Forleden
da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en
bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra
motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg
havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger
sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed
nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just
hold on we're going home.
Vi er
udsatte, også selvom det naturligvis drejer sig om en form for luksus-udsathed
i det her tilfælde. Jeg mener: Bilen havde jo varme sæder, man kan altid ringe
til Falck, der er venner lige om hjørnet i det meste af Jylland osv. Men det er
heller ikke den udsathed, som jeg tænker på nu og heller ikke den, jeg tænkte
på i den larmende bil ned igennem Jylland. Jeg bekymrer mig snarere om vejret:
Tøvejret i Norge, stormen herhjemme, oversvømmelserne i England og os, der på
trods af dette yderst hørligt skovler CO2 ud i den globale luft, fordi vi nu
engang har lyst til at stå på ski. Det er en bekymring, som ikke er til at
komme uden om. Og jeg tænker, tænker jeg, ikke først og fremmest på mig selv,
men på de to, der sidder på bagsædet og sover. Hvad er det for en fremtid, de
skal stå ansigt til ansigt med?
Aftenen
før havde jeg forsøgt at fæstne denne bekymring i et digt uden at vide, hvilken
drøj tur vi skulle igennem dagen efter. Det er skrevet lige efter, at jeg læste
Hans Otto Jørgensens Strange Days Indeed færdig og visse sætninger,
bilder jeg mig ind, bærer præg af dette, i hvert fald det med røvhullet til
sidst, som jeg har tyvstjålet fra ham:
Man kan jo ikke sende dem derind.
Fremtiden er et forfærdeligt sted.
Der lugter fælt
og vandet løbet over i alt.
Nogle gange tænker man at det er godt
at man skal dø fra det.
Ikke opleve undergangen.
Andre gange er det angsten
der åbner én, et intet,
ikke at være til,
at børnene findes ufortrødent.
Det er en smerte der ikke kan dulmes.
Det umulige i at løbe derind.
Det umulige i at lade være.
Litteraturen er en trøst.
Alle de andre ligesindede;
dem med døden i ørerne
og røven
det åndssvagt kløende hul.
Hvor vil
jeg hen med det og det (ozon)hul? Jo. Det er jo en hommage til Hans
Otto, men det fik mig også til at tænke på den hlt nye og unge generation af
forfattere. Når jeg læser mange af disse, gerne i slipstrømmen på Lars
Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen, så slår det mig, at de til overmål bekymrer
sig. De bekymrer sig helt ind til benet. Flere af de yngre kvinder ønsker
ikke engang at sætte børn i verden. Asta Olivia Nordenhof skriver fx i det
nemme og det ensomme: "jeg vil ik ha børn så fat det/ flere liv at
martre" (23). Det er naturligvis en privat sag, men det er alles private
sag. Der findes ingen veje uden om: Vejret, atmosfæren, klimaet, de andre,
katastroferne, den kontekst, som vores kødelige tekst altid allerede er
indlejret i. En anden forfatter, Ida Marie Heede, taler i et interview, der
egentlig handler om feminisme i ny dansk litteratur, om ”den måde, en hudcelle
på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog,
er ikke nødvendigvis kønsbestemt. Tag fx Daniel Dalgaards digtsamling Vi er
ikke konger, hvor man finder følgende linjer: "Det totale sprogs
forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har
begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner
klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du
ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os" (12). Jeg bladrer videre og
finder et mere diskret eksempel i Simon Tolsgaards Det er hyklerisk at sige
fra: "om fyrre år ryger det hele, hvis vi spiser kød" (16) eller
de her linjer der forbinder os i vores fælles sociale katastrofe: "Vi er
summen/ af vores liv. Og andres liv. Og alt/ hvad ingen ved. Uden usikkerheden/
ville sproget være nyttesløst. Vi vil bestemme/ noget vi ikke har bestemt/ med
noget vi har bestemt én gang før" (84). Det bemærkelsesværdige er, hvordan
sprog, socialitet og klima umærkeligt glider sammen hos digtere som disse.
Katastrofen og apokalypsen som en art baggrund, men også usikkerheden der deraf
følger som en sproglig åbning mod hinanden. Vi er ligesom tvunget til at tale
sammen på den baggrund. Litteraturen er en trøst, men er det nok?
