Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra maj, 2013

Getting people wrong

Jeg sad og så dokumentaren Roth: Unmasked igår. Den var ikke noget særligt. Men Roth er noget særligt og et af de citater, som han læser op i filmen, er nedenstående fra American Pastoral , der som en række af de andre senere romaner i Roths forfatterskab, er et mesterværk. Efter fire romaner, hvor Roth leger med det selvbiografiske i forskellige genrer, The Facts , Deception , Patrimony og Operation Shylock (som jeg er ved at forberede et paper om for tiden) skriver han pludselig to fantastiske, store romaner: Sabbath's Theater og så denne American Pastoral (bagefter følger romaner som The Human Stain , en serie med små romaner, bl.a. Nemesis , Everyman etc.). Det fik mig til at tænke på: Mange selvfremstillende skandinaviske forfattere er sådan cirka 15 år bagefter Roth, og hvis man gerne vil se, hvad der kan komme efter selvfremstilling, autofiktion, selvbiografi osv. i litteraturen, er Roths sene forfatterskab måske værd at undersøge.  “And yet what are we to do about t...

Opstandelse

Aldrig i verdenshistorien har ordet opstandelse været så fjerntliggende. Det vrøvl som præsten taler om, kan umuligt være Guds ord, hvis Guds ord ellers findes. De automatismer og readymades fra Bibelen, som han lirer af, rører ingen, ikke engang ham selv. Mere nærværende er kisten, der står sejlende der midt i skibet, hvis ellers jeg havde ord. Men salmerne er en trøst. De siger dét, som præsten ikke formår. Ikke fordi de taler om Gud, men fordi de er stor litteratur. Det trøster os noget, fx mig, der ikke tror på opstandelsen, men på at mange har brug for at tro på netop den fortælling, fiktion som den er. Ikke?

Farmor

Aldrig i verdenshistorien har ordet farmor været så sødt. Vi løftede dig langsomt ud af kirken, imens vores tanker samlede sig om dig. Dine tanker har altid drejet sig om os. Åh, bliv hos mig miskundelig. Vi træder skoene tynde, mærker gulvet i knoglerne. Bilen er et skib i sort og hvidt. Vi sender dig afsted mod de ukendtes grav, men det er nu, du bliver os. Os der må gentage sig selv for at mindes dig i livet der altid går videre.

Ledelse

Aldrig i verdenshistorien har vi talt så meget om ledelse. Aldrig har jeg følt så megen lede ved ordet. Her til morgen, for eksempel, kastede jeg op på mit kontor. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen. Min mave var min manager, min lille CEO, og den sagde "management" så mange gange i træk, at det bare flød i stride strømme. Tastaturet druknede foran mig, der var ingen ord tilbage at redde. Kun det lysende æble. Tænk ud af boksen, ud af boksen, tænkte jeg, innovation, men det forøgede blot kvalmen betragteligt. Nu sidder jeg her og forsøger at genvinde fatningen, men det hele er allerede gået over gevind.

Politik

Aldrig i verdenshistorien har vi været så politiske, uden at det handler en skid om politik. Borgen, Bag Borgen  og Clement Kjersgaard tværet ud over hele sendefladen. Læber så store som en statsminister. Jeg er ved at blive ædt stort set hver eneste aften, når fjernsynet tændes. Vi kerer os ikke om, hvad de siger, så længe der er fart i læberne. Ingen skal have lov til at tale ud, for de har alligevel ikke noget på hjertet. Vi er jo alle politikere, undtagen Clement. Han er suverænen og behersker undtagelsestilstanden. Der er ingen forskel på Paradise Hotel og Debatten . Det handler om det samme. Værten (ikke verden). Spillet. Taleretten. At blive trukket igennem retorikkens gabestok påny. Men derinde i mundvigen aner jeg uråd. Der er det hvide uudforskede område, man kalder fremtiden. På det kan man måske skabe politik?

En afdød fylder 50 år?

