"Det politiske i  Min kamp  har ingen retning, ingen klarhet, ingen stringens. Men jeg ser styrken i verket et annet sted enn i det politiske. Og da faller jeg stadig tilbake på et syn på verket som «et prosjekt for selvinnsikt», slik Jan Kjærstad har formulert det i den korteste oppsummeringen av  Min kamp  som gir mening. Å lese om både den kloke og den dumme Karl Ove, fungerer litt på samme måte som å lese de klassiske selvbiografiske verkene til en Montaigne, en Proust eller en Rousseau. Du leser, du sammenlikner, du tenker «sånn har jeg også tenkt» eller «det kunne jeg aldri ha tenkt». Det forutsetter at den som skriver, tenker og skriver på et visst nivå, og det gjør Karl Ove Knausgård, tross alle de mindre inspirerte partiene, i en slik grad at han engasjerer meg mer enn noen annen forfatter fra hans generasjon. Jeg tror bare ikke vi trenger å gjøre ham så radikal, så politisk eller så ny for å ha glede av ham." Den norske litteraturkritiker Ane F...

I dag faldt jeg over denne anmeldelse af Amalie Smiths debut på min egen computer (CHOK), som jeg sendte for laaaaang tid siden til Sentura, hvor den sammen med sitet i øvrigt er blevet syltet. Så hvorfor ikke bringe den HER? Det fortjener bogen (og forhåbentlig også anmeldelsen?): Den dobbelteksponerede identitet   Amalie Smith: De næste 5000 dage Gyldendal 96 sider 149,95 kroner Det var en fredag aften Til en start styrtlæste jeg Amalie Smiths debutbog De næste 5000 dage en kedelig fredag aften. Det tog ikke lang tid, en god halv times tid eller deromkring, og jeg var helt oppe på mærkerne omkring kedelig forfatterskolelitteratur, og jeg skal komme efter dig. En anden og tredje gennemlæsning gjorde imidlertid, at jeg måtte revidere min forforståelse en del. Dermed ikke være sagt, at Amalie Smith har skrevet et uomgængeligt værk, eller at der ikke stadigvæk er noget omkring min fordomsfulde førstegangslæsning, men hun har mønstret en række tekster, der på ...

Foto: Tor Erik H. Mathiesen Karl Ove Knausgårds Min kamp 6 er udkommet i Norge, og reaktionerne er som ventet voldsomme. Man kan starte her  i en artikel, der handler om at konen mødte muren undervejs i processen, og via links bevæge sig videre ind i den mangfoldige Knausgård-reception (som i sig selv jo er en begivenhed), fx til "Onkel Gunnars" kritik af projektet. Knausgård mener selv, at virkeligheden forpligter mere end alt andet. Bedøm selv.

Bliver Knausgård knauset?

Jeg læste mere eller mindre Claus Beck-Nielsens nyudkomne  Jeg taler til jer i en køre og følte mig sådan set vældig godt underholdt det meste af vejen. Måske især af det første kapitel "Husum i mit akvarium". Egentlig havde jeg på en måde opgivet at følge med, indtil jeg fandt ud af, at der allerede havde været en del furore på nettet og i dagbladene. Til en begyndelse Tue Andersen Nexøs lidt mærkværdige  afvisning på forhånd  (der jo endte med at blive en reklame for projektet) og senere hen Lars Bukdahls noget mere forståelige ditto . Bukdahls "liv" bliver jo i bogen endevendt af en særdeles anmassende, alvidende fortæller, og han bliver stalket af Claus Beck-Nielsen, der ønsker, at denne skal skrive en monografi, imens Beck-Nielsen så til gengæld skal skrive en monografi om Bukdahls værk. Jf. billedet, der er en hybrid mellem de to. Både Bukdahl, altså ham fra virkeligheden, og Andersen Nexø er i tvivl om, hvem forfatteren er. Det er også rigtigt, at stilen i...

KAOSSÆK Selvet er omspændt, en kerne i rammen vi syr på din kaossæk, biernes hævelse hvirvlende søjler af blodbaner rystes din latter var rå som en planke på maven og gnister af slagsol forgik ved det yderste spyttet var trods, så lad havet barbere men fuglen blev punktet, der udmåler verden men øjet i nakken blev Guds. Eksemplarer kan bestilles ved henvendelse til prk[a]km.dk

Kilde: Poetische Sprachspiele. Vom Mittelalter bis zur Gegenwart , Reclam 2002

Jeg har netop modtaget litteraturtidsskriftet  Standart nr. 3/2011 , der på sin vis bekræfter det, jeg skrev i en anden blogpost under overskriften "Sker der noget i dansk litteratur?" . Det er ikke meget dansk litteratur, der bliver anmeldt i dette nummer, som jo ellers er vældig fint, fx Gregers Andersens inspirerende indlæg om klimalitteratur eller nummerets opfindsomme Stand In, der handler om "Ideer om Europa i litteraturen". Men anmeldelser af spændende danske, dagsordensættende bøger glimrer ved sit fravær. Måske er det uretfærdigt at betragte Standart som udtryk for, om der sker noget i dansk litteratur, men tidsskriftet plejer sædvanligvis at fungere som en art opsamling på den ene eller anden måde - i hvert fald som opsamling for mig. Til gengæld kan vi så glæde os til anmeldelser af bøger, der er udkommet sidenhen, fx Pablo Llambías Monte Lema , som jeg ikke har fået læst endnu, men som jeg glæder mig umådelig meget til. Claus Beck-Nielsens to bøger...