I starten
af 2014 talte man meget om ”generation etik”. Det var et begreb, der via en
artikel i Information blev søsat
ganske effektivt. Jeg var aldrig helt tilfreds med hverken det, der blev sagt
om generationen eller betegnelsen som sådan. Generationssnak synes at hjemsøge
dansk litteratur som en slags borumsk spøgelse, eller måske en slags efterveer
fra dengang poesien og verden endnu ikke var af lave, nemlig 1980erne, hvor man
havde den store digtergeneration bestående af forfattere som Søren Ulrik
Thomsen, Michael Strunge, Pia Tafdrup og F.P. Jac. Men ok, man er vel kun et
menneske med en svag litterær karakter og et hul i udstødningen.
Hvis man
endelig skal tale om etik, skal man tale om det etiske og kalde de unge digtere
for generation etisk. Der er tale om en handlen. Mange af de unge
digtere skriver tekster, som bekymrer sig. Det er en kummer, der findes hos
stort set alle de unge danske digtere. Andre ville sikkert kalde det omsorg
eller ”sorge” og kunne komme i tanker om relevante henvisninger til Martin
Heidegger og andre livsfilosoffer. Fint med mig. Det er jo heri, det etiske
ligger. Det er under alle omstændigheder en kummer, som påvirker hele den
litterære udsigelse og som ofte underordner ideer om genre, udsigelse, fiktion
osv.
Man vil
måske nok kunne finde en vis patos, forbundet med kummeren og omsorgen. Men
patosen er jo et resultat af bekymringen for verden. Hvis man har læst K.E.
Løgstrup, hvis filosofi i mange henseender er beslægtet med Heidegger, mærker
man patosen blomstre hele vejen igennem sproget. Det kan medføre en vis
mistænksomhed: Er Løgstrup egentlig
præst, en forkynder, hvem vil han overbevise om hvad? Og hvis man
ellers, som jeg, har fået en pæn portion litterær opdragelse gennem Per
Højholt, føles idiosynkrasien desto mere voldsom. Men i den nye litteratur
kommer patosen heldigvis til udtryk på en mere indirekte måde. Her er patosen
til at bære, den er nem og ensom. Nogenlunde som McDonalds en sen aften uden
familien. Skammen over overhovedet at være dér.
Denne
kummer er med til at stemme tonen i den nye litteratur. Den er en baggrund,
hvorfra der tales. Den kommer før selvfremstillingen, vil nogen måske sige, og
dermed kalde det anti-selvfremstilling. Men også her risikerer man at tage
fejl. Eller man kan, tror jeg, opfatte selvfremstilling på forskellig måde.
Enten som noget performativt postuleret og postulerende, inautentisk
identitetslegende og ansvarsfrit a la den tidlige Claus Beck-Nielsen (dermed
ikke være sagt, at det er sådan jeg læser ham), Jørgen Leth og
attituderelativismen, eller man kan opfatte den som det, der nu engang er at deale
med i mangel af bedre. Når der måske ikke findes noget "selv" uden de
andre, eller nogen sammenhæng andet end klimaet og vejret, som vi til stadighed
hænger og hænger os i.
Det
sidste er tilfældet for den bekymrede generation. Det er også derfor, at den i
mine øjne adskiller sig fra andre af de nyere litterære selvfremstillingstendenser.
Pablo Llambías har fx skrevet tre gode ”bekendelses”-bøger, hvor han suger
modernismen ud af bekendelsen (fx Vita Andersen og andre) og bruger den som en
kanyle i det litterære, han stikker så at sige en dosis bekendelse strategisk og
målrettet ind i det litterære felt. Men han ”gemmer” sig stadig bag en tekst,
resterne af en ide om et værk (kanylen). Han antyder, at teksten er én ting,
forfatteren bag, noget andet, uanset sammenfald af navne, virkeligheder, tekst
etc. Jeg er generelt meget glad for Pablos forfatterskab, men for mig bliver
skellet i denne selvfremstillingssammenhæng - et skel han selv peger på i
diskussioner om de tre seneste sonetbøger, mellem tekst og forfatter - et
skalkeskjul eller måske snarere et skjold, men noget, der hele tiden kan
flyttes efter behag og forfatterens forgodtbefindende.
