De seneste par uger er der i Information blevet diskuteret
autofiktion. Men diskussionen har i mine øjne været præget af manglende viden
og faglige fordomme over for begrebet. Bl.a. har man tillagt autofiktionen at
være en form for kvalitetsstempel, hvilket det absolut ikke er, og man har
forsøgt at argumentere for, at autofiktion og modernisme skulle enten have
eller ikke have en særlig forbindelse til hinanden. Det er blevet påstået, at
betegnelsen autofiktion ”sporadisk” bliver ”klasket på bøgers forsider af
forlag”. Men jeg kender ikke til en eneste europæisk roman, hvor det er
tilfældet, selvom jeg har beskæftiget mig med begrebet i mere end 5 år. I et
andet indlæg hører man, at det er et ”fatamorgana hos litteraturforskere med en
veludviklet sans for sensationer”. Men påstår man det, ser man i skyndingen
bort fra, at der findes endog en del afhandlinger og akademiske artikler om emnet,
ikke mindst i Frankrig, hvor man har diskuteret autofiktion de sidste 25 år.
Man kunne jo begynde med en af de mange oversigtsartikler, fx ”L'autofiction:une réception problématique” af Mounir Laouyen eller Karen Ferreira-Meyers
”Autofiction: “imaginaire” and reality, an interesting mix leading to the
illusion of a genre?”
Begge artikler demonstrerer, at man i fransk sammenhæng utvivlsomt
savner en klar definition, men jeg synes, at Poul Behrendt, både i avisen her
og andetsteds, fornuftigt har forsøgt sig med at definere autofiktionen
således: For at man kan tale om autofiktion, skal to helt konkrete betingelser
være opfyldt fra forfatterens side. Der skal inde i bogen være navneidentitet
mellem hovedperson, fortæller og forfatter. Og der skal uden på bogen og på
dens titelblad stå genrebetegnelsen roman. Så vidt er jeg fuldstændig enig. Det
problematiske opstår, når man også inddrager spørgsmålet om, hvor meget
navneligheden faktisk forpligter forfatteren på det, der fremføres i romanen.
Dvs. spørgsmålet om kontrakt eller pagt mellem forfatter og læser. Det varierer
meget inden for genren, fx alt efter hvilken opfattelse af sprog og virkelighed,
forfatteren har.
I nogle tilfælde skal navneligheden tages som en del af
værkets samlede æstetiske udsagn, fx når Bjørn Rasmussen i Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet bevidst
leger med sit navn og spiller på navneligheden mellem Bjørn og en bjørn, og,
ikke mindst, bjørnen fra Sigurds Bjørnetime. Andre gange, som når Karl Ove
Knausgård højtideligt skriver i bind 6 af Min
kamp: ”Historien om ham, Kai Åge Knausgård, er historien om mig, Karl Ove
Knausgård.” Rasmussens bog er således udtryk for en helt anden opfattelse af
forholdet mellem sprog og virkelighed end Knausgårds, hvorfor de, til trods for
at begge kan kategoriseres som autofiktioner, kan være vanskelige at
sammenligne yderligere. Det er klart, at man med Knausgårds roman får mere ud
af også at læse efter henvisninger til virkeligheden end i Rasmussens tilfælde,
der ikke i samme grad inviterer til dette. Uanset hvad man gør, er det at kalde
bøger som disse for autofiktioner ikke et facit, der lukker for læsningen, men
snarere en begyndelse, der forhåbentlig er med til at åbne den. Præcis som når man
i dansktimen sidder med en tekst og forsøger at finde ud af, om det er en
novelle, en roman, et digt eller noget mere spidsfindigt, der slet ikke passer
ind i en genremodel, man har med at gøre.
For min del som underviser og forsker i skønlitteratur,
der ofte har et selvbiografisk indhold, er jeg sjældent interesseret i at gå
forfatterens konkrete henvisninger til virkeligheden efter i sømmene. Det
interesserer mig sjældent, men jeg finder det interessant, at værkerne
integrerer det selvbiografiske så eksplicit, som de gør, i deres retorik. Hvis
jeg ignorer det som læser, er jeg en sørgelig én af slagsen. Det
selvbiografiske er derfor en del af værkets udsagn, som man bliver nødt til at
tage alvorligt, hvis man som jeg fortsat vil hævde, at man også af og til udøver
kritisk litteraturlæsning. Og dette gælder jo ikke bare for autofiktioner, men
for megen litteratur udover denne. Autofiktion er derfor ikke en tendens, men
et forsøg på en genrebetegnelse for de romaner, hvor der er navnelighed, men
ikke nødvendigvis empirisk lighed mellem forfatter, fortæller og hovedperson.
