Der er så få ting der skal til for at indgyde håb, lastbilchaufføren der ankommer med de daglige varer til Netto, skraldebilen og vasketøjet blafrende i vinden. Ting der fortæller at verden fortsætter, mennesket fortsætter, bliver i besværet, den daglige kamp som er meningen med det hele. En cykeltur ind til Nobelparken som et formål i sig selv. Havnens glitrende lys ved Navitas, kranerne der bøjer sig i lyset og nu, hvor jeg får øje på myrerne ved min fod, slår det mig, at også deres liv er mit. Du dør ikke, du komposteres, lader cellerne, atomerne fare videre. Giver liv til liv.

Mit engelske smuldrer. Jeg kan ikke oversætte mig selv. Men verden er allerede faldet fra hinanden. Nu er der kun fagterne tilbage og vi løfter alle armene og gør sådan her. Sådan her! * Hotellet buldrer. Liv pumpes rundt i byen men hjertet findes ikke. Hører du også rotten  under Montparnasse?

 At skrive er at dele sine tanker med sig selv. Det er egentlig  ikke så svært at forstå: Skrivningen er det sted hvor jeg øver mig i at være mig selv, blandt andet blandt andre, øver mig i de følelser jeg endnu ikke kender til eller de tanker, der skræmmer mig og som jeg måske i første omgang tænker ikke kan være mine. Litteraturen er ikke en virkelighedsflugt. Det skulle da lige være en flugt ind i virkeligheden, men ikke en flugt fra den: Virkelighedsafprøvning måske. Vi får at se.

 Det irriterer mig  at Torben har fået en Porsche. Hvorfor irriterer det mig? Og hvorfor vinker han til mig på lige netop den måde? Og med den (ene!!! onde???) finger? Føler han sig hævet over os andre? Ophævet til Porsche-stadiet så at sige hvor alt er muligt også den der finger der måske udpeger  mit miserable mindreværd. Jeg ved det ikke. Det eneste jeg ved er at Torben har fået en Porsche. Og det er mere end nok.

Nogle dage er lyset der næsten og du skimter en slags udvej: Et sted at blive til den anden som altid er dig og kun dig. Men at blive ældre er som at fare ind i en  slukket tunnel som bliver desto mere snæver. Måske livet som en blindtarm? Eller Højholts blindgyder? Blind i hvert fald. Måske det er derfor folk får brug for en gud, et kors at sætte sin lid til. Ikke tankens,  men det umulige kryds som et mål i et sted senere i livet. Jeg tænker blot at selv en korsvej rummer et potentiale  jeg ikke længere er. Så jeg kværner kaffen og går i seng. Det knuste mørke er måske  morgendagens håb.

 Visse forårsmorgener i maj går du i et med lyset forsvinder rundt om husets hjørner sammen med det næste vindpust  knitrer som bladene og alting skælver igennem dig det nøgne liv i Malling.

hun: alene på floor til festen men: alder men: algoritmer men: tid buret inde i hver vores story glider vi væk i hinandens feed
 ses vi
 her
 hvor sproget løber ud
 (I Bet You Look Good on the Dancefloor)