Det politiske i Min kamp

"Det politiske i Min kamp har ingen retning, ingen klarhet, ingen stringens. Men jeg ser styrken i verket et annet sted enn i det politiske. Og da faller jeg stadig tilbake på et syn på verket som «et prosjekt for selvinnsikt», slik Jan Kjærstad har formulert det i den korteste oppsummeringen av Min kamp som gir mening.

Å lese om både den kloke og den dumme Karl Ove, fungerer litt på samme måte som å lese de klassiske selvbiografiske verkene til en Montaigne, en Proust eller en Rousseau. Du leser, du sammenlikner, du tenker «sånn har jeg også tenkt» eller «det kunne jeg aldri ha tenkt». Det forutsetter at den som skriver, tenker og skriver på et visst nivå, og det gjør Karl Ove Knausgård, tross alle de mindre inspirerte partiene, i en slik grad at han engasjerer meg mer enn noen annen forfatter fra hans generasjon. Jeg tror bare ikke vi trenger å gjøre ham så radikal, så politisk eller så ny for å ha glede av ham."

Den norske litteraturkritiker Ane Farsethås i Morgenbladet i dag.

De næste 5000 dage

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?):

Den dobbelteksponerede identitet

 

Amalie Smith: De næste 5000 dage

Gyldendal

96 sider

149,95 kroner

Det var en fredag aften

Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på hver sin måde fortæller os interessante ting om, hvad identitet og litteratur (også) er i dag.

Hybridroman

Bogen kaldes en hybridroman i seks dele. Alle genrer afprøves fra den nøgternt registrerende prosa til poesien i det næstsidste afsnit. Desuden indeholder bogen billeder i kombination med tekster. Bl.a. en serie hvor en person, formentlig forfatteren selv, æder en blomst, der (formentlig igen) er en såkaldt narcissus pseudonarcissus, også kendt som påskelilje. Det er naturligvis en symbolladet handling, som man bør tolke mere på, ikke mindst når den kombineres, ikke blot med ét tekstspor, men hele to, hvoraf det sidste knyttes tættere til billedet, fysisk set, imens det første på en mere ”handlingsmæssig” måde knytter sig til billederne. At blomsten omtales ved sit latinske navn og dermed giver allusioner til en kompleks narcissisme, gør det ikke mindre interessant. Som der står et sted: ”Jeg ligner en, der leder efter nogen”. Det interessante ved den sætning er, at den på samme tid har et subjekt, der taler om at se og blive set. Denne dobbelteksponering, som det hedder andetsteds i bogen, er central for forståelsen af den udsigelse og identitet, der mere generelt er på spil. Tænk her på, at unge, der vokser op i dag, i den grad har været udsat for en konstant dobbelteksponering. De har i kraft af en til stadighed forfinet digital teknik så at sige ikke skullet vente på at blive fremkaldt.

Når man falder ud

Det lyder sikkert mere kompliceret, end det er, men Amalie Smiths ”tekster” undersøger dermed ikke bare egne stedsfornemmelser, men også læserens, idet man tvinges til på tværmediel vis at navigere mellem forskellige diskurser. Netop her mener jeg også, at hybridromanen har sin største styrke. Især når udsigelsens sted undersøges i det mest vellykkede afsnit, der hedder ”Søgeresultater”. Hvad sker der, når man som ”udsiger” falder ud? Eller når man oplever spaltningen af at have en krop i verden samtidig med at man bliver suget ind i andre medier, som det sker i denne her tekst om Facebook:

”Jeg oplever, at mennesker, der suges ind i tv og aviser, bliver ved med at have en krop i den virkelige verden. Det er en konkret erfaring. Der findes et fotografi af Sappho som ung, men det bevæger sig mod en anden galakse. Hun så op i himlen, og sådan gik det til. Ikke noget hokus pokus. I mellemtiden har nogen lavet et ansigtskartotek på nettet, og alle i verden har meldt sig.”

