Styrtbakken

Her et lidt perverst og provokerende interview med Matias Faldbakken. Fokus er sikkert præget af VG, som efter sigende er Norges svar på Ekstra-Bladet 

Nu bliver de sikkert snart rigtigt trætte af ham i Norge, så må han jo eksporteres til DK.

Professor i poesi

Faktisk ikke en helt dum tanke Thomas Bredsdorff her serverer om at oprette en professorstilling i poesi i DK, selvom den nyligt besatte stilling i Oxford er blevet omgivet af skandale.

"Det er også ved at fremkalde et sammenstød mellem to vidt forskellige måder at bruge ord på – den akademiske og den poetiske – at sådan en stilling kan være noget værd." skriver han, altså Bredsdorff. Hørt.

Jeg foreslår Peter Laugesen, selvom han nok ville betakke sig....

Den Blå Port 81

Har netop modtaget Den Blå Port nr. 81 i dag og læste fluks det lille fine essay af Elisabeth Friis, hvor hun laver en fiks sammenligning mellem Juliana Spahr og Inger Christensen. Friis viser, hvordan Spahr bruger en sentens fra Christensens ellers dystopiske samling Alfabet (1981) til at skabe luft i sit eget store trøstedigt om 9/11. Midt i håbløsheden står disse nu to sentenser og smiler til hinanden, som noget andet, som en lethed, luft, ja som utvetydigt liv.

Sådanne mere essayistiske artikler fra litterater er desværre en mangelvare i dansk litteraturkritik, også selvom vi har mange der som Friis skriver blændende og har gode ideer. Det hele skal helst være formålsrettet, nogen skal have noget for pengene, vi skal formidle (til den håndfuld læsere, der læser artiklen) osv. 

Men udover at det er en fin artikel, som Friis leverer, så er det pudsige, at hun er faldet over det selvsamme digt fra Christensens samling, som undertegnede tillige forsøger at gøre sig klogere på i et særnummer af Trappe Tusind netop om Christensens forfatterskab. Det er det her lille fantastiske digt (hvordan kan man næsten undgå at falde over det?):

livet, luften vi indånder findes

en lethed i alt, en lighed i alt,

en ligning, et åbent bevægeligt udsagn

i alt, og mens træ efter træ bruser op i

den tidlige sommer, en lidenskab, lidenskab

i alt, som fandtes der til luftens leg med

den faldende manna en enkel principtegning,

enkel som når lykken har masser af mad

og ulykken ingen, enkel som når længslen

har masser af veje og lidelsen ingen,

enkel som den hellige lotus er enkel

fordi den kan spises, en tegning så enkel

som når latteren tegner dit ansigt i luft

Laugesen Wiki

I denne tid hvor jeg er i færd med at vende og dreje det manuskript, der forhåbentlig, og helst inden året er omme, skal blive til en introduktion til Per Højholts forfatterskab, kom jeg til at tænke på, hvordan en tilsvarende bog ville se ud om Peter Laugesens forfatterskab. Man kunne slet ikke skrive en sådan bog, fx inddele forfatterskabet i perioder eller sådan noget. I stedet skulle en "bog" om Laugesens forfatterskab være udformet som wikipedia, hvor man under fx en liste af 100 ord kunne skrive videre, alle afficionadas skulle have adgang til disse opslag. Det skulle netop ikke bare være en encyklopædi, men en løbende skrift.

OK, så mangler vi bare opslagsordene. Her måske et par stykker: Brabrand, Kerouac, Det, Græs, Dante, Finnegans Wake, Krage(tæer), (skrive)maskine, Skrift, Turèll, Gråspurve (Fugle), Forstad, Katatoni, Begyndelse, Strøm....

Lad os høre digteren selv:

”Bange som en kanin

i en tryllekunstners kuffert

hver gang scenelyset tændes 

for det er altid mig

 der optræder, og publikum

 står smeltende i lyset,

 mens natten tænder ord

 i lange ranker

 af mørke over himlen.”

fra Kragetæer

Fotorama / Glamorama

Jeg har løbet en hel del her på det sidste, hvilket i og for sig er ligegyldigt, men når jeg tjekker Ipoden ser jeg, at det er følgende numre, som har givet mig mest fart i benene:

Ladyhawke: "My delirium"
Kings of Leon: "Sex on Fire"
Ryan Adams: "Fix it"
Madonna: "Papa don't preach"
Fleet Foxes: "Mykonos"
Red House Painters: "Have You Forgotten"

Fint nok, især er jeg glad for, at Madonnas hit fra LPen med det vidunderligt naive navn True Blue sneg sig med på listen, ren nostalgi, men hvad med læselisten?

Rundt omkring, på kontorer ude og hjemme, natborde, toiletter og diverse flyder det med gode bøger. Lad mig allerførst nævne Peter Laugesens Fotorama, som er hamrende god. Laugesen skælder sine læsere ud, ingen fatter en skid og gud ske lov og tak for det - tænk hvis det forfærdelige skulle ske, nemlig at der rent faktisk var en læser, som læste Laugesen, som han (ikke) vil læses. Laugesen holder apokalypse over sin tid. Verden går under, men Laugesen sender nødblus op fra sit hjørne i Brabrand.

