Begravelse

Jeg løber og lytter for gud ved hvilken gang til Van Morrisons fantastiske ”Into the Mystic”, og jeg tænker, at hvis jeg nogensinde skal begraves, skal ceremonien naturligvis foregå i en kirke. Enten Vrigsted eller Beder kirke – det må I om? Californien er også ok. Og døden er i mine øjne kirkens eneste berettigelse, og jeg gider dæleme ikke blive kastet ud i en mergelgrav. Var det ikke det, du altid sagde, Bedstefar?

Det gode ved døden er, at min mailboks måske nok er fyldt til bristepunktet, men brister den, så lad den bare briste. Her er ingen bekymringer, og kalenderen helt tom. Mit hjerte sidder ikke i halsen; det banker derimod i jeres blod. Med andre ord: I er mig.

Husk, at jeg gerne vil brændes, for jeg regner ikke med at genopstå, slet ikke i en kødelig udgave. Den gamle krop er jo ikke til at holde ud i længden. Husk mig i stedet i min mest eksemplariske udgave. På cyklen, fx midt i cykelanarkiet på Mejlgade, med spritterne og narkomanerne skrålende i gaden. Eller engageret i en forelæsning om Per Højholts poesi. Det er de billeder, der for alvor tæller. Men husk også, at selvom jeg holder uendeligt meget af salmerne, fx Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen”, så vil jeg også forbeholde mig retten til at forsvinde lysvæld bag ved lysvæld ind, ind i det mystiske, til tonerne af de guddommelige blæsere fra Van Morrisons nummer. Det er klart, at jeg som Frodo, føler mig kaldet. Det er trygt at vide, at rejsen slutter her. Midt i litteraturen.

Som løg(N)ringe i vandet. En litteraturhistorisk parentes

Jeg blev bedt om at holde et oplæg i sidste uge, da Tidsskriftet Standart fejrede sit 25 års jubilæum. Oplægget skulle tage udgangspunkt i den artikel, som jeg skrev til jubilæumsnummeret om de sidste 25 års danske litteraturhistorie. Jeg tænkte, at det gerne måtte være en smule underholdende og satirisk. Dette er, hvad jeg sagde:

Måske jeg bør indlede med en advarsel:

Mit oplæg vil være skamløst selvpromoverende, formentlig pinligt og selvudleverende, alt sammen på samme tid, så jeg undskylder på forhånd. Hvis det er for meget, så er det helt ok at forlade rummet i protest. Vi bliver ikke fornærmede. Men da jeg var ude at løbe en tur forleden, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige og især, at det skulle have udgangspunkt i min artikel. Det har det også, men artiklen kan I jo bare selv læse. Den gider jeg ikke læse op igen. Derfor var det eneste, jeg kunne komme i tanke om, at jeg ville læse to digte op, et i starten og et i slutningen af mit oplæg, og det endda to digte, som jeg selv er forfatteren til. De skulle ligesom indramme mit oplæg og udgøre den litteraturhistoriske parentes, som jeg gerne vil sige mere om. Udgangspunktet var, og nu citerer jeg mig selv fra artiklen:

”Af og til ynder jeg at fremstille historien som om, at 90’erne slet ikke eksisterede, at de blot var mødet mellem 80’erne og den periode, vi lever i i dag.”

Det er naturligvis ikke helt rigtigt, og det følgende modbeviser dette til en vis grad.

Oplægget begynder altså her:

[Læs ”Rockertilståelse” op]

Vi skal tilbage til 90’erne for at forstå dette digt af en vis Bob Hvid Green ordentligt. Den litteraturhistoriske parentes, som 90erne var. Tilføj indledningsvist følgende tags: Søren Ulrik Thomsen, Det skabtes vaklen. Tidsskriftet Øverste Kirurgiske, Lars Bukdahl, Claus Beck-Nielsen, avantgarde, både for sjov og for alvor.

Jeg var, som så mange andre, naturligvis fan af denne Søren Ulrik Thomsen, men også så meget fan, at jeg gav fanden. Jeg var med andre ord nødt til at begive mig ud i et fadermord. Det var jeg ikke ene om.

Inde på litteraten Jon Helt Haarders hjemmeside har man igennem mange år kunnet finde Claus Beck-Nielsens anmeldelse eller artikel om Det skabtes vaklen. Den hedder ”Det urokkelige”. Lad mig citere fra begyndelsen af denne:

Trods det strenge ydre greb jeg grådigt Det skabtes vaklen, efter 5 års venten længtes jeg efter påny at lade Thomsen-pulsen banke i mig. Langsomt arbejdede jeg mig gennem de 27 arabesker mod eksistensens bundløshed, men for hver linie, der skrælledes, nærmede jeg mig, for til slut (oh rædsel!) at stå ansigt til ansigt, ikke med eksistensen i al sin anonymitet, nej, jeg stod ansigt til ansigt med digteren og hans helt private ensomhed.

