Hjemad til Berkeley

Så letter vi fra Vegas
og vindene er tørre og rå
mod flyets vinger.
Vi har afleveret vores Dodge
og blomstrer nu
skævt mod himlen.
Fra boulevarden strømmer
alle spøgelserne ud:
David Copperfield
Britney Spears
Taylor Dane
The Righteous Brothers
Richard Marx.
Alle vil med hjem,
men ingen har plads.
På vejen herud
hvor der var en del
turbulens under nedstigningen
fik en passager sat ord på
bemestringen af det store dyr:
That a boy.
Sådan finder vi alle en vej
ud af den store ørken.

Viva Las vegas

Så letter vi fra Oakland
og ind i ørkenen.
At se verden fra ti kilometers højde
er at se den som fiktion.
Om lidt vil vi lande i 32 graders varme
og enarmede tyveknægte
vil forgæves omfavne os.
Vi vil køre i vores lejede Dodge Charger
ind til byen fra McCarran.
Vi vil smide os i poolen
og lade os tørre mellem tæerne
i den varme ørkenluft.
Vi vil være
den svampede fiktion
og ikke meget andet.
Viva Las Vegas.

Naturens muntre søn

Naturens muntre søn går tur og er sur på sin søn af en filur, fordi han lugter skævt og lister som en hund, der skal pisse i et eller andet hjørne, hver gang naturens muntre søn netop skal til at nyde naturen og nærværet og lufte ud i nisserne og alt det der, der hele tiden flytter med, selvom naturens muntre søn er flyttet til et helt andet land nu for aldrig mere at holde jul og aldrig mere ikke at kunne sove, når nu søvn er så naturlig en del af naturens gang og naturens gang er et sted inde midt i naturens muntre søn, som banker og gør ved.

Crazy for you

Jeg sidder og lytter
til min gamle yndlingssang
med Madonna
Crazy for you
og bliver hamret tilbage
til syvende klasse
og en alt for håbløs
teenagetilværelse
hvor jeg sidder 13 år
gammel på gården med
med det purunge overskæg
som Bent Basse
under skolekomedien
roste mig for
og roder i mit
stereorack for at finde
netop den plade med
Roxette som udgjorde
soundtracket senere
den sommer hvor vi sammen med
karatefyrene fra Juelsminde
endte i en massiv slåskamp
til havnefest
med nogle nødder
fra Hedensted eller Løsning 
who cares
når det bare
er den egn vi taler om.
Nu sidder jeg så her og venter
på min datter
udenfor Berkeley High
og tiden er ikke længere
til stereoracks, lp'er eller Karate Kid.
Nålen er ikke i sporet
og armen løfter sig aldrig
igen.

Live musically

Live musically står der på den hjemløses plastikpose
og jeg løfter blikket for at se efter kampanilen
i svævende tåge som om musikken netop indhyller
tårnet her til morgen, hvor den hjemløse trasker
op langs Bancroft sammen med
mig og de andre mennesker
uden nævneværdig musik.