Hej Stefan
Vi er en gruppe på pædagoguddannelsen, der er ved at skrive en artikel omkring selvfremstilling- og iscenesættelse på de sociale medier. Vi kunne rigtig godt bruge noget ekspertviden, og derfor vil det være en kæmpe hjælp, hvis du vil forsøge at svare på disse spørgsmål:
Er det din oplevelse, at folk kan udvikle en afhængighed af at "følge" andre menneskers liv på eksempelvis Instagram?
Det må jo komme an på en mere empirisk undersøgelse, tror jeg. Jeg tror ikke, at man er mere afhængig af de sociale medier end af et socialt liv som sådan. Men det er klart at flere af de sociale medier, herunder Instagram, tilskynder mennesker til at se og blive set. De intensiverer og forstærker derfor en drivkraft, som vi som mennesker sikkert har i forvejen. De fremmer, eller med et populært ord, faciliterer noget i vores generelle selvfremstilling på en måde, som vi ikke har set det før. De fremmer således også følelsen af at kunne “redigere” sit liv, sin selvfortælling og dermed samlet set sin selvfremstilling. Afhængigheden, hvis den findes, kommer sig nok af denne ide om at kunne redigere og kontrollere sit udtryk. Det som Erving Goffman kaldte impression management.
Hvordan kan det være, at nogle har så stort behov for at have en profil og få anerkendelse igennem likes og evt. også her udvikle et form for afhængighed for opmærksomhed og likes?
Igen: Det har vel altid været rart at blive bekræftet. Handler det ikke bare om at sociale medier forstærker noget ved vores generelle selvfremstilling? Mennesket er vel et socialt dyr.
Tænker du, at brugen af Instagram og den besættelse af at følge andre, man herigennem kan udvikle, kan føre til lavt selvværd og præstationsangst? Og kan du sige noget uddybende herom.
Nej. Men den sammenlignelighed der ligger i at alle kan mediere sig selv giver måske nogle af disse følelser. Imidlertid skal man måske passe på med at gøre brugerne dummere end de er. De ved godt at de sociale medier giver et andet billede af mennesker, et redigeret billede. Mon ikke der er en form for selvjustits her blandt brugerne? Dem der så at sige skaber sig for meget på de sociale medier, fx ved at skabe glansbilleder af sig selv, får det svært i andre sociale sammenhænge, som ikke er medierede og redigerede. Det er mistænksomt kun at lave et glansbillede af sig selv og det ved de fleste brugere sikkert.
På Instagram vises der i høj grad et glansbillede af livet. Hvad tænker du, at "mødet med det perfekte” gør ved os?
Det er, som ved de andre spørgsmål, meget vanskeligt at svare på. Hvis man for alvor skal bevise, at det er sådan det hænger sammen, må man arbejde empirisk og historisk, dvs. om de sociale medier i virkeligheden gør noget ved os, som vi ikke gjorde i forvejen. Jeg er ikke så bange for “mødet med det perfekte”, som jeg er for følelsen af at kunne kontrollere sit liv. De sociale medier er, fordi de netop griber ind i vores sociale liv i øvrigt, her noget, der foregøgler os ideen om at kunne styre tingene, dvs. styre det indtryk, som man som menneske afgiver. Og det vil altid være en løgn. Vi kan ikke styre vores tilværelse og slet ikke, hvordan andre mennesker ser og taler om os.
Og her et mere åbent spørgsmål: Vores overordnede emne hedder "Selviscenesættelse, selvfremstilling og fremstillingsformer i det offentlige rum". Hvad tænker du umiddelbart om dette,
særligt når det gælder konsekvenserne for almindelige mennesker, der betages af andres digitalt iscenesatte liv?