En skærm imellem mig og mig

Bogens fine omslag er et billede af et still-kamera (tror jeg det hedder), der filmer ind i et ”ekkofrit rum”. Billedet foregriber som Smiths tekster, tror jeg, en undersøgelse af udsigelsespositionen. Smith skriver også flere steder, som om hun er et registrerende kamera. En metode der visse steder minder om Jørgen Leths i sine tekster, men måske mere cyborg-agtig. Hos Leth er man klar over, at udsigelsen mimer et kamera. Hos Smith er tingene mere komplicerede og indvævede i hinanden, men der er stadigvæk en enorm bevidsthed om det aktuelle medie, om det er skrift eller billede. Stederne i bogen flyder grænseløst sammen både i det enkelte medie alene og på tværs af dem. Tingene opløses til tider for øjnene af os, som når jeget siger ”At røre ved dig, føles som at stikke hånden gennem et løst vævet tæppe”. Sådanne passager kunne fx minde læseren om det en globaliseringsteoretiker (John Tomlinson) har kaldt for ”the condition of immediacy”. Nye medier giver os fornemmelsen af umiddelbarhed og fluiditet, uanset hvor i verden vi befinder os, de påvirker simpelthen vores identitet. Måske er det noget sådant, der er på spil hos Smith? Vi er tilsyneladende i kontakt med os selv og hinanden, og så alligevel ikke, for der er fx en skærm imellem os, ja imellem mig og mig.

Ny litterær subjektivitet

Når det er sagt, må jeg måske også hellere vende tilbage til og forklare mine indledende fordomme. For bogen vil måske for meget på en gang, og den vil for mange, ikke specialiserede læsere, føles en anelse verdensfjern, arty-farty måske? Måske gøres nogle af teksterne unødvendigt komplicerede, og man skal (som illustreret ovenfor) lede en smule hårdt efter, ikke bare det verdensvendte, men også det læserhenvendte, ved teksterne. Jeg fik med andre ord litterær klaustrofobi ved min første læsning. Også jeg er naturligvis ramt af tidstypiske tendenser til, at litteraturen skal være kommunikerende og intervenere i verden. Tilgiv mig! For jeg tilgiver naturligvis Amalie Smith for alt: Hun er debutant, ung og (især fordi) hun har et stort forpligtende talent. Sammen med en af de seneste års bedste digtdebutanter, Theis Ørntoft, tegner hun konturerne af en ny form for litterær subjektivitet, som er yderst interessant.

Forpligtet på virkeligheden

Foto: Tor Erik H. Mathiesen

Karl Ove Knausgårds Min kamp 6 er udkommet i Norge, og reaktionerne er som ventet voldsomme. Man kan starte her i en artikel, der handler om at konen mødte muren undervejs i processen, og via links bevæge sig videre ind i den mangfoldige Knausgård-reception (som i sig selv jo er en begivenhed), fx til "Onkel Gunnars" kritik af projektet. Knausgård mener selv, at virkeligheden forpligter mere end alt andet. Bedøm selv.

En dag tilbage

Bliver Knausgård knauset?

Jeg taler til jer

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige afvisning på forhånd (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto. Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to.

Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i størstedelen af bogen ikke helt minder om noget, vi kender fra Beck-Nielsens hånd - måske lige på nær forordet og det omtalte første kapitel, hvor hele Beckwerket endevendes og kritiseres sønder og sammen. Hvis der er noget, der kendetegner Beck-Nielsens virke, er det, at han er en fremragende læser af sit eget "værk" og netop derigennem giver det en karakter af sammenhæng. Fx at forordet til Jeg taler til jer er udarbejdet den 11/9 2011 og dermed markerer et 10 års jubilæum for den verden, som Nielsen har forsøgt at affiktionalisere gennem fiktionalisering. Men måske man også skulle inkludere selve ideen, der til trods for sin morbide karakter, jo er gennemført: At skrive en roman, som alle i princippet kan være forfattere til, fordi navnet Claus Beck-Nielsen jo repræsenterer et åbent "slot", som man siger det på engelsk.

