Så letter vi fra Vegas og vindene er tørre og rå mod flyets vinger. Vi har afleveret vores Dodge og blomstrer nu skævt mod himlen. Fra boulevarden strømmer alle spøgelserne ud: David Copperfield Britney Spears Taylor Dane The Righteous Brothers Richard Marx. Alle vil med hjem, men ingen har plads. På vejen herud hvor der var en del turbulens under nedstigningen fik en passager sat ord på bemestringen af det store dyr: That a boy . Sådan finder vi alle en vej ud af den store ørken.

Så letter vi fra Oakland og ind i ørkenen. At se verden fra ti kilometers højde er at se den som fiktion. Om lidt vil vi lande i 32 graders varme og enarmede tyveknægte vil forgæves omfavne os. Vi vil køre i vores lejede Dodge Charger ind til byen fra McCarran. Vi vil smide os i poolen og lade os tørre mellem tæerne i den varme ørkenluft. Vi vil være den svampede fiktion og ikke meget andet. Viva Las Vegas.

Naturens muntre søn går tur og er sur på sin søn af en filur, fordi han lugter skævt og lister som en hund, der skal pisse i et eller andet hjørne, hver gang naturens muntre søn netop skal til at nyde naturen og nærværet og lufte ud i nisserne og alt det der, der hele tiden flytter med, selvom naturens muntre søn er flyttet til et helt andet land nu for aldrig mere at holde jul og aldrig mere ikke at kunne sove, når nu søvn er så naturlig en del af naturens gang og naturens gang er et sted inde midt i naturens muntre søn, som banker og gør ved.

Jeg sidder og lytter til min gamle yndlingssang med Madonna Crazy for you og bliver hamret tilbage til syvende klasse og en alt for håbløs teenagetilværelse hvor jeg sidder 13 år gammel på gården med med det purunge overskæg som Bent Basse under skolekomedien roste mig for og roder i mit stereorack for at finde netop den plade med Roxette som udgjorde soundtracket senere den sommer hvor vi sammen med karatefyrene fra Juelsminde endte i en massiv slåskamp til havnefest med nogle nødder fra Hedensted eller Løsning   who cares når det bare er den egn vi taler om. Nu sidder jeg så her og venter på min datter udenfor Berkeley High og tiden er ikke længere til stereoracks, lp'er eller Karate Kid. Nålen er ikke i sporet og armen løfter sig aldrig igen.

Live musically står der på den hjemløses plastikpose og jeg løfter blikket for at se efter kampanilen i svævende tåge som om musikken netop indhyller tårnet her til morgen, hvor den hjemløse trasker op langs Bancroft sammen med mig og de andre mennesker uden nævneværdig musik.