Som jeg skrev ovenfor, så er jeg mere bange for den kontrolmani, som selvfremstilling på de sociale medier måske medfører, og at man af angst for det ukontrollerbare helt og holdent glemmer at leve sit liv andre steder end her, altså på de sociale medier. Billeder på Instagram lugter ikke, de fryser ikke, de er ikke ensomme. Min personlige opfattelse af unge mennesker – og her bygger jeg på min erfaring som underviser – er at de er blevet mere kontrollerede. De gør brug af kalendere, timeplanners og virker generelt mere business-agtige, fx i forhold til det at tage deres uddannelse. De er målstyrede og glemmer til tider processen til fordel for produktet. De spørger: Hvad skal jeg kunne til eksamen? I stedet for at give sig hen til det der sker fra gang til gang i undervisningen. Jeg ved ikke, om dette hænger sammen med de sociale medier, for det er også en tankegang, som de bliver opdraget i og inden for i hele skolesystemet. De skal fra begyndelsen have en plan med deres liv og dér hjælper det, hvis man kan strukturere sit liv som en fortælling. Men dybest set så er et liv aldrig en fortælling, men en måde som vi forsøger at forstå vores liv på, en måde at give livet mening på. De mennesker der ikke kan klare det, får det svært. I ideen om at ens liv er en fortælling, ligger der desuden et skjult imperativ: Fortællinger skal jo helst være gode. Men hvad med dem, der lever den dårlige fortælling, eller dem der ikke kan klare at gøre deres liv til en fortælling? Eller dem der ikke kan leve op til den fortælling, som de forestiller sig at deres liv bør have. De kigger sig selv i spejlet og føler sig for tykke, eller for grimme osv.
På forhånd mange tak for hjælpen
Venlig hilsen
Heidi Jørgensen
tirsdag den 28. april 2015
Svar på tiltale 2
En lærerstuderende sendte mig en række spørgsmål, som jeg så forsøgte at besvare efter bedste evne:
Når jeg refererer til dig i min rapport, hvordan vil du så gerne tituleres?
Ha. Stefan vil være fint, Kjerkegaard hvis det skal være rigtig fint, men skal det være med titel, er det lektor ; - )
1. Hvis du skulle beskrive lyrik med tre ord, hvilke tre ville du så bruge?
Den er vanskelig. Jeg ville nok aldrig gå med til at koge lyrik ned til tre ord. Men skal jeg alligevel gøre det og med håndjern på måske: sprogkunst, modsprog, X (et ord som jeg ikke har ord for?)
Hele dette overordnede paradigmeskifte fra dannelsestænkning til kompetencetænkning, tror jeg. Men her har vi med større og langt mere overordnede kræfter at gøre, som ligger langt ude fra litteraturens domæne. Deres skepsis skylder formentlig, at de ikke er vant til at arbejde med og tænke sproget, sådan som det tænkes i og med lyrikken – fx som sansbart materiale.
Nu spørger du om kompetencer, dokumenteret viden og målstyring. Lyrik er heldigvis alt det modsatte af det, og det er i princippet svar nok. Derfor.
P.S.: Men skal jeg gå med på denne jargon, og der er næppe noget valg for tiden, så tror jeg netop at sproglige kompetencer bl.a. er at have et uselvfølgeligt forhold til sproget. Eller at man også til tider kan antage et sådant. Lyrik er altid også en kritik af sproget. Et modsprog og også kritik forstået som undersøgelse af sproget. Sprog er aldrig uskyldigt. Det er også en handling i verden, som man i et demokratisk samfund bør bør have kompetencerne til at stille sig kritisk overfor. Det får man igennem arbejdet, ikke bare med lyrik, men med litteratur. Er Omar Abdel Hamid El-Hussein navnet på en galning? Eller er det navnet på en terrorist? At man vælger den sidste løsning giver PET en milliard kroner i lommen, imens socialt arbejde fx i udsatte områder får nul og niks.
Sproget er aldrig uskyldigt. Nogen har været der før, og de har med deres brug endda lagt bestemte værdier ned i det. Værdier som vi risikerer at overtage ukritisk, hvis vi ikke tænker over, hvad sproget er, og hvordan det påvirker os, taler igennem os. At sproget aldrig kun er vores, at man måske aldrig kan sige ”Jeg elsker dig” og faktisk mene det, skal ikke forhindre os i ikke at være kritiske, ikke at forsøge at tilegne, beherske det i den udstrækning, som vi magter.
