Jeg er netop blevet færdig med at læse Jens Smærup Sørensens roman Phase . En roman som jeg personligt finder mere interessant end Mærkedage , der til trods for sin fortællesnilde, rent faktisk kedede mig lidt i perioder (og jeg er endog fra landet, opvokset på en gård!). I Phase , synes jeg, kommer det, som Smærup Sørensen for alvor er god til, endnu mere til udtryk. Dette væld af ord. Det er sjældent, at man møder en dansk forfatter, der ligesom har hele det danske sprog til rådighed og spiller på det, nærmest som et klaver, for nu at bruge en halvdårlig, men forklarende metafor. Det gælder ned i detaljen, småudtryk, faste vendinger, den slags. Smærup Sørensen, føler man, kan ligesom det hele. Hele sproget, alle stemmerne. Det er ikke altid, at han gør det, men bare fornemmelsen af, at han har mulighed for det, er næsten nok. Handlingen i Phase , Andy Thomassens deroute og skrivende forsøg på at samle sig selv op, er naturligvis også interessant. Phase er en forkortelse af Post H...
fodnoter til det litterære liv