#poesi-tweets

Poetry, Mediatization and New Sensibilities, December 4-6, 2014

Sleeplessness to go

Jeg ligger under Mallings stjerner

forsøger at sende tanker uden sammenhæng

ud af systemet der ingen ro kan finde,

søvnen som sleeplessness to go

tankerne et spindelvæv,

som jeg ikke kan komme ud af, verden der brænder

mine sorte natbilleder og universet der bare eksploderer

imens jeg lytter efter de mindste tegn i natten,

støjen fra biler, støvfnug, en dansende myg

der kan surre mig fast til sengen igen.

Brenner og bøkene: Tomas Espedal

Fint interview med Tomas Espedal.

Katzenjammer efter Livsrusen

"Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde. Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste"

(Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv. Et Tilbageblik København 1943, 180-181)

Om humor, Hans Henrik, Gud, Mallarmé og dagplejemødre

Jeg føler mig på mange måder anfægtet af Christina Hagens projekter og synes jo først og fremmest, at hun er en stærk forfatterstemme blandt den nye generation, som man bør tage alvorligt.  Det gør jeg så.

Men når jeg læser hendes poetik-agtige tekst "Writting in English", der er en poetik i forhold til bogen Boyfrind, har jeg alligevel på fornemmelsen, at hun forsøger at forene to ting i et muligvis utopisk projekt. På den ene side det mere politiske, sympatien med dagplejemoderen fra Vejle, på den anden side det sproglige, fascinationen af det tomme sprog.  Det som i Boyfrind bliver repræsenteret af Hagens såkaldte Beverly Hills 90210-engelsk. Man kunne også sige det lidt anderledes, nemlig at Hagen gerne vil forene dagplejemoderen med sig selv gennem Stéphane Mallarmé.

Det vanskelige ved projektet er måske ikke så meget Mallarmé, som det er dagplejemoderen. For vil dagplejemoderen til eksempel føle sig "rigtigt" repræsenteret ved det dårlige engelsk eller de bevidste stavefejl? Hagen skriver, at det tomme sprog er tomt, fordi det er hvermandseje, og ideen er velsagtens, at man derigennem kan mødes på tværs af kulturel kapital, forfatteren, den intellektuelle, dem med magten og dagplejemoderen. Hagen henviser til den finske forfatter Leevi Lehto, der taler om "mangfoldiggørelse af trivialitetens sprog", for som hun siger, der det "at indoptage dumheden og barbarismen (ukorrekt eller uacceptabel brug af ord, stavemåder eller udtryk) i poesien og åbne op for et ånds fællesskab på tværs af uddannelsesbaggrund, etnicitet, skrive mæssig Kunnen, livserfaring og intelligens."

I de gode gamle marxistiske dage var een af de klassiske fejl, at man præcis troede, at man kunne overvinde den kløft af kulturel kapital, der var indbyrdes imellem de venstreorienterede, de intellektuelle og arbejderne. Senere hen satte Dansk Folkeparti kilen ind og høstede mange af frugterne, som denne kløft bl.a. avlede. Jeg ville derfor ønske, at det faktisk var så nemt. At man med poesiens musik kan forene mennesker.  Men går man tilbage, fx til nogle af de ting som Hans Jørgen Nielsen i sin tid lavede, så er de i dag stadig god poesi, men de lykkedes velsagtens ikke som politisk projekt. Med andre ord kan jeg have på fornemmelsen, at Hagen med sit projekt risikerer at løbe ind i de samme blindgyder, som man gjorde dengang. Men jeg kan sagtens tage fejl. Ja, jeg håber faktisk, at jeg tager fejl.

Imidlertid: apropos blindgyder, Mallarmé og dagplejemødre, så kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på Per Højholt. Med sin Gitte-figur lykkedes det faktisk ham at forene nogle af disse ting, i hvert fald Mallarmé med en midtjysk kvinde. Men spørgsmålet er, om det ikke snarere er HUMOR end det tomme, trivielle sprog, som udgør det samlende element. HUMOR, som jo for dælen også er et vigtigt element hos Hagen, selvom hun ikke nævner det. Sådan er det ofte med humor - den bliver ofte glemt til fordel for de mere "fine" ting, men humoren og latteren er faktisk et sprog, som kan underminere autoriteter og skabe menneskelige fællesskaber på tværs af divergerende "sprog". Eller som Højholt skriver det i Hans Henrik Mattesen. En monografi (2007), hvor autoriteten jo er intet mindre end God - himself:

"Gud er alle mennesker. Han gav sig så aldeles hen i skabelsesværket at hans hele væsen undslap ham og uigenkaldeligt fortabte sig i værket, i os og verden, – den ubestemmelige aura med hvilken alle ting møder os, når vi eftertrykkeligt er til. Resten er: Vi var godt på vej med Babelstårnet, da han genkendte sig selv i vores værk, anede faren og i panik krydsede vore planer før vi selv nåede at forstå dem. Det var først da han blandede vore tungemål og adspredte os, at det gik op for os at vi havde overvurderet ham, og da var det for sent. Men han glemte latteren, den har vi stadig fælles og den dag vi bliver enige om at le samtidig og ad ham sletter vi ham af hans værk. Fra da af vil der ikke være mere at le ad, men indtil da er latteren det eneste sted hvor vi kan møde ham på så lige fod at vi kan gribe efter herredømmet."

Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter

-->

Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter, ville jeg overveje at tale mine andre, yngre feministiske forfatterkolleger stik imod. Eller måske ikke stik imod, men i hvert fald ikke lade min tavshed være udtryk for et rent samtykke. Er det virkelig sådan, at mit køn og mit hverv og de to tilsammen bedst bliver repræsenteret, ville jeg tænke? Jeg ville også tænke, at hvis Judith Butler kunne læse dansk og dermed følge med i den danske feminisme-bølge lige nu, ville hun utvivlsomt mene, at man burde besinde sig. Tonen er til tider militant. Det er sådan set fint nok, men det ærgerlige er, at den i sin militanthed også ofte ender med at være et retorisk og lidt tankeløst pragtstykke – ikke uden humor og gerne tilsat en dosis fiktionalitet, som man skal være litterat for at afkode. Med alle disse retoriske midler bekæmper man imidlertid så mediernes påståede ”fasttømrede billede” af yngre kvindelige forfattere, men egentlig blot for at bekræfte et andet efterhånden ”fasttømret billede” og modefænomen, som medierne også higer efter at give stemme for tiden: Den underholdende militante feminisme blandt de yngre kvindelige forfattere. Det er hverken opstand eller modstand, men medløb i tidens toneklang. Man træder ikke ud af mediernes logikker, som er den største bagvedliggende kraft, når det gælder ”fasttømrede billeder”, men bekræfter dem bare i endnu højere grad. Tonen er således i visse tilfælde blevet mere og mere skinger og ligner til tider et rent overbud i bestræbelsen på at vinde…. og vinde hvad? Tjah, måske bare lydhørhed i medierne.

Således er både billedet af  den yngre kvindelige forfatter og mænd i al almindelighed yderst fortegnet for tiden i det danske litterære landskab. Som om det er nemmere at være smukke Yahya Hassan, mediernes Aladdin, eller Karl Ove Knausgård, den mest sexede mand i Norge, eller Jonas Hassen Khemiri, eller hvem har vi. Det er ikke nemt at være nogen, som Dan Turèll engang skrev det. De andre har jo altid en forestilling om, dog ikke patent på, hvordan man kommer til udtryk. Præcis det ville Butler også sige. Det er i virkeligheden den dybere pointe. Og ja, det var feminismen, der lærte os, også os mænd, at vi ikke er, men gør vores identitet, og at denne gøren er bundet op på diskurser, der altid findes i forvejen. Dem skal vi bekæmpe, hvis vi ikke bryder os om dem, men de findes og for begge køn.

Men ak og ve. Jeg er desværre en mand. Jeg ved, at jeg ikke har mandat til at sige det, som jeg lige har sagt, især blandt dem som jeg gerne vil have til at lytte. Men jeg er også feminist, og blandt mine medfeminister savner jeg den sproglige sårbarhed, Butler plæderer for, og som kendetegner og skaber en etisk forbindelse mellem alle mennesker, kvinder så vel som mænd. Det var bl.a. det som Amalie Smiths kloge bog I civil lærte mig, med sine referencer til Butler, eller det som Ida Marie Hede taler om her.

Men hvad kan man så gøre? Jeg ved det ikke, men det forekommer mig, at man fx kan tage ved lære af historien, og når jeg nu ikke kan sige det, kan jeg jo finde en anden til at sige det for mig. Suzanne Brøgger har til eksempel i mine øjne gennemspillet hele repertoiret mere elegant, end det bliver gennemspillet nu. Jeg tænker tilbage på prosastykket ”Brev til en ung kvindesagskvinde” fra Kærlighedens veje og vildveje, hvor Brøgger opfordrer alle til at være utro og i øvrigt formulerer nogle af sine tanker sådan her:

”Du taler om mandsamfundet, der ”undertrykker”, om kvinden der ”aldrig realiserer sig selv” om at ”mandens og børnenes udvikling sker på bekostning af kvindens”. Det er nok sandt. Men ikke sandt nok.  […] Du er undertrykt – ikke fordi du mangler muligheder – men fordi du måler epokens retfærdighedssans og udviklingsmuligheder ud fra de svageste, de mest underkuede, de der står lavest i det sociale hierarki, du ikke tror på, men som du foregiver at bekæmpe. Hvorfor egentlig ikke anskue epokens udviklingsmuligheder ud fra de overskridende handlinger og fantasifulde udspil, som de mindst underkuede giver udtryk for – for eksempel gennem kunsten.

