Dengang i 1990, cirka et år inde i
min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede
langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har
taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede.
Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg
roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra
dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er
dateret 16. juni 1990.:
1990 et sted, langt
væk
et årti
alt står stille, musikken, hjerterne
og smerterne
udvider horisonten men mod et spejl
forvrængede spejlbilleder sendes
som et ekko, som et tegn
ser i billeder
læser i kroppe
drikker, spiser, sluger fremtiden
nøgent
bevægelser fra mennesker
lyder af maskiner i en uduelig fabrik
undertoner forvirrer i en stadighed
mit sinds åbne kanaler –
paradisets veje til de nedskrevne ord
men
1990 et sted langt
væk
på jorden, levende
SK
16. juni 90
Hjerterne, smerterne. Ja, det skal jo med. Men det er ret underligt at blive
konfronteret med sig selv anno 1990. Og I må undskylde at mit oplæg i dag
bliver en smule selvsmagende. Eller i hvert fald selvoptaget. En slags
selvfremstilling om I vil. En slags ”Under vejr med mig selv”, idet jeg har
tænkt mig at udfolde, ja præsentere min vej fra en lidt mærkelig, muligvis
fantasifuld og indesluttet dreng fra landet til akademiker på Aarhus
Universitet. Anledningen er dagens
tema ”Natten”.
I virkeligheden handler det måske
bare om, at der var så satans mørkt derude på landet, hvor kragetæerne vender,
og jeg tilfældigvis voksede op. Den eneste måde at skabe lys på var ved at
skrive digte. Så utroligt mange gange har jeg stået derude ved et stoppested,
indfældet i det totale verdensmørke, og ventet på en bus. Nummer 105 der kunne
køre mig ind til byen. Man fik et chok hver gang. Det handler ikke bare om, at
bussen lyser på dig, ja flænger det mørke, du står i. Det er også som om, at du
helt glemmer dig selv derude i mørket og igen og igen bliver overrasket over,
at du stadig findes.
Men digtene skyldtes også andre ting end mørket ude på landet. Allerede i 1. g. stødte ind i noget andet. Og her taler jeg
stadig om det første. Den første nat.
Den anden nat, natten i natten,
vender jeg tilbage til om lidt.
Den første nat er noget, man møder,
hvis man fx læser danske digte fra 1980erne. Her tænker jeg især på mine
allerførste litterære helte: Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge.
Og indrømmet: Det var forbundet med
stor nostalgi at pille disse to digtsamlinger ned fra hylderne. Blot deres
udseende, deres lugt. Så mange minder. Prøv at se denne Strunge-bog. Der er så
uendeligt meget på spil. Bare omslaget.
”NATTEN SLUKKER MED SIT MØRKE
DEN BRÆNDENDE SOMMERDAG
VARME SOVER MENNESKENE VIDERE
GENNEM ET STYKKE AF LIVET”
(Strunge 75)
Afsked
Snart maser nattens gletcher
parkerne tomme –
kroppene drejer mod kulden
spredes i gadernes væv
forsvinder i lygternes faldende
hvidt;
genkender ikke hinanden
i lukket november.
(Thomsen 55)
Formentlig var det mødet med digte
og digtere som disse, der gjorde, at jeg selv begyndte at skrive. Men også at
læse litteratur. Eller jeg tror i hvert fald, at det begyndte på den måde.
Først skrev jeg, derefter læste jeg. Men den slags er jo som hønen og ægget,
som I sikkert ved.
I hvert fald var jeg overbevist om,
at jeg skulle være digter. Da jeg begyndte at læse Nordisk i 1995, tre år efter
min studentereksamen, var det ikke med henblik på at blive litteraturforsker
eller lektor. Men udelukkende for at blive set og måske ad denne vej blive en
mere oplyst forfatter. Det gik sådan nogenlunde, og jeg debuterede faktisk også
i Hvedekorn (3/96) i 1996, efter at
det var blevet overtaget af Annemette Kure Andersen efter Poul Borum. Det lød
fx sådan her i et af de kortere digte:
”Jeg er lytteren under bogstavernes
spejl,
hvid som knuste kodimagnyler, opløst
i mørkets varme blodåre, hvor en flod
venter på min krop, der bare flyder
og
flyder helt ind i armene på dig – min
elskede.”
Alt for 90er-thomsensk, hvis I spørger mig i dag. Men, skal det siges til mit forsvar, jeg var langtfra den eneste, der lød sådan dengang.
Indtil videre havde jeg og
har jeg kun beskæftiget mig med den første nat. Det fandt jeg ud af i løbet af
studierne fra 1995 og frem på Nordisk-studiet i Odense. At der var en forskel
mellem den første og den anden nat. Og at den første nat i
virkeligheden slet ikke er den mest interessante af de to. Det er derimod den
anden nat.
