Har man brug for noget intelligent underholdning her i sommerferien og gider man ikke læse svenske femi-krimier, kan man jo læse Henrik H. Langelands Francis Meyers lidenskap . Bogen handler om litteraturprofessoren Francis Meyer, der forelsker sig i sin studerende Nadia Reza Lindtner. Men den handler også om livet på universitetet og om opdagelsen af et hemmeligt manuskript af Petter Dass. Bogen har et ikke ukritisk blik på litteraturlivet på universitetet, som Langeland kender indefra - han har skrevet et afhandling om Proust. Bl.a. lader Langeland Francis Meyer sige følgende et sted: "Jeg må ærlig talt innrømme, at jeg i tunge stunder, og dem har jeg hatt noen av i det siste, tenker på Det humanistiske fakultet som en gigantisk menneskelig parkeringsplass, et enormt arbeidsmarkedstiltak - ja, faktisk er det kanskje ikke den tårnbygningen noen kvartaler bortenfor oss her" sa han og nikket i retning Ibsenkvartalet, "men Niels Treschows hus på Blindern som burde være kal...

Gad vide, hvad Per Højholt kunne have fået ud af Bruce Springsteen i Herning? Imidlertid er jeg stadig sommerhøj på Bruce-koncerten, selv efter et par uger i Italiens varme: Everything dies, baby, that's a fact But maybe everything that dies someday comes back Put your makeup on, fix your hair up pretty And meet me tonight in Atlantic City

Pludselig slår det mig, at jeg muligvis er den eneste Egebak-elev tilbage på Nordisk Institut. Og hvad med min bog som ellers er fyldt med fadermord, eller i hvert fald deleuzianske knivstik til højre og venstre, i en tid, hvor man om muligt savner en type som Niels Egebak mere end nogensinde i den danske litteratur? Hvad er litteraturens særegenhed? Hvorfor læse litteratur? Alt skal måles og vejes, selv Samuel Beckett. Eller Kafka for den sags skyld. Jeg vågner på fransk uden at forstå et ord.