Vild med ord 2-9 september i Århus

Igen i år deltager jeg i litteraturfestivalen Vild med ord, der foregår 2. til 9. september i Aarhus. I år har jeg fået den ære at skulle interviewe både Jonas Hassen Khemiri og Knud Romer. Det glæder jeg mig til. Læs mere om festivalen her.

Se, nu stiger solen

Jeg plejer at skrive et digt

når jeg ikke kan sove

for når jeg sover

skriver jeg ingen digte

dér er jeg ingen og blot til

i sprogets tomme skakt
ned i søvnen

og den fiktion

som digte ikke er.

Men sover man ikke,

klistrer jeget ud over det hele
og man vågner i klatter,
klatøjet fra sans og samling,
og se, nu stiger solen,
den er ond og stor
og lyser lige igennem dig.

Poeter og penge

Charles Simic om "Poets and Money" på New York Review of Books.

Store satans fald

Den 23/8 udkommer Nielsens Store satans fald. Jeg har været så heldig, at jeg fik lov til at læse den på forhånd, idet jeg skulle interviewe Nielsen på Forfatterskabet til Roskilde Festival dette år i juli måned.

Mange har ment meget om denne Nielsen, og der er også meget at mene noget om, men jeg vil til enhver tid forsvare hans bøger, for det er i mine øjne her, at tyngdepunktet i forfatterskabet (eller hvad det nu er?) skal findes. Nogle gange tænker jeg endog, at det som kroppen bag Nielsen foretager sig, ude i virkeligheden som man siger, om det så er dennes begravelse, en rejse til Mellemøsten etc., sådan set kun er midler til målet, nemlig disse bøger og tekster, der udgår fra og udgør den decentraliserede nielsenske central.

Det gælder ikke mindst den kommende roman, som i mine øjne måske er hans hidtil bedste, mest gennemførte, og ja, indrømmet, mest romanagtige roman, i hvert fald i den post-Claus Beck-Nielsenske æra. Udgangspunktet er Nielsen og Rasmussens rejse til Iran. Denne gang (hvis man da ellers kan tale om gange, karaktererne er jo ligesom spritnye, eller i hvert fald historieløse hver gang) har de en revolution med sig i bagagen, især Nielsen (der flere gange sammenlignes med Robespierre), imens Rasmussen mere er med, fordi han er en selvmordspilot med hang til eksotisk turisme. Projektet ledsages af et keynoteoplæg ved en unavngiven intellektuel, der forelæser om årsagen til og baggrunden for Michel Foucaults i mange øjne besynderlige forsvar for revolutionen i Iran i sluthalvfjerdserne. Hvad var det Foucault så, som ingen andre tilsyneladende havde set? Bogen forsøger selv at svare via keynoteoplægget ved at opfinde og benytte begrebet det 21. Århundredes Joker, som er "den, der tør forvandle sig selv til katalysator for Begivenheden, som med sin udforskning af rationalitetens grænser, med sin hensynsløse kreativitet er parat til at åbne døren for Bevægelsen, massen af navnløse, og selv forsvinde sporløst i den" (227).

Forelæsningen om Foucault udgør et af flere (fortælle)spor i romanen, som i begyndelsen kan være vanskelige at holde ude fra hinanden, idet man hver gang lige skal tune sig ind på, hvem der faktisk taler. Men efterhånden som man når ind i bogen, får man nogenlunde styr på de forskellige fortælleinstanser. Ikke alle instansers ophav afsløres, og slet ikke de spor, der løber igennem romanen på farsi eller persisk, som jeg endnu mangler at afkode (og som på en måde gør læseren en smule paranoid), men vi hører fx både Nielsen og Rasmussen tænke og sige noget til forskel fra de andre romaner, ofte endog om de samme situationer.

