Hvordan det lige gik til, at jeg endte som "kvindeforagter" og "elendig forsker og litterat" i diverse indlæg fra Jette Hansens side i Information, ja det er selv en gåde for mig selv? Det hele startede for ca. et år siden. Jeg havde læst en kronik af en for mig dengang ukendt, Jette Hansen, hvor hun for det første skrev nogle underlige ting om Knud Romers roman Den som blinker er bange for døden, og for det andet baserede dem på et vældigt løst grundlag. Bl.a. skrev hun:
"Opereres der med en upålidelig fortæller, hvor sprækkerne i teksten bruges til at gennemlyse fortælleren? Eller er fortælleren en pålidelig fortæller og sprækkerne i teksten udtryk for forfatterens ubevidsthed?"
og senere:
"Disse træk peger på, at ’Den som blinker ...’ vitterlig er et erindringsværk, men skrevet under indtryk af en forsvarsmekanisme, der kaldes splitting, hvor alt ondt eller dårligt omhyggeligt lægges uden for jeget."
Den måde at glide mellem litteraturanalytisk (og må man formode autonom) læsning og læsning af forfatteren syntes jeg var decideret forkert. Derfor skrev jeg et læserbrev til Politiken, hvor jeg korreksede Jette Hansens læsning. Mit indlæg så sådan her ud:
"Det er bemærkelsesværdigt og højst overraskende, at et værk som Knud Romers ’Den som blinker … ’ kan forarge sine læsere i sådan en grad, at det medfører læserbrevsstorm og kronikker i et væld.
Der er mange perspektiver i debatten, som man kunne have lyst til at kommentere, men især et af dem finder jeg særlig diskutabelt. Det drejer sig om Jette Hansen , der i sin Kronik i Pol. 17.2. anfører en række årsager til, at det er vigtigt at diskutere, om historien er sand eller ej. Som en kommentar til Poul Behrendts indlæg skriver Hansen : »Sjovt nok undlader Behrendt at tage stilling til det faktum, at Romer jo har erklæret i offentligheden, at Nykøbings borgere virkelig har gjort det, han skriver. Men netop af denne årsag er spørgsmålet om sandhed og virkelighed relevant at stille til Romers bog«.
Jette Hansens kommentar her og generelle forsøg på at finde forfatterens ubevidste og uformidlede brudflader er endnu et eksempel, hvordan man kan forplumre debatten endnu mere, selv på højst sofistikeret vis. En roman er jo ikke afgrænset til de ting, der står på siderne, slet ikke i dag, hvor meget omkring en romans udgivelse ofte hører med til iscenesættelsen, ja til romanen selv. Knud Romers udtalelse kunne være en del af fiktionen, ja måske er forfatteren Knud Romer en helt anden end den Knud Romer, som Jette Hansen så gerne vil psykoanalysere sig frem til.
Når man afkræver et svar, som Jette Hansen gør, bliver man således blot endnu en brik i romanens effektive spil. Man træder ind i en svingdør mellem fiktion og virkelighed og får svært ved at træde ud igen. Det er jo netop det, som romanen er ude på, nemlig at lokke os i en sådan fælde, hvor vi som Jette Hansen afkræver den et svar. Men så let er det desværre ikke at være læser i dag. Der findes ingen entydige svar på et sådant spil, slet ikke når den genremæssige kontrakt mellem forfatter og læser går på, at der er tale om en roman. Og det kan undre mig, at Jette Hansen og andre insisterer på at få et svar, om dette nu er ’based on a true story’, især når hun selv andetsteds skriver: »Læseoplevelsen får sin fylde ved, at man ’ved’, at dette er sket for en virkelig person, som man kan få et indtryk af gennem dennes optræden i medierne. Det er ikke værket i sig selv, man oplever, men kombinationen af værk og markedsføring. Og dét er faktisk værket ... Men dermed kan man også sige, at bogen ’Den som blinker ...’ mister sin autonomi«.
Her er Jette Hansens læsning anderledes præcis. For værket mister netop sin autonomi ved sine selvbiografiske strategier. Værkets grænse udvides, og måske endda i sådan en grad, at det slet ikke giver mening at sætte grænsen mellem roman og Romer, og det er jo ellers den grænse, som resten af Jette Hansens læsning ernærer sig ved, når hun leder efter forfatterens ubevidste o.a. Med andre ord, hvis man skal læse en udmærket roman som Romers, må man først og fremmest være bevidst om, at værket indefra sprænger enhver forestilling om autonomi ved netop at inddrage selvbiografiske elementer, men omvendt har man som læser ingen ret til at drage disse elementer til et repræsentativt ansvar for romanens begivenheder som sådan. Romer må fortælle sine historier, som han vil, også uden for romanen.
At læse en bog som hans kræver derfor et helt andet greb end det, Jette Hansen fremviser. Det nytter ikke noget hverken at reducere forfatteren til patient eller fiktionen til virkelighed, både forfatter og fiktion spiller sammen i sådan et værk."