Nu er jeg jo ikke Bukdahl og derfor kan jeg jo sagtens - dvs. lade mig underholde og i ren nyfigenhed rive med af projektet. Det interessante er jo, at det subtilt viderefører det semifiktive univers, man allerede kender fra blogosfæren, hvor anonymitet og pseudonymitet kan være med til at sætte dagsordenen i forhold til en litterær debat - noget jeg kender rigeligt til qua min egen blogskriverier. Romanen forsøger jo netop at fylde den sprække mellem fiktion og virkelighed ud, der ofte opstår med de nye sociale medier. At jeg så ikke tror på, at Beck-Nielsen (ham vi trods alt tror, vi kender fra biografien, Selvmordsaktionen og Suverænen), når man sammenligner med tidligere værker, faktisk har en interesse i at underminere den litterære andedam er så en anden ting. Der er jo på mange måder meget lidt andedam over det, han har foretaget sig de seneste ti år, jf. denne i øvrigt gode opsummering af Beck-Nielsens projekt og anmeldelse af Nielsens verdenshistorie. Men derfor kan Beckwerket jo sagtens have aktier i projektet og ideen som sådan. Flere forfattere er en oplagt mulighed.

Mest underligt, synes jeg, er det, at Jon Helt Haarder, der om nogen burde være ekspert på området, kun indirekte nævner muligheden for andre / flere forfattere end Beck-Nielsen. Han skriver, at den groteske sædekomedie udgives i "Claus Beck-Nielsens navn", men skriver videre om et par ganske vellykkede forsøg med porno, der omtales som "noget nyt i forfatterskabet", hvorved man vel må antage, at Haarder henviser til forfatterskabet i øvrigt. Nu er Haarder jo ikke helt uskyldig i forhold til projektet. Som man vil vide fra begravelsen, "Funus Imaginarium", var Haarder med til at bære kisten med voksdukken, ligesom han i sin tid spillede i band (Creme X-treme) med Beck-Nielsen.

Nå, mysteriet bliver nok ikke løst her og nu, men generelt synes jeg jo, at det er forfriskende med lidt bølger i andedammen, for de bølger andedammen ofte ellers præsterer, ender jo ofte som små skvulp i en kortprosasamling, måske en enkelt bøvs på Litteraturhaus, eller lidt vand i håret på en anmelder sammesteds.

Kristusbølgerne

KAOSSÆK

Selvet er omspændt, en kerne i rammen

vi syr på din kaossæk, biernes hævelse

hvirvlende søjler af blodbaner rystes

din latter var rå som en planke på maven

og gnister af slagsol forgik ved det yderste

spyttet var trods, så lad havet barbere

men fuglen blev punktet, der udmåler verden

men øjet i nakken blev Guds.

Eksemplarer kan bestilles ved henvendelse til prk[a]km.dk

Dagens digt: Selbstdarsteller

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart, Reclam 2002

Horace & Stig i Babel

Standart nr. 3/2011

Jeg har netop modtaget litteraturtidsskriftet Standart nr. 3/2011, der på sin vis bekræfter det, jeg skrev i en anden blogpost under overskriften "Sker der noget i dansk litteratur?". Det er ikke meget dansk litteratur, der bliver anmeldt i dette nummer, som jo ellers er vældig fint, fx Gregers Andersens inspirerende indlæg om klimalitteratur eller nummerets opfindsomme Stand In, der handler om "Ideer om Europa i litteraturen". Men anmeldelser af spændende danske, dagsordensættende bøger glimrer ved sit fravær. Måske er det uretfærdigt at betragte Standart som udtryk for, om der sker noget i dansk litteratur, men tidsskriftet plejer sædvanligvis at fungere som en art opsamling på den ene eller anden måde - i hvert fald som opsamling for mig.

Til gengæld kan vi så glæde os til anmeldelser af bøger, der er udkommet sidenhen, fx Pablo Llambías Monte Lema, som jeg ikke har fået læst endnu, men som jeg glæder mig umådelig meget til. Claus Beck-Nielsens to bøger, Adda Djørups nye digtsamling samt Bjørn Rasmussens lille stramme, kropsnære sag.