Så når mine studerende spørger, hvad med eksamen, hvad skal vi kunne, for det har de efterhånden lært igennem skolesystemet, at det skal man, apropos målstyring og dokumentation. Så vil jeg svare, at jeg jo ikke bare uddanner dem til at kunne tage en bestemt eksamen, men også til at være kritiske og selvtænkende mennesker. At være gode læsere, til eksamen ja, men også gode læsere af sig selv og andre mere generelt (det man har kaldt empati, og som heldigvis ikke er målbar). En god læser, og her taler jeg både om den, der sidder og skriver sin eksamensopgave og mere generelt om en humaniorastuderende anno 2015, er en læser der formår at læse sig selv, når der læses. At man afslører sig selv og sin egen position, at man er yderst bevidst om denne, også når man sidder der og tænker over, hvordan et digt rimer, hvordan en fortælling er fortalt osv. Den erfaring hører jo ikke kun til danskundervisning, men også til det overhovedet at være et menneske. At kunne afsløre sig selv som menneske for at være et menneske sammen med andre mennesker. Litteraturen er det nok indtil videre bedste sted at øve sig i at læse og læse sig selv og andre i verden. Det er et privilegeret undervisningsobjekt, fx et privilegeret samtaleobjekt i dansktimerne, og måske er den bedste begrundelse for at læse litteratur faktisk, at den er så velegnet at undervise i og med.
Og dertil kommer at litteratur jo også, helt simpelt, er det sted, indeholder de tekster, der lærer os, hvad sproget kan. Det er sprogkunst. Hvis de personer, der har opfundet ordene ”målstyring” og ”dokumenteret viden” skulle undervise unge mennesker i at skrive og læse, ville verden gå under i dårligt sprog. Ingen ville kunne se pointen i at blive bedre til at bruge sproget, forsøge sig med nye og bedre formuleringer, lege og undersøge sig frem. Al den famlen sig frem er ikke bare sprog for sprogets skyld, men for menneskets skyld.
Nå ja, så kunne det jo være, på trods af ”dokumenteret viden” og ”målstyring”, at der rent faktisk fandtes digte eller litteratur, også i fortiden, som kunne gøre os klogere på os selv og verden. Det er som om de ord i sig selv er en decideret afvisning af, at man kan lære noget af (litteratur)historien. Ordene er så historieløse at de ikke engang selv ved, hvor dybt historisk forankrede de er i deres egen samtid. Begravet i Excel-ark og en fordummede jargon. Mennesker er ikke tal. Hvis vi var det, ville den verden udenfor, som jeg kigger på nu, formentlig være Auschwitz. Men det er det ikke. Det er Københavns lufthavn.
Det er ikke os der skal lære at læse litteratur, men litteraturen der lærer os, hvad det vil sige at læse
Når jeg refererer til dig i min rapport, hvordan vil du så gerne tituleres?
Ha. Stefan vil være fint, Kjerkegaard hvis det skal være rigtig fint, men skal det være med titel, er det lektor ; - )
1. Hvis du skulle beskrive lyrik med tre ord, hvilke tre ville du så bruge?
Den er vanskelig. Jeg ville nok aldrig gå med til at koge lyrik ned til tre ord. Men skal jeg alligevel gøre det og med håndjern på måske: sprogkunst, modsprog, X (et ord som jeg ikke har ord for?)
2.
Du skriver at lyrikken er det mest litterære
udtryk – vil du uddybe denne bemærkning?
Ja, det var et af de udtryk, som de andre læsere af kapitlet [Videre i teksten] også faldt over. Hvis litteratur er sprogkunst i det hele taget, må lyrikken være det sted, hvor kunsten findes i et koncentrat. En maggiterning af litteratur måske. Eller litteraturens black box vil andre sige. Et sted hvor sproget også altid har sig selv som genstand. Dvs. sprog handler altid om verden. Det henviser altid til denne, men i lyrikken er sproget også en del af den verden, der henvises til. Derfor bliver det ofte en slags materiale. Ligesom maleren ikke maler med ”frugter” fx, hvis denne laver et stilleben, men med farver, således har digteren også ofte et forhold til ordene, hvor de består af det sanselige: lyd, et udseende, en klang osv. Man kan ikke hamre et søm i med ordet ”hammer”.