Det er da løgn, tænkte jeg, for på side 27 står der jo skrevet:

udskil alle de strengt personlige,
helt anonyme affaldsstoffer,
oprethold livet, imens det skrælles
som et løg - og tårer,
der kunne ha tilhørt en anden, syder i blikkets blænde

Trods denne erklæring havde arabeskerne drejet mit blik og den følgende refleksion mod netop det strengt personlige, digterens liv, hans helt private affaldsstoffer og de tårer, som ikke kunne have tilhørt nogen anden, end netop han, som havde grædt dem, knastørt og uden at vakle, ned over siderne. 

Beck-Nielsens anmeldelse udvikler sig til en form for kritik af det, han kalder Thomsen-maskinen, men viser det sig også en kritik af sig eller sit selv, især via en tiltagende skepsis overfor ordet ”hamrende”. Denne skepsis er størst i den note, som Claus Beck-Nielsen anno 1999 har fået lov til at tilføje artiklen: 

Når jeg nu i januar 1999 skuer henover den næsten 3 år brede dikotomi mellem ham, der er, og den, han var i marts 1996, så kan jeg ikke lade være med at knytte en kommentar til sidstnævntes hidtil upublicerede skrift "Det urokkelige".

Adskillige steder i skriftet har Claus Beck-Nielsen anno marts 1996 fremhævet ordet hamrende i sin kritik af en digtning, der foregiver at betænke Det skabtes vaklen. Som det jo ofte er i kritik, så falder hammeren tilbage på den, der slår: Der er ikke megen betænksomhed eller åbning af et tredje tvivlens rum mellem lytten og slagfærdighed i "Det urokkelige". Tværtimod synes det mig, at det ellers hist i sine hammerslag rammende skrift, gør præcis det, den anklager sit offer for: Den blotlægger hamrende klart, at Claus Beck-Nielsen også har brugt "Det skabtes vaklen" og dennes "skriftkonkylie" til at spidse sin nyfattede kritiske blyant i. Retorikken er øredøvende.

Ikke desto mindre føler jeg stor forståelse for Claus Beck-Nielsens synspunkter og argumentation. Der er sgu'da noget om larmen!

Claus Beck-Nielsen, januar 1999

De fleste kender nok Lars Bukdahls anmeldelse af Det skabtes vaklen i Kristeligt Dagblad, som tillige var en adgangsbillet til Weekendavisen og cirka ti års hegemoni i anmelderbranchen. Men der findes også sidelitteraturhistorier til disse mere ophøjede af slagsen, som nu denne Bob Hvid Green.

Min gode ven, Thomas Hvid Kromann, og jeg havde som unge studenterknøse forfattet en artikel om Thomsen, der ligesom Beck-Nielsens var skeptisk overfor Det skabtes vaklen og måske i ligeså høj grad overfor Thomsens position i det litterære landskab. Vi sendte den til Kritik, men den blev naturligvis afvist. Gad vide, hvor mange der gjorde det?

Dernæst begyndte vi at gå mere undergrundsagtigt til værks ved at lege med Thomsens digte i parodi- og pasticheform. Men Thomas blev jo rigtig forfatter, og jeg blev Bob Hvid Green. Eller en del af mig blev Bob Hvid Green, dvs. alle forfatterdrømmene fortrængt til denne ene, infantile protestfigur, imens Stefan Kjerkegaard blev rigtig litteraturforsker og senere hen skrev afhandlinger og deslige.

Men lad os tage et hurtigt blik på ”Rockertilståelse”. Med nogle meget beskedne og til dels også ganske prosaiske virkemidler får teksten vendt op og ned på Thomsens tekst, således at den pludselig handler om en ung fængselslæges undersøgelse af en rockers endetarm. Den eneste grund til, at Greens tekst virker, er formentlig, at Thomsens tekst naturligvis er fremragende, hvad angår diktion og rytme. Men Greens tekst demonstrerer alligevel, at Thomsens syntaks måske er tæt på at læne sig opad det skabelonagtige, dvs. Thomsens egen digteriske skabelon, fanget som en statue i de dikotomier, som også Beck-Nielsen kritiserer, en levende død (og hvem ender egentlig med at udleve den litterære tilstand?). Thomsens arabesker tygger drøv på ensomhedens skrå, som Nielsen skriver det.