Som man måske nok kan læse, roser jeg jo ikke Romers "totalteater", men konstaterer, at Jette Hansens læsning er baseret på et forkert grundlag. Det skulle jeg nok aldrig have gjort. For et år senere, efter at jeg har haft et indlæg i Information, så vender Jette Hansen tilbage med fuld styrke. Nu skal hun dæleme have hævn. For i mit indlæg i Information havde jeg et andet perspektiv på sagen. Jeg klandrede Kim Leine for at stille sig foran sit værk og gøre sig mere interessant end det, men fastholdt samtidig konsekvent at læse bogen Kalak som litteratur. Måske var det forkert? Men det har intet med Jette Hansen sagen at gøre.
Under alle omstændigheder fik det Jette Hansen til at gå amok. Og hvor vi ellers havde haft en nogenlunde saglig diskussion på Informations hjemmeside tog sagen nu en mærkelig drejning. Jette Hansen fik afsporet debatten totalt. Nu drejede det hele sig om mig og min faglighed, og fra min faglighed (kort)sluttede Jette Hansen til hele universitetsverdenen, der ifølge hende måtte være af lave.
Jeg var i tvivl, om jeg skulle reagere. Flere af mine venner advarede mig. Bl.a. med henvisning til, at Jette Hansen jo havde skrevet linjer som:
"Næst efter det faktum at de overlader det meste husarbejde til kvinderne, så er det værste ved mænd at de faktisk kan lide silikonebryster!"
Der er mere af samme svada
her. Men jeg reagerede med et
læserbrev i Information og lænede mig bl.a. op af citat af Mads Brügger om, at Jette Hansen skrev smædebreve fra kussens hule. Igen et uklogt træk fra min side. Men jeg var virkelig forarget over, at hun på sin billige baggrund og sørgelige argumenter kaldte mig elendig forsker og litterat. Ugen efter mit læserbrev
klandrede hun mig så for ikke at kunne tale rent. Det kunne jeg heller ikke sidde overhørig, desværre, så derfor skrev jeg et
læserbrev mere. Jette Hansen så som forventet fuldstændig rødt og skrev
følgende indlæg, som er trykt i dagens Information.
Jeg indrømmer, at jeg pirrede til nogle emner, som jeg i forvejen vidste, at Jette Hansen var allergisk overfor, men alligevel. Tonen var fra hendes første indlæg perfid og personhetzende. Hun var ude på at hævne mit læserbrev og "forsvar" for Romer for et år siden i Politiken.
Problemet i Jette Hansens måde at argumentere på er, at hun blander mening, synspunkt og perspektiv. Der er absolut ingen stringens her i hendes indlæg, følelser og fornuft i en pærevælling. Det er for så vidt OK i en læserbrevsdebat, men problemet er, at hun drejer det ind imod min faglighed og nu også min integritet som menneske - at jeg skulle være en kvindeforagter.
Hun lader som om, at det er en faglig debat, men i virkeligheden handler det udelukkende om at få MIG, ja måske alle mænd, ned med nakken. Det får hun nok ikke. I hvert fald ikke i denne her omgang. Nuvel, jeg er ikke den eneste, som Jette Hansen har angrebet. For ca. et halvt år siden fik Poul Behrendt, efter min mening een af de bedste litterater herhjemme, denne svada med i farten:
"Behrendt foretager i realiteten selv et overgreb på Nykøbings borgere ved sin forvanskning. Ikke mindst udtalte Behrendt i sin tid til Information at Nykøbings borgere i denne sag jo ikke var mere troværdige end Knud Romer. Sikke en meddelelse at give til mennesker, der er blevet misbrugt og træder frem for at protestere. Men virkeligheden er altså andet og mere end et akademisk cirkus!" (Information09.06.2007 )
Det er imidlertid en ringe trøst, og generelt er det ærgerligt, at det skulle gå sådan. Her tænker jeg ikke så meget på mig selv som person, men mere på de kolleger jeg har, der kunne finde på at blande sig i debatter, som den der var omkring Kalak og Montana-prisen. Mange vægrer sig, de ved hvor krævende, især emotionelt, en såden "afsporet" debat kan være, ikke den om Kalak, men en sådan som Jette Hansen er ansvarlig for. Man hidser sig jo op hver gang og kan ikke få ro, førend næste indlæg er på plads, hvor man igen går over stregen. Omvendt er der flere og flere krav om formidling fra universitetets side, og jeg går ud fra, at universitetet gerne ser, at jeg fx blander mig i koret.
Spørgsmålet, som jeg sidder tilbage med, er således: Kunne det betale sig?
Ikke hvis jeg vil blive husket som kvindeforagteren og den elendige forsker, der ikke kan tale rent. Men jeg må sætte min lid til, at de der læser Information vil være fornuftige nok til at se det usaglige i Jette Hansens indlæg. Imens må jeg så overveje, om jeg har lyst til at være med næste gang.
