I Norge er man sikkert ved at være godt mæt af Knausgård og sikkert også så småt i Sverige og DK, selvom vi muligvis har holdt KOK-hysterien i armslængde. Af den grund kan det være forfriskende at læse om Knausgård, set fra et andet, muligvis større perspektiv. Jeg fik et tip om dette interview "Completely Without Dignity" fra Paris Review , som egentlig ikke rummer så meget nyt, men inde i teksten finder man desuden et link til dette noget mere interessante  essay af Jonathan Callahan, der slutter prægnant og således (og i øvrigt demonstrerer, at det ikke kun er læsere i Skandinavien som forslugent kaster sig over Min kamp ): "My Struggle provides the reader with a portrait of an artist whose sometimes-quixotic-seeming-endeavor to narrate his struggles with life and art in their entirety consumes, possesses, captivateshim, in that last verb’s literal sense, and thereby sets him free. When Knausgaard tells his wife he must leave her at home to care for their recen...

Jeg var et par dage i Skagen og havde en smule læsestof med. Det var skønt ovenpå et par måneder udelukkende med Philip Roth. Bl.a. fik jeg læst Per Pettersons nyeste bog Jeg nægter . Den var fin nok, men i mine øjne måske alligevel ikke helt på højde med tidligere bøger, måske lidt for underspillet trods alt, eller lidt for ambitiøs i sin underspillede fortælling, om man så kan sige. Jeg ved således ikke helt, om brugen af de forskellige synsvinkler tilføjer så fandens meget til fortællingen Men den har naturligvis sine momenter, steder hvor man alligevel må overgive sig til Pettersons stilfærdige, men altid præcise og - faktisk - usentimentale melankoli. På vej til Skagen, og der er jo dælme stadigvæk langt derop, selvom toget ikke stopper i Ålbæk, hørte jeg Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår som lydbog. Nu er det naturligvis altid en smule svært at bedømme og udøve kritik, netop fordi det er en lydbog, et for mig stadig lidt uvant medium at benytte sig af, når det gælde...