den STORE litteratyr

Jeg løber og lytter for gud ved hvilken gang til Van Morrisons fantastiske ”Into the Mystic”, og jeg tænker, at hvis jeg nogensinde skal begraves, skal ceremonien naturligvis foregå i en kirke. Enten Vrigsted eller Beder kirke – det må I om? Californien er også ok. Og døden er i mine øjne kirkens eneste berettigelse, og jeg gider dæleme ikke blive kastet ud i en mergelgrav. Var det ikke det, du altid sagde, Bedstefar? Det gode ved døden er, at min mailboks måske nok er fyldt til bristepunktet, men brister den, så lad den bare briste. Her er ingen bekymringer, og kalenderen helt tom. Mit hjerte sidder ikke i halsen; det banker derimod i jeres blod. Med andre ord: I er mig. Husk, at jeg gerne vil brændes, for jeg regner ikke med at genopstå, slet ikke i en kødelig udgave. Den gamle krop er jo ikke til at holde ud i længden. Husk mig i stedet i min mest eksemplariske udgave. På cyklen, fx midt i cykelanarkiet på Mejlgade, med spritterne og narkomanerne skrålende i gaden. Eller engager...

Jeg blev bedt om at holde et oplæg i sidste uge, da Tidsskriftet Standart fejrede sit 25 års jubilæum. Oplægget skulle tage udgangspunkt i den artikel, som jeg skrev til jubilæumsnummeret om de sidste 25 års danske litteraturhistorie. Jeg tænkte, at det gerne måtte være en smule underholdende og satirisk. Dette er, hvad jeg sagde: Måske jeg bør indlede med en advarsel: Mit oplæg vil være skamløst selvpromoverende, formentlig pinligt og selvudleverende, alt sammen på samme tid, så jeg undskylder på forhånd. Hvis det er for meget, så er det helt ok at forlade rummet i protest. Vi bliver ikke fornærmede. Men da jeg var ude at løbe en tur forleden, spekulerede jeg på, hvad jeg skulle sige og især, at det skulle have udgangspunkt i min artikel. Det har det også, men artiklen kan I jo bare selv læse. Den gider jeg ikke læse op igen. Derfor var det eneste, jeg kunne komme i tanke om, at jeg ville læse to digte op, et i starten og et i slutningen af mit oplæg, og det endda to digte,...

Jeg googlede mig selv, det gør man jo, gør man ikke? Nå, men derigennem stødte jeg ind i Lars Bukdahls l ille raserianfald nummer 2, helt tilbage fra oktober 2010, og egentlig er jeg fuldstændig enig. Det kan virke underligt at gå fra Højholt, Laugesen og Grotrian til Knausgård og co. Der er noget litterær vejrhane over det. Imidlertid: Stod det til mig, burde Hans Otto  Jørgensens autofiktioner have mindst ligeså mange læsere som Knausgård ( o g jeg har faktisk brugt HOJs bøger oftere i undervisningen end Knausgårds). Og jeg er, håber jeg ikke, overgået til Knausgård på den måde. Kun på bloggens frontstage, som nok er synlig i vores intime litterære kredse, men egentlig udgør en forsvindende del af mit litterære virke, og hvor det også handler om rent pragmatiske forhold. Jeg har fx en god kollega fra Norge, der fodrer mig med links, som jeg sender videre på bloggen, hvorigennem den til tider, indrømmet, er blevet en norsk transithal .  Jeg er uden tvivl en del af Knausgå...

...og holder derfor reception på Godsbanen i morgen aften. Jeg er så heldig, at jeg er blevet inviteret til at holde et lille oplæg. Hurra!