Ja, det var et af de udtryk, som de andre læsere af kapitlet [Videre i teksten] også faldt over. Hvis litteratur er sprogkunst i det hele taget, må lyrikken være det sted, hvor kunsten findes i et koncentrat. En maggiterning af litteratur måske. Eller litteraturens black box vil andre sige. Et sted hvor sproget også altid har sig selv som genstand. Dvs. sprog handler altid om verden. Det henviser altid til denne, men i lyrikken er sproget også en del af den verden, der henvises til. Derfor bliver det ofte en slags materiale. Ligesom maleren ikke maler med ”frugter” fx, hvis denne laver et stilleben, men med farver, således har digteren også ofte et forhold til ordene, hvor de består af det sanselige: lyd, et udseende, en klang osv. Man kan ikke hamre et søm i med ordet ”hammer”.
3.
Hvorfor tror du, at folkeskoleelever stiller sig
skeptisk overfor læsningen af lyrik? Det kan
måske synes paradoksalt, at når de møder det vi kan karakterisere som ”professionelle”
tekster, stiller de sig på hælene. Men med det samme de får pause, tager cyklen
hjem eller sidder på værelset, er de omgivet af lyrik i form af rap, popsange
etc.
Der er forskel på at konsumere og på at læse (litteratur), selvom den forskel bliver mindre og mindre, i hvert fald mindre synlig. Det er en gammel kliché, at man skal læse litteratur langsomt, og hvis lyrikken er dette koncentrat, som jeg taler om, skal den læses desto mere langsom. Langsom vil her sige, at man til en vis grad læser uden at tage hensyn til verden udenfor og kontekst. Det er det stærke ved den nykritiske tradition, som jeg dog ikke uden videre er tilhænger af. Det er jo også fedt at konsumere litteratur – det skal man huske på. Men langsomhed kræver at man skruer så meget ned for tempoet, i hvert fald når det gælder lyrik, at man begynder at sanse ordene igen. At man som læser nærmer sig den proces, som digteren var i, da digtet blev skrevet og dermed også ser ordene, digtet, verset osv. som materiale. Det er en vanskelig øvelse, og den er ikke blevet nemmere i en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor man er vant til at konsumere kulturprodukter. De russiske formalister talte om underliggørelse eller defamiliarisering. De talte om at dette forlænger perceptionsprocessen. Kunst gør således det tilvante uvant. Litteratur gør vores forhold til sproget uselvfølgeligt, og det er en givtig erfaring for enhver. At sprog ikke bare er et redskab, som vi kan bruge, som vi vil, men at sproget også er et redskab, der bruger os. I hverdagen finder man ud af dette, når sproget ikke makker ret. Når andre ikke forstår, hvad man mener osv. Men i lyrikken er dette det grundlæggende vilkår. Vi forstår aldrig, hvad vi mener. Det vil få nogle til at give op, men det kan jo også være anledningen til at formulere sig igen.
Der er forskel på at konsumere og på at læse (litteratur), selvom den forskel bliver mindre og mindre, i hvert fald mindre synlig. Det er en gammel kliché, at man skal læse litteratur langsomt, og hvis lyrikken er dette koncentrat, som jeg taler om, skal den læses desto mere langsom. Langsom vil her sige, at man til en vis grad læser uden at tage hensyn til verden udenfor og kontekst. Det er det stærke ved den nykritiske tradition, som jeg dog ikke uden videre er tilhænger af. Det er jo også fedt at konsumere litteratur – det skal man huske på. Men langsomhed kræver at man skruer så meget ned for tempoet, i hvert fald når det gælder lyrik, at man begynder at sanse ordene igen. At man som læser nærmer sig den proces, som digteren var i, da digtet blev skrevet og dermed også ser ordene, digtet, verset osv. som materiale. Det er en vanskelig øvelse, og den er ikke blevet nemmere i en tid, hvor alt går hurtigt, og hvor man er vant til at konsumere kulturprodukter. De russiske formalister talte om underliggørelse eller defamiliarisering. De talte om at dette forlænger perceptionsprocessen. Kunst gør således det tilvante uvant. Litteratur gør vores forhold til sproget uselvfølgeligt, og det er en givtig erfaring for enhver. At sprog ikke bare er et redskab, som vi kan bruge, som vi vil, men at sproget også er et redskab, der bruger os. I hverdagen finder man ud af dette, når sproget ikke makker ret. Når andre ikke forstår, hvad man mener osv. Men i lyrikken er dette det grundlæggende vilkår. Vi forstår aldrig, hvad vi mener. Det vil få nogle til at give op, men det kan jo også være anledningen til at formulere sig igen.
