Øjeblikkets blodprop. Jeg ville foretrække at lade alt være. Eller måske skriver jeg for at slippe for at skrive. Jeg skriver for at skrive. Min smerte skal ikke på museum. Mine skrig skal ikke gøres til genstand for hykleri og rødvinsnippende kulturnasseri. Louisiana føles fx som et museum, en tidligere kz-lejr, selvom havet jo ikke kan gøre for  at det er hav og ligger der som det sunde øre og lytter til kunsten.  Jeg hader generelt ideen om at noget er kunst. Det er ikke derfor, jeg skriver. Jeg ved heller ikke hvor vigtigt det er at udgive teksten i en bog. Den bliver jo alligevel aldrig færdig. Jeg ved heller ikke hvor interessant det er at gøre teksten færdig. Det slutter her.

For hver dag der går  føler jeg mig mere og mere  som et batteri, hvis maksimale ladekapacitet  bliver mindre og mindre: I dag måske omkring de 72 % selvom  jeg har ligget og klatladet det meste af natten. Det er en god dag: Lyset skinner så klart at jeg som nyt spøgelse  gennemlyses af gamle minder. De er svære at skelne fra vind og vejr i øvrigt.

Når jeg går i solen er jeg begyndt at blusse op som om min alder gerne vil fortælle mig hvor gammel jeg i virkeligheden er. Men jeg er ikke enig, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg må være yngre. Min krop kan ikke tage over herfra. Jeg stoler ikke på dens udsagn. Jeg har ret til at være her  som ung  bare en lille smule  endnu.

November går i lungerne digtet trækker sit vejr. Året har ingen måneder alt er november. Det er en joke. April er et sted i den tidligere epokes digtning, brevene  findes ikke længere der. Vi kan altid begynde igen.

Mine venner fra København siger, at de aldrig før har set en airfryer, så jeg forklarer dem på godt jysk hvordan den kan bruges - til at stege en kalveculotte fx men så siger de, vennerne fra København, at de ikke ved, hvad en kalveculotte er og jeg føler mig mere og mere fedtet ind i kød og misforstået omsorg imens mine tanker suser tilbage til morgenerne på gården, når svinene sang, gylletankerne den jyske lugt som jeg tog med mig hele vejen til Rådhuspladsen i syvende klasse, hvor jeg knapt nok turde åbne munden fordi jeg var bange for at nogen straks kunne dufte mit mindreværd, min forbandede knægtelse og jeg giver efter for mit indre sprog der reducerer mit jeg til et a: og a ve et hva men op i æ mærglgrav some steder uj å æ markvej ligger æ hund begravd: Jeg husker alle stederne. De sidder i min krop i mit sprog i min ryg der er formet af mulden ploven og svinenes sang. alle gylletankernes blomstring. (til Glenn Bech)