"Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde. Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste" (Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv . Et Tilbageblik København 1943, 180-181)

Jeg føler mig på mange måder anfægtet af Christina Hagens projekter og synes jo først og fremmest, at hun er en stærk forfatterstemme blandt den nye generation, som man bør tage alvorligt.  Det gør jeg så. Men når jeg læser hendes poetik-agtige tekst "Writting in English", der er en poetik i forhold til bogen Boyfrind , har jeg alligevel på fornemmelsen, at hun forsøger at forene to ting i et muligvis utopisk projekt. På den ene side det mere politiske, sympatien med dagplejemoderen fra Vejle, på den anden side det sproglige, fascinationen af det tomme sprog.  Det som i Boyfrind bliver repræsenteret af Hagens såkaldte Beverly Hills 90210-engelsk. Man kunne også sige det lidt anderledes, nemlig at Hagen gerne vil forene dagplejemoderen med sig selv gennem Stéphane Mallarmé. Det vanskelige ved projektet er måske ikke så meget Mallarmé, som det er dagplejemoderen. For vil dagplejemoderen til eksempel føle sig "rigtigt" repræsenteret ved det dårlige engelsk eller...