Men for
den bekymrede generation er teksten det hele. Der er ikke et "værk",
som man kan gemme sig bag. Titlen på Yahya Hassans er fx Yahya Hassan. Yahya
Hassan er produktet af mange ting: det som forfatteren siger, men også den
specifikke (kon)tekst, der har skabt ham og andre. Derfor føler mange et ansvar
for denne særlige danske diskurs, som med ham er blevet sat i verden. Det samme
gør jeg. Vi gør alle sammen krav på den, ham og på det, han siger, men det er,
fordi det, han siger, er os, vores ansvar, vores ghetto, danskere ladt i
stikken.
Nu kan
man jo have mange opfattelser af, hvad en tekst er, men jeg har på
fornemmelsen, at den bekymrede generation tænker teksten, som mere end bare
tekst i gængs forstand. Det mest dækkende, jeg kan komme på, er Roland Barthes
ide om teksten som væv. Det er det de litterære tekster træder frem på baggrund
af. Til baggrunden hører mange ting, også forfatteren selv, men alt er i
princippet tekst: ”il n'y a pas de hors-texte”, som Jacques Derrida
proklamerede, hvilket ikke betyder, at virkeligheden ikke findes, men snarere
at intet er kontekstfrit. Tager man Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske
hylster der omgiver hele legemet finder man måske det bedste
eksempel på det opfattelse, altså teksten som et væv. Barthes brugte bl.a.
metaforen for at tale om alle teksters intertekstualitet. Også på denne måde
giver det mening at se Rasmussens roman, der låner vildt og voldsomt af
Brøgger, Genet, Duras, Hesselholdt, Plath samt en række opslagsværker om huden.
Identitet, hud og (inter)tekst glider sammen. Det væv, der udgør hans bog og
hans identitet i forbindelse med den bog.
Den
opfattelse af tekst skal nok forstås i forlængelse af den omfattende digitalisering,
som de unge forfattere i forvejen må bekymre sig om og orientere sig i. Når den
bekymrede generation fx er på de sociale medier, befinder de sig ikke i en
anden virkelighed end virkeligheden. I den forstand bør en ide om teksten
nuanceres i forhold til det, som Roland Barthes forestillede sig, dengang
1960erne. Der er det digitale og internettet til forskel. Den glidende
overgang, at alting hurtigt kan transformere sig, blive remedieret,
komprimeret, til luft og signaler, at alle tekster er ufuldstændige og kan
skrives om. At vejret også er en tekst, at du og jeg er det.
Således
også vore digitale ”selv” eller selvopfattelse. Der er tale om en redigering af
vores liv, der er så omfattende, at den litterære tekst ikke længere kan siges
at leve sit eget liv. Ideen om den autonome litteratur er derfor en sønderskudt
banegård. Det digitale har heteronomiseret alt, også vores liv og
selvopfattelse, og det viser sig i og omkring litteraturen. Den befinder sig
ligeså godt på Facebook som i en bog. Asta Olivia Nordenhof er det bedste
eksempel på dette. Hendes litteratur udfolder sig som en fortløbende tekst på
tværs af medier og uden hierarki.
Det
etiske ligger således i, at man i sin fremstilling af sig selv, uanset hvor
usammenhængende den end må være, forsøger at se det vi kalder
"selvet" i en sammenhæng. Denne sammenhæng kan være af forskellig
art, fx en narrativ art, men behøver ikke at være det. Ideen her har jeg fra
Amalie Smiths bog I civil, der igen henviser til Judith Butler. Smith
skriver fx om at se sig selv: ”som en af mange viljer i et socialt økosystem,
påvirkende og påvirket af verden”(93) og henviser til digteren Juliana Spahrs
sigende linjer ”How lovely and how doomed this connection of everyone with
lungs”. Vores forbundethed er en frelse og en forbandelse. Det sociale
økosystem er det totale NU, bekymringen altomfattende.
Smiths
bog er på mange måder en smuk og omsorgsfuld poetik for den bekymrede
generation. Smith tænker godt som forfatter, og det er ikke tilfældigt, at hun
henviser til Butler. Butlers tanker om selvfortælling og selvfremstilling vil
jeg gerne gøre til mine og til deres, den bekymrede generations, fordi disse
tanker indlejrer selvfremstillingen i et etisk perspektiv. Smith udlægger det
således:
"Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er
henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller rumme alt, der er sket i mit liv,
må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min
selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv." (92)
På
baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:
"- Jeg tror det.
