Spørgsmål om tendenser i dansk litteratur ifm. min eksamen

Kære Stefan Kjerkegaard,

Jeg skriver til dig i kraft af din beskæftigelse med litteratur, fordi jeg er ved at skrive en eksamensopgave på Københavns Universitet i kurset Kulturformidling. Opgaven handler i bund og grund om debutanter, tendenser og redaktionsprocesser på hhv. Gladiator og Gyldendal. Jeg har et par spørgsmål, som jeg håber, du har tid og lyst til at hjælpe mig med at svare på. Hvis du er travl, så kan et kortfattet svar eller et svar på bare ét spørgsmål også være til stor hjælp:

• Hvilken udvikling har du evt. bemærket i forlagsbranchen og i litteraturen i den tid, du har beskæftiget dig med området?

Mange små forlag er dukket op samtidig med, at de store har fået det vanskeligere. Da Borgen lukkede for nogle år siden, var der nok mange, som var nervøse for den smalle litteratur, især digtene. Men jeg synes faktisk, at der har været masser af gode initiativer lige siden, og at fx Gyldendal stadig løfter sin del af ansvaret.

• Hvilke tendenser ser du i hhv. Gladiators og Gyldendals udgivelser (måske især hos debutanter)?

Det er svært at svare samlet på, synes jeg. Men måske en opløsning af de klassiske genrer og en udfordring af bogformatet. Det kunne være Josefine Klougarts “roman” New Forest eller Amalie Smiths underlige poetik Et hjerte i alt på Gyldendal. Ang. debutanterne, så er de ikke så forskellige, synes jeg. Men jeg har ikke 100% overblik over dette.

• Ser du nogen forskel i de to forlags (udvikling af/tilgang til) forfatterskaber og i deres udgivelser? Hvilke?

Gladiator har jo den her ide om mere ejerskab og kontrollen tilbage til forfatteren, tror jeg. Det kommer der sikkert mere af i fremtiden. Dvs. at forfattere ikke har brug for et kæmpe apparat i ryggen som Gyldendal, men at de for få midler stadig kan lave flotte og professionelle bøger. Det handler også om en udvikling inden for bogtrykkerkunsten, altså at det er blevet meget nemmere og billigere at lave bøger selv, fx på Lasertryk og andre steder.

• Har du et bud på, hvem der udgør 'eliten' i dansk litteratur og i det litterære miljø lige nu? Det være sig personer såvel som institutioner eller steder.

Generelt er dette her med eliten en lidt dum måde at anskue tingene på, men der er ingen tvivl om, at nogle forfattere er mere toneangivende end andre. Det kunne være forfattere som Asta Olivia Nordenhof, Olga Ravn og Caspar Eric. Jeg tror dog ikke, at nogle af disse føler sig som en elite. Det handler mere om, at de er kløgtige, har skrevet gode værker, der rammer noget i tidsånden, de har noget på hjertet og så er de aktive på de sociale medier. Deres talent og deres værker berettiger dem til at være toneangivende. Det har jo ikke nødvendigvis noget med elite at gøre. Snarere noget med Janteloven at gøre. Så det handler om, at det, de siger, ofte er interessant, og at det handler om vores tid. Jeg er ikke altid enig med dem, men jeg lytter, når de siger noget, fordi jeg også er interesseret i vores samtid.

• Hvilke generelle tendenser/trends/strømninger ser du i dansk samtidslitteratur?

Jeg har lige udgivet en bog Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet, hvor jeg har skrevet en del om dette. Desværre er det sådan, at en bog som denne stort set ingen opmærksomhed får. De såkaldte bog- og litteraturtillæg anmelder ikke bøger med et Lixtal på over 50 og slet ikke, hvis de er skrevet af en, der ikke kommer fra KU. Men på bagsiden af bogen, står der:

Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur sigter ikke efter en mere radikal eksponering af forfatterens identitet, men derimod efter en litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser.

I stedet for at anse det menneskelige, fx i form af det private, som en æstetisk svaghed eller for et spørgsmål om fiktion eller fakta, anser bogen det her for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen. Det private kommer ofte til udtryk som en form for menneskelig plet eller plamage. En blottelse, til tider endog en selvstigmatisering, hvor selvfortællingen ikke hænger sammen. Der er tale om en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, som litteraturen gør, snarere end i det, den siger.

I den nye danske litteratur af eksempelvis Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen oplever man at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kræver en hensyntagen til selve læsningens situation: At et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser, men inden for et litterært system der er blevet medialiseret. Det betyder, at et litterært værk i dag ikke bare er bogen eller teksten, men snarere den intervention, som en litterær tekst iværksætter, eksempelvis i en bog. 

