Aldrig i verdenshistorien har han skrevet en så god digtsamling, og jeg får lyst til at råbe: Hey Martin, dine digte er fanme gode, men jeg siger ikke noget, for jeg ved, at han ikke kan høre mig her fra Malling-marken. Og hvad gør man så med sin dårlige samvittighed? Jeg talte jo med ham i Ridehuset til VMO og havde ikke fået læst bogen. Men hallo, så er der jer jo denne mulighed. At indskrive mit udråb i en af disse ubestemmelige tekster, der for tiden altid starter med "aldrig i verdenshistorien".

Aldrig i verdenshistorien har jeg brugt en hel lørdag aften på Nik og Jay. Aldrig vil jeg gøre det igen. Men det er et mysterium, hvorfor de to drenge pludselig inkarnerer danskhed i en tid, hvor ingen ved, hvad det helt præcist betyder, og hvor Nik og Jay jo egentlig virker udanske, alvorlige, patetiske. Jeg tror, at det er det latterlige i deres forsøg på at være store, det prætentiøse i projektet, som de udstiller. Det kan vi identificere os med. Danskere holder, som vi ved, af Anders And, ikke Mickey Mouse, og det er af samme årsager, at vi holder af Nik og Jay. Anders And er en stjerne, selvom det går galt, selvom det forlængst er gået galt, og de (Anders, Nik og Jay) bliver sgu ved. Ufortrødent. Det menneskelige i at stræbe efter at være stjerne, og det latterlige i det, på samme tid. At være latterlig på en stor, men menneskelig, faldbar, helt igennem autentisk måde. Det er åh så DANSK. "Den bare, højtidelige alvor er udansk. Patos er udansk. Og det danske vid er ikke g...

Thomas Altheimer har fået sin egen twitter . Jeg kan ikke lige gennemskue hverken projektet eller pointen, men det er under alle omstændigheder interessant, langt ude og underholdende. Her er hans seneste hilsen til danskerne:   Original Video - More videos at TinyPic

Min kollega Louise Mønster udgiver i dag bogen Mødesteder , der handler om Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts forfatterskaber og om den store betydning, som stedet har i deres digtning. I bogens seks kapitler diskuteres det, hvad der kendetegner et sted, og hvilken rolle forskellige typer af steder spiller i forfatternes værker. Med afsæt i en lang række digte bevæger man sig fra mure og vægge til huse, pladser, gader, stationer, tog, hav og skov, og man oplever, hvordan disse steder gemmer på historier, som udfordrer vores forståelse af os selv og vores placering i verden. Hermed giver Mødesteder ikke blot en interessant indfaldsvinkel til Tranströmers og Nordbrandts poesi, men ansporer også til, at vi som læsere tænker over vores egen eksistentielle forankring. For yderligere information, kontakt venligst Louise Mønster: tlf.: 9940 9155 eller e-mail: louise [a] cgs.aau.dk

Aldrig i verdenshistorien, før nu, har man set et tv-program om litteratur, der som udgangspunkt handler om, at man ikke har tid til at læse bøger. Hvem mon dette tv-program henvender sig til? Alle dem der ikke har tid til at læse bøger? Eller alle os der faktisk læser bøger, men som føler os talt ned til, fordi vi, ja, læser bøger? Noget tyder på, at man satser på dem, der ikke har tid til at læse bøger, men jeg er en anelse forvirret. Orker de monstro at stille op til en gang dårlig samvittighed om ugen? Måske? De kan muligvis dyrke litteraturen (på en skærm) uden at stikke næsen for langt ned i bøgerne. Lidt ligesom når vi er på besøg hos Frank Bonderøv, hvis simple og selvforsynende ideer vi sagtens kan beundre og finde hyggelige, men som i praksis forbliver verdensfjerne utopier og ikke et liv man hverken kan eller bør efterleve, blot den yderste luksus i et velfærdssamfund, hvor man også kan vælge dét at vælge fra. Imidlertid altså og ok, det er jo første gang i verdenshistor...