4.
Hvordan mener du, at lyrikundervisning kan
bidrage til elevernes æstetiske erfaring (forståelse jf. fagformålet for
danskfaget)?
Æstetiske erfaringer handler vel, bl.a. om at have et
uselvfølgeligt forhold til verden og dermed også til sproget, som er en del, måske den vigtigste del, af denne vores
verden. Det er her, at litteratur kommer ind i billedet og i lyrik
5.
I min praktik oplevede jeg, som tidligere
beskrevet, en skepsis i forhold til læsningen af digte. Men når eleverne selv
skulle skrive og lave egenproducerede lommefilm om deres digt, var modstanden i
høj grad forsvundet. Har du et bud på, hvad det kunne skyldes?
6.
Hvilke kompetencer tror du eleverne udvikler i
forbindelse med lyrikarbejdet, og kan en sådan lyrikundervisning forsvares i en
tid hvor skolen er præget af dokumenteret viden og målstyring?
P.S.: Men skal jeg gå med på denne jargon, og der er næppe noget valg for tiden, så tror jeg netop at sproglige kompetencer bl.a. er at have et uselvfølgeligt forhold til sproget. Eller at man også til tider kan antage et sådant. Lyrik er altid også en kritik af sproget. Et modsprog og også kritik forstået som undersøgelse af sproget. Sprog er aldrig uskyldigt. Det er også en handling i verden, som man i et demokratisk samfund bør bør have kompetencerne til at stille sig kritisk overfor. Det får man igennem arbejdet, ikke bare med lyrik, men med litteratur. Er Omar Abdel Hamid El-Hussein navnet på en galning? Eller er det navnet på en terrorist? At man vælger den sidste løsning giver PET en milliard kroner i lommen, imens socialt arbejde fx i udsatte områder får nul og niks.
Sproget er aldrig uskyldigt. Nogen har været der før, og de har med deres brug endda lagt bestemte værdier ned i det. Værdier som vi risikerer at overtage ukritisk, hvis vi ikke tænker over, hvad sproget er, og hvordan det påvirker os, taler igennem os. At sproget aldrig kun er vores, at man måske aldrig kan sige ”Jeg elsker dig” og faktisk mene det, skal ikke forhindre os i ikke at være kritiske, ikke at forsøge at tilegne, beherske det i den udstrækning, som vi magter.
Så når mine studerende spørger, hvad med eksamen, hvad skal vi kunne, for det har de efterhånden lært igennem skolesystemet, at det skal man, apropos målstyring og dokumentation. Så vil jeg svare, at jeg jo ikke bare uddanner dem til at kunne tage en bestemt eksamen, men også til at være kritiske og selvtænkende mennesker. At være gode læsere, til eksamen ja, men også gode læsere af sig selv og andre mere generelt (det man har kaldt empati, og som heldigvis ikke er målbar). En god læser, og her taler jeg både om den, der sidder og skriver sin eksamensopgave og mere generelt om en humaniorastuderende anno 2015, er en læser der formår at læse sig selv, når der læses. At man afslører sig selv og sin egen position, at man er yderst bevidst om denne, også når man sidder der og tænker over, hvordan et digt rimer, hvordan en fortælling er fortalt osv. Den erfaring hører jo ikke kun til danskundervisning, men også til det overhovedet at være et menneske. At kunne afsløre sig selv som menneske for at være et menneske sammen med andre mennesker. Litteraturen er det nok indtil videre bedste sted at øve sig i at læse og læse sig selv og andre i verden. Det er et privilegeret undervisningsobjekt, fx et privilegeret samtaleobjekt i dansktimerne, og måske er den bedste begrundelse for at læse litteratur faktisk, at den er så velegnet at undervise i og med.