Thi verden ændres ikke af produkter af systemet, men af dem, der holder op med at være produkter for at blive mennesker, og derfor gælder det om at skabe sig i udtrykkets egentlige forstand, hvilket betyder at tage begærs-sfæren bogstaveligt uden hensyn til samfundets krav eller forventninger udefra.”

Skål.

Den endeløse sommer

Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genkender man Odense, fx Café Biografen ved Brandts klædefabrik (115), som et omdrejningspunkt for en del af begivenhederne.

Forfatteren har transformeret sig til en fortæller, der på sin vis hverken har et køn eller en identitet eller i givet fald kun midlertidige af slagsen. Litteraturen er lykkelig befriet fra den slags. Alt er således set fra litteraturens perspektiv, også det liv der er blevet levet. De utopier, begivenheder og revolutioner, der i de forrige (store) beckwerksromaner, omtales i fremtid, er nu fortid. Nielsen ser tilbage i stedet for frem, men han har på sin vis placeret sit selv og sit liv i utopien, om man så kan sige. Han er blevet til litteratur, til tider endog en upålidelig fortæller, der her som Sheherazade (og Karen Blixen) holder døden hen i et sprog, der imiterer blandt andet Marguerite Duras. Dermed fortsætter også denne roman én af de bestræbelser, som en forholdsvis ung Claus Beck-Nielsen allerede skrev om i forbindelse med udgivelsen af Claus Beck-Nielsen 1963-2001. En biografi. I en kritisk replik til Lars Bonnevie skrev Nielsen dengang:

”I museet og galleriet tjener de hvide vægge ikke kun til at hænge malerier på. Væggene er også rejst for at beskytte kunsten mod den omgivende al-anden-verden, også kaldet virkeligheden. Og omvendt: Væggene beskytter verden og menneskene mod kunsten. De markerer en forskel. Romaner og digte er adskilt fra virkeligheden af et bogomslag, en rytterstatue er hævet over menneskene på en sokkel, ja selv Brinch & Plenge Jacobsens udbrændte busser på Kongens Nytorv var forsynet med et lille skilt, der gjorde opmærksom på forbindelsen til kunsten. Det er nemlig rart at være advaret, før man møder kunsten, for den har det med at være ublu og ikke særlig diplomatisk. Kunsten tager sig nogle friheder. Men fri bliver den, ifølge den tyske filosof Peter Sloterdijk, ikke, så længe kunstnerne bliver ved med at integrere dele af realiteten i det udvidede kunstbegreb. Eller omvendt: Så længe verden vedbliver at integrere træk fra kunsten i det udvidede virkelighedsbegreb.”

Tanken er i frihedens navn at lade kunst og virkelighed ophæve grænserne imellem hinanden og i den ophævelse må forfatteren nødvendigvis også forsvinde, fordi han som de hvide vægge, soklen, omslaget er i vejen. Men hvordan gør man det? Denne Claus Beck-Nielsen, som så mange har det så svært at komme sig over, har jo vist sig at være en stopklods for både en læsning af litteraturen inden- og udenfor værkerne. Spørgsmålet er, om der overhovedet er et indenfor og et udenfor længere? Nielsens bøger kalder således på en anden måde at læse på, som vi endnu ikke har opfundet. Vi er begrænset af værkets grænse, som jo, når man kigger nærmere efter, heller ikke findes og aldrig har fandtes. Borer man således nok i forskellen mellem tekst og paratekst (de omgivende tærskeltekster), finder man ud af, at der ingen forskel er. Det vidste allerede den franske litterat Gérard Genette, da han opfandt begrebet paratekst, men han lod langt hen ad vejen som om, at den stadig var der. Udover billedet af fortællersken Madame Nielsen på omslaget til Den endeløse sommer er der således en anden bemærkelsesværdig paratekst: ”Af samme forfatterskaber” står der bagerst i Den endeløse sommer. Det er, så vidt jeg ved, første gang efter Claus Beck-Nielsens død, at Nielsen vedkender sig alle sine bøger på én gang, men hans værker udgør, som vi kan se, ikke et forfatterskab i gængs forstand – de stiller snarere spørgsmålet: Hvad er et forfatterskab overhovedet? Også her er det litteraturens eller det litteræres ontologi, som Nielsen udfordrer. Nielsen har på en måde forsøgt at gøre op med den måde, hvorpå forfatterskaber overhovedet bliver til på, nemlig ved dødens indtræffen. Uanset hvordan forfattere opfører sig under tilblivelsen af deres forfatterskab, dvs. hvad de for eksempel vedkender sig eller ej, bliver de alligevel samlet og til tider endda korsfæstet til sidst.