"Man må tværtimod lade alle parter, selv de tilsyneladende mest ubetydelige, bipersonerne, være med til at fortælle historien. Vi, siger han og peger på sig selv, er inkarnationen af Vesten, den Hvide Mand, og ifølge den arabiske sociolog Edward Said har Vesten og den Hvide Mand i de sidste fem hundrede år fortalt verdenshistorien, som om den alene var Vestens historie." (125)

Det er Nielsen, der her taler og ironisk med sin gestus (pegen) modsiger budskabet i sin tale, men vi hører talen igennem Rasmussen, der afslutter afsnittet: "Jeg hører ikke efter. Det her er Nielsens scene, endnu et af hans pludselige indfald, revolutionen som improvisation." (126)

Men på trods af ironien må man alligevel sige, at romanen indeholder en perspektivisme, som er mere facetteret end i de forrige romaner, og som ikke udhæver et perspektiv frem for de andre. Det er hverken orientalisme eller det modsatte for den sags skyld. Men perspektivismen har den effekt, at vi får et ydre blik på Nielsen og Rasmussens gerninger og ugerninger. De bliver mere marionet-agtige, end de har været tidligere, i de foregående bøger, nu fanget i et spil mellem forskellige former for uidentificerbare såkaldte Store Sataner. De er en slags historiens dobbeltagenter, måske endog mere end det, nemlig muligvis det som keynotespeakeren kalder for Det 21. Århundredes Joker, katalysatoren, den der kan sætte det hele, dvs. revolutionen, i bevægelse igen. Og dog: Hvem der egentlig er Det 21. Århundredes Joker forbliver en tom plads i bogen. Som der står om Nielsen et sted:

"Nielsen tror, at han tror. Men i virkeligheden tror han ikke på noget. Og da slet ikke på Folket. Folket er bare. Midlet, mediet, massen, af hvilken han skaber sin egen lille verdenshistorie. Benzinen, der skal holde hans maskine kørende uafbrudt, videre, indtil The End. Nielsen er den eksemplariske puritaner. Homo activa. Så snart han vågner, står han ud af sengen og begynder at svinge arme og ven. Det er meningsløst. Og han ved det. Men så længe han holder den gående, så længe han er på, kan han lige akkurat holde helvede på plads under gulvtæppet, ørkenen, dagen og vejen."

Hvad formålet med revolutionen så er, er en anden sag. Det finder man aldrig rigtig ud af, ligesom de store ord fra Foucault: Begivenhed og Bevægelsen forbliver luftbårne kasteller, men at indføre demokrati er tilsyneladende ikke nok. Sigende nok bliver det tomme hul i det medbragte flag syet sammen til sidst i romanen, hullet lukkes, fordi det, som der står, er en praktisk foranstaltning i den videre rejse.

Men ideen om begivenhed er, al ironien til trods, alligevel en drivkraft. Det bliver taget pis på Nielsen, når vi ser ham fra Rasmussens side, men romanen som sådan, plottet i Store satans fald ernærer sig ved en form for evindelig forskudt potentialitet: det der venter, det kommende, er konstant drivkraften, dermed ikke forstået det der konkret venter, men at noget venter. Det er måske også en form for poetik i Nielsens værker generelt. Hans sprog har jo altid været potenseret af denne særlige form for retorik, der netop ernærer sig af en form for potentialitet, heri også ideen om revolution, det kommende, Det 21. Århundredes Joker, den nye verdensorden osv. Personligt synes jeg, at det kan være vanskelige at finde ud af, hvad man skal mene om dette uden for fiktionen, når man fx taler med Nielsen (hvis man dér er uden for fiktionen?), men som romanlæser kan man egentlig være ligeglad med manglen på noget konkret, idet det på en måde ophæves i retorikken, bogens stil og tone, der forbliver fabelagtig nielsensk. Han kan begrave sig nok så mange gange, men stilen kan han ikke løbe fra.

Måske er humoren mindre udtalt denne gang, selvom afslutningen på romanen er så grotesk voldsom, at man nødes til at grine, selvom den også, især et sted, bliver så hudløs og nøgen, at man som læser har svært ved at rumme det hele. Pludselig, tror man i hvert fald, hører man den Nielsen, som i personlige vendinger fortæller om baggrunden for rejserne til Irak, Iran og Afghanistan, dvs. hvorfor de to desperadoer, der tilfældigt mødtes i Københavns gader, tog af sted (405ff). Mere skal ikke afsløres her. Imidlertid: Helt hudløs eller splitternøgen bliver Nielsen aldrig. Den fristende tanke om, at der inde bag det hele befinder sig et menneske, der har tingene under kontrol, måske endog stadig kalder sig for Claus, den tanke ligner mere og mere fiktion.