Behrendt og Bunch udvider så denne genrebetegnelsesproblematik i deres udmærkede
lærebog Selvfortalt til også at gælde
andet end romaner ved at tale om fiktion. Her er jeg ikke helt enig med dem, fx
mener jeg ikke, at betegnelsen ”digte” på en bogs omslag faktisk er enslydende
med en ”fiktionskontrakt”. Digte er faktisk sjældent fiktion, hvis jeg skulle
sige det, men det er en anden sag. Desuden er der en
lang række af tilfælde, der grænser op til autofiktion, fx når forfatteren
optræder ved navn i sin bog, men ikke er hverken hovedperson eller fortæller.
Autofiktionen som genre er
udtryk for en generel tendens til at inddrage selvbiografisk materiale, som er
vanskelig at få hold på, og som tilsyneladende får begreberne til at skride. Denne
form for selvfremstilling inden for skønlitteraturen, som man mere overordnet
kunne kalde det, afspejler mere omfattende ting, der handler om forandringer i
selvet og identitetsfølelsen i lyset af generelle termer som globalisering og
medialisering. Dette afspejles allerede i den akademiske artikel om
begrebet, som opfinderen af begrebet, Serge Doubrovsky, udgiver et par år efter,
at han opfinder begrebet på bagsiden af sin roman Fils. Her taler han desuden i forlængelse af poststrukturalismen om
en bevægelse fra væren til tekst i autofiktioner ligesom i selvbiografier, men
i autofiktioner skal også tekstens væren tages alvorligt, hævder Doubrovsky.
At teksten har sit eget liv kan
lyde gådefyldt, men måske er tanken ikke mere mystisk, end at man som læser
også må tage hensyn til dens æstetiske intentioner og dermed kunstneriske
ambitioner. Det betyder, at autofiktioner ofte opererer med flere sandheder på
samme tid. En selvbiografisk sandhed, hvor det handler om henvisning eller ej,
samt en æstetisk sandhed, hvor sandheden kommer til udtryk i det litterære og
kunstneriske. Spørgsmålet om noget er løgn, er derfor problematisk at stille,
hvis der er tale om autofiktion og ikke en selvbiografi.
At der sådan arbejdes med flere
sandhedsbegreber på samme tid, gør præcis autofiktioner til oplagte emner for
en kontrovers. Kontroversen skyldes imidlertid ikke, at bøgerne er
autofiktioner, men at de gennem brugen af det selvbiografiske og referentielle
i en mere eller mindre kunstnerisk form, bevidst eller ubevidst, ramler ind i
misforståelser. Herhjemme har vi inden for de senere år set det med Jørgen
Leth, Knud Romer, Yahya Hassan og uden for DKs grænser fx med Knausgård, Michel
Houellebecq eller James Frey.
Når bøgerne sådan bliver genstand
for en kontrovers, indlemmes de også i en medielogik, som langtfra kun er litterær,
og som er blevet mere tydelig inden for det litterære system de senere år. Forfatterne
og deres værker bliver en del af det affektforskeren Sara Ahmed har kaldt en
affektiv økonomi, hvor kun de mest dyrebare former for følelsesmæssige
investeringer, dvs. kærlighed og især had, ”fungerer godt”. At ”fungere godt”
vil her sige desto flere delinger, mere omtale, flere klik. Facebook faciliterer,
især i DK, på flere måder dette, og det har påvirket hele det danske litterære
felt på en måde, tror jeg, som vi stadig savner ord for. Se blot på Yahya
Hassans profil, eller se hvordan der generelt diskuteres på FB, senest på
Caspar Erics profil. Men samme medielogik kan naturligvis også udnyttes af alle
andre, fx litteraturkritikere. Det gælder i denne henseende om at positionere
sig ”rigtigt”. En position, der eksempelvis kan producere megen had, er ofte
yderst synlig. I den forstand er der også gået ”performativ biografisme” i
litteraturkritikken, for nu at henvise til en anden vigtig dansk teoretiker
inden for selvfremstillingsfeltet, Jon Helt Haarder.
Vi må se, hvad fremtiden bringer
for litteraturen i dette nye heteronome felt.