Disse tanker kan måske forekomme mange abstrakte eller endog ligegyldige, men de er heller ikke nødvendige for at få en god litterær læseoplevelse, for samtidig, nødes jeg til at sige, er Nielsens prosa også denne gang stor, klassisk litteratur – Claus Beck-Nielsen eller ej. Ofte er den til trods for alle lagene: pastiche, parodi, ironi og hvad har vi, direkte uafrystelig, og apropos korsfæstelse, så læs selv her, hvordan den tidligere så smukke Lars nu ligger for døden og dér udstilles som en hovedstol i det Nielsenske univers:

”Han ligger eller svæver ligesom vægtløs i et spind af gennemsigtige slanger og ledninger fastgjort til huden med nåle, plastre, manchetter og, i den anden ende, blinkende apparater og poser med væsker og blod ophængt i blanke metalstiver, det velskabte legeme med de smukke hænder forvandles til en snes knokler lagt ud i et vakkelvornt mønster på et hvidt klæde (ikke længere krop, men et vacuum overtrukket med gennemsigtig gustengrå hud udspændt af knoglerne som af stængerne i en teltdug), hænderne opsvulmede blågrå, og yderst på anklernes benpiber hænger to kolossale sortblå klumpfødder, hovedet er ikke et hoved, men et kranium beklædt med pergament, de indsunkne uhyggeligt levende øjne og ynglingens spæde skægstubbe. Han ligner ikke, han er, den han er, det er banalt og pludselig åbenbart: Jesus på korset er ikke Guds søn, men enhver, det lidende menneske naglet til sin bevidsthed.” (162-163)

Ingen af de omtalte personer i bogen, heller ikke forfatteren, er således tilsyneladende blevet ramt af den ”lynende skæbne”, som omtales flere gange, og som naturligvis henviser til Johannes V. Jensens digt ”Det røde Træ”, hvor det lyder til sidst ”Hvem har snydt mig for min lynende Skæbne?”.

Hvor meget Jensen, der er i Nielsen, kan man måske læse sig til ovenfor, men spørgsmålet er egentlig dumt stillet. Man kan ikke spørge om et ”hvem” her. Ingen andre end én selv, kan jo tage skæbnen på sig. Det gælder i høj grad også Nielsen selv, der jo i den grad har forsøgt at gøre netop det på sine ture fra Hamborg til København, til Irak, Iran, USA, Afghanistan og senest Ukraine. Men skæbnen er døden, det er den, som er den store snyder, for den findes ikke, andet end på papiret.

Den bekymrede generation

Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home.

 Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bilen larmede godt nok en del i indkørslen, da vi sneg os op ad stenene, men os, vi fejlede intet, bortset fra efterveerne af den kvalme, som sejlturen havde givet os.

Vi er udsatte, også selvom det naturligvis drejer sig om en form for luksus-udsathed i det her tilfælde. Jeg mener: Bilen havde jo varme sæder, man kan altid ringe til Falck, der er venner lige om hjørnet i det meste af Jylland osv. Men det er heller ikke den udsathed, som jeg tænker på nu og heller ikke den, jeg tænkte på i den larmende bil ned igennem Jylland. Jeg bekymrer mig snarere om vejret: Tøvejret i Norge, stormen herhjemme, oversvømmelserne i England og os, der på trods af dette yderst hørligt skovler CO2 ud i den globale luft, fordi vi nu engang har lyst til at stå på ski. Det er en bekymring, som ikke er til at komme uden om. Og jeg tænker, tænker jeg, ikke først og fremmest på mig selv, men på de to, der sidder på bagsædet og sover. Hvad er det for en fremtid, de skal stå ansigt til ansigt med?

Aftenen før havde jeg forsøgt at fæstne denne bekymring i et digt uden at vide, hvilken drøj tur vi skulle igennem dagen efter. Det er skrevet lige efter, at jeg læste Hans Otto Jørgensens Strange Days Indeed færdig og visse sætninger, bilder jeg mig ind, bærer præg af dette, i hvert fald det med røvhullet til sidst, som jeg har tyvstjålet fra ham:

Man kan jo ikke sende dem derind.

Fremtiden er et forfærdeligt sted.

Der lugter fælt

og vandet løbet over i alt.

Nogle gange tænker man at det er godt

at man skal dø fra det.

Ikke opleve undergangen.

Andre gange er det angsten

der åbner én, et intet,

ikke at være til,

at børnene findes ufortrødent.

Det er en smerte der ikke kan dulmes.

Det umulige i at løbe derind.

Det umulige i at lade være.

Litteraturen er en trøst.

Alle de andre ligesindede;

dem med døden i ørerne

og røven

det åndssvagt kløende hul.

