På den ene side er der Stevie Nicks, der lader os drukne i
kærlighedens ocean, når hun synger om "Sara". På den anden Christine McVies lidt
androgyne stemme, hvis man ellers kan kalde den det. I årevis gik jeg i hvert
fald rundt og tænkte på den som en mands. Det gælder sådan set både i "Songbird"
og "I wish you were here", men også når hun laver et cover sammen med Chicken
Sack af "I’d rather go blind", der var mit yndlingsnummer igennem længere tid.
Hvilket formentlig siger mere om mig end om den sang. Googler man hende, bliver
man ikke klogere. Hun ligner, især på sine ældre dage, grangiveligt en
mand med paryk eller noget. Gør vi ikke alle det?
Fleetwood Mac er under alle omstændigheder en kur. På de lidt dårligere dage kan man
blive hjemme under dynen, høre deres sange og have ondt af sig selv uden al for
megen skam. Måske skruer man helt op for "As long as you follow" og lader sig
falde pladask i koret og guitaren. Så kan det ellers regne ad helvede til
udenfor. Og man behøver ikke at tænke på, hvordan Rumours blev indspillet i den
lille havneby Sausalito, hvor jeg på det seneste har siddet op til flere gange
på færgelejet og tænkt over livet, når jeg ellers sad med en kaffe og stirrede
på San Franciscos skyline og drømte Ferlinghettis selvbiografi. Heller ikke,
hvordan lyden smelter sammen med landskabet omkring Lake Tahoe, hvis man en
sjælden gang har chancen for at køre hele vejen rundt om søen og dermed slippe
for al postyret nede sydpå. Casinoer og hvad har vi. Man behøver ikke at tænke
på andet end sig selv og sit sukker. Tomlen ind i munden og farvel. Der kan man
ligge og patte på livet og sig selv, uden andre forstyrrelser end den smasken,
man og det afgiver. Jeg kan således ikke helt beslutte mig for, hvem af de to damer der
synger bedst.
