#poesi-tweets

Jeg ligger under Mallings stjerner forsøger at sende tanker uden sammenhæng ud af systemet der ingen ro kan finde, søvnen som sleeplessness to go tankerne et spindelvæv, som jeg ikke kan komme ud af, verden der brænder mine sorte natbilleder og universet der bare eksploderer imens jeg lytter efter de mindste tegn i natten, støjen fra biler, støvfnug, en dansende myg der kan surre mig fast til sengen igen.

Fint interview med Tomas Espedal.

"Selv var jeg inde i Halvtredsaarene, denne Alder, da Tilværelsen begynder at vende Vrangen ud, og Legemet viser de første Tegn paa Henfald. Alle faar vi i de Aar vore "Fornemmelser", disse Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, Hold og Sting. Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen. Den ytrede sig hos mig som fæle Jagninger i den højre Side af Underlivet, hvor Leveren efter min Mening skulde sidde. Jeg talte en Dag til vor Læge derom. Han raadede mig til en Brøndkur i Wiesbaden. Jeg var i den Alder, sagde han, da Legemet havde godt af en kraftig Udskylning en Gang imellem. Jeg kviede mig længe, men tilsidst gav jeg efter og rejste" (Henrik Pontoppidan: Undervejs til mig selv . Et Tilbageblik København 1943, 180-181)

Jeg føler mig på mange måder anfægtet af Christina Hagens projekter og synes jo først og fremmest, at hun er en stærk forfatterstemme blandt den nye generation, som man bør tage alvorligt.  Det gør jeg så. Men når jeg læser hendes poetik-agtige tekst "Writting in English", der er en poetik i forhold til bogen Boyfrind , har jeg alligevel på fornemmelsen, at hun forsøger at forene to ting i et muligvis utopisk projekt. På den ene side det mere politiske, sympatien med dagplejemoderen fra Vejle, på den anden side det sproglige, fascinationen af det tomme sprog.  Det som i Boyfrind bliver repræsenteret af Hagens såkaldte Beverly Hills 90210-engelsk. Man kunne også sige det lidt anderledes, nemlig at Hagen gerne vil forene dagplejemoderen med sig selv gennem Stéphane Mallarmé. Det vanskelige ved projektet er måske ikke så meget Mallarmé, som det er dagplejemoderen. For vil dagplejemoderen til eksempel føle sig "rigtigt" repræsenteret ved det dårlige engelsk eller...

--> Hvis jeg var en yngre kvindelig forfatter, ville jeg overveje at tale mine andre, yngre feministiske forfatterkolleger stik imod. Eller måske ikke stik imod, men i hvert fald ikke lade min tavshed være udtryk for et rent samtykke. Er det virkelig sådan, at mit køn og mit hverv og de to tilsammen bedst bliver repræsenteret, ville jeg tænke? Jeg ville også tænke, at hvis Judith Butler kunne læse dansk og dermed følge med i den danske feminisme-bølge lige nu, ville hun utvivlsomt mene, at man burde besinde sig. Tonen er til tider militant. Det er sådan set fint nok, men det ærgerlige er, at den i sin militanthed også ofte ender med at være et retorisk og lidt tankeløst pragtstykke – ikke uden humor og gerne tilsat en dosis fiktionalitet, som man skal være litterat for at afkode. Med alle disse retoriske midler bekæmper man imidlertid så mediernes påståede ”fasttømrede billede” af yngre kvindelige forfattere, men egentlig blot for at bekræfte et andet efterhånden ”fasttømre...

Åh, det kribler i fingrene efter at skrive