Ensom omgang. Om mandemørket og dårlig søvn

 For nogle år siden oplevede jeg en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Nok havde jeg travlt, men jeg havde åbenbart svært ved at indrømme overfor mig selv, at mine søvnproblemer havde noget med mig at gøre; hverken mit arbejde eller mit liv som sådan. Det var mere som at være fanget i en ond cirkelslutning, hvor jeg tænkte, at søvnproblemerne skyldtes søvnproblemerne. Jeg blev ganske simpelt stresset af ikke at kunne falde i søvn. Jeg tænkte på, hvor skidt det måtte være for mit helbred. Hvor mange år det formentlig kostede af mit liv osv. Jeg kunne ikke pege på bestemte årsager, men jeg kunne konstatere, at der ofte gik flere dage, hvor jeg kun fik sovet et par timer eller mindre om natten. Jeg forsøgte mig med forskellige tiltag: Meditation, phernagan, sovepiller, små doser af cipramil m.m. Men problemet med især det første, som muligvis havde den bedste virkning, er jo, at du bevarer et fokus på det, der gerne skulle fungere af sig selv. Det er ikke meningen, at du skal tænke over, om du kan falde i søvn. Du skal jo bare sove. Søvnproblemets catch 22, om man vil.

***

Dårlig søvn avler dårlig søvn, og hvad stiller du så op? Jo, du kan jo fx begynde at skrive digte. Også selvom du fastholder sig selv i den onde cirkel ved at gøre det. Dér lå jeg på en sølle madras i gæsteværelset udstyret med Theis Ørntofts Digte 2014 og et noteshæfte. Min bedste ven var et stankelben, der kæmpede for sit liv ovre i hjørnet. Også den var i øvrigt endnu en stressfaktor. Også den ventede som jeg udelukkende på apokalypsen. Men uanset så blev det til nogle linjer.

Det er ikke for alle, at skrivningen virker. Og det er ikke alle, der bruger det at skrive som en måde at arbejde sig igennem kriser på. Jeg ved heller ikke, om det virkede. I flere år vægrede jeg mig en del ved at beskæftige med mig de tekster, der var skrevet dernede eller måske rettere derude i mørket. Klokken 2.13, 3.34 eller 5.55 med udsigten til Bredgades oplyste tomhed. Man taler om at være ”ved siden af sig selv”, men når man taler om det, så ved man, at man er det. Når du derimod mangler søvn, så ved du ikke selv, hvor du er. Du føler dig flækket og porøs som dårlig autofiktion. Især om morgenen, når lyset kommer. Det hjælper at gå ud. At lade lyset og luften gennemstrømme dig. Måske især fordi du dér bliver til ingenting, usynlig og ikke længere helt så synlig for dig selv. Men om natten er du selvoptaget, vanvittig og tænker dumdristigt, drag dog ånde som dit dumme digt.

***

Well, det blev til nogle linjer. De er skrevet under møje og besvær. Jeg kaldte dem i lang tid for Mand mand. Søvnen som en mand mand situation. Udtrykket er jo plat og velkendt fra fodboldens verden. Det afspejler uden tvivl det, man med et akademisk udtryk vil kalde en hegemonisk maskulinitet, men søvnproblemer er hverken kønne eller kønnede, og det hjælper heller ikke meget at tackle igennem med flotte vers, hvis du vil tilbage til drømmene igen. Desuden opdagede jeg sent, at forfatteren og sangskriveren Jesper Jensen havde udgivet en digtsamling med det navn i 1979, og det afgjorde definitivt sagen. Men den oprindelige titel havde måske noget ironisk over sig, og så alligevel ikke. For kan en mand mand situation i dag også opfattes anderledes? Her tænker jeg ikke nødvendigvis maskulinitetskrise, men at mænd møder kriser, og at de måske ikke altid har de fornødne redskaber til at finde en vej ud af dem igen. Eller hvis ikke en vej ud, så i hvert fald en måde at orientere sig på, imens de står på. Hvis du ikke taler om det, så går det nok væk, og i morgen er der atter en chance for at hoppe på søvnens tog. Hey, også i dag giver jeg en ensom omgang til alle.

 

 

 

***

Jeg sover stadig dårligt indimellem. Min psyke er åbenbart ikke bygget til at sove. Især ikke når jeg har travlt, og min hjerne bliver til en indbakke med ulæste mails. Men jeg falder i søvn, og det er en kæmpe forskel. Dengang var det hverken psykolog eller digte, der hjalp mig ud af problemerne, selvom jeg burde have rakt ud. Det, der gjorde en forskel, var, at min bror pludselig fik konstateret kræft i bugspytkirtlen. Her blev jeg for alvor revet ud af mine delvist selvskabte kvaler og søvnens onde mand mand situation, ud af det som mange sikkert vil kalde First World- eller ligefrem luksusproblemer, men så alligevel slås med hver dag. 

 

Derefter gik der nogle år. Min bror døde, og jeg fik lejlighed til at vende tilbage til de linjer, som jeg i sin tid blev vendt i. Og efter et feltstudie i forbindelse med mit arbejde på Brønderslev Forfatterskole, hvor jeg igennem tre dage havde observeret nogle ret så fantastiske unge mennesker skrive på livet løs, fik jeg lyst til at tage dem op igen, linjerne. Jeg ville melde mig ind i klubben, være en del af et sådant skrivende fællesskab, som jeg med misundelse havde betragtet på skolen. Jeg ville vise mig som det skrivende menneske, jeg også er, gerne i vers. Desuden var der jo det her lokale forlag, som lavede smukke, simple bøger, og hvor flere af mine helte var udkommet. Det aarhusianske forlag Herman og Frudit. Tænk, hvis man kunne udgive digte dér og i øvrigt blive en del af den poesi, der udkommer på små forlag overalt i Danmark drevet af passion og ren panegyrisk kærlighed til litteraturen.

***

 Nu er det så blevet til en bog. Den hedder heldigvis ikke længere Mand mand, men derimod ensom omgang. Titlen er taget fra et af versene i bogen: ”sandheden er en ensom omgang med det trivielle”. Jeg ved ikke, om der ligger en livserfaring gemt i det. Det er op til den enkelte at afgøre. Men det trivielle kan være ensomt, hvis man ikke deler det med nogen. Ja, det trivielle bliver netop trivielt uden nogen at dele det med. Men heldigvis er jeg ikke en af de mange mænd, der figurerer i statistikkerne over selvmord og levealder. Jeg har mennesker omkring mig, nogen der elsker mig, også selvom jeg til tider har haft svært ved at elske mig selv. Livet kan være en ensom omgang.

 

At skrive digte er ikke løsningen. For mig var det med til at fjerne mig fra det, der betyder noget. Du sætter dig selv udenfor døren, måske endda udenfor universet. Du betragter livet udefra. Det kan der komme nogle gode linjer ud af. Men det er ikke noget, som jeg vil anbefale nogen at gøre. Lyt hellere til Elton Johns ”Rocket Man”, Bruce Springsteens Nebraska eller identificér dig bare en lille smule med Cooper fra Interstellar, når han tager afsked med sin datter Murphy og senere med Dylan Thomas’ ikoniske digt ”Do not go gentle into that good night” i røven farer ud i de sorte huller for at finde sig selv i endnu en mand mand situation. Eller du kan jo også vælge at læse mine nyudgivne digte. Der er faktisk andre mænd, der har været derude i mandemørket før.

 

 

                                                                                                                                            Stefan Kjerkegaard, forfatter til ensom omgang, der udkommer 10/5 på det aarhusianske forlag Herman og Frudit.