Jeg har et ambivalent forhold til det at læse de her tykke, fantastisk svære klassikere, såsom Mason & Dixon , Ulysses , Beckett i særdeleshed og i den lidt blødere ende Absalom, Absalom! m.fl. På den ene side får man en fantastisk læseoplevelse, men på den anden så er oplevelsen ikke forankret i selve bogens tekst, i stedet er det, man husker bedst, efter læsningen, de rammer, som der var omkring bogen, fx om man læste bogen i en bestemt periode af ens liv, om man læste den i et sommerhus etc. Måske skyldes det, at jeg er lyrisk stemt? Måske det faktum, at jeg er for dum til at læse bøgerne? Måske for basalt uinteresseret? Men det kunne måske også være, at bøgerne rent faktisk udstøder sin læser. Man bliver ganske enkelt forkastet. Det giver til gengæld en helt bestemt oplevelse, især når man endelig har pløjet sig igennem bogen. Ahhhh. Forløsning igen, ingen modstand. Der er tale om en temmelig sej måde at kommunikere på, hvis det da overhovedet er kommunikation! Op ad bakke, d...

Her til morgen blev jeg lige sat 17 år tilbage i tiden, da jeg hørte Søren Ulrik Thomsens oplæsning af sit digt "Levende". Formidabelt og samtidig et genhør med mit eget udgangspunkt for at læse og indimellem skrive digte. Dengang var det jo Søren Ulrik og Michael Strunge, som var heltene. Jeg holder stadig utrolig meget af begge digtere. Derfor er det lidt nedslående, at når man i dag kommer ud på et gymnasium, så kender de ikke Strunge, men vil gerne høre historien om ham, især anekdoten med at han hoppede ud med skrivemaskinen på nakken fra den og den sal, fordi han troede, at han kunne flyve. Jeg ved ikke, om den passer, men eleverne husker det hele bedre, hvis det serveres sådan. Thomsen har de måske stødt ind i, hvis deres lærer ellers er lidt chick. Synd og skam, men sådan er der så meget, når man er ved at blive gammel, og lidt gammel er man vel altid. Nu ringer min mobil: En sms fra min fortid.