Rune Christiansen

Jeg har næsten lige fået Rune Christiansens bog Utelatelsen ind ad døren og vil gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på et fantastisk, men relativt uopdaget forfatterskab fra Norge. Christiansen har efterhånden en del bøger bag sig, mestendels digtsamlinger, men også nogle romaner. I Utelatelsen eksperimenterer Christiansen en del med formen. Teksterne har ikke et knæk, som digte normalt har det, og man kan formentlig heller ikke tale om vers i gængs forstand. Professor Arne Melberg ville sikkert tale om interferensen mellem prosa og digt, jf. denne artikel, og om en prosaisering af det lyriske udtryk. Linjerne er ligesom punkterede af ellipser, ja udeladelser. Men en interessant lille og eksklusiv bog af en forfatter, der ligesom er for international til kun at blive læst på norsk, men måske også for norsk til at få et internationalt gennembrud, hvorfor kritikerne måske indtil videre har haft en vis berøringsangst. Man burde uden videre lave et udvalg og oversætte til dansk.

Lille uddrag fra en tekst i Christiansens bog, hvor højrelinje jo står lige tillige (men igen bliver man ved en gengivelse i tvivl, om der er tale om prosa eller poesi og derfor om man skal respektere linjeskift, dvs. om man skal se linjerne som vers):

ENVOI
man kunne kanskje forestille seg at barndommen var en
anstrengelse i mangel av et sentrum ... da jeg lovet å oppfylle
ønsket ditt fordi det nå engang også var mitt uttrykte ønske ...
en inskripsjon full av abstrakte elementer ... og noen ganske få
sprekkdannelser ... i løpet av en vår kunne de ... deretter slukner
den, men det var ingen grunn til å fortvile så lang tid i forveien
... opreist i morgenlyset ... ble mottatt med stor begeistring
... en dvale så uanstendig og så ulastelig ... men ingen uhyre
vanmakt ... kalte seg kritiker ... altid dette "det er noe med"
og så "bla-bla-bla"

Besøgstid

Jeg anmelder den nye digtsamling af Henrik Nordbrandt på Sentura. Den er god, ingen tvivl om det. Men det undrer mig, at forlaget ikke har læst ordentlig korrektur på bogen. Jeg fandt en 4-5 fejl af varierende art, fra manglende stort bogstav efter punktum til almindelige stavefejl, og det er en del for en bog med så forholdsvis lidt tekst. Værre endnu er det, at man kan komme i tvivl visse steder i bogen, om den og den sætning nu også er intenderet. Fx når de allerførste vers lyder sådan her:

Jeg ville så gerne skrive et digt
må være den uskrevne linje
som alverdens digte begynder med.

Enten mangler der noget, eller også eksperimenterer Nordbrandt lige rigeligt med enjambementet, således at man kan læse "et digt" som tilhørende to sætninger på een gang - både "Jeg ville så gerne skrive et digt" og "et digt/ må være den uskrevne linje/ som alverdens digte begynder med." Man kan sagtens argumentere for, at det er med vilje, dvs. at Nordbrandt ligesom lader linjen knække før versets knæk, men når man så læser hele digtsamlingen og finder en del sjuskede korrekturfejl, kommer man i tvivl om den læsning, og det kan man næsten ikke være bekendt overfor Nordbrandts digte. Desuden er det ikke en typisk ting for Nordbrandt, hvis enjambementer egentlig er højest ensartede.

Småfejlene gør, at man automatisk nærer en mistro til hele digtsamlingen, at den ligesom er for hurtig og en smule sjusket skrevet, i hvert fald for en digter af Nordbrandts slags. Omvendt er det hurtige og spontane måske en ny styrke for Nordbrandts digte. Der kommer mere med, også digte der fx hedder "Narrefisse" (jf. bogens sidste digt), og den form for spontanitet klæder egentlig Nordbrandts digte ganske godt.

Men altså: Den første digtsamling af Nordbrandt i 3 år og nu med sjusk eller hvad? Måske er Nordbrandt gået over til at skrive digte med venstre hånd. I stedet er det prosaen, der gælder. Jeg er i hvert fald glad for den selvbiografiske bog Døden fra Lübeck, som jeg synes er noget af det bedste, han har lavet i de senere år.

Per Højholts manuskripter på nettet

Bruno Svindborg der arbejder på det Kongelige Bibliotek, har været i gang med at lægge en del af Per Højholts manuskripter ud på nettet. Det er blevet til dette fantastiske site, som alle Højholt-fans bør kende til.

Svane tåre tåre le

Simon Grotrian sendte mig et eksemplar af bogen Svane tåre tåre le, som er opstået ud fra et samarbejdet med kunstneren Leif Dræby og udgivet på eget forlag i forbindelse med Midtjyllands Avis' 150 års jubilæum. Dræby lavede også omslaget til Grotrians seneste bog på Borgen Tyve sorte kinder. Normalt holder Dræby sig til ansigtsportrættet, men har i dette tilfælde gjort en undtagelse. Det fungerer vældig fint, synes jeg. Man kan bl.a. læse dette digt.

Pulsen blev havskum
og skyerne hvælvet
det regner på øjnene
alt, hvad du synes om mig
er et hjerte
skriv ikke dét digt
som du lige har læst.


Man kan læse mere om Dræby her og her og om bogen her.