Hvor vil jeg hen med det og det (ozon)hul? Jo. Det er jo en hommage til Hans Otto, men det fik mig også til at tænke på den hlt nye og unge generation af forfattere. Når jeg læser mange af disse, gerne i slipstrømmen på Lars Skinnebach og Ursula Andkjær Olsen, så slår det mig, at de til overmål bekymrer sig. De bekymrer sig helt ind til benet. Flere af de yngre kvinder ønsker ikke engang at sætte børn i verden. Asta Olivia Nordenhof skriver fx i det nemme og det ensomme: "jeg vil ik ha børn så fat det/ flere liv at martre" (23). Det er naturligvis en privat sag, men det er alles private sag. Der findes ingen veje uden om: Vejret, atmosfæren, klimaet, de andre, katastroferne, den kontekst, som vores kødelige tekst altid allerede er indlejret i. En anden forfatter, Ida Marie Heede, taler i et interview, der egentlig handler om feminisme i ny dansk litteratur, om ”den måde, en hudcelle på en kvindekrop står i relation til atmosfæren”. Denne relation, tror jeg dog, er ikke nødvendigvis kønsbestemt. Tag fx Daniel Dalgaards digtsamling Vi er ikke konger, hvor man finder følgende linjer: "Det totale sprogs forsvinden når havene kommer,/ du forbruger kloden så hurtigt du ikke har begreb om det,/ det handler ikke om der vil komme 50/ eller 100 millioner klimaflygtninge, det handler om/ at der bliver frigivet så meget CO2 at du ikke kan leve mere i luften,/ ingen af os" (12). Jeg bladrer videre og finder et mere diskret eksempel i Simon Tolsgaards Det er hyklerisk at sige fra: "om fyrre år ryger det hele, hvis vi spiser kød" (16) eller de her linjer der forbinder os i vores fælles sociale katastrofe: "Vi er summen/ af vores liv. Og andres liv. Og alt/ hvad ingen ved. Uden usikkerheden/ ville sproget være nyttesløst. Vi vil bestemme/ noget vi ikke har bestemt/ med noget vi har bestemt én gang før" (84). Det bemærkelsesværdige er, hvordan sprog, socialitet og klima umærkeligt glider sammen hos digtere som disse. Katastrofen og apokalypsen som en art baggrund, men også usikkerheden der deraf følger som en sproglig åbning mod hinanden. Vi er ligesom tvunget til at tale sammen på den baggrund. Litteraturen er en trøst, men er det nok?

I starten af 2014 talte man meget om ”generation etik”. Det var et begreb, der via en artikel i Information blev søsat ganske effektivt. Jeg var aldrig helt tilfreds med hverken det, der blev sagt om generationen eller betegnelsen som sådan. Generationssnak synes at hjemsøge dansk litteratur som en slags borumsk spøgelse, eller måske en slags efterveer fra dengang poesien og verden endnu ikke var af lave, nemlig 1980erne, hvor man havde den store digtergeneration bestående af forfattere som Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Pia Tafdrup og F.P. Jac. Men ok, man er vel kun et menneske med en svag litterær karakter og et hul i udstødningen.

Hvis man endelig skal tale om etik, skal man tale om det etiske og kalde de unge digtere for generation etisk. Der er tale om en handlen. Mange af de unge digtere skriver tekster, som bekymrer sig. Det er en kummer, der findes hos stort set alle de unge danske digtere. Andre ville sikkert kalde det omsorg eller ”sorge” og kunne komme i tanker om relevante henvisninger til Martin Heidegger og andre livsfilosoffer. Fint med mig. Det er jo heri, det etiske ligger. Det er under alle omstændigheder en kummer, som påvirker hele den litterære udsigelse og som ofte underordner ideer om genre, udsigelse, fiktion osv.

Man vil måske nok kunne finde en vis patos, forbundet med kummeren og omsorgen. Men patosen er jo et resultat af bekymringen for verden. Hvis man har læst K.E. Løgstrup, hvis filosofi i mange henseender er beslægtet med Heidegger, mærker man patosen blomstre hele vejen igennem sproget. Det kan medføre en vis mistænksomhed: Er Løgstrup egentlig præst, en forkynder, hvem vil han overbevise om hvad? Og hvis man ellers, som jeg, har fået en pæn portion litterær opdragelse gennem Per Højholt, føles idiosynkrasien desto mere voldsom. Men i den nye litteratur kommer patosen heldigvis til udtryk på en mere indirekte måde. Her er patosen til at bære, den er nem og ensom. Nogenlunde som McDonalds en sen aften uden familien. Skammen over overhovedet at være dér.