Og dertil kommer at litteratur jo også, helt simpelt, er det sted, indeholder de tekster, der lærer os, hvad sproget kan. Det er sprogkunst. Hvis de personer, der har opfundet ordene ”målstyring” og ”dokumenteret viden” skulle undervise unge mennesker i at skrive og læse, ville verden gå under i dårligt sprog. Ingen ville kunne se pointen i at blive bedre til at bruge sproget, forsøge sig med nye og bedre formuleringer, lege og undersøge sig frem. Al den famlen sig frem er ikke bare sprog for sprogets skyld, men for menneskets skyld.
Nå ja, så kunne det jo være, på trods af ”dokumenteret viden” og ”målstyring”, at der rent faktisk fandtes digte eller litteratur, også i fortiden, som kunne gøre os klogere på os selv og verden. Det er som om de ord i sig selv er en decideret afvisning af, at man kan lære noget af (litteratur)historien. Ordene er så historieløse at de ikke engang selv ved, hvor dybt historisk forankrede de er i deres egen samtid. Begravet i Excel-ark og en fordummede jargon. Mennesker er ikke tal. Hvis vi var det, ville den verden udenfor, som jeg kigger på nu, formentlig være Auschwitz. Men det er det ikke. Det er Københavns lufthavn.
Det er ikke os der skal lære at læse litteratur, men litteraturen der lærer os, hvad det vil sige at læse
Svar på tiltale 1
I forbindelse med lanceringen af denne antologi, Fædre og sønner - mødre og døtre, blev jeg spurgt om jeg ville give mit besyv med i kataloget, der præsenterer bogen. Nedenfor er en uredigeret version af mine svar:
Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur?
Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan. I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det stof, som Min kamp tumler med, og han har set det modige hos Knausgård i at indgå en slags kontrakt med virkeligheden i stedet for med fiktionen – dvs. at sige tingene som de er og ikke lægge under for alle de sociale bånd, der binder os i netop den virkelighed. Litteraturen gør her på en måde det, den altid har gjort, bruger dens frihed til at ytre sig. Men det der tidligere til en vis grad var fiktionens rolle, nemlig at sige det, der ikke kunne siges i sociale sammenhænge, er pludselig blevet et (selv)biografisk mellemværende. Litteraturen er dog stadig ventilen. Tendensen til at bruge selvbiografisk materiale synes at hænge sammen med skildringen af alle disse forældre-barn relationer, vi ser i den nyeste litteratur. Og selvom vi heldigvis også har fået en del skildringer af andre forhold, er det stadigvæk forholdet mellem far og søn, der generelt har præget billedet. Det er som om, at de mandlige forfattere pludselig har opdaget den dybe tallerken, og det er faktisk lidt ømt, for det er nok først og fremmest deres mandighed, som er på spil. Jeg hørte en feminist forleden, der var overbevist om, at hele autofiktionsbølgen, helt tilbage fra 1970erne, som jo primært er båret frem af mænd, var udtryk for det, hun rammende kaldte ”the wounded male”, og noget er der om det. De kvindelige forfattere synes ikke at have så mange issues med deres forældre. Tag fx Suzanne Brøgger. Hun har, som man ved, haft sine problemer med forældrene, ikke mindst sin mor, men hun håndterer det på en helt anden og mere kreativ måde. Hun bruger det fremadrettet som en skabende kraft, til at finde ud af, hvem man overhovedet skal være. Måske er de kvindelige forfattere ikke så tynget af alle de mytologiske fortællinger, som mændene er det. Knausgård ligner jo nærmest Jesus efterhånden, og hvis det er den eneste vej, det kan gå, så bliver det lidt forudsigeligt det hele. Hvis man derfor tænker, at vores køn til en vis grad også er et manuskript, der kan opføres på forskellige måder, og at der i det manuskript ligger bestemte fortællinger om far-søn-, eller mor-datter-forhold, så virker det som om at der er mere spillerum i det sidste. Eller som Marguerite Duras skriver det et sted: ”Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed”. Det kan man så gøre grin med, som hos Jens Blendstrup, eller man kan som Bjørn Rasmussen forsøge at skrive med det ikke-kønnede, dvs. røvhullet, men det er svært at vikle sig ud af det. Hos kvinderne ser man måske ikke så mange kvababbelser. Her kan Stine Pilgaards fortæller sagtens rumme og endda beundre sin udadvendte og skøre mor i Min mor siger og Asta Olivia Nordenhof forsone sig med sin far og sin familie generelt i det nemme og det ensomme.
