--> Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter, ville jeg overveje at tale mine andre, yngre feministiske forfatterkolleger stik imod. Eller måske ikke stik imod, men i hvert fald ikke lade min tavshed være udtryk for et rent samtykke. Er det virkelig sådan, at mit køn og mit hverv og de to tilsammen bedst bliver repræsenteret, ville jeg tænke? Jeg ville også tænke, at hvis Judith Butler kunne læse dansk og dermed følge med i den danske feminisme-bølge lige nu, ville hun utvivlsomt mene, at man burde besinde sig. Tonen er til tider militant. Det er sådan set fint nok, men det ærgerlige er, at den i sin militanthed også ofte ender med at være et retorisk og lidt tankeløst pragtstykke – ikke uden humor og gerne tilsat en dosis fiktionalitet, som man skal være litterat for at afkode. Med alle disse retoriske midler bekæmper man imidlertid så mediernes påståede ”fasttømrede billede” af yngre kvindelige forfattere, men egentlig blot for at bekræfte et andet efterhånden ”fasttømre...

Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genken...