Jeg skriver digte når jeg har det dårligt. Jeg ved ikke om man kan sige det så simpelt? Men versene er en form for navigation  uden at jeg bilder mig ind det fører nogen steder hen. Blodmånen i går var en smule skuffende. Måske det var de stirrende gadelamper der sikrede  en form for anæmi. I hvert fald ingenting at skrive hjem om. Men det fik mig til at føle mig alt for stor  her et sted mellem planeterne. Så betydningsfuld  er der ingen der er. Og hvor ligegyldigt er det ikke lige om Armstrong rent faktisk har placeret  sine fødder deroppe? Det er helt ubetydeligt  i et større regnskab ingen alligevel fatter. Jeg kunne spytte på månen og det vil heller ikke  være en historie. Bare stå dér i indkørslen  og blive væk i mørket.

Hvis vi ikke skal dødsscrolle den næste time hvad skal vi så? Æde poesi og sprænge bælter, føde nye metaforer? Dø i et ordspil.