§1 Kunsten bliver aldrig autonom, selvom alting ville være meget nemmere, hvis den var det. Tænk, hvis vi kunne udpege den: Se, det der er kunst. Det kan vi ikke. Det kommer vi aldrig til at kunne. Desværre.§2 Ideen om den autonome kunst er en (våd?) borgerlig drøm. Også min.
§3 Først tog man livet af kunstneren (inden for litteratur forfatterens død, fiktion etc.), for at redde kunsten. Så tog man livet af kunsten ved at dræbe alle dens intentioner og for at redde drømmen om dens autonomi.
§4 Nu står den kunst så ofte tilbage for at holde kulturhjulene i gang, men den findes for det meste kun for underholdningens skyld. Den skriger og skråler ovre i hjørnet, imens den langsomt stiger i værdi.
§5 Så har vi ikke brug for en kunst, der også må og tør mene noget? En kunst ikke kun med retten til at tænke sig selv autonom, men også med retten til at mene noget. At tage parti er måske at tage parti for dette!
§6 En menneskelig kunst som ikke bare kan umenneskeliggøres på museer og i bøger og som “værker”. En kunst der står ved sin menneskelighed. En kunst med intentioner, både kunstnerens og “værkets”.
§7 Den kunst, der stolt og provokerende (og til tider arrogant) hævder sin autonomi, er ofte ironisk. Ironien er en af autonomiens mange grimasser. Den kan kun fanges på det forkerte ben. Ben og grimasse…tsk tsk. Mener den noget, er det dette ben, vi fanger den på. Og benet er i øvrigt bare endnu en metafor. Den siger stolt: Tag den, alle jer ikke-autonome. Her er et slag i fjæset. Alle de ikke-autonome smiler og diskuterer deres røde mærker over en latte på Louisiana, imens de tænker på, om Audien trænger til en vask på vejen hjem.
§8 Ironien kan imidlertid også være disruption. Et vedvarende slag i fjæset, en brækket næse, et trælår, et hestebid, en jeg skal komme efter dig. Men ironien kan formentlig aldrig være samfundets samvittighed, selvom samfundet trænger til en sådan. Kun samfundets vittighed.
§9 Den kunst, der ikke længere tror på ironien, fordi den er påfaldende uanvendelig, når det drejer sig om at erstatte de hyklerier, den afslører, som David Foster Wallace siger det et sted, bliver ofte kaldt ideologisk, censurerende, et angreb på kunstens autonomi. Og ja, den kunst, der ikke er kunst, men som alligevel har en masse trælse holdninger helt ude i hampen, fortjener ikke at blive behandlet som kunst.
§10 Men hvem skal afgøre, hvad der er kunst? Ikke jeg.