På forhånd tak for din tid.

Mvh.

 

XX

Tomas Espedals popularitet i Norden

Jeg blev spurgt om jeg ville medvirke i en form for enquete, der skulle handle om Tomas Espedals popularitet i Norden og udgives i Vagant. Desværre blev det ikke til noget, men her er min svar på spørgsmålene anyways:

• Hvordan og hvorfor er Tomas Espedals forfatterskab blevet så populært i Norden?

Tomas Espedal var jo allerede et navn inden Knausgård, bl.a. pga. Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv, men Knausgård havde og har også haft en effekt på den efterfølgende popularitet. Skal man forsøge at gisne om, hvorfor Espedal måske allerede inden Knausgård havde en vis skandinavisk succes, så kunne man pege på, at Espedals forfatterskab allerede dengang var tværskandinavisk. Han havde helte i Danmark, fx Klaus Høeck, men også helte og litterære forbilleder i Sverige: Stig Larsson og Kristian Lundberg blandt flere. Så hans litterære relationer og rødder var meget mere end norske funderede. 

• Hvorfor er det interessant at læse om forfatterens eget liv?

Jeg ved ikke, om det er interessant at læse om forfatteres liv. Det er interessant at læse om andre menneskers liv, uanset om de er forfattere eller ej. Forfattere er så de bedste til at beskrive dette liv, hvis du spørger mig. Hos Espedal er tiltrækningen helt klart, at han forsøger at leve et litterært liv. Hvad det så end vil sige? Men tag nu fx ideen om at opsøge de steder, hvor en særlig litteratur er blevet til, fx Petrarcas digte om Laura. Eller ideen om at skrivning er noget fysisk, et arbejde, en boksekamp. Espedal konkretiserer litteraturen, materialiserer den, inkarnerer den. Det bliver vanskeligt at sige, om det er litteraturen, der skaber ham eller omvendt. Og hans måde at materialisere litteraturen på lever på mange måder op til vores ofte romantiske forestillinger om, hvad en forfatter er, og hvad litteraturen bør indeholde. Her står han i modsætning til fx Claus Beck-Nielsen, der snarere forsøger at dekonstruere og afmaterialisere forfatterrollen, men med den effekt, at ingen eller kun få kan identificere sig med projektet. Det er nemmere at identificere sig med Espedal og Knausgård, fordi deres forfatterroller bygger på klarere konventioner. Det betyder dog ikke, at deres litteratur er konventionel. De skriver sig ind i myterne om deres eget liv, og den aura det skaber, smitter af på dem, der læser dem. Især er det sådan for Espedal. Espedal er et sted, man går hen. Eller et sted man går ind i. En litterær tilstand. Men det er sigende for Espedal og dem, der læser hans bøger, at de på en romantisk måde bliver tiltrukket af litteratur, der blev skrevet dengang ‘litteraturen' slet ikke eksisterede. Altså litteratur skrevet før romantikken, fx Petrarca eller Pierre Abélard.

• Espedal skriver autofiktivt. Er det en væsentlig begrundelse for bøgernes succes?

Autofiktion er et ofte misforstået begreb. Måske kan man sige, at der findes ‘autofiktion’ i en mere journalistisk forstand, hvor det hele handler om faktatjekkeri, og så findes der ‘autofiktion' i litteraturteoretisk forstand, hvor det handler om sætte ord på en ny form for selvbiografi, ja måske en ny måde at opfatte identitet på. Det sidste er i mine øjne mest interessant. Her er autofiktion ikke en undskyldning for at fiktionalisere sit liv, eller en reklametekst, men snarere et forsøg på at nå en sandhed, som er større end den, der knytter sig til selvbiografien. En æstetisk sandhed, om man vil. Man kan også bare kalde det en særlig romangenre, hvor der er navneidentitet, men ikke nødvendigvis empirisk identitet mellem forfatter, hovedperson og fortæller. Det er nemmere, men ikke så interessant. Så måske man kunne tale om, at selve undersøgelsen mellem navneidentitet og empirisk identitet er en sandhedsproces i autofiktioner og ikke bare et spørgsmål om henvisning til konkrete personer og begivenheder eller ej. Men jeg synes kun, at begrebet er relevant ift. Espedal, hvis man anvender det mere nuanceret. For ligesom i poesi er Espedals prosa jo også en undersøgelse af sproget selv. Dermed er spørgsmålet om det selvbiografiske ikke stillet i forgrunden i hans værker. Det er ligeså interessant/ uinteressant at spørge om Espedals værker er selvbiografiske eller ej, som det er at spørge til digte og digtsamlinger, om de er det eller ej. Så mit svar er både ja og nej.