- Hvad tror du?
- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.
- The 'I' is the moment of failure in every narrative
effort to give an account of oneself, skriver hun også
- Det er et sted at begynde.
- Hvor?
- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt. Jeg er
ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.
- Hvem er du?
- Jeg er vores fælles pronomen." (92-93)
Selv
jeget er vi fælles om. Det er bekymrende.
Butlers
centrale argument i bogen Giving an Account of Oneself (2005), som Smith
lader sig inspirere af, drejer sig om, at det grundlæggende for en moral
mellem mennesker er vores blotlæggelse i forhold til andre, ikke en form for
selvidentitet. Her kan man igen se de to opfattelser af selvfremstilling skinne
igennem, som jeg nævner ovenfor. Jeg abonnerer på den første. Det er vores
ufuldendthed, der konstituerer moral, tror jeg, ikke en sammenhængende
opfattelse af eller fortælling om identiteten, der snarere tilhører en
liberalistisk tankegang fra Kant og fremad. Ideen om autonome individer, der
støder sammen osv.
Og det
handler om at være ydmyg over for sin egen uigennemsigtighed i denne
sammenhæng, eller rettere: Ydmyghed er et udtryk for denne
uigennemsigtighed, og den gensidige anerkendelse er en opgave, man bliver
stillet over for, på grund af sin egen og den andens uigennemsigtighed.
Ansvarlighed er således et forhold, der handler om relationen imellem vores
manglende evner til ikke at kunne gennemskue os selv:
”Indeed, to take responsibility for oneself is to avow the limits of any
self-understanding, and to establish these limits not only as a condition for
the subject but as the predicament of the human community” (ibid.: 83).
At
vedkende sig sin begrænsede viden om sig selv er at kende sig selv bedre, kunne
man sige, og det er, trods alt, stadig at kende sig selv til en vis grænse, vil
hun og også jeg hævde (ibid.: 46).
Det
”jeg”, der begynder at fortælle sin historie, kan kun fortælle denne i forhold
til en række altid allerede anerkendte normer og former for livs- og
selvfortælling. Derfor mener Butler, at hvis jeget ellers indvilliger i at
fortælle sig selv gennem disse former, indvilliger det også i at lade sig selv
desorientere i fortællemåder, der har en upersonlig oprindelse, det som man
kunne kalde teksten, den andethed, som vi alle er overladt til og forankret i.
Vejret er et godt eksempel på dette. Noget vi alle kan tale med om, og normalt
ikke noget vi hænger os i, medmindre man måske er digter.
Jeg tror,
at nogle af misforståelserne omkring ”generation etik”, som jeg nu vil omdøbe
til den bekymrede generation handler om, at mange stadig tror på, at
litteratur er noget andet end kommunikation, eller i det mindste en helt særlig
form for kommunikation, som helst ikke må blive smittet af daglig tale. Således
også Rolf Sparre Johansens ellers store og fine engagement
i affæren.
Det er
bl.a. den gode og gamle ide om litteraritet, der spøger, fx sådan som man
fejrede denne i den russiske formalisme, og som blev nedarvet i nykritikken,
hvor man talte om den intetionelle fejlslutning og i øvrigt gav fanden, når det
kom til affekt, der jo præcis er at finde alle steder hos den bekymrede
generation, da vores humør, som vi ved, bl.a. afhænger af vejret.
Forfattere
fra den bekymrede generation vil altså sige noget med deres tekster, de har
noget på hjertet, men teksten er jo blot
kun en tekst, den har også et liv, kunne man sige, et lille hjerte der også
altid banker. Andre har været der før i dette sprog, vi benytter os af. Man bliver
talt, når man taler. Det betyder, at al sprog er flertydigt, bevidst eller
ubevidst, og da især litteraturen, der endog til tider kan sætte en ære i at
overlade initiativet til ordene, som Stéphane Mallarmé sagde det engang. Men
selvom sproget er ingens, må en udsigelse altid være nogens.
