. Bl.a. faldt jeg over denne fine lille ting med Jacques Derrida, hvor han taler om frygten for at skrive, skrivens frygt. Derrida er, i modsætning til hvad man kunne regne med når man læser dennes artikler og bøger, utroligt skarp og præcis i interviews og lign. Men han improviserer, eller mere præcist, skriver med det talte sprog.

Her til aften faldt jeg lige over Mikkel Zangenbergs mere moderate og eftertænksomme kommentar til den debat omkring litteraturkritikkens status, som denne havde med Tue Andersen Nexø i løbet af efteråret 06. Jeg er ikke så sikker på, at litteraturkritikken er i krise og tror heller ikke så meget på de store sociologiske forklaringer på alt, hvor man spænder Habermas, Luhman eller andre væddeløbsheste foran den kritiske guldkaret. Jeg tror snarere, som Zangenberg også er inde på, at denne "krise" hænger intimt sammen med en anden, nemlig litteraturens "krise" eller rettere: dens diffusion. Man behøver ikke at bladre ret meget, fx i amerikanske litterære tidsskrifter, for at finde ud, at de meget sjældent handler om litteraturen, som vi tror vi kender den. Sådan har det efterhånden været nogle år. De litterære kritikere kaster sig over noget andet ved litteraturen. Kulturstudier kalder man det vist, hvis man ellers oversætter cultural studies ligeover. At litterat...