Det oplever man også, når man så mødes med Nielsen, fx som jeg gjorde til Roskilde Festival og i andre sammenhænge. Jeg har aldrig før haft lyst til at være Des eller sige De til nogen, men til Nielsen føltes det som om, at det var det helt rigtige. Vi er dus, men på en måde, hvor denne formelle distance alligevel opererer. Formen, det formelle, findes ikke kun i bøgerne, men også i forhold til det menneske, der står bag disse, omkring dette menneske. Ligesom den nu afdøde Hr. Møller eller Dronningen, for den sags skyld, er Nielsen på en måde en selvkonstituerende diskurs. Han er ikke længere ophavsmand til det, der former ham, men på en måde produktet. Men alt dette er for så vidt ligegyldigt. Vigtigt er det, at Store satans fald er en fremragende bog. Hvis det stod til mig, er den at finde blandt de bøger, der indstilles fra dansk side til Nordisk Råds Litteraturpris (i øvrigt sammen med Laugesens Yak og Yeti).

Fem fra Kjerkegaard

På den sproglige flåde.

Kr. Dagblads OL ekspert

Det er utroligt, hvordan en litterat kan blive til fem høns. Lige inden sommerferien indvilligede jeg i en leg, der handlede om, at jeg skulle udsætte den olympiske hymne for en form for litterær analyse. Det var jo meget underholdende og nye former for litterær formidling er jeg som regel med på, men i forbindelse med dette blev jeg så ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad, der var vældig sød og også forstående overfor, at det var begrænset, hvad jeg mere kunne sige om emnet, men igen hoppede jeg med på legen(e) og mine udtalelser blev fint brugt i et samplingsinterview omkring den olympiske ånd. Det var stadig sjovt. Men det skulle blive endnu sjovere.

Sagen udviklede sig nemlig yderligere, idet jeg jo i min "analyse" skriver om, hvordan Kasper Hvidt "modarbejdede" den olympiske ånd under OL i Beijing, da han ikke deltog i åbningsceremonien. Det var for så vidt blot en helt personlig (lidt småforarget) kommentar i forhold til, om og hvordan idrætsudøverne lever op til det der med OL ånden, men det viser sig så senere hen, at mange atleter faktisk udebliver fra denne ceremoni, bl.a. fordi DIF mener, at det vil gå ud over deres præstation senere i legene. Og i forhold til dette bliver litteraturforskerens kommentar så hængende i slipstrømmen. Litteraten bliver i hvert fald til OL-ekspert.

Det morer Emil Rotbøll sig fx over i Information den 28/7 under overskriften FOLK, hvor de to første paragraffer lyder sådan her (desværre er der ikke noget link, jeg har fundet det via Infomedia)

OL-ekspert
Kun 53 ud af 113 danske OL-atleter deltog i åbningsceremonien i går, og det er ' uolympisk', mener litterat Stefan Kjerkegaard. Han er Kr. Dagblads OL-ekspert, fordi han har analyseret den olympiske hymne. Og her troede man, at vi var tørre.

Jesper Frigast Larsen
Den danske chef de mission forklarer imidlertid, at det skyldes, at indmarchen først begyndte kl. 22, og mange skulle op og konkurrere i dag. Det sene tidspunkt var af hensyn til amerikansk tv, der betaler mest. Hvad siger hymnen til det?
osv.

Selv griner jeg naturligvis med. Rotbøll har i en agurketid fanget litteraten på det forkerte ben. Men litteraten vidste ikke selv, at han nu var Kr. Dagblads OL ekspert. Men ok: Lad mig tage den på mig: Jeg er Kristelig Dagblads OL-ekspert. Helt sikkert. Gennem min analyse af OL hymnen, kender jeg alt til den olympiske ånd ; - )

Conference on Comtemporary Poetry between Genres, Art Forms, and Media

Link her.