En anden
misforståelse i kortlægningen af den såkaldte ”generation etik” er, at man ikke
skelner mellem fiktion og litteratur. Det er ikke det samme, selvom man kan
blive forvirret, især på engelsk, når man taler om fiction, der svarer
til skønlitteratur, men igen, der går et vigtigt skel her. Litteratur kan
benytte sig af fiktion, men behøver ikke at gøre det. Fiktion er en – måske
endog den vigtigste – af litteraturens mange kommunikative ressourcer. Men
derfor giver det alligevel mening at ændre perspektivet, når man læser værker
af forfattere fra den bekymrede generation: i stedet for kun at leve sig ind i
fiktionen, kan man også spørge, hvorfor den pågældende forfatter overhovedet
benytter sig af fiktion og på den måde? Det er en tanke, som jeg og flere af
mine kolleger allerede har fremført i en bog
og et punkt, hvor jeg i øvrigt ligger helt på linje med en forfatter, der til
en vis grad "tilhører" generationen i mine øjne, Nikolaj Zeuthen, der
i en god Kritik-artikel fra 2010 "Digt og samfund i 00'erne. Essay
om fiktion, ideologi og det etiske i litteraturen" skriver om en mere
fordomsfri tilgang til fiktionen, hvor vi ikke hele tiden koncentrerer os om
den "magiske mur", som fiktionen opstiller mellem læseren og
forfatteren, men også om det, som forfatteren faktisk vil fortælle os med sin
fiktion.
Det
handler mere overordnet om, tror jeg, hvorfra man ser litteratur. Jeg vil gerne
se den udefra og ind i stedet for omvendt, indefra og ud, og jeg har på
fornemmelsen, at det er mere kongenialt med den bekymrede generations
litteratur end det modsatte. Ser man den indefra og ud, dvs. litteraturen på
det litteræres betingelser, ender man i blindgyder som nykritikkens. Man tror
på en form for kunstnerisk essens, der taler for sig selv. At litteratur er et
helt særligt sprog, der kræver sine koder og sin særlige former for
kommunikation og omgangsformer. Det kan i nogle tilfælde gøre litteratur til en
lukket klub, som jeg ikke er tilhænger af. Yahya Hassan og Asta Olivia
Nordenhofs digtsamlinger har vist os, at det andet er muligt på hver deres
måder.
Det gode
ved ”digte” eller lad os blot sige "poesi" er, at de faktisk sjældent
er fiktion. I den bekymrede generations tekster ligger der således en etisk
motiveret bestræbelse på at vige uden om (de alt for store) fortællinger, den
type af konstruktioner som Karl Ove Knausgård et sted kalder for fiktioner, og
som han får kvalme af at beskæftige sig med. Forfatterne i den bekymrede
generation vil igennem deres tekster synliggøre egne begrænsninger, fordi det
netop er her, at den etisk ansvarlige henvendelse har sit udspring. Josefine
Klougart taler fx om at være ødsel med sig selv, og selvom hendes bøger
lanceres som romaner, er de i mine øjne uden tvivl også stor poesi.
Poesien
er på en måde mere ”selvbiografisk” end de litterære former, vi normalt
forbinder med selvbiografier. Den er simpelthen tættere på det
(usammenhængende) jeg, der altid taler og fremstiller sig ”selv” – en mere
autentisk genre, om man vil. Men poesien, sådan som jeg ser det, kommer til udtryk
både i digte og prosa for tiden, hvis det overhovedet giver mening at skelne. Selv
Knausgårds prosa er en form for poesi i den henseende, vil jeg vove at påstå.
Det er noget, jeg skriver om i en anden og kommende sammenhæng, men for nu er
det nok at pege på, hvorfor han må ses som et af forbillederne for den
bekymrede generation. Akkurat som Hans Otto Jørgensen også er det. Læs Strange
Days Indeed - det er er hverken fiktion eller fortælling, men en sproglig
og poetisk undersøgelse af identitet, forbindelsen mellem det jyske
"a" og det überdanske "jeg", der altid spøger i Hans Ottos
væltede kældre. Som Henrik Nordbrandt engang skrev i digtet ”Eksempel” fra Drømmebroer:
”Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle/ men af angst for at blive set/ tør ingen
gå det imøde”. Det er adgangen og gangen hen til det "jeg", der
bekymrer den bekymrede generation. Et "jeg" der kun er tilgængeligt
igennem vores fælles tekst til det andet, den anden og de andre.