Hvordan kommer en nutidig søgen efter tilhørsforhold til udtryk i litteraturen?
Jeg vil jo nok sige, at den præcis kommer til udtryk i litteraturen som netop det. Dvs. en søgen. Litteraturen i dag handler ikke om den søgen, den ER den søgen. Knausgårds bog er igen et godt eksempel. Det handler jo om at finde ud af at leve sit liv på en anden måde end faderen. Om at være far uden at blive sin far. Foruden at være stor litteratur er det også et projekt, der handler om at ændre sit liv. I den forstand er litteraturen i mange tilfælde også blevet et middel til et mål. Det behøver ikke at handle om selvterapi, og det er det heller ikke kun i Knausgårds tilfælde, medmindre man tænker på det som alle vestlige midaldrende mænds selvterapi. Det kan også handle om at ændre samfundet. Sådan læser jeg i hvert fald Maja Lee Langvads bøger og til dels også Nordenhofs. Selv Knud Romer ønsker at gøre op med enhver form for mobning af dem, der kommer udefra og ikke er ”danskere”, hvad det så end vil sige. Opfinderen af termen autofiktion, den fransk forfatter og litterat Serge Doubrovsky, talte om autofiktion som en psykoanalytisk session. Genren handler om at lægge sig på briksen for at forsøge at finde ud af ikke hvem, men snarere hvor man er i verden. Den umulige opgave det er dels at lave og så dels at være det selvportræt. Det er vores billede af os selv, der er det forstyrrende element. Og billeder er først noget, der for alvor er kommet til i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Individet, der betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er i dag, og det kan sagtens være, at man i 1960’erne var glad for at splitte subjektet helt og aldeles ad i sprog og diskurs, men i dag virker det som en kliche. Udfordringen synes ikke længere at være mange, men at være sig selv.
Hvordan ser forældre-barn-relationer ud i den nyeste danske litteratur?
Forholdet mellem børn og deres forældre er et af de mest klassiske temaer inden for litteraturen overhovedet. Man behøver blot at bladre en smule i Bibelen for at finde sådanne historier, fx om Abraham og Isak, Gud og Jesus m. fl. I den forstand er der intet nyt under solen. Når det er sagt, er det sandt at forholdet synes at florere i den nyeste danske og skandinaviske litteratur. De mest kendte eksempler er nok Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i Min kamp og Yahya Hassans i Yahya Hassan. I det første tilfælde kan man sige at Knausgårds i virkeligheden temmeligt ordinære fortælling åbner muligheden for Hassans ret så ekstraordinære. Hassan har uden tvivl set potentialet og kraften i det stof, som Min kamp tumler med, og han har set det modige hos Knausgård i at indgå en slags kontrakt med virkeligheden i stedet for med fiktionen – dvs. at sige tingene som de er og ikke lægge under for alle de sociale bånd, der binder os i netop den virkelighed. Litteraturen gør her på en måde det, den altid har gjort, bruger dens frihed til at ytre sig. Men det der tidligere til en vis grad var fiktionens rolle, nemlig at sige det, der ikke kunne siges i sociale sammenhænge, er pludselig blevet et (selv)biografisk mellemværende. Litteraturen er dog stadig ventilen. Tendensen til at bruge selvbiografisk materiale synes at hænge sammen med skildringen af alle disse forældre-barn relationer, vi ser i den nyeste litteratur. Og selvom vi heldigvis også har fået en del skildringer af andre forhold, er det stadigvæk forholdet mellem far og søn, der generelt har præget billedet. Det er som om, at de mandlige forfattere pludselig har opdaget den dybe tallerken, og det er