Det var den franske forfatter og
tænker Maurice Blanchot som i et essay om inspirationen lavede denne
distinktion mellem den første og den anden nat. Blanchot var den vildeste. Det vildeste. Blanchot var punktummet,
når man var færdig med Jacques Derrida. Han var det sorte hul bag alle
stjernerne: Roland Barthes, Gilles Deleuze, Michel Foucault. Den dunkleste og
mest utilnærmelige af alle de utilnærmelige. Der findes ifølge sagnet kun
ganske få fotos af manden. Her er han fotograferet ved siden af Emmanuel
Levinas:
I essayet om inspirationen og den anden
nat, skriver Blanchot:
”I natten er alting forsvundet. Det er den første nat. Der
nærmer fraværet, stilheden, hvilen og natten sig. […].
Men
når alting er forsvundet i natten, kommer dette ”alting er forsvundet” til
syne. Det er den anden nat. Natten er
tilsynekomsten af ”alting er forsvundet”. Natten er det der fornemmes når
drømmene erstatter søvnen, når de døde drager forbi dybt inde i natten, når
nattens dyb kommer til syne i dem der er forsvundet. Syner, spøgelser og drømme
er en hentydning til denne tomme nat. Det er Youngs nat, dér hvor dunkelheden
ikke kan blive dunkel nok, døden aldrig død nok. Det der kommer til syne i
natten er natten der kommer til syne, og det sælsomme kommer ikke kun fra noget
usynligt der lokkes frem i ly af og på foranledning af mørket: det usynlige er
altså noget man ikke kan lade være med at betragte, det uophørlige der lader
sig se.” (95)
Pludselig blev alting vendt på
hovedet. Nu var det ikke længere Strunge og Thomsen, som havde fat i den lange
ende. Det havde Blanchot derimod. Eller han havde i hvert fald fat i mig.
Om der var tale
om inspiration, er jeg stadig i tvivl om, og når jeg genlæser Blanchot i dag,
tænker jeg, at det er langt ude. Men dengang i midten af 1990erne handlede det blot
om at klø på. Hvis bare jeg læste det grundigt nok, bildte jeg mig ind, ville
jeg også forstå.
-->
”En fransk filosof ved navn Blanchot havde skrevet om det, og
jeg læste hans essay om Orfeus, hvor der stod at kunsten var en magt der fik
natten til at åbne sig, men at det er Eurydike han vil have, og at hun var det
ypperste kunsten kunne opnå. Eurydike var den anden nat, skrev Blanchot.
Disse
tanker var for store til mig, men jeg blev trukket mod dem og forsøgte at tænke
dem igennem, betvinge dem, gøre dem til mine, uden at det lykkedes, jeg så på
dem udefra og vidste at deres fulde betydning undslap mig. Give det hellige
tilbage til det hellige? Nattens nat? Hovedfiguren genkendte jeg, det der
opstår og forsvinder i samme øjeblik, eller tilstedeværelsen af både det ene og
det andet der ophæver det første, det var en figur jeg havde set i mange
samtidige digte, og jeg fornemmede også et specielt sug fra tankerne om natten,
den anden nat og døden, men så snart jeg forsøgte at tænke selvstændige tanker
om det, altså træde uden for den form tankerne blev fremstillet i, blev det
banalt og dumt. Det var som med bjergbestigning, foden skulle sættes præcis der
eller der, hånden gribe præcis der eller der, ellers stod man enten helt stille
eller også mistede man grebet og styrtede ned i afgrunden.
Det
højeste er det der forsvinder når det bliver set eller forstået. Det var kernen
i myten om Orfeus. Men hvad betyder det?
Når
jeg sad på læsesalen, som var gammel og osede af dunkelhed, og læste Blanchot
om eftermiddagen, opstod der en helt ny følelse i mig, noget jeg aldrig havde
følt før, en slags enorm overgearethed, som om jeg befandt mig lige i nærheden
af noget enestående, blandet med en lige så enorm utålmodighed, jeg blev nødt til at komme derhen, og de to
følelser var så modsætningsfulde at jeg både ville rejse mig og løbe råbende og
sidde helt stille og læse videre. Det mærkelige var at rastløsheden for gennem
mig når jeg læste noget godt, som jeg forstod og tog til mig, det var som om
det simpelthen ikke var til at bære. Ofte rejste jeg mig og holdt en pause, og
mens jeg gik gennem gangene og op ad trappen til kantinens anden sal, blandede
det overgearede og det utålmodige sig med den spottende mund i bevidstheden,
den der handlede om at jeg gik derhen alene, og sådan, med det indre i et
vildt, uforklarligt oprør, købte jeg en kop kaffe og satte mig ved et bord og
forsøgte at fremstå så ubesværet som muligt.
