Still fra dokumentar om David Bowie på DR2. Dengang i Berlin, Hansa Studios, Heroes osv., hvor alting lod sig gøre på trods af en mur. Led nok skæg alligevel.

(efter en anekdote fra Stefan I) Selvom Elvin havde hørt om David Bowies helt specielle brug af mikrofonerne under indspilningen af ”Heroes” i Berlin, lod han sin stemme konfiskere på en ganske normal måde, da bandet The Hölderlins lavede et demobånd. Bowie derimod havde placeret mikrofoner med en passende afstand længere og længere ude i studiet, sådan at jo mere han skreg, jo mere kom der med – fra alle kanter, så at sige. På denne måde formåede han at give desperationen lyd i mere end en forstand, men også at udnytte den minimale forskel der naturligt vil være imellem mikrofonerne; det tomrum der nødvendigvis skal fyldes, når man nu har det, som Bowie havde det sidst i halvfjerdserne. Forskellene mellem mikrofonerne hører man tydeligt i nummeret – som en næsten ubærlig og noget elektrisk interferens. Effekten gør rummet, hvori Bowies stemme lyder, mindre og særdeles klaustrofobisk, det opfanger og griber ham uanset, hvor højt han skriger. Men det bærer ham også oppe i en euforisk ly...