Blomsterne dør på gulvet i Vrigsted kirke,  men jeg kan træde ud  i lysets knive  og lade mig gennemskære af solens breaking news i lysvold bag ved lysvold ind for jeg ved ikke helt  om jeg har et forhold til den kiste om den er væsensforskellig fra min mor der ligger inde i den, om det er meningen at den netop skal skjule det faktum, men fortabt er jeg stadig  som cigaretskoddet i gruset  som endnu en tåre i vinden som et barn i den voksende ligning  der aldrig går op; aldrig lige  bliver mig. 

 

Tror ikke på at du kan være der for nogen? Jeg tror på at mennesket  er et ensomt  ondt dyr.

I sandhed at synge kræver et helt andet  åndedrag ja et andet liv som er forskelligt fra det første du levede dengang du ikke levede Husker du det nu, når du læser det her? JEG. ER. HER. NU.

“In Wahrheit singen, ist ein andrer Hauch” Rainer Maria Rilke, Die Sonette an Orpheus .

Bryder mig ikke om  at køkkenet og kapellet ligger så tæt på hinanden.  Pludselig at se sygehuset  som én stor kødmaskine.  Og jeg kan heller ikke få tankerne væk fra den lille menneskehårbolle der har viklet sig rundt om rullebordet på stue 12 hvor vi sammen med lægen vurderer hvorvidt der skal holdes liv i min mor på stue 2. Behandling eller lindring -  det er spørgsmålet til vi længes efter luft og liv og de lange suk på den udvendige gang,  (man kan vel ikke kalde det en terrasse?) der findes på alle etagerne  af hovedbygningen  hvor jeg til min rædsel  opdager en død måge ligge et par meter fra døren. For intet skjuler sig åbenbart her i Horsens og i horisonten  ser du endda Bjerrelide  hvor Søren Bundgård Rasmussen, blev halshugget i 1856, fordi han havde myrdet en 14-årig pige, og hvor vi mange gange som helt unge drak dåseøl og drømte om Horsens som et fantasiens Hollywood.  Men sådan fortsætter volden tilsyneladende ud...