Rigtige (land)mænd har det med at komme ind i en Bruce-periode med jævne mellemrum. Så sidder man dér med sine børn: Schyhhhh, far hører Springsteen, men for dælen da, prøv lige at fyr op for det her nummer: Bruce for fuld udblæsning. Nummeret er fra dobbeltalbummet The River . Amerikansk som ind i helvede, men altså når amerikansk er et plusord. Så kan man i tillæg til det nyde dette digt af Per Højholt, som godt nok hedder "Bruce Springsteen", men som formentlig er skrevet til Springsteens "Thunder Road" - gæt selv hvorfor: Bruce Springsteen Nælden luder sort i middagsstunden, en dødsmærket bengel som kræver lys med sommerfugle blafrende om hodet, lyn over det modne korn, torden-roer!

Hvordan det lige gik til, at jeg endte som "kvindeforagter" og "elendig forsker og litterat" i diverse indlæg fra Jette Hansens side i Information, ja det er selv en gåde for mig selv? Det hele startede for ca. et år siden. Jeg havde læst en kronik af en for mig dengang ukendt, Jette Hansen, hvor hun for det første skrev nogle underlige ting om Knud Romers roman Den som blinker er bange for døden , og for det andet baserede dem på et vældigt løst grundlag. Bl.a. skrev hun: "Opereres der med en upålidelig fortæller, hvor sprækkerne i teksten bruges til at gennemlyse fortælleren? Eller er fortælleren en pålidelig fortæller og sprækkerne i teksten udtryk for forfatterens ubevidsthed?" og senere: "Disse træk peger på, at ’Den som blinker ...’ vitterlig er et erindringsværk, men skrevet under indtryk af en forsvarsmekanisme, der kaldes splitting, hvor alt ondt eller dårligt omhyggeligt lægges uden for jeget." Den måde at glide mellem litteraturanalyt...

Martin Johs. Møller har en kommentar om , at man nu for anden gang inden for kort tid navngiver en antologi med et citat fra Simon Grotrian. Denne gang Hallo jeg er vejret udgivet af Borgens forlag. Det er vel næppe tilfældigt. Grotrian er onelinernes ubestridte mester, prøv fx selv at lukke et par af Ofelialågerne op. I den forbindelse tænkte jeg, at det må være en opgave for nogen eller en eller anden at skrive om Grotrians fantastiske evne til at lave disse oneliners. Jeg ved fra manden selv, at han rent faktisk har hjulpet flere forfattere med titler. Det kræver blot et enkelt telefonopkald til Grotrian, og så kan man godt pakke alle sine egne ned. Hvorfor? Måske har det noget med navngivningen at gøre. En form for performativitet i Grotrians sprog, som er helt unik. Alt skal døbes, skriver han et sted. Jaja, så kan man komme efter ham med russiske formalister og hvad har vi, men der må også være andre veje, skulle man tro? De fleste digtere skriver digte og finder guldkorn. Grot...