100.000 smackers til Bukdahl

Og det er jo fuldt fortjent. Tillykke Lars! Billedet er fra Martin Johs. Møllers hjemmeside. Et snapshot af den allestedsnærværende digter og kritiker.

Rifbjerget går amok på Lykkeberg

Læs dette indlæg fra Information! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg, jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen?

Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt veloplagte læserbreve blot endnu et bevis på.

Men Rifbjergs monumentale opråb lyder temmelig tomt, uden klangbund i tiden så at sige, og han tyr endog til det mest latterlige argument af dem alle, det der kan forstene enhver debat. Efter at have nævnt en række nuværende danske ministres baggrund, kommer det:

"Her skal ikke drages sammenligninger af nogen som helst art, men der er i det mindste noget tankevækkende i, at spidserne i det tyske naziparti netop rekrutteredes blandt dem, der følte sig sat udenfor, de fallerede, de mindreværdige: Hitler kom aldrig på Akademiet i Wien, Goebbels var en mislykket romanforfatter, Speer en middelmådig arkitekt etc.etc. , og hvad man slog sig op på var stort set et had til, hvad man i dag vil kalde kulturradikalismen, kunsten, eksperimentet, den fri forskning, akademikerne, frisindet, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, antimilitarismen, den overdrevne nationalisme, munterheden, ironien, humoren, humanismen."

Jeg ved ikke med jer andre, men for mig lød det nu som en sammenligning alligevel. Lykkeberg taler en hel del om den usynlige magt, kulturradikalismen har udøvet, men som den selv står fuldstændig uforstående overfor. Ovenstående er endnu et eksempel på det.

Jeg er ikke modstander af kulturradikalismen, og sympatiserer ikke specielt meget med den nuværende regering, og det samme, tror jeg, gælder Lykkeberg, men derfor kan man jo sagtens analysere tingene og drage de konklusioner, som han gør.

Hvis Rifbjerg virkelig gerne vil holde sit blodtryk nede, hvorfor så kaste sig ud i et sådant pinligt læserbrev, som enhver spindoktor ville have advaret ham imod? Desværre kommer Rifbjerg ved sin ignorance og overlegenhed blot til at udstille sig selv og sin uvidenhed om Lykkebergs fremragende bog og standpunkter, og det er jo ærgerligt for en forfatter, der har betydet så meget for dansk litteratur de seneste 50 år, og som vi et eller andet sted alle holder umådeligt meget af på godt og ondt.

Hvad læser Thomsen?

Politiken havde en lille klumme fra bogmessen, hvori Søren Ulrik Thomsen, der altid er så hemmelig imellem sine skønlitterære udgivelser, afslører, at han læser Pontoppidan.

Det fik mig straks i gang med at fantasere: Tænk lige på en Thomsen-tekstsamling, hvor han fra alteret brøler sine messer ned som en indremissionsk præst - det ville ikke være så dårligt. Sådan rigtig galde i stedet for al den inderlighed.



Men lad os nu se, hvad tiden og Thomsen bringer.

Den herskende abe

Vil man få sig et godt grin og stof til eftertanke, så kunne man jo besøge denne her bemærkelsesværdige installation i Århus af kunstnerne Anders Visti og Lasse Krog Møller. Om installationen hedder det:

Installationen Den Herskende Abe - C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse) fremtræder som et perifert, og muligvis helt glemt, videnskabeligt laboratorium eller forskningskontor.

Titlen henviser til populærvidenskabelige fremstillinger af menneskets forståelse af verdens sammenhæng og oprindelsen af arterne.
Udstillingen stiller grundlæggende spørgsmål ved den måde, vi som mennesker opfatter og interagerer med dyrene. Et forhold, der blandt andet kommer til udtryk i kraft af den måde, dyret gennem historien er repræsenteret i kunsten, religionen og videnskaben.

Værkerne diskuterer også det omgivende samfunds forhold til videnskaben i en samtid, hvor videnskab og forskning ikke umiddelbart har den autoritet, de tidligere har haft.

Matias Faldbakken - en bombe i nordisk litteratur

Forleden kom jeg endeligt igennem den sidste side i Matias Faldbakkens trilogi Skandinavisk Misantropi, hvor den tredje roman hedder Unfun, og de to første The Cocka Hola company og Macht & Rebel. Dermed har jeg vel læst alt, hvad Faldbakken indtil videre har skrevet, når man dertil lægger Snort Stories og en række mere løse artikler og tekster, og jeg glæder mig umådeligt meget til at skrive mere indgående om dette forfatterskab. Jeg har en masse ideer, som jeg håber, at jeg ved senere lejligheder får mulighed for at udfolde. Her vil jeg blot råbe HURRA.

Som pejling af, hvor litteraturen og måske i højere grad romanen er på vej hen, kunne Faldbakkens trilogi være eksemplarisk. Jeg har ved adskillelige lejligheder brugt romanerne som en sådan pejling, for i disse fornemmer man både Hoeullebecq, Easton Ellis plus en masse andre forfattere, og ja presset fra de nye medier, alle mulige ting, det engelske sprog (Unfun er næsten halvvejs skrevet på engelsk), der gør at romanerne bliver sprængfarlige cocktails, der ligesom har absorberet sin tid. At romanerne dertil er udgivet under pseudonymet Abo Rasul, som efter sigende skulle betyde budbringeren (correct me if I'm wrong!), gør blot hele spillet endnu mere elegant. Her kommer der en forfatter (ind fra højre), som vel primært har fungeret som billedkunstner og placerer en veltilrettelagt terrorbombe i den nye nordiske litteratur. Det er dæleme godt gået.

Nu har jeg naturligvis ikke læst alle danske og svenske romaner i de seneste par år, men af dem jeg faktisk har læst, forekommer Matias Faldbakkens mig at være de mest interessante. Det er ærgerligt, at kun Macht & Rebel indtil videre er oversat til dansk.

Desuden er et stunt som det her, jo ret opfindsomt. Faldbakken rev en hel hylde af bøger ned på et bibliotek og lod dem ligge - til stor irritation for bibliotekarerne og boglånerne, men som handling betragtet, ganske interessant, idet Faldbakken knytter dette til en misologi, som jo i den grad også er på færde i romanerne.