Skriften og alle dens skumle typer

Hvad sker der i den poetiske undergrund i Danmark? Alt muligt, og overgrunden leger med. Nogle siger, at litteraturen er død (poesien især), men i så fald er det en genopstandelse, vi er vidner til. Poesien bobler op nedefra. Den kan simpelthen ikke holdes nede for tiden i DK. Det er en poetisk revolution på skrift. To eksempler nedenfor:

Morten Søndergaards må sort dreng dø ren? er en fantastisk lille udgivelse (udkommet på Arena og med lækkert layout af Eli Lund). Superflot og et mindre bogobjekt, virtuost legende med skriften og alle dens skumle typer. På flere måder minder den mig en smule om Per Højholts Turbo, ligesom den eksperimenterer med mediet på samme måde, men nu på andre betingelser. Computeren har jo været der i mellemtiden, og det afsætter sin spor.

Indtil videre har jeg kun fået læst bogen via de sorte typer uden at tage stilling til, hvad alle de grå måtte betyde. Det må jeg i gang med. De små grå hjerneceller. De grå er de mest skumle, har jeg på fornemmelsen.

I det hele taget: Hatten af for forfatterparret Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle (af og til også kendt under pseudonymet Liv Mørk). De går jo helt amok. Her et uddrag fra Liv Mørk Fingerkys. Et legitimationspapir (også en fantastisk udgivelse fra Forlaget [Fingerprint]):

Mærkelige blomster

gror på grænsen mellem støj og sprog. Jeg går

på kommunen for at forny mine tilladelser.

Kan jeg være her? Ja. Her

kan man få

alle slags attester. Hvem er vi?

Vi er dem vi er, og vi har papir på det.

Det skal nok gå alt sammen.

The Poem to End all Poems

Dette udtryk bruger Per Højholt gentagne gange. Men er der nogen, der ved, hvor det kommer fra?

Skriv gerne til mig.

Jeg har en svaghed

for sådan noget her. Bare navnet "Center for vild analyse" er fantastisk. "Center" der irammesætter og gør brug af en altid formålsrettet jargon, i hvert fald alle vi fra universitetsverdenen, er så bekendte med (vi skulle nødigt spilde samfundets penge), men så "vild analyse". Her knækker navnet over og bliver ironisk - og så alligevel ikke, for vild analyse, lad os få noget mere af det....

Hos os i Auschwitz

For et par år siden puslede jeg med tanken om at få iværksat en oversættelse af Tadeusz Borowskis Hos os i Auschwitz, men heldigvis er der andre, som gør mere og andet end blot at pusle med tanken. Det fine lille forlag Vandkunsten har således udgivet bogen for nylig.

Det bemærkelsesværdige ved Borowskis skildring af koncentrationslejren er den nøgternhed, ja ofte ironi, der anvendes. Lejrens hverdag er så absurd, at man simpelthen må grine undervejs. Desuden er der det særlige ved dennes skildringer, at de så at sige er skildret fra een med flere privilegier end ellers. Hvor Primo Levi fx skildrer lejrene fra bunden, der er Borowski et andet sted i hierakiet. Det gør ikke beretningerne til mere behagelig læsning, snarere tværtimod. Bag nøgternheden og ironien lurer skammen, og formentlig var det denne, der var en medvirkende årsag til, at Borowski efter tre forsøg tog sit eget liv

Man kan læse mere om bogen her.

Verdenslitteratur for folkeskoleelever

I bogpakken fra Dansklærerforeningen finder man blandt andre gode ting, en genfortælling af Hamlet, genfortalt af Oscar K. og med fantastisk billeder af Dorthe Karrebæk. Bogen er første bind i en ny serie fra Dansklærerforeningen, som de kalder Illustreret Verdenslitteratur. Hvis alle udgivelser holder samme standard, har vi meget at glæde os til, selvom det kan blive svært at lave en bog, der er ligeså vellykket, måske især fordi Shakespeares skuespil egner sig så godt til alle mulige former for remediering og genfortælling. Det er universelt og skingrende skørt på samme tid. Urfortælling og poesi knyttet sammen til en heftig cocktail, hvor der ikke er langt mellem mor(d) og skabsalvor:

"Nu til min mor, og jeg vil være knivskarp,
men bruge ordets dolke, ingen andre."

Diana i Nordbrandts digt?

Den sene Henrik Nordbrandt har nogle få digte hist og her, hvor han bare går helt, fantastisk amok. I dette digt fra Drømmebroer (1998), finder man endog måske selveste Lady Di. Hun døde som bekendt i 1997, og digtet kunne sagtens være inspireret af de begivenheder, i hvert fald rent tidsmæssigt. Naturligvis er der ting, der modsiger dette i digtet, bl.a. dets fokus på anatomi, institut osv. Desuden er digtet også en sort kasse, en kiste, som fanger øjeblikke, leverer endnu et snapshot af prinsessen, sådan er det jo i Nordbrandts digtning. Men alligevel: Lady Di hos Nordbrandt - en lille sensation....