Røvkiggeri poesi

I sin tid skrev jeg en artikel til bogen:Krysninger. Nye perspektiver på moderne nordisk lyrikk, som er redigeret af Ole Karlsen. Den er nu blevet anmeldt og min artikel får følgende, sjove svada med på vejen:

"Stefan Kjerkegaards ”Prosaen som tidsånd – eller om at gøre en forskel med poesien” [...] handler om, at der i den nyere litteratur er fremkommet et mere komplekst, åbent eller mudret – alt efter hvordan man vil formulere det – forhold ikke blot mellem fiktion og ikke-fiktion eller mellem prosa og lyrik, men også mellem poesi og ’poesi’. Ved at zoome ind på tidsskriftet Øverste Kirurgiske og digtet ”Rockertilståelse” af den pseudonyme forfatter Bob Hvid Green peger Kjerkegaard på et stykke tekst, der parodierer et digt af Søren Ulrik Thomsen og redaktionelt er blevet behandlet som værende på grænsen til rigtig poesi. Imidlertid er det Kjerkegaards pointe, at digtet ikke blot gør grin med sit forlæg, men at det som en pastiche parodierer over selve det, at det parodierer, hvormed digtet destabiliserer poesiens rum – og i yderste konsekvens litteraturens. Det er et givende metarefleksivt niveau at anskue ’digtet’ ud fra, men også høje og ædle intentioner at tilskrive en tekst, der med sine anale og lavsociale fikseringer umiddelbart minder om en rå ræben fra en, der ikke udholder skønhedens patos og en diktion så forførende sikker som Thomsens, at selv røvkiggerri kan forvandles til noget nær poesi."

Det er en fin karakteristik, synes jeg, og den er jeg selvfølgelig glad for, men hvem siger, at røvkiggeri ikke kan være den højeste poesi? Jeg får lyst til at citere Grotrian:

"Fortiden venter os
himle og lofter
er smykket med klaser af øjne
i træerne ringler de fede monokler
og æblerne glor.

Gud kan favne alle
men spionerne er til som dværge
oppe mellem benene.

Lyskeglen rammer dig nedefra hér
du ser din egen bag på skærmen
inden du trækker i snoren som nødbremse
huset er standset igen med et suk.

Bryd ud fra toilettet!
vi er på."

Kajbjerg Skov Kunstmuseum

Mine damer og herrer, velkommen til Kajbjerg Skov Kunstmuseum. En gratis og uforpligtende rundtur kan man få her, og så er der lune frikadeller med hjemmelavet agurkesalat og hjemmebagt rugbrød til 30 kr. Mums. Helt fantastisk.

Kortslutninger - et citat

Sad lige og læste en smule i Julie Bjørchmar Kølles bog: Kortslutninger. Metafiktion og avantgardestrategier hos Claus Beck-Nielsen og Pablo Henrik Llambías.

Hun slutter bogen prægnant og præcist således:

"[...] [I] en massemedialiseret virkelighed, hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed konstant kortsluttes af den eksperimenterende kunsts såvel som af populærkulturens og nyhedsmediernes grænseoverløbere, bliver dette udflydende ingenmandsland allemandseje i en konstant fortolknings- og afkodningsproces, hvor semiotiske kompetencer er afgørende."

Touché, siger jeg bare. Her er en god grund til at blive ved med at uddanne gode læsere (og dem finder man først og fremmest på de fag, der beskæftiger sig med litteratur. Længere er den ikke, tænker man midt i alle eksamensopgaverne i Litteraturanalyse II på Nordisk Institut, AU, 2008, juni, 15:57.)

Litteratur & Politik

Forleden sad jeg og blev pinlig berørt over Clement Kjærsgaards interview med Paul Auster på DR2. Den gode Clement spurgte ikke til Austers litteratur, overhovedet ikke faktisk, men interviewede ham, som om han var politisk ekspert på amerikanske indenrigsforhold ( samtidig med at han smagte på sig selv som sædvanligt, hvilket man altid bliver pinlig berørt over.)

Nå, men i samme weekend var jeg til ph.d.-forsvar ved min gode ven og kollega, Stefan Iversen, der forsvarede sin fremragende afhandling om den uhyggelige fortælling i Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab.

