I lørdagens bogsektion i Politiken havde jeg følgende kommentar til en kronik af Jette Hansen, som blev trykt ugen før i samme dagblad. Jeg kunne ikke dy mig for at give mit besyv med, men min kommentar virkede muligvis lidt blamerende og abrupt, fordi de havde forkortet den til sidst. Her er den i hele sin tekst, som giver mere sammenhæng:
Det er bemærkelsesværdigt og højest overraskende, at et værk som Knud Romers ”Den som blinker…” kan forarge sine læsere i sådan en grad, at det medfører læserbrevsstorm og kronikker i et væld. Der er mange perspektiver i debatten, som man kunne have lyst til at kommentere, men især et af dem finder jeg særlig diskutabelt. Det drejer sig om Jette Hansen, der i sin kronik i Politiken 17. februar anfører en række årsager til, at det er vigtigt at diskutere, om historien er sand eller ej. Som en kommentar til Poul Behrendts indlæg skriver Hansen: ”Sjovt nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har erklæret i offentligheden, at Nykøbings borgere virkelig har gjort det, han skriver. Men netop af denne årsag er spørgsmålet om sandhed og virkelighed relevant at stille til Romers bog.” Jette Hansens kommentar her og generelle forsøg på at finde forfatterens ubevidste og uformidlede brudflader er endnu et eksempel, hvordan man kan forplumre debatten endnu mere, selv på højest sofistikeret vis. En roman er jo ikke afgrænset til de ting, der står på siderne, slet ikke i dag, hvor meget omkring en romans udgivelse ofte hører med til iscenesættelsen, ja til romanen selv. Knud Romers udtalelse kunne være en del af fiktionen, ja måske er forfatteren Knud Romer en helt anden, end den Knud Romer som Jette Hansen så gerne vil psykoanalysere sig frem til. Når man afkræver et svar, som Jette Hansen gør, bliver man således blot endnu en brik i romanens effektive spil. Man træder ind i en svingdør mellem fiktion og virkelighed og får svært ved at træde ud igen. Det er jo netop det, som romanen er ude på, nemlig at lokke os i en sådan fælde, hvor vi som Jette Hansen afkræver den et svar. Men så let er det desværre ikke at være læser i dag. Der findes ingen entydige svar på et sådant spil, slet ikke når den genremæssige kontrakt mellem forfatter og læser går på, at der er tale om en roman. Og det kan undre mig, at Jette Hansen og andre insisterer på at få et svar, om dette nu er ’based on a true story’, især når hun selv andetsteds skriver: ”Læseoplevelsen får sin fylde ved, at man ’ved’, at dette er sket for en virkelig person, som man kan få et indtryk af gennem dennes optræden i medierne. Det er ikke værket i sig selv, man oplever, men kombinationen af værk og markedsføring. Og
dét er faktisk værket ... Men dermed kan man også sige, at bogen ’Den som blinker ...’ mister sin autonomi.” Her er Jette Hansens læsning anderledes præcis. For værket mister netop sin autonomi ved sine selvbiografiske strategier. Værkets grænse udvides, og måske endda i sådan en grad, at det slet ikke giver mening at sætte grænsen mellem roman og Romer, og det er jo ellers den grænse, som resten af Jette Hansens læsning ernærer sig ved, når hun leder efter forfatterens ubevidste o.a. Med andre ord, hvis man skal læse en udmærket roman som Romers, må man først og fremmest være bevidst om, at værket indefra sprænger enhver forestilling om autonomi ved netop at inddrage selvbiografiske elementer, men omvendt har man som læser ingen ret til at drage disse elementer til et repræsentativt ansvar for romanens begivenheder som sådan. Romer må fortælle sine historier, som han vil, også uden for romanen. At læse en bog som hans kræver derfor et helt andet greb, end det Jette Hansen fremviser. Det nytter ikke noget, hverken at reducere forfatteren til patient eller fiktionen til virkelighed, både forfatter og fiktion spiller sammen i sådan et værk. Poul Behrendt kalder dette for en dobbelt-kontrakt. Jeg har selv, sammen med to andre, forestået en bog om emnet, som lige nu er mere aktuel end nogensinde. Bogen hedder ”Selvskreven – om litterær selvfremstilling” og udkom sidste år. Her kan man jo læse videre om bøger, hvis problemstilling er den samme som i Romers, hvis man endnu ikke føler, at man har fået svar på tiltale. For sagen er, at forfattere altid har inddraget selvbiografiske elementer i deres værker, ofte med samme formål og ligeså eksplicit som Romer. Det gælder fx forfattere som St. St. Blicher, Henrik Pontoppidan, Jens August Schade, Frank Jæger m.fl. Præcis derfor er reaktionerne overfor Romers bog desto mere overraskende. Vi burde have vænnet os til romaner, der agerer selvbiografier, og selvbiografier der optræder som romaner.
