Nothing will keep us together

Sammen med min datter Emma faldt jeg over programmet Allstars på TV2 forleden, hvor Steen Jørgensen (om man kan lide det eller ej) agerer korleder. Under alle omstændigheder, så fik han sit kor til at synge Bowies "Heroes", og det minder mig om en anekdote, som jeg engang fik fortalt. Den lyder nogenlunde sådan her. 

Bowie havde under indspilningerne af nummeret placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. "Nothing will keep us together", skreg han ordspillende. 

Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør rummet, hvori Bowies stemme lyder, mindre og særdeles klaustrofobisk, det opfanger og griber ham uanset, hvor højt han skriger. Men det bærer ham også oppe i en euforisk lyd; en lyd der giver hele nummeret en fantastisk medvind, som man enten mærker eller ikke mærker, alt afhængigt af hvilket menneske man er. Således inddelte salig Michael Strunge kategorisk verden i to typer mennesker: dem der forstod ”Heroes” og dem, der ikke fatter en pind. 

Popcornsforlag

Jeg behøver næppe at nævne, at det er blevet en trend, eller måske snarere en nødvendighed, med alle disse små forlag, der popper op som popcorn. Ofte kan man erhverve sig bøgerne fra disse blot ved at sende en mail. Det er jo fantastisk, selvom det nok skal ses på baggrund af forskellige tendenser inden for bogbranchen og bogmarkedet som sådan. Det gælder både det faktum, at de store forlag formentlig satser mest på kommercielle udgivelser (måske også af nødvendighed, selvom de vistnok (som samlet branche) kan fremvise en omsætning, som fra år til år er blevet større????), og at det ganske simpelt er blevet meget nemmere og billigere at producere bøgerne selv.

Jeg har været så heldig at få tilsendt disse to udgivelser fra Forlaget Fingerprint. I Kristina Stoltz lille pamflet Hjemstavn Nr. 13 (et festskrift) finder man fx følgende fine digt:

Så langt så godt så længe

jeg ikke behøver at være med. Det var slet ikke

meningen, at vi skulle tage den nu.

Er det her børneværelset? Herregud

så hjertens gerne. Jeg har altid været den

glade giver: lakrids, østers, lektier.

Hvis du lægger dig ned på alle fire.

Jeg kom tilbage som en fredag aften med stearin

ned ad kinderne og mange år på bagen

fortærsket himmelflugt, en ugle tuder af grin,

en ål, et samfund, ja, ja jeg er den mand

du gerne vil kneppes af kan du

ikke se det, baby? It feels so good to be me

Opdateret Sentura

Senturas hjemmeside er just blevet opdateret. Det betyder tre anmeldelser mere fra min hånd, som har været undervejs længe. Anmeldelse af Søren Ulrik Thomsen, Lone Hørslev og Katinka My Jones.

Fiktion er ikke det samme som løgn

"Nogle gange må man lyve for at sige den helt sande sandhed." skriver Kristian Ditlev Jensen på JPs hjemmeside. Realitylitteratur kalder han det også. Jeg ved ikke, om det er en særlig holdbar betegnelse. Dels bør man give det nogle år for at se om det bare er en trend (virkelighedshunger (litteratur med relevans, som i disse tider har en høj markedsværdi)), dels er Jensen for mig at se en del af den trend (hvis det er en sådan?), og Brøgger har fat i den lange ende, når hun insisterer på, at Jensen har skrevet en roman. Det er måske romanen, som er under forandring. Fiktionen i bøgerne kan ofte ikke konkurrere med fiktionen i film fx, men så kan bøger måske noget andet: fx kan de både ligne virkeligheden og sig selv på samme tid og måske mere subtilt end film/fjernsyn kan gøre det. Omvendt skal der forfattere til, enkeltpersoner, der opfinder og fortæller, ja skriver fortællinger, der kan begejstre, provokere og bringe os nye steder hen (på sin vis vil filmindustrien altid være afhængige af sådanne forfattere, fordi film jo kræver meget mere planlægning, udstyr, penge, ja er en industri). Og desuden: fiktion er jo ikke det samme som løgn (som Jensen antyder). Man kan slet ikke spørge til fiktionens sandhedsværdi på den måde. Fiktionen kan af og til virke mere sandfærdig end virkeligheden og omvendt, men fiktionen kan ikke være løgn på samme måde som udsagn om virkeligheden kan være det

Under alle omstændigheder: diskussionen fortsætter, og i går så jeg filmen Flyboys. God underholdning og tilsyneladende baseret på virkelige begivenheder, men kan virkeligheden virkelig indeholde så mange klicheer?

Det var en rigtig rekrutteringsfilm, som ikke bare skulle sørge for stadig tilgang til det amerikanske militær, men som også forsøgte sig med forsoning mellem USA og Europa. Og til sidst blev jeg irriteret på filmen, fordi helten ikke fik sin udkårne til sidst: Hvorfor ikke droppe virkeligheden helt, når den alligevel forlængst var droppet undervejs? Så lad dog det hele ende med et kys i Paris? Øv.

Måske er nøglen til litterær succes...

... at lade sig fotografere med en fancy hat?

; - )


God påske!

Weekendavisen, suk....

Der har allerede været en smule debat og kommentarer, om en kommentar "Læggen til og trækken fra" fra Anna Libaks side, der er ny litteraturredaktør på Weekendavisen, angående anmeldere af den smalle litteratur. Det hun skriver er vel i kortform, at jo smallere jo bedre, og at det er efter den devise, at anmelderne af den smalle litteratur har anmeldt, fx Tue Andersen Nexø, som hun hænger ud som een af dem - de onde, de utidige, dem der elsker litteratur uden formål (kære Libak: Tænk, på gode gamle Kant, når du lukker dine neoliberalisiske synspunkter ud).

Kommentaren taler for sig selv i al sin uretfærdighed og mangel på selvkritik, blottet for den sensibilitet som enhver, der kalder sig litteraturredaktør, burde have.

Men:

Det første jeg tænker, er naturligvis: Stakkels Lars Bukdahl! Han må da efterhånden føle sig som en sær og fremmed fugl på avisen. Det næste at Vibeke Henningsen, som har efterladt en ironisk kommentar på Glaz Serups blog, har så inderligt ret. Hvad med den smalle, akademiske litteratur? Hvis den ikke sælger eller ikke er populær, er den så dårlig? Ligegyldig for samfundet?

Anna Libak kunne fx have spekuleret lidt mere over, hvordan der faktisk findes "fagområder", også inden for litteratur-anmelderi, og at Tue og Lars B naturligvis og primært tager sig af forholdvis smalle (danske) ting. Og i en tid, hvor det måske er vanskeligere at se forskel på smalt og bredt (end for bare 10 år siden måske?), kan det virke mærkeligt, at man fortsætter en sådan praksis (for det er jo en praksis, om end usynlig og udtryk for redaktionelle valg og fravalg, også på Weekendavisen). Med sociologer som Bourdieu kunne man sige en masse ting om dette, om hvordan den kulturelle kapital er blevet anderledes gennem de seneste år; det marginaliserede og det formålsløse er blevet det onde og alt sådan noget. Jægersoldaters teorier om livet er mere værd end akademikeres.

Hvor Lars Bukdahl var et fantastisk brand for Weekendavisen for bare 5-10 år siden, hvad er han så i dag? Hans praksis ligger i hvert fald særdeles fjernt i forhold til det, som Libak skriver om.

Personligt er jeg heller ikke tilhængere af anmeldere, der synes, at jo smallere litteratur jo bedre, men jeg er heller ikke sikker på, at de findes. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, der er SÅ dumme, at de mener det.