Ved festen om aftenen endte jeg i en diskussion med en anden kollega omkring emnet litteratur og politik. Denne mente, at der var alt for meget af den bløde mellemvare, at hvis litteraturen virkelig ville være politisk, så skulle den dæleme også mene noget.

Han kan have ret for så vidt, at megen af den såkaldte nye politiske litteratur og dem der beskæftiger sig med emner som dette, inkl. undertegnede, kan have en tendens til at politisere uden at mene noget, uden fx at vælge fløj osv. men påkalde sig positioner som Adornos eller (som allersidste nødløsning) Mallarmés. At politikken i virkeligheden er en form for poetologi.

Men jeg argumenterede for, at den måde at anskue emnet på ("at mene noget") var forældet og ude af trit med den måde, som form og indhold flettes sammen på i dag, hvor der ikke findes noget politisk budskab, som ikke også er æstetisk (hvorfor vi sjældent taler politik, men i stedet den form som politikken manifesterer sig i). Desuden er det ikke megen god kunst, der er kommet ud af at mene noget, altså fx at spænde sig for en politisk fløj, et parti eller lignende. Dertil kommer, at det i virkeligheden er en noget maskulin måde at opfatte forholdet på.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene, men synes jo stadig, at Ursula Andkjær Olsens poesi er politisk. Og det kan godt være, at Peter Laugesen er venstreorienteret, men dybere end denne orientering ligger en orientering imod digtets politik, som er anarkistisk og uden retning (læs: non-sens). Det er den politik, der interesserer mig, og den er langt mere radikal end radikal venstre, eller hvad man ellers kan komme op med.

Navleporten

For nylig fik jeg tilsendt en lille bog navleporten (regnbuesprække, drømmelort) fra forlaget Rånkeldunk ved Rikke Villadsen, som illustrerer Birgit Munchs kortprosaiske tekster. Bogen indeholder en enkelt ny tekst af Munch.

Tjek det ud her.

De er fine og meget kongeniale i forhold til Munchs tekster.

O - du gamle bundlinje/ skriv det sidste vers

I et indlæg i Information "Bøger er for langsomme" skriver Kristen Bjørnkjær bl.a. følgende:

"Er kravet om pay-off et alderdomstegn? Er interessen for krimier tegn på magelighed, på at man ikke gider beskæftige sig med det svære stof? Eller er man - overraskende nok - ved at blive yngre?

Yngre, tror jeg."

Nej og ja, manden følger jo blot moden, inden for alt hvad der har med humanistisk grundforskning at gøre, hvis man til en sådan også regner de store tunge romaner eller de smalle digtsamlinger, som han skriver, at han ikke gider at læse mere. Der skal være pay-off og gang i den, skriver han. Det må ikke koste noget, og slet ikke blod, sved og tårer. Den slags er for længst blevet devalueret (og den økonomiske diskurs om muligt den eneste med magt bag ordene).

O - du gamle bundlinje/ skriv det sidste vers.

Jeg har intet imod krimier, tværtimod. Men at tro at man, fordi man selv bliver lidt slap i koderne, har sporet en tendens - det er grundlæggende for naivt. En form for grel solipsisme.

Måske er det kun en personlig tendens, han fornemmer. Men han er altså ikke ved at blive yngre.

Jeg synes da heller ikke, at det er sjovt at drukne i Finnegans Wake, men nogen skal da gøre det, når nu bogen findes, og det, at den gør det, sætter alting i perspektiv, også Bjørnkjærs magelighed.

CPH. LITT. 08

Hvis man som jeg ikke sad fanget i Jylland bag 4 timers togkørsel og solkurver ned igennem landet, så kunne man jo tage til Copenhagen Literature Festival 08. Personligt ville jeg meget gerne høre Paul Auster. Han er en af de forfattere, som virkelig forstår at balancere mellem det mere populære og det eksperimenterende, og aldrig uinteressant at læse. Det i sig selv er jo en stor kunst. Måske ville jeg spørge ham om tilfældets musik, jeg ville spørge ham, om tilfældet overhovedet er en musik - ja jeg ville om muligt tage al min viden om tilfældighed og litteratur med fra Højholt, og spørge om tilfældet ikke bare er tilfælde?

Og når han har svaret på det, vil jeg skynde mig at finde Ursula Andkjær Olsen, og dér vil jeg igen høre musikken - tilfældets og litteraturens musik.