Denne kummer er med til at stemme tonen i den nye litteratur. Den er en baggrund, hvorfra der tales. Den kommer før selvfremstillingen, vil nogen måske sige, og dermed kalde det anti-selvfremstilling. Men også her risikerer man at tage fejl. Eller man kan, tror jeg, opfatte selvfremstilling på forskellig måde. Enten som noget performativt postuleret og postulerende, inautentisk identitetslegende og ansvarsfrit a la den tidlige Claus Beck-Nielsen (dermed ikke være sagt, at det er sådan jeg læser ham), Jørgen Leth og attituderelativismen, eller man kan opfatte den som det, der nu engang er at deale med i mangel af bedre. Når der måske ikke findes noget "selv" uden de andre, eller nogen sammenhæng andet end klimaet og vejret, som vi til stadighed hænger og hænger os i.

Det sidste er tilfældet for den bekymrede generation. Det er også derfor, at den i mine øjne adskiller sig fra andre af de nyere litterære selvfremstillingstendenser. Pablo Llambías har fx skrevet tre gode ”bekendelses”-bøger, hvor han suger modernismen ud af bekendelsen (fx Vita Andersen og andre) og bruger den som en kanyle i det litterære, han stikker så at sige en dosis bekendelse strategisk og målrettet ind i det litterære felt. Men han ”gemmer” sig stadig bag en tekst, resterne af en ide om et værk (kanylen). Han antyder, at teksten er én ting, forfatteren bag, noget andet, uanset sammenfald af navne, virkeligheder, tekst etc. Jeg er generelt meget glad for Pablos forfatterskab, men for mig bliver skellet i denne selvfremstillingssammenhæng - et skel han selv peger på i diskussioner om de tre seneste sonetbøger, mellem tekst og forfatter - et skalkeskjul eller måske snarere et skjold, men noget, der hele tiden kan flyttes efter behag og forfatterens forgodtbefindende.

Men for den bekymrede generation er teksten det hele. Der er ikke et "værk", som man kan gemme sig bag. Titlen på Yahya Hassans er fx Yahya Hassan. Yahya Hassan er produktet af mange ting: det som forfatteren siger, men også den specifikke (kon)tekst, der har skabt ham og andre. Derfor føler mange et ansvar for denne særlige danske diskurs, som med ham er blevet sat i verden. Det samme gør jeg. Vi gør alle sammen krav på den, ham og på det, han siger, men det er, fordi det, han siger, er os, vores ansvar, vores ghetto, danskere ladt i stikken.

Nu kan man jo have mange opfattelser af, hvad en tekst er, men jeg har på fornemmelsen, at den bekymrede generation tænker teksten, som mere end bare tekst i gængs forstand. Det mest dækkende, jeg kan komme på, er Roland Barthes ide om teksten som væv. Det er det de litterære tekster træder frem på baggrund af. Til baggrunden hører mange ting, også forfatteren selv, men alt er i princippet tekst: ”il n'y a pas de hors-texte”, som Jacques Derrida proklamerede, hvilket ikke betyder, at virkeligheden ikke findes, men snarere at intet er kontekstfrit. Tager man Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet finder man måske det bedste eksempel på det opfattelse, altså teksten som et væv. Barthes brugte bl.a. metaforen for at tale om alle teksters intertekstualitet. Også på denne måde giver det mening at se Rasmussens roman, der låner vildt og voldsomt af Brøgger, Genet, Duras, Hesselholdt, Plath samt en række opslagsværker om huden. Identitet, hud og (inter)tekst glider sammen. Det væv, der udgør hans bog og hans identitet i forbindelse med den bog.

Den opfattelse af tekst skal nok forstås i forlængelse af den omfattende digitalisering, som de unge forfattere i forvejen må bekymre sig om og orientere sig i. Når den bekymrede generation fx er på de sociale medier, befinder de sig ikke i en anden virkelighed end virkeligheden. I den forstand bør en ide om teksten nuanceres i forhold til det, som Roland Barthes forestillede sig, dengang 1960erne. Der er det digitale og internettet til forskel. Den glidende overgang, at alting hurtigt kan transformere sig, blive remedieret, komprimeret, til luft og signaler, at alle tekster er ufuldstændige og kan skrives om. At vejret også er en tekst, at du og jeg er det.

Således også vore digitale ”selv” eller selvopfattelse. Der er tale om en redigering af vores liv, der er så omfattende, at den litterære tekst ikke længere kan siges at leve sit eget liv. Ideen om den autonome litteratur er derfor en sønderskudt banegård. Det digitale har heteronomiseret alt, også vores liv og selvopfattelse, og det viser sig i og omkring litteraturen. Den befinder sig ligeså godt på Facebook som i en bog. Asta Olivia Nordenhof er det bedste eksempel på dette. Hendes litteratur udfolder sig som en fortløbende tekst på tværs af medier og uden hierarki.

