Knausgård udefra

I Norge er man sikkert ved at være godt mæt af Knausgård og sikkert også så småt i Sverige og DK, selvom vi muligvis har holdt KOK-hysterien i armslængde. Af den grund kan det være forfriskende at læse om Knausgård, set fra et andet, muligvis større perspektiv.

Jeg fik et tip om dette interview "Completely Without Dignity" fra Paris Review, som egentlig ikke rummer så meget nyt, men inde i teksten finder man desuden et link til dette noget mere interessante essay af Jonathan Callahan, der slutter prægnant og således (og i øvrigt demonstrerer, at det ikke kun er læsere i Skandinavien som forslugent kaster sig over Min kamp):

"My Struggle provides the reader with a portrait of an artist whose sometimes-quixotic-seeming-endeavor to narrate his struggles with life and art in their entirety consumes, possesses, captivateshim, in that last verb’s literal sense, and thereby sets him free. When Knausgaard tells his wife he must leave her at home to care for their recently born daughter, must write; when he won’t compromise even after she threatens to leave him, take the kid with her, then does; and when he furthermore dispenses with every last aesthetic consideration aside from this scribomaniacal need to write, he is both chronicling and dramatizing his own refusal to abandon the pursuit…and it’s this monstrously intact integrity with which he undertakes and then completes his masterwork that answers any question about the madness of a project that, like a rocket fired straight up into the sky, takes aim at its creator and terminates in the obliteration of his authorship, his hunger to create. It’s Knausgaard’s consummation, a triumph that emancipates the husband, father, son, and friend: the author is dead, leaving what’s left of the man free to walk away from his leviathan — preserved forever now in art’s time-cheating formaldehyde — freed from the echo chamber of thwarted intent, in order to emerge, maybe for the first time, into life."

Skagensrevy

Jeg var et par dage i Skagen og havde en smule læsestof med. Det var skønt ovenpå et par måneder udelukkende med Philip Roth. Bl.a. fik jeg læst Per Pettersons nyeste bog Jeg nægter. Den var fin nok, men i mine øjne måske alligevel ikke helt på højde med tidligere bøger, måske lidt for underspillet trods alt, eller lidt for ambitiøs i sin underspillede fortælling, om man så kan sige. Jeg ved således ikke helt, om brugen af de forskellige synsvinkler tilføjer så fandens meget til fortællingen Men den har naturligvis sine momenter, steder hvor man alligevel må overgive sig til Pettersons stilfærdige, men altid præcise og - faktisk - usentimentale melankoli.

På vej til Skagen, og der er jo dælme stadigvæk langt derop, selvom toget ikke stopper i Ålbæk, hørte jeg Jens Smærup Sørensens Hjertet slår og slår som lydbog. Nu er det naturligvis altid en smule svært at bedømme og udøve kritik, netop fordi det er en lydbog, et for mig stadig lidt uvant medium at benytte sig af, når det gælder litteratur, men jeg synes, at jeg hørte den bedste bog nogensinde fra Sørensens side. Portrættet af faderen og sønnen er eminent. Sønnens fortabte kærlighed til en forfærdelig fader er aldrig blevet bedre beskrevet og overgår velsagtens Erling Jepsens portræt i Kunsten at græde i kor. Desuden sidder de sure opstød om verdens tilstand, fx om forbrugerisme, fra jegfortællerens side lige i skabet. Jeg troede, at jeg skulle læse om fædre og sønner hos Petterson - det skulle jeg sådan set også - men hos Smærup Sørensens var det mere udtalt og bedre beskrevet end nogensinde før. Et lille mesterværk i forfatterskabet, tror jeg.






Jeg fik også tid til at bladre en smule i de tidsskrifter, som jeg har fået tilsendt her op til ferien. Det nye nummer af Vagant, som er ungt og kækt og flot udstyret med lange anmeldelser, fx af Craig Dworkins nyeste bog No Medium, som jeg læste med stor interessere. Vagant er måske en smule højpandet af og til, muligvis fordi de unge skribenter stadig har en række uvaner udi det akademiske sprog, men overordnet set er det stadig et dejligt trendy tidsskrift og de lange anmeldelser af nye bøger, udvalgt en smule arbitrært fra hele verden, er øjenåbnende. Her kunne det danske hæderkronede Kritik måske lære noget, for hvorfor er det kun danske akademiske bøger, der skal have anmeldelser? Anmeldelsen af Dworkin er jo på en måde arbitrær og så alligevel ikke, for det er jo ham der rykker for tiden inden for konceptuel litteratur, og at blive introduceret til nyt hot stuff på den akademiske scene er altid rart. Ung med de unge er også danske Nielsen, der har en formidabel tekst med "De næste 50 år", som er skrevet i anledning af Claus Beck-Nielsens 50 års fødselsdag. Nielsen går rundt i Paris på dagen, som kvinde, men med lidt for store sko. Han har sit kamera med og lader tilfældige forbipasserende tage snapshots af "sig selv", kvinden Nielsen, og det kommer der en særdeles fin reportage-tekst ud af. Endnu en afvikling af CBN, men sikke en.


I min boks lå også det nyeste nymmer af Passage med titlen "Lyrik på tværs". Heri finder man fine artikler af mange af mine gode venner og kolleger, fx Hans Kristian Rustad, Birgitte Stougaard Pedersen, Susanne Kemp, Louise Mønster, Peter Stein Larsen, Martin Glaz Serup. Det giver et fint rids af forskellige rørelser i lyrikken i DK nu. Naturligvis meget mere velopdragent end Vagant, men sobert og godt. Man er i trygt og kyndigt selskab i alle artiklerne. Fremhæves bør måske Jacob Schweppenhäusers velskrevne artikel om Nikolaj Zeuthens forfatterskab. Lidt ærgerligt dog, men naturligvis fuldt forståeligt, at Jacob ikke nåede at få Zeuthens seneste bog med, Stråler, som jo er rigtig fin og desperat skør.




Nå, tilbage til balladen om Marie. Efter besøget i Skagen og naturligvis også Skagens Museum, blev jeg fristet til at se Bille Augusts film om Marie Krøyer. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det er ret utroligt, at det er den samme instruktør, som også har lavet Zappa og Tro, håb og kærlighed etc. Han har tilsyneladende helt mistet taget. Fx forstår man slet ikke brugen af irriterende og særdeles insisterende klaverspil, stort set under hele filmen. Eller hvordan man kan forvandle så godt et stof til en så uinspirerende fortælling? Skuespillerne er overladt til et dårligt manus (hvad klaverspilleriet jo antyder, og ja, Birgitte Hjort Sørensen er skøn, men der er saftsuseme også noget at leve op til med hende Marie), og vi hører desværre intet om alle de andre i kunstnerkolonien Skagen: Ingen Drachmann, ingen Ancher, ingen fest på Brøndums Hotel, ingen brug af det store Skt. Hans billede, suk. Men skidt, jeg har stadig Krøyers blå billeder hængende på nethinden. Ingen af Skagensmalerne nåede Krøyer til sokkeholderne, heller ikke hvad iscenesættelse af kunstnerne og kuntstnerkolonien som sådan angår. Han var en mester, og det kan man forvisse sig om ved at tage til Skagen.