Det er ofte ilten udenfor der redder min morgen og måske mig ovenpå de mange timers ublide søvn, fylde lungerne med liv og fx tænke på hvor kort det er, hvor lidt man når, hvor uendeligt små vi allesammen er. Sådan noget man tænker på, du ved. når man står i oktobers kolde morgenluft og den trækkes ind og senere trækker mig ud. Det er svært at slippe drømmene fra i nat, hækken brændte ved min fars hus og senere var det selve huset. Det tænkte jeg også på, da jeg ristede toastbrødene her til morgen og jeg pludselig savnede det tarvelige motel i Monterey, hvor mere en firs brandmænd var indlogerede fordi der var skovbrand lidt nord for Big Sur. Hvad der var tåge og hvad der var røg var umuligt at se, men om aftenen kunne man skimte flammernes lys gennem det grå og vi kunne stå der i sommerkulden og samtidig tænke på den varme der var længere inde i landet og måske derhjemme. Hvad ved jeg? Jeg må hellere sende Arthur af sted han er som sædvanlig lidt sent på den...