Det etiske ligger således i, at man i sin fremstilling af sig selv, uanset hvor usammenhængende den end må være, forsøger at se det vi kalder "selvet" i en sammenhæng. Denne sammenhæng kan være af forskellig art, fx en narrativ art, men behøver ikke at være det. Ideen her har jeg fra Amalie Smiths bog I civil, der igen henviser til Judith Butler. Smith skriver fx om at se sig selv: ”som en af mange viljer i et socialt økosystem, påvirkende og påvirket af verden”(93) og henviser til digteren Juliana Spahrs sigende linjer ”How lovely and how doomed this connection of everyone with lungs”. Vores forbundethed er en frelse og en forbandelse. Det sociale økosystem er det totale NU, bekymringen altomfattende. 




Smiths bog er på mange måder en smuk og omsorgsfuld poetik for den bekymrede generation. Smith tænker godt som forfatter, og det er ikke tilfældigt, at hun henviser til Butler. Butlers tanker om selvfortælling og selvfremstilling vil jeg gerne gøre til mine og til deres, den bekymrede generations, fordi disse tanker indlejrer selvfremstillingen i et etisk perspektiv. Smith udlægger det således:


"Judith Butler skriver, at fordi min selvfortælling altid er henvendt, og fordi jeg aldrig kan huske eller rumme alt, der er sket i mit liv, må jeg støtte mig til andre og deres fortælling om mig. Jeg ejer ikke min selvfortælling, og mit jeg er kun delvist klart for mig selv." (92)


På baggrund af denne indsigt har Smith en mindre, men prægnant dialog i sin bog:

"- Jeg tror det.

- Hvad tror du?

- At vores henvendthed forpligter os på hinanden.

- The 'I' is the moment of failure in every narrative 

effort to give an account of oneself, skriver hun også

- Det er et sted at begynde.

- Hvor?

- Jeget som selv-fortællingens uklare punkt. Jeg er

ankommet til sproget, jeg ejer det ikke.

- Hvem er du?

- Jeg er vores fælles pronomen." (92-93)

Selv jeget er vi fælles om. Det er bekymrende.




Butlers centrale argument i bogen Giving an Account of Oneself (2005), som Smith lader sig inspirere af, drejer sig om, at det grundlæggende for en moral mellem mennesker er vores blotlæggelse i forhold til andre, ikke en form for selvidentitet. Her kan man igen se de to opfattelser af selvfremstilling skinne igennem, som jeg nævner ovenfor. Jeg abonnerer på den første. Det er vores ufuldendthed, der konstituerer moral, tror jeg, ikke en sammenhængende opfattelse af eller fortælling om identiteten, der snarere tilhører en liberalistisk tankegang fra Kant og fremad. Ideen om autonome individer, der støder sammen osv. 




Og det handler om at være ydmyg over for sin egen uigennemsigtighed i denne sammenhæng, eller rettere: Ydmyghed er et udtryk for denne uigennemsigtighed, og den gensidige anerkendelse er en opgave, man bliver stillet over for, på grund af sin egen og den andens uigennemsigtighed. Ansvarlighed er således et forhold, der handler om relationen imellem vores manglende evner til ikke at kunne gennemskue os selv:

”Indeed, to take responsibility for oneself is to avow the limits of any self-understanding, and to establish these limits not only as a condition for the subject but as the predicament of the human community” (ibid.: 83).

At vedkende sig sin begrænsede viden om sig selv er at kende sig selv bedre, kunne man sige, og det er, trods alt, stadig at kende sig selv til en vis grænse, vil hun og også jeg hævde (ibid.: 46).

Det ”jeg”, der begynder at fortælle sin historie, kan kun fortælle denne i forhold til en række altid allerede anerkendte normer og former for livs- og selvfortælling. Derfor mener Butler, at hvis jeget ellers indvilliger i at fortælle sig selv gennem disse former, indvilliger det også i at lade sig selv desorientere i fortællemåder, der har en upersonlig oprindelse, det som man kunne kalde teksten, den andethed, som vi alle er overladt til og forankret i. Vejret er et godt eksempel på dette. Noget vi alle kan tale med om, og normalt ikke noget vi hænger os i, medmindre man måske er digter.

Jeg tror, at nogle af misforståelserne omkring ”generation etik”, som jeg nu vil omdøbe til den bekymrede generation handler om, at mange stadig tror på, at litteratur er noget andet end kommunikation, eller i det mindste en helt særlig form for kommunikation, som helst ikke må blive smittet af daglig tale. Således også Rolf Sparre Johansens ellers store og fine engagement i affæren.

Det er bl.a. den gode og gamle ide om litteraritet, der spøger, fx sådan som man fejrede denne i den russiske formalisme, og som blev nedarvet i nykritikken, hvor man talte om den intetionelle fejlslutning og i øvrigt gav fanden, når det kom til affekt, der jo præcis er at finde alle steder hos den bekymrede generation, da vores humør, som vi ved, bl.a. afhænger af vejret. 