Say what? Ikke desto mindre var det overskriften forleden i en række lidt perifere aviser, da Nielsen (tidligere CEO for Das Beckwerk tidligere Claus Beck-Nielsen) den 6. maj fyldte 50 år. Det må være lidt af en triumf for Nielsens "identitets(vokse)værk", eller hvad man nu skal kalde det. Det er jo ikke kun "afdød", som skal i citationstegn, men også "kunstner" og "fødselsdag". Kun de aviser, der ligesom lidt forskelsløst absorberer nyheder fra ritzau, fx Folketidende  eller Fyens Stiftstidende  havde indlæg om dette. Nu er de så måske " Folketidende " og " Fyens Stiftstidende "?

Alene sammen

Aldrig i verdenshistorien har vi været så bange for at være alene som i dag. Selv når vi er alene, er vi stadigvæk sociale. Det er vores bevidsthed, jeg taler om. På lokummet hører vi stemmer, eller vi interviewer os selv om dagens gang: Det går godt, tak. Jeg har just opdateret min FB profil med et billede af mig selv på vej ind i 40 års krisen. Offline er et ingenmandsland, som bliver vanskeligere og vanskeligere at indtage, finde rundt i og især overhovedet at finde. Tænder man for radioen, knævrer de ustandseligt. Det er Tony Scott mig her og Scott mig der. Han klistrer enerverende til nyhederne. Kværner, som om alt i verden kan reduceres til underholdning. Det er hygge, det er samtale, det er dialog, det er pis mig i øret. Jeg kan ikke holde det ud. Hvordan slukker man for sig selv? Jeg kan ikke længere finde knappen. Trække stikket ud. Simpelthen. Den svale fornemmelse af ensomhed. Ingen henvendelse overhovedet. Eller jo, et minimum af henvendelse – henvendels...

Blufærdige digte: Vi er ikke konger

Der er noget blufærdigt over Daniel Dalgaards fine debutdigtsamling Vi er ikke konger, der udkom på Rosinante i år. Muligvis er jeg præget af det billede af forfatteren, som pryder bogflappen, hvor han er afbilledet med et stykke glas (eller lignende) foran det halvskjulte ansigt. Men jeg tror ikke kun, at det er det. Dalgaards digte fik mig til at tænke på poesi, som en mere blufærdig genre i det hele taget, i forhold til prosa, Måske vor tids prosa? Prosa som striptease. Naturligvis generaliserer jeg, for poesi kan jo også være den genre, der går tættest på det skrivende menneske, men det nærmer sig dette på en anden måde, med en anden type af referentialitet så at sige.  Formen, verset skjuler også skribenten bag sproget. Vers kan være som dette stykke glas, Dalgaard holder op foran sit ansigt. Det selvbiografiske er derfor også  altid noget andet i poesi end i prosa. Digte handler jo oftest og først og fremmest om forholdet mellem sprog og verden. Sproge...

Fremtiden er feminin

"Mænd er feminine, som kvinder var i 1910, hvorimod vi kvinder er feminine, som man er i 1981. Mændene følger efter, kvinderne starter. Alle de argumenter, som mænd bruger, er tillærte argumenter, mens kvinder har argumenter, som de selv finder frem til.    Det er umuligt for en mand og en kvinde at have en diskussion. Mænd er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de er ikke rigtig nysgerrige, de har skyldfølelse. Fremtiden er feminin. Det gør mig lidt ondt at skulle sige det, fordi jeg gerne vil have, at fremtiden skulle bestå af begge køn, men jeg tror, den er feminin. Mænd bliver ved med at være syge af den der sygdom, mandighed.    Jeg elsker mænd, der er ikke noget, jeg elsker mere. " (29) Marguerite Duras: At læse , Forlaget Lundtofte (2009). (Faldt over dette citat, da jeg ikke kunne sove i nat og i stedet gav mig til at læse Duras. Duras minder mig en del om Jørgen Leth, men hun er KVINDE, hvilket paradoksalt nok kan være befriende...