Dengang i 1990, cirka et år inde i min gymnasietid i Horsens, begyndte jeg pludselig at skrive digte. Jeg boede langt ude på landet og kommer fra en familie, hvor det kun er få af os, der har taget en studentereksamen. Jeg ved stadig ikke helt, hvorfor det startede. Heller ikke hvordan. Ingen læste eller læser digte i min familie. Men når jeg roder i mine gemmer, dvs. de ganske få ting, som jeg har gidet at gemme fra dengang, finder jeg fx følgende digt. Eller i hvert fald følgende tekst. Den er dateret 16. juni 1990.: 1990      et sted, langt væk et årti alt står stille, musikken, hjerterne og smerterne udvider horisonten men mod et spejl forvrængede spejlbilleder sendes som et ekko, som et tegn ser i billeder læser i kroppe drikker, spiser, sluger fremtiden nøgent bevægelser fra mennesker lyder af maskiner i en uduelig fabrik undertoner forvirrer i en stadighed mit sinds åbne kanaler – paradisets veje til de nedskrevne ord men ...