Jeg har det meget som vennen Katya Sander, når jeg læser Pablo Llambías’ nye bog Hundstein . Sander optræder selv i bogen og bliver citeret for at sige, at der ikke er noget håb i teksterne, at det er klaustrofobisk, og at der ingen udvikling er at spore i teksterne. Men alligevel bladrer man videre til næste side for at se, hvad der sker. På trods af at det er helt fladt og depressivt. Der er ingen leg med fortælleridentiteten eller med formen, siger Sander til forfatteren, og det er måske til en vis grad rigtigt. Til forskel fra Monte Lema , hvor man fornemmer en større grad af udsving i sonetternes og jegets humør, så er det denne gang fuldstændig fladt. Men kan det flade ikke være en leg med formen? Den sidste og eneste leg; det som i forbindelse med Monte Lema blev kaldt dilettanteri? Ordbog over det danske Sprog definerer dilettanteri som ”overfladisk syslen med kunst, videnskab olgn.” Og det er måske sandt, at sonetformen på en måde er bevidst dilettantisk, men jeg syne...

Atter engang læser jeg Jennifer Egans bog, Tæskeholdet banker på , og bliver imponeret over, hvor fint hendes brug af powerpointdagbogen egentlig er. Normalt rummer ppt-slides ikke ligefrem følelser. De er et mere eller mindre kedeligt arbejdsredskab, især for een som mig, men disse slides gør noget helt andet. Dagbogen er fortalt af den 12-årige Alison Blake, og med sine slides forsøger hun både at forsone sig med sin brors autisme og at forsone sig med sin far (og hans eventuelle traumer over aldrig at have reddet sin ven fra druknedøden). Faren har jo formentlig hjulpet hende med at udfærdige de sidste slides, som man kan se nedenfor. Embedded fra Jennifer Egans hjemmeside . Great Rock and Roll Pauses from JenniferEgan

Ordlyd (1) from Mediehus Aarhus on Vimeo .

På et tidspunkt (296) bliver Stig Larsson i sin nyeste bog, När det känss att det håller på ta slutt , nødt til at afbryde sin læsning af Karl Ove Knausgårds Min kamp . Årsagen er Zlatan Ibrahimovics selvbiografi Jag är Zlatan Ibrahimovic . Larsson sammenligner Zlatans selvbiografi, der jo er fremragende ghostwritet af David Lagercrantz, med Miles Davis’ selvbiografi eller Pavel Sudoplatovs og skriver: ”Och det är samma kalla-mig-vad-du-vill-stil som präglar boken som skildrar Zlatans historie [...] Så skulle jag vilja att den bok som jeg nu skriver också blir läst.” (297) Nuvel, det er præcis de tre bøger, som har optaget mig mest i de forgangne uger, og jeg vil sige lidt om hver enkelt læseoplevelse, før jeg forsøger at sige, hvorfor de, bøgerne og menneskene bag dem, på mærkværdig vis måske har noget til fælles. Af forskellige årsager begyndte jeg at genlæse bind 6 af Min kamp . Jeg havde bl.a. med Poul Behrendt diskuteret, om titlen, Det tredje riket , egentlig var et n...

"I går modtog Kim Leine Boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Profeterne i Evighedsfjorden . Helt som forudsagt af dem, der har studeret salgstal. Altså, når nu Jussi Adler-Olsen allerede har været der og dermed ikke kan modtage prisen igen. Leines roman er af gode grunde blevet en bestseller og har været en populær vare hos de danske boghandlere, der ellers ikke har meget at juble over i denne tid. De har efter simpel afstemning tildelt ham den prestigefyldte pris. Ja, det var så forudsigeligt, at denne klumme, der havde deadline samtidig med offentliggørelsen, faktisk kunne skrives på forhånd. Lige så forudsigeligt er det, at samme Kim Leine i slutningen af februar vil stå som modtager af den nye populistiske litteraturpris, som Dagbladet Politiken har indstiftet. Studér salgstallene for de syv nominerede værker, og svaret er givet. Så kan de hoppe og danse så meget, de vil, på Rådhuspladsen, gøre krumspring med nomineringstekster og skabe spænding, men terningerne er kast...

"Det var både interessant og opmuntrende her i avisen forleden at læse, hvorfor Else Frost i Grindsted mener, at Katrine Marie Guldagers 'Lille Hjerte' bør have Politikens Litteraturpris: »Jeg blev så berørt af hendes måde at beskrive en barndom på. Det er fuldstændig, som jeg selv har haft det; hvor moderen lever igennem datteren. Hun kvæler hende nærmest ved ikke at interessere sig for andet. Det er for tung en byrde at skulle opfylde moderens drømme. Det ramte mig sådan, at nogen kunne formulere det, jeg selv havde følt, men ikke kunne udtrykke«. Denne oplevelse af at genkende sig selv i noget, man har læst, at blive ramt i hjertekulen af fiktion, er en af de store belønninger ved at læse romaner. Men hvor ramt skal man i rollen som litteraturkritiker indrømme, at man er blevet? Hvordan doserer man som boganmelder sig selv, så læserne ikke udsættes for anmassende ekshibitionisme? TILLAD MIG AT være specifik: Jeg anmeldte for nogle måneder siden det afsluttende bind i Ka...

Afterlife er et portræt af det meningsløse liv i det 21. århundrede, og er et samarbejde mellem fotograf Sofie Amalie Klougart, filminstruktør Cæcilie Østerbye Sørensen, lydduoen Graf, Nielsen og Das Beckwerk Museum. Åbningen finder sted i dag fredag d. 1. februar kl. 17. - 19. på Museet for Samtidskunst i Roskilde. I forbindelse med åbningen vil der finde en særlig still-life performance sted. Se mere på: [ http://samtidskunst.dk/view/objekt/?tabel=udstillinger&id=309 ]Museet for Samtidskunst - Afterlife og [ http://www.nielsen.re/ ]www.nielsen.re