Viljen
til at tilegne mig viden rummede også noget panisk, i pludselige og
forfærdelige indsigter forstod jeg at jeg egentlig ikke vidste noget som helst,
og at det hastede, jeg havde ikke et sekund at miste. Farten i det var det
næsten umuligt at tilpasse den langsomhed som læsning krævede.” (296-97)
Som man kan høre her i uddraget fra
Min kamp, handler det ikke kun om at
forstå. Det handler i ligeså høj grad om, hvad bøger og Blanchot gør ved én.
Bevidstheden om at være i nærheden af noget vigtigt. Noget der kan ændre dit
liv. ”Du mußt dein Leben ändern”, som der står i slutningen af den tyske digter
Rainer Marie Rilkes digt ”Arkaisk torso af Apollon”.
Måske vidste Blanchot dette, da han
skrev om den anden nat? Dvs. essayet er ikke skrevet for at blive forstået, men
for at inspirere. Han kendte formentlig unge litterære mænd som Knausgård og
Kjerkegaard bedre, end de kendte sig selv dengang i 1990erne. Han kendte dem
fra sig selv. Det, som man derfor lærer ved at læse (og igen og igen blive
udstødt af) essayet, er, at inspiration ikke kun handler om at forstå. Det
handler også om ikke at forstå. Som
læser er man nok ofte på randen til at forstå. Men ikke på randen til at forstå
essayet, snarere på randen til at forstå sig selv. At opleve et litterært
gennembrud. Den form for ”poesi” som Blanchot i virkeligheden talte om.
Men okay, som den akademiker jeg jo
alligevel også er (blevet til), læste
jeg desuden det essay, som jeg allerede havde googlet frem af Dorthe Jørgensen
omkring Blanchots anden nat. Heri skriver hun:
”Den anden nat, som
er nattens væsen, kommer [… ] til syne som tomheden, der opstår, når alting
forsvinder i den første nat. Denne anden nat er det helt andet, og den manifesterer sig hverken som død eller glemsel,
men derimod som en søvnløs mumlen.
Ifølge Blanchot er dette at ligge
vågen og lytte til den søvnløse mumlen uden at tage noget hensyn til
morgendagen det samme som at opleve inspirationen. Idet man overgiver sig til
stemmerne i mørket, er man ikke mere i den første nat, men betragter nu den
anden nat, som er den egentlige nat: det inspirerende vanvid, der manifesterer
sig som en stadig mumlen.” (53)
For et par år siden, da jeg lige
var blevet lektor, løb jeg ind i en gevaldig fyrreårskrise. Pludselig stod jeg der
med udsigten til resten af mit liv. Mere gentagelse og ingen fremtid. Det gav
mig, hvis ikke ligefrem grå hår, så i hvert fald mange søvnløse nætter. Når jeg
lå der i mørket og ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv, begyndte
jeg faktisk at skrive digte igen. Jeg skrev ikke digtene for at holde mig
vågen, jeg skrev dem for at falde i søvn.
Enhver, der har oplevet at lide af
søvnløshed, ved, hvor slemt det kan være. Man lever i en parallelverden, men
den er ikke parallel med verden. Den er det eneste, man har. Men man fornemmer
konstant noget andet, og den der fornemmer noget andet, bliver det andet, uden
at være det.
Jeg var med andre ord tilbage i
mørket fra min barndom. Men det var ikke længere den første nat. Det var den
anden. Jeg stod og ventede på en bus, der aldrig kom. Eller som allerede var
kørt. Et af de digte, som jeg skrev i den periode, lyder sådan her. Det vil jeg
afslutte mit oplæg med at læse op fra:
I mere end ti
år skrev jeg ikke digte
livet passede
mig, du ved, børn og nødvendighed
men så kom det
tilbage som en anden ungdom
det samme igen,
fyrre år frem, fyrre år tilbage,
efterlod mig
søvnløs, fortabt og ensom på grund
som vi alle i
grunden er
uset og udenfor
kærlighedens rækkevidde
derude i
sproget hvor ingen pludselig ved
hvordan det er
at være mig
som denne
teksts slørede selvportræt
alene iagttaget
af alle de andre store dyr.
Litteratur:
Maurice Blanchot (1994), Orfeus’
blik og andre essays, Samlerens bogklub.
Dorthe Jørgensen (2001), ”Poetisk vanvid. I anledning af
Maurice Blanchots “Atheneum””, Slagmark
nr. 32, 45-59.
Karl Ove Knausgård (2012): Min kamp, femte bind, Lindhardt og Ringhof.
Michael Strunge (1990): Ud
af natten, Borgen [1982]
Søren Ulrik Thomsen (1991): City Slang & Ukendt under den samme måne, Vindrose.