faktisk lidt ømt, for det er nok først og fremmest deres mandighed, som er på spil. Jeg hørte en feminist forleden, der var overbevist om, at hele autofiktionsbølgen, helt tilbage fra 1970erne, som jo primært er båret frem af mænd, var udtryk for det, hun rammende kaldte ”the wounded male”, og noget er der om det. De kvindelige forfattere synes ikke at have så mange issues med deres forældre. Tag fx Suzanne Brøgger. Hun har, som man ved, haft sine problemer med forældrene, ikke mindst sin mor, men hun håndterer det på en helt anden og mere kreativ måde. Hun bruger det fremadrettet som en skabende kraft, til at finde ud af, hvem man overhovedet skal være. Måske er de kvindelige forfattere ikke så tynget af alle de mytologiske fortællinger, som mændene er det. Knausgård ligner jo nærmest Jesus efterhånden, og hvis det er den eneste vej, det kan gå, så bliver det lidt forudsigeligt det hele. Hvis man derfor tænker, at vores køn til en vis grad også er et manuskript, der kan opføres på forskellige måder, og at der i det manuskript ligger bestemte fortællinger om far-søn-, eller mor-datter-forhold, så virker det som om at der er mere spillerum i det sidste. Eller som Marguerite Duras skriver det et sted: ”Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed”. Det kan man så gøre grin med, som hos Jens Blendstrup, eller man kan som Bjørn Rasmussen forsøge at skrive med det ikke-kønnede, dvs. røvhullet, men det er svært at vikle sig ud af det. Hos kvinderne ser man måske ikke så mange kvababbelser. Her kan Stine Pilgaards fortæller sagtens rumme og endda beundre sin udadvendte og skøre mor i Min mor siger og Asta Olivia Nordenhof forsone sig med sin far og sin familie generelt i det nemme og det ensomme.
Hvordan kommer en nutidig søgen efter tilhørsforhold til udtryk i litteraturen?
Jeg vil jo nok sige, at den præcis kommer til udtryk i litteraturen som netop det. Dvs. en søgen. Litteraturen i dag handler ikke om den søgen, den ER den søgen. Knausgårds bog er igen et godt eksempel. Det handler jo om at finde ud af at leve sit liv på en anden måde end faderen. Om at være far uden at blive sin far. Foruden at være stor litteratur er det også et projekt, der handler om at ændre sit liv. I den forstand er litteraturen i mange tilfælde også blevet et middel til et mål. Det behøver ikke at handle om selvterapi, og det er det heller ikke kun i Knausgårds tilfælde, medmindre man tænker på det som alle vestlige midaldrende mænds selvterapi. Det kan også handle om at ændre samfundet. Sådan læser jeg i hvert fald Maja Lee Langvads bøger og til dels også Nordenhofs. Selv Knud Romer ønsker at gøre op med enhver form for mobning af dem, der kommer udefra og ikke er ”danskere”, hvad det så end vil sige. Opfinderen af termen autofiktion, den fransk forfatter og litterat Serge Doubrovsky, talte om autofiktion som en psykoanalytisk session. Genren handler om at lægge sig på briksen for at forsøge at finde ud af ikke hvem, men snarere hvor man er i verden. Den umulige opgave det er dels at lave og så dels at være det selvportræt. Det er vores billede af os selv, der er det forstyrrende element. Og billeder er først noget, der for alvor er kommet til i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Individet, der betyder udelelig, har faktisk aldrig været mere deleligt, end det er i dag, og det kan sagtens være, at man i 1960’erne var glad for at splitte subjektet helt og aldeles ad i sprog og diskurs, men i dag virker det som en kliche. Udfordringen synes ikke længere at være mange, men at være sig selv.
Abonner på:
Opslag (Atom)