Litteraturteoriens skizofreni

Jeg sidder med et gammelt speciale om Per Højholt fra starten af halvfjerdserne. I slutningen af specialets indledning står der følgende at læse:

"Endelig skal der her til slut gøres nøgle bemærkninger om det personlige pronomen, skriveren benytter i omtalen af sig selv. Det lyder kunstigt i manges øren at sige "vi" om sig selv. Det gjorde det også i vores ører i begyndelsen, men vi vænnede os hurtigt til det. Og når vi betragter de to alternativer: man og jeg, bliver vi sikrere i vor sag. "Man" indicerer en total reduktion af det aktive moment i processen, det fungerer som en skyden ansvaret fra sig ved helt at fjerne det aktive moment. Det er et pronomen, der kræver hypotetiske verber. "Jeg" er et pronomen, der så tydeligt bliver negeret og afsløret i al sin grundlæggende overensstemmelse med den metafysik, der kritiseres og søges afskrevet i denne fremstilling. Både Derrida og Højholt river grundlaget bort under det. "Vi" har den fordel, så længe det er nyt og unormalt i hvert fald, at det peger på skriften som tilgrundliggende for fremstillingen, og at det konstant peger på pronomensproblematikken. "Vi" påpeger, at det er et aktivt moment, og at det ikke er et individuelt subjekt, men mange der skriver gennem den skrift, der findes på papiret."

(Ole Krogh: Per Højholt som eksempel fra modernisme til skrifttænkning 1973, s. 9)

Hold da kæft hvor noget vrøvl. Det er jo næsten poesi. Man kommer uvilkårligt i tanke om Gollum fra Ringenes herre, som benytter en lignende skizofren tale. På den anden side kan citatet jo tjene til at sætte nogle tanker i gang om, hvem eller hvad der egentlig er, der taler i en litteraturteoretisk diskurs. Det er et problem de fleste fra universitetet sikkert har siddet med. Men at afskrive jeget på den måde, som det gøres ovenfor, virker mere komisk end rigtig. Desuden skal man være varsom, tror jeg, med at overtage en metafysik eller mangel på sådan fra det objekt eller genstandsfelt, man forsøger at skrive om. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Men at skriften skulle skrive det speciale selv: Sikke noget nonsens. Selvom man som skribent overtager ordene fra et i forvejen eksisterende vokabularium, så fratager det jo ikke en sådan for at være et subjekt og dermed underkastet et og et specielt perspektiv. Som Horace Engdahl skriver det et sted, så er litteraturteorien til forskel fra litteraturen underlagt et krav om kommunikation. Litteraturen kan godt gå amok i forestillinger som ovennævnte, men når teorien gør det, så bliver det i bedste fald komisk. Eller det er ikke længere teori, men litteratur og dermed heller ikke længere et speciale på et universitet.