Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter

-->

Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter, ville jeg overveje at tale mine andre, yngre feministiske forfatterkolleger stik imod. Eller måske ikke stik imod, men i hvert fald ikke lade min tavshed være udtryk for et rent samtykke. Er det virkelig sådan, at mit køn og mit hverv og de to tilsammen bedst bliver repræsenteret, ville jeg tænke? Jeg ville også tænke, at hvis Judith Butler kunne læse dansk og dermed følge med i den danske feminisme-bølge lige nu, ville hun utvivlsomt mene, at man burde besinde sig. Tonen er til tider militant. Det er sådan set fint nok, men det ærgerlige er, at den i sin militanthed også ofte ender med at være et retorisk og lidt tankeløst pragtstykke – ikke uden humor og gerne tilsat en dosis fiktionalitet, som man skal være litterat for at afkode. Med alle disse retoriske midler bekæmper man imidlertid så mediernes påståede ”fasttømrede billede” af yngre kvindelige forfattere, men egentlig blot for at bekræfte et andet efterhånden ”fasttømret billede” og modefænomen, som medierne også higer efter at give stemme for tiden: Den underholdende militante feminisme blandt de yngre kvindelige forfattere. Det er hverken opstand eller modstand, men medløb i tidens toneklang. Man træder ikke ud af mediernes logikker, som er den største bagvedliggende kraft, når det gælder ”fasttømrede billeder”, men bekræfter dem bare i endnu højere grad. Tonen er således i visse tilfælde blevet mere og mere skinger og ligner til tider et rent overbud i bestræbelsen på at vinde…. og vinde hvad? Tjah, måske bare lydhørhed i medierne.

Således er både billedet af  den yngre kvindelige forfatter og mænd i al almindelighed yderst fortegnet for tiden i det danske litterære landskab. Som om det er nemmere at være smukke Yahya Hassan, mediernes Aladdin, eller Karl Ove Knausgård, den mest sexede mand i Norge, eller Jonas Hassen Khemiri, eller hvem har vi. Det er ikke nemt at være nogen, som Dan Turèll engang skrev det. De andre har jo altid en forestilling om, dog ikke patent på, hvordan man kommer til udtryk. Præcis det ville Butler også sige. Det er i virkeligheden den dybere pointe. Og ja, det var feminismen, der lærte os, også os mænd, at vi ikke er, men gør vores identitet, og at denne gøren er bundet op på diskurser, der altid findes i forvejen. Dem skal vi bekæmpe, hvis vi ikke bryder os om dem, men de findes og for begge køn.

Men ak og ve. Jeg er desværre en mand. Jeg ved, at jeg ikke har mandat til at sige det, som jeg lige har sagt, især blandt dem som jeg gerne vil have til at lytte. Men jeg er også feminist, og blandt mine medfeminister savner jeg den sproglige sårbarhed, Butler plæderer for, og som kendetegner og skaber en etisk forbindelse mellem alle mennesker, kvinder så vel som mænd. Det var bl.a. det som Amalie Smiths kloge bog I civil lærte mig, med sine referencer til Butler, eller det som Ida Marie Hede taler om her.

Men hvad kan man så gøre? Jeg ved det ikke, men det forekommer mig, at man fx kan tage ved lære af historien, og når jeg nu ikke kan sige det, kan jeg jo finde en anden til at sige det for mig. Suzanne Brøgger har til eksempel i mine øjne gennemspillet hele repertoiret mere elegant, end det bliver gennemspillet nu. Jeg tænker tilbage på prosastykket ”Brev til en ung kvindesagskvinde” fra Kærlighedens veje og vildveje, hvor Brøgger opfordrer alle til at være utro og i øvrigt formulerer nogle af sine tanker sådan her:

”Du taler om mandsamfundet, der ”undertrykker”, om kvinden der ”aldrig realiserer sig selv” om at ”mandens og børnenes udvikling sker på bekostning af kvindens”. Det er nok sandt. Men ikke sandt nok.  […] Du er undertrykt – ikke fordi du mangler muligheder – men fordi du måler epokens retfærdighedssans og udviklingsmuligheder ud fra de svageste, de mest underkuede, de der står lavest i det sociale hierarki, du ikke tror på, men som du foregiver at bekæmpe. Hvorfor egentlig ikke anskue epokens udviklingsmuligheder ud fra de overskridende handlinger og fantasifulde udspil, som de mindst underkuede giver udtryk for – for eksempel gennem kunsten.

Thi verden ændres ikke af produkter af systemet, men af dem, der holder op med at være produkter for at blive mennesker, og derfor gælder det om at skabe sig i udtrykkets egentlige forstand, hvilket betyder at tage begærs-sfæren bogstaveligt uden hensyn til samfundets krav eller forventninger udefra.”

Skål.

Den endeløse sommer

Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genkender man Odense, fx Café Biografen ved Brandts klædefabrik (115), som et omdrejningspunkt for en del af begivenhederne.