Forfattere fra den bekymrede generation vil altså sige noget med deres tekster, de har noget på hjertet, men teksten er jo blot kun en tekst, den har også et liv, kunne man sige, et lille hjerte der også altid banker. Andre har været der før i dette sprog, vi benytter os af. Man bliver talt, når man taler. Det betyder, at al sprog er flertydigt, bevidst eller ubevidst, og da især litteraturen, der endog til tider kan sætte en ære i at overlade initiativet til ordene, som Stéphane Mallarmé sagde det engang. Men selvom sproget er ingens, må en udsigelse altid være nogens.


En anden misforståelse i kortlægningen af den såkaldte ”generation etik” er, at man ikke skelner mellem fiktion og litteratur. Det er ikke det samme, selvom man kan blive forvirret, især på engelsk, når man taler om fiction, der svarer til skønlitteratur, men igen, der går et vigtigt skel her. Litteratur kan benytte sig af fiktion, men behøver ikke at gøre det. Fiktion er en – måske endog den vigtigste – af litteraturens mange kommunikative ressourcer. Men derfor giver det alligevel mening at ændre perspektivet, når man læser værker af forfattere fra den bekymrede generation: i stedet for kun at leve sig ind i fiktionen, kan man også spørge, hvorfor den pågældende forfatter overhovedet benytter sig af fiktion og på den måde? Det er en tanke, som jeg og flere af mine kolleger allerede har fremført i en bog og et punkt, hvor jeg i øvrigt ligger helt på linje med en forfatter, der til en vis grad "tilhører" generationen i mine øjne, Nikolaj Zeuthen, der i en god Kritik-artikel fra 2010 "Digt og samfund i 00'erne. Essay om fiktion, ideologi og det etiske i litteraturen" skriver om en mere fordomsfri tilgang til fiktionen, hvor vi ikke hele tiden koncentrerer os om den "magiske mur", som fiktionen opstiller mellem læseren og forfatteren, men også om det, som forfatteren faktisk vil fortælle os med sin fiktion.

Det handler mere overordnet om, tror jeg, hvorfra man ser litteratur. Jeg vil gerne se den udefra og ind i stedet for omvendt, indefra og ud, og jeg har på fornemmelsen, at det er mere kongenialt med den bekymrede generations litteratur end det modsatte. Ser man den indefra og ud, dvs. litteraturen på det litteræres betingelser, ender man i blindgyder som nykritikkens. Man tror på en form for kunstnerisk essens, der taler for sig selv. At litteratur er et helt særligt sprog, der kræver sine koder og sin særlige former for kommunikation og omgangsformer. Det kan i nogle tilfælde gøre litteratur til en lukket klub, som jeg ikke er tilhænger af. Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhofs digtsamlinger har vist os, at det andet er muligt på hver deres måder.

Det gode ved ”digte” eller lad os blot sige "poesi" er, at de faktisk sjældent er fiktion. I den bekymrede generations tekster ligger der således en etisk motiveret bestræbelse på at vige uden om (de alt for store) fortællinger, den type af konstruktioner som Karl Ove Knausgård et sted kalder for fiktioner, og som han får kvalme af at beskæftige sig med. Forfatterne i den bekymrede generation vil igennem deres tekster synliggøre egne begrænsninger, fordi det netop er her, at den etisk ansvarlige henvendelse har sit udspring. Josefine Klougart taler fx om at være ødsel med sig selv, og selvom hendes bøger lanceres som romaner, er de i mine øjne uden tvivl også stor poesi.

Poesien er på en måde mere ”selvbiografisk” end de litterære former, vi normalt forbinder med selvbiografier. Den er simpelthen tættere på det (usammenhængende) jeg, der altid taler og fremstiller sig ”selv” – en mere autentisk genre, om man vil. Men poesien, sådan som jeg ser det, kommer til udtryk både i digte og prosa for tiden, hvis det overhovedet giver mening at skelne. Selv Knausgårds prosa er en form for poesi i den henseende, vil jeg vove at påstå. Det er noget, jeg skriver om i en anden og kommende sammenhæng, men for nu er det nok at pege på, hvorfor han må ses som et af forbillederne for den bekymrede generation. Akkurat som Hans Otto Jørgensen også er det. Læs Strange Days Indeed - det er er hverken fiktion eller fortælling, men en sproglig og poetisk undersøgelse af identitet, forbindelsen mellem det jyske "a" og det überdanske "jeg", der altid spøger i Hans Ottos væltede kældre. Som Henrik Nordbrandt engang skrev i digtet ”Eksempel” fra Drømmebroer: ”Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle/ men af angst for at blive set/ tør ingen gå det imøde”. Det er adgangen og gangen hen til det "jeg", der bekymrer den bekymrede generation. Et "jeg" der kun er tilgængeligt igennem vores fælles tekst til det andet, den anden og de andre.