Og det er jo fuldt fortjent. Tillykke Lars! Billedet er fra Martin Johs. Møllers hjemmeside. Et snapshot af den allestedsnærværende digter og kritiker.

Læs dette indlæg fra Information ! Det mest mærkværdige er bare, at han, Rifbjerg , jo ikke fatter en pind af Lykkebergs pointe, men på paradoksal vis kommer til at bekræfte den ved sin "magtdemonstration" af et læserbrev. "Klarsprog til godtfolk" kalder Rifbjerg det (igen en affirmation af Lykkebergs pointe, idet der ligeså godt kunne have stået, at alle vel for fanden dels kan forstå, hvad kulturradikalisme er, dels sympatisere med de værdier den indeholder) og udtaler sig derefter vældigt om bogen uden at have læst den, ja han jorder den ved at kalde den grumset og kedelig, men hvorfor dog? Hvorfor ikke forholde sig bare en smule nøgternt og fx starte med at læse og derefter forstå bogen? Lykkeberg skaber ikke et "hadebillede" af hverken Rifbjerg eller andre kulturradikale, så vidt jeg kan læse, men han forsøger at vise, hvordan kulturradikalismen også har udøvet en voldsom magt, om den vil det eller ej, og det er Rifbjergs altid lige lovligt v...

Politiken havde en lille klumme fra bogmessen, hvori Søren Ulrik Thomsen, der altid er så hemmelig imellem sine skønlitterære udgivelser, afslører, at han læser Pontoppidan. Det fik mig straks i gang med at fantasere: Tænk lige på en Thomsen-tekstsamling, hvor han fra alteret brøler sine messer ned som en indremissionsk præst - det ville ikke være så dårligt. Sådan rigtig galde i stedet for al den inderlighed. Men lad os nu se, hvad tiden og Thomsen bringer.

Vil man få sig et godt grin og stof til eftertanke, så kunne man jo besøge denne her bemærkelsesværdige installation i Århus af kunstnerne Anders Visti og Lasse Krog Møller. Om installationen hedder det: Installationen Den Herskende Abe - C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Research, Kommunikation og Analyse) fremtræder som et perifert, og muligvis helt glemt, videnskabeligt laboratorium eller forskningskontor. Titlen henviser til populærvidenskabelige fremstillinger af menneskets forståelse af verdens sammenhæng og oprindelsen af arterne. Udstillingen stiller grundlæggende spørgsmål ved den måde, vi som mennesker opfatter og interagerer med dyrene. Et forhold, der blandt andet kommer til udtryk i kraft af den måde, dyret gennem historien er repræsenteret i kunsten, religionen og videnskaben. Værkerne diskuterer også det omgivende samfunds forhold til videnskaben i en samtid, hvor videnskab og forskning ikke umiddelbart har den autoritet, de tidligere har haft.

Forleden kom jeg endeligt igennem den sidste side i Matias Faldbakkens trilogi Skandinavisk Misantropi , hvor den tredje roman hedder Unfun , og de to første The Cocka Hola company og Macht & Rebel . Dermed har jeg vel læst alt, hvad Faldbakken indtil videre har skrevet, når man dertil lægger Snort Stories og en række mere løse artikler og tekster, og jeg glæder mig umådeligt meget til at skrive mere indgående om dette forfatterskab. Jeg har en masse ideer, som jeg håber, at jeg ved senere lejligheder får mulighed for at udfolde. Her vil jeg blot råbe HURRA. Som pejling af, hvor litteraturen og måske i højere grad romanen er på vej hen, kunne Faldbakkens trilogi være eksemplarisk. Jeg har ved adskillelige lejligheder brugt romanerne som en sådan pejling, for i disse fornemmer man både Hoeullebecq, Easton Ellis plus en masse andre forfattere, og ja presset fra de nye medier, alle mulige ting, det engelske sprog ( Unfun er næsten halvvejs skrevet på engelsk), der gør at romanerne b...