Forfatteren har transformeret sig til en fortæller, der på sin vis hverken har et køn eller en identitet eller i givet fald kun midlertidige af slagsen. Litteraturen er lykkelig befriet fra den slags. Alt er således set fra litteraturens perspektiv, også det liv der er blevet levet. De utopier, begivenheder og revolutioner, der i de forrige (store) beckwerksromaner, omtales i fremtid, er nu fortid. Nielsen ser tilbage i stedet for frem, men han har på sin vis placeret sit selv og sit liv i utopien, om man så kan sige. Han er blevet til litteratur, til tider endog en upålidelig fortæller, der her som Sheherazade (og Karen Blixen) holder døden hen i et sprog, der imiterer blandt andet Marguerite Duras. Dermed fortsætter også denne roman én af de bestræbelser, som en forholdsvis ung Claus Beck-Nielsen allerede skrev om i forbindelse med udgivelsen af Claus Beck-Nielsen 1963-2001. En biografi. I en kritisk replik til Lars Bonnevie skrev Nielsen dengang:

”I museet og galleriet tjener de hvide vægge ikke kun til at hænge malerier på. Væggene er også rejst for at beskytte kunsten mod den omgivende al-anden-verden, også kaldet virkeligheden. Og omvendt: Væggene beskytter verden og menneskene mod kunsten. De markerer en forskel. Romaner og digte er adskilt fra virkeligheden af et bogomslag, en rytterstatue er hævet over menneskene på en sokkel, ja selv Brinch & Plenge Jacobsens udbrændte busser på Kongens Nytorv var forsynet med et lille skilt, der gjorde opmærksom på forbindelsen til kunsten. Det er nemlig rart at være advaret, før man møder kunsten, for den har det med at være ublu og ikke særlig diplomatisk. Kunsten tager sig nogle friheder. Men fri bliver den, ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk, ikke, så længe kunstnerne bliver ved med at integrere dele af realiteten i det udvidede kunstbegreb. Eller omvendt: Så længe verden vedbliver at integrere træk fra kunsten i det udvidede virkelighedsbegreb.”

Tanken er i frihedens navn at lade kunst og virkelighed ophæve grænserne imellem hinanden og i den ophævelse må forfatteren nødvendigvis også forsvinde, fordi han som de hvide vægge, soklen, omslaget er i vejen. Men hvordan gør man det? Denne Claus Beck-Nielsen, som så mange har det så svært at komme sig over, har jo vist sig at være en stopklods for både en læsning af litteraturen inden- og udenfor værkerne. Spørgsmålet er, om der overhovedet er et indenfor og et udenfor længere? Nielsens bøger kalder således på en anden måde at læse på, som vi endnu ikke har opfundet. Vi er begrænset af værkets grænse, som jo, når man kigger nærmere efter, heller ikke findes og aldrig har fandtes. Borer man således nok i forskellen mellem tekst og paratekst (de omgivende tærskeltekster), finder man ud af, at der ingen forskel er. Det vidste allerede den franske litterat Gérard Genette, da han opfandt begrebet paratekst, men han lod langt hen ad vejen som om, at den stadig var der. Udover billedet af fortællersken Madame Nielsen på omslaget til Den endeløse sommer er der således en anden bemærkelsesværdig paratekst: ”Af samme forfatterskaber” står der bagerst i Den endeløse sommer. Det er, så vidt jeg ved, første gang efter Claus Beck-Nielsens død, at Nielsen vedkender sig alle sine bøger på én gang, men hans værker udgør, som vi kan se, ikke et forfatterskab i gængs forstand – de stiller snarere spørgsmålet: Hvad er et forfatterskab overhovedet? Også her er det litteraturens eller det litteræres ontologi, som Nielsen udfordrer. Nielsen har på en måde forsøgt at gøre op med den måde, hvorpå forfatterskaber overhovedet bliver til på, nemlig ved dødens indtræffen. Uanset hvordan forfattere opfører sig under tilblivelsen af deres forfatterskab, dvs. hvad de for eksempel vedkender sig eller ej, bliver de alligevel samlet og til tider endda korsfæstet til sidst.

Disse tanker kan måske forekomme mange abstrakte eller endog ligegyldige, men de er heller ikke nødvendige for at få en god litterær læseoplevelse, for samtidig, nødes jeg til at sige, er Nielsens prosa også denne gang stor, klassisk litteratur – Claus Beck-Nielsen eller ej. Ofte er den til trods for alle lagene: pastiche, parodi, ironi og hvad har vi, direkte uafrystelig, og apropos korsfæstelse, så læs selv her, hvordan den tidligere så smukke Lars nu ligger for døden og dér udstilles som en hovedstol i det Nielsenske univers:

”Han ligger eller svæver ligesom vægtløs i et spind af gennemsigtige slanger og ledninger fastgjort til huden med nåle, plastre, manchetter og, i den anden ende, blinkende apparater og poser med væsker og blod ophængt i blanke metalstiver, det velskabte legeme med de smukke hænder forvandles til en snes knokler lagt ud i et vakkelvornt mønster på et hvidt klæde (ikke længere krop, men et vacuum overtrukket med gennemsigtig gustengrå hud udspændt af knoglerne som af stængerne i en teltdug), hænderne opsvulmede blågrå, og yderst på anklernes benpiber hænger to kolossale sortblå klumpfødder, hovedet er ikke et hoved, men et kranium beklædt med pergament, de indsunkne uhyggeligt levende øjne og ynglingens spæde skægstubbe. Han ligner ikke, han er, den han er, det er banalt og pludselig åbenbart: Jesus på korset er ikke Guds søn, men enhver, det lidende menneske naglet til sin bevidsthed.” (162-163)

Ingen af de omtalte personer i bogen, heller ikke forfatteren, er således tilsyneladende blevet ramt af den ”lynende skæbne”, som omtales flere gange, og som naturligvis henviser til Johannes V. Jensens digt ”Det røde Træ”, hvor det lyder til sidst ”Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?”.

Hvor meget Jensen, der er i Nielsen, kan man måske læse sig til ovenfor, men spørgsmålet er egentlig dumt stillet. Man kan ikke spørge om et ”hvem” her. Ingen andre end én selv, kan jo tage skæbnen på sig. Det gælder i høj grad også Nielsen selv, der jo i den grad har forsøgt at gøre netop det på sine ture fra Hamborg til København, til Irak, Iran, USA, Afghanistan og senest Ukraine. Men skæbnen er døden, det er den, som er den store snyder, for den findes ikke, andet end på papiret.