Det er på en måde det institutionelle ved litteratur, som Bob Hvid Greens form for pastiche spørger til. Men åbenbart en form for pastiche der kan få selv et ”avantgarde-tidsskrift” som Øverste Kirurgiske til at ryste i genrerne. I hvert fald når man ser på den måde, som bladet præsenterede det første digt af Bob Hvid Green, og her er jeg nødt til at henvise til den originale repræsentation af digtet i nr. 20-21, 1999. Teksten er placeret sidst i hæftet, lige før reklamerne og nogle afsluttende mere eller mindre kunstneriske billeder.

[vis digtet fra ØK]

Tilsyneladende er der tale om sponsorer, ifølge teksten nederst side 3. Vi har altså at gøre med tidsskriftets bagside, dets ende, litteraturens røv og bagside. Man kender det fra dagbladene, hvor de mere usobre indslag placeres bagtil eller sammen med andre humoristiske indfald (i øvrigt en mere tendens der går igen i flere danske boghandler, hvor digte ofte placeres sammen med humor). Derudover tillader redaktørerne af tidsskriftet at placere et svar på en eller anden quiz nedenfor Greens digt, og det er endnu en indikation på, at digtet ikke rigtigt hører hjemme nogen steder. Det er i hvert fald ikke poesi, allerhøjest ”poesi”, hvilket er Øverste Kirurgiskes bud på en genre for Greens digt.

Men hvad er det, Greens tekst gør sig skyldig i, siden den placeres her? Hvorfor er den kun poesi i anførselstegn? En røv uden ører? Og hvorfor skal den placeres bag i nummeret? Omvendt: Hvis der ligefrem er tale om en dekonstruktionen af genren poesi, så kan man jo som forfatter ikke undgå at være en smule stolt.

Nok om det: Det måske helt store litteraturhistoriske spørgsmål er, hvorfor Thomsens lyrik medfører en sådan splittelse i vores, min og Claus personligheder? Det er, som om at de løgringe, Thomsen skriver om, enten spreder sig om ringe i vandet, eller at identitetskernen bliver udsat for en nuklear eksplosion. Sammen med Thomsens digte bliver vi på besynderlig vis alle sammen skrevet ind på ”poesiens privathospital”. Dengang i 90erne. Hvorfor? Hvordan animerer Thomsens digte til dette? Er det fordi han, som Beck-Nielsen antyder i sin læsning, poetologisk prædiker det ene, men reelt gør noget andet? Fordi liv og værk faktisk flyder sammen i Det skabtes vaklen?

* * *

For at gøre historien om Bob færdig, så er det svært at sige, hvilke spor Bob Hvid Greens ”poesi” har affødt. I Bukdahls Generationsmaskinen nævnes han et par gange, fx side 382, hvor Bukdahl taler om Øverste Kirurgiske, og hvor der står:

”En lille gruppe var til hver en tid under mistanke for at være pseudonymer […] – to mindeværdige var Louis Même og Bob Hvid Green”

Og hvor Bukdahl citerer fra Greens Mikkel Thykier-parodi. Men måske kunne man også, i al beskedenhed, sige, at Bob Hvid Green mere handler om en bestemt diskurs, som Øverste Kirurgiske lagde spalter til, og som de lod udspalte. At ”poesi” bliver lovliggjort som poesi efter ØK. Her tænker jeg fx på nogle af de pastiche og parodi-digte og digtere, som man ser senere hen, tænk på Grotrians pastichedigte, Mette Moestrups Ewald-digt fra kingsize, eller allermest på Peter Adolphsen og Ejler Nyhavns Katalognien – en versroman. Måske kunne man om muligt endog trække forbindelsen endnu videre, fx i forhold til Claus Beck-Nielsen, hvis bog Selvudslettelser muligvis også har ladet sig inspirere af Bobs virke. Lad mig blot antydningsvist afslutte med to citater, først Beck-Nielsen og til sidst Bob(s måske mest vellykkede digt):

”- Der Doktor, begyndte han forfra og slap pedalen, - der Doktor ist Doktor, so also Stelter roligt rullende sideværts ud af køen, der efterhånden strækker sig ned gennem kontinentet som en mur af, nochmals! Metal, og vi lidt til højre mod autoværnet vigende, - der Doktor ist der neue Meister aus Deutschland, so Stelter – von mir hierher mit heraufaufgebracht, der Doktor, so also bestandigt højrewärts vigende, - ist Doktor der Genetik, Doktor der Genethik und Doktor der Genästhetik, und so weiter mod værnet skrabende, snart ramler vi du over randen af Storebæltsbroen, - und also nicht nur Doktor, so Stelter, - oder Doktor Doktor, aber…“ (125)

Og her Bob Hvid Greens pastiche over Pia Tafdrups „Viber ved midnat“:

sweeper ved midnat

- til Sepp Piontek (den egentlige Holger Danske)

