Going Boom

Læs her om den neoliberale roman.

Postkort til fremtidens litteratur

Se mere her

Avantgarde-retorikkens potentialitet

Jeg faldt over en anmeldelse på kunsten.nu af Mikkel Bolts fine, lille bog: Avantgardens selvmord, der er udkommet på 28/6. Her læser man:

"Mikkel Bolt ender faktisk med – måske ubevidst – at fremlægge avantgarden, som noget der aldrig blev en realitet. Ingen af projekterne endte med reel forløsning, kun desperation og til sidst kapitulation til efterkrigstidens fremstormende kapitalisme og mere stabile demokratier. Den nåede aldrig længere end til manifester, indbyrdes kampe og elitært snobberi."

Det fik mig til at tænke på, at det måske først og fremmest er den potentialitet, der er i og med retorikken omkring avantgarden, også hos Bolt, som gør, at avantgarden stadigvæk lever, hvis man absolut skal ind i den jargon (levende vs. død avantgarde). Fx når Bolt, efter mere eller mindre at have skitseret jordens fremtidige undergang, afslutter sin bog sådan her:

"Enhver krise repræsenterer en mulighed for såvel den gamle orden som det nye. Men det revolutionære perspektiv har ikke gode kort på hånden. Menuen står på kaos, militære konflikter og endnu mere lidelse for de fordømte på jorden"

Det er den potentialitet, som ligger i tanken om enten en apokalypse eller en revolution, der opildner sproget hos Bolt, som i øvrigt skriver fremragende og - naturligvis havde jeg nær sagt - inciterende.

Noget af det samme fornemmer man hos en skribent som Michel Houellebecq, uden sammenligninger i øvrigt. Houellebecqs perspektiv er ofte også grebet helt udefra, næsten hinsides menneskene, ligesom Bolts her, jf. "de fordømte på jorden". Også Houellebecq skriver med en apokalypse for øje, og det er den, der giver hans stil en særlig misantropisk nøgternhed, og ja en potentialitet (som en tikkende bombe), der er med til at gøre hans bøger så gode

Sorg & Camping

Jeg sidder og roder med min bog om Per Højholt og kan ikke dy mig for bare at lade det hele tale for sig selv:

Personen slår til

Når man står og ser et af de nye, lette persontog
komme glidende, godt oppe i fart og med en
slibende, definitiv lyd som når man skærer glas
kan man godt gribes af undren over at livet
som sådant med dets sorg og camping er langt
nok, lige nøjagtigt, fx nåede jeg i dag både
at se en stor tudse ved indgangen til Kvickly og
at forsone mig med at jeg nok ikke får den at se igen.

(fra Praksis, 9: Det gentagnes musik, 1989)

Juliana Spahr

Faldt over Juliana Spahrs hjemmeside. Især linket essay & etc rummer mange gode ting, der kan læses online eller downloades som pdf. Er det bare mig, eller minder digtene i Gentle Now, Don't Add to Heartache ikke om nogle af digtene i Ursula Andkjær Olsens seneste opus, Havet er en scene? Måske er det bare temaet omkring strømmen etc.?

Læs i øvrigt Susanne Christensens anmeldelse af Spahrs seneste bog her. Christensen som har skrevet om Spahr flere gange.

Klimasalme

Vi kan smøre æter over øjenlåg

halleluja

verden er Vorherres største kogebog.

(faldt (gugle arghh...) lige over denne salme af og dette interview med Simon Grotrian)

IntetGedens grimasser