Et andet sted ligger Thomas Hvid Kromanns ph.d.-afhandling Appropriering, system, bogobjekt. Litterære afpersonaliseringsstrategier hos den danske tresseravantgarde 1964-1970. Det er en ægte MF af en afhandling. Kromann er måske den mest stilrene akademiker, jeg kender. Måske skyldes det, at han jo allerede er mere eller mindre kendt som skønlitterær forfatter, og at ingen skal anklage ham for ikke at skrive akademisk. Desuden har han haft fingrene nede i alt muligt tressersnask. Det er herligt, en tour de force af akademiske blindgyder.

Desuden genlæser jeg Bret Easton Ellis' Glamorama. Den må være et hovedværk i 90erne, selvom mange har svært ved at anerkende Ellis som mere end et mediefænomen. Det er han også, og det demonstrerer han med sine bøger, ikke mindst med Glamorama, der er helt ude i virkelighedens tove. Men altså: Modeller der er terrorister, og en jegfortæller der læser manuskriptet til de scener, der udspiller sig senere i bogen. Virkeligheden der eksploderer i konfetti. Det er langt ude og ret godt.

Peter Adolphsens Katalognien. Storm P på vers. Ejler der brækker nakken på ustyrlige linjer. Hatten af for det mod, der udvises fra Adolphsens side. Peter og Ejlers eventyr er ofte platte, men plottet er flot. Men det er jo en bog, der vil falde på halen, og dem findes der ikke mange af i DK. Vi har set det før i tidsskrifter, fx Øverste Kirurgiske, men en helt bog med lutter spas, det er ikke til at stå for.

Nå ja, glemte jeg at nævne Claus Handberg Christensens tak for mørket, far, som jeg har anmeldt andetsteds.

Litteraturens rovdyr

Jeg fik refereret en diskussion på Facebook angående min anmeldelse af Katinka My Jones' digtsamling Sølv.

Katinka mener, at min anmeldelse er dårlig. Bl.a. er hun utilfreds med, at jeg tager udgangspunkt i flapteksten.

Hun har på en måde ret i, at det obstruerer min læsning og at jeg jo, bl.a. på grund af det, ikke får lavet en ordentlig anmeldelse, sorry. Det gik måske lidt for stærkt, og en ordentlighed er naturligvis det mindste, man kan forlange af en anmelder. Faktisk synes jeg ikke, at hendes bog er dårlig, tværtimod. Jeg synes, at der er mange gode ting på færde, men at de måske ikke helt kommer til deres ret / udfoldelse endnu.

Dog mener jeg stadig, at flapteksten er et vildskud i forhold til digtene, som slet ikke benytter sig af den (samme) ironi. Det kan siges at være en fejl fra redaktørens side snarere end fra forfatterens.

Men i forlængelse af dette kom jeg til at tænke på, at der er en tendens til at opdele anmeldere og forfattere meget skarpt i vidt forskellige folkefærd, ja to litterære arter, og det er næsten altid synd for forfatterne, når anmelderne kommer efter dem. Anmelderne er sådan nogle store stygge, ja frådende dyr, der kaster sig over de skrøbelige forfatteres værker og æder dem råt, for Far her er anmelder, og lille Lise er forfatter. Er det ikke noget ynk?

For det første føler jeg mig, når jeg optræder som anmelder, ikke som sådan een på den anden side af litteraturen, en form for litteraturens rovdyr, der jagter vildt og blot venter på at blive lukket ud af buret, førend jeg går til angreb. Jeg er mere ude på at give læserne af anmeldelsen og forfatteren ikke mindst et eller andet med på vejen. Desuden har jeg sgu da selv fået et hav af manuskripter afvist af forlag med og uden konsulentudtalelser, fået hamrende hård kritik, både fagligt og som spirende forfatter. At jeg blev akademiker / litterat og ikke forfatter er måske en tilfældighed - jeg troede selv, at det skulle være omvendt, indtil jeg en dag pludselig opdagede mig selv som ph.d.-studerende på uni - og sådan tror jeg at det er for mange, både forfattere, litterater, anmeldere, kritikere, eller hvordan man nu bestemmer arten af de litteraturinteresserede.

For det andet har anmeldere jo også en dyb interesse i litteraturen, måske endog den samme som forfatterne. Både som anmelder og som forfatter lægger man noget for en dag. Forfatteren mest naturligvis. Men man eksponerer sig og sine ting, og nogen skal jo mene noget om det. Ellers findes det ikke. Oftest bryder jeg mig overhovedet ikke om at skulle mene noget og vil måske heller bare bekræfte, at det findes, men jeg får bøgerne for det og får desuden en privilegeret adgang til at kunne følge med i den nyeste danske litteratur, som interesserer mig meget.

For det tredje så er det min erfaring, at det faktisk oftest er forfattere indbyrdes, der er hinandens hårdeste kritikere, men de siger det bare ikke højt. Det kan jeg sagtens forstå, miljøet er småt osv. Men een af grundene til at de måske er så hårde ved hinanden kunne jo være, at man har brug for at pisse sit eget territorie af for at finde ud af, hvor man selv står. Det er der ikke noget mærkeligt i, synes jeg, og det bliver man sikkert bedre af som forfatter.

Men summa summarum: Vi lever af hinanden, vi er litteraturen, om man kan lide det eller ej.