Målet åbne sig langsamt, trække mig næsten magnetisch ind

wie ein Ball som mortenolsenplys score fantastisch i en pumpet Parken

der dufte råt i den boldeluft, af tacklinger nyarvet rundt um landet, neh

som siten jeg flyttet hertil tysk har dannet kø af brødrepar og milde små Maginaler

I nutellamörket flag af dannebrog, et ryk over mitbenens græstråde af krystal

når min pibe kurtz für Mittnacht redde jeres krig som søvnløse Matthias Sammer

der gennem min moral ryge ind i nattens offside, som Schmeichels violette næsvise

mischdannelser, und fra min højre toback afleveringer falde og

frit blomstre som den tyske nerve, der ursprünge fra Lerbys rygsøjle oder danskens dyb

og miracoliøst føre jer op fra det Kaos, I jeden Tag lade jer sænke ned i

for blandt landsmænder I kender, aber niemals forstår – at udforsche scoringer i eksil.

En litterær vejrhanes apologi

Jeg googlede mig selv, det gør man jo, gør man ikke? Nå, men derigennem stødte jeg ind i Lars Bukdahls lille raserianfald nummer 2, helt tilbage fra oktober 2010, og egentlig er jeg fuldstændig enig. Det kan virke underligt at gå fra Højholt, Laugesen og Grotrian til Knausgård og co. Der er noget litterær vejrhane over det.

Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto  Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård (og jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal. Jeg er uden tvivl en del af Knausgård-systemet, men forhåbentlig ikke en del af ukritikken, hvilket denne artikel fra Information måske demonstrerer.

Men jeg har ganske simpelt forsøgt at læse de autofiktive bøger, der er udkommet i Skandinavien de senere år (dvs. romaner der inkorporerer den selvbiografiske formel, hvor forfatter = fortæller = hovedperson), fordi det er mit forskningsområde, og fordi det hverken er en dansk eller udelukkende en litterær tendens (jf. Facebook). Desuden: Går man tilbage til autofiktionens grundlægger, Serge Doubrovsky, så handler autofiktion faktisk ikke så lidt om ordspil og poetisk funktion i sproget. Det var således den sene Højholts tale om positurer og personer, der satte min interesse i gang. Det er altså mere kompliceret end som så, tror jeg.

Jeg holder meget af Lars og hans virke, ikke mindst - ja min ph.d.-afhandling om ordspil kan faktisk læses som en hyldest til manden, ligesom vi deler mange af de samme litterære helte (jo ikke mindst Laugesen, Højholt, Grotrian). Jeg mener desuden, at han allerede har indskrevet sig i de sidste 20 års litteraturhistorie på den ene og den anden måde, på godt og ondt. Generationsmaskinen rummer disse ting og sager, idiosynkrasier, og er for mig at se et (gult?) vidnesbyrd om sin tid. Men der er indimellem (eller sådan har jeg følt det) noget klaustrofobisk, næsten autistisk, over Bukdahls litterære mission. Det er dansk litteratur set indefra, hvor småt ofte er lig med godt, og på en måde, som jeg ikke (længere) kan se den. Omvendt er det formentlig også dette, der er styrken - at han læser (og i øvrigt er en fremragende læser) og følger med i det meste, hvad der sker i DK, hvilket er imponerende, ikke mindst fordi der jo udkommer meget, der bare ikke er værd at beskæftige sig med, strengt taget, det siger sig selv. Desuden så er jeg vist ikke kritiker indtil benet som han. For mig handler litteratur ikke altid om godt eller skidt. Det gør det sikkert heller ikke for Lars, men alligevel. Smagsdommeriet kan af og til være anstrengende, og den akademiske distance en lise for sådan en som mig.

Så lad mig afslutte med at sige: Det eksistentielle interesserer mig egentlig ikke i forhold til autofiktionen, det samtidssociologiske, jo, i hvert fald hvis man tilføjer ordet litteratur, altså samtidslitteratursociologiske. Selvfremstillingen tilføjer litteraturen noget heteronomt, men det samme gør medialiseringen generelt, medielogikker, fx litteraturens påvirkning fra sociale medier. Det heteronome handler derfor i en vis forstand også om globalisering, et forslidt popord, lad os sige det postnationale i stedet, i hvert fald det der gør, at dansk litteratur set indefra, for mig ikke længere er et muligt perspektiv.

Og at man så tillige faktisk er en litterær vejrhane, ligesom alle de andre (ja måske Lars undtaget?), er en anden sag.

Standart fylder 25 år

...og holder derfor reception på Godsbanen i morgen aften. Jeg er så heldig, at jeg er blevet inviteret til at holde et lille oplæg. Hurra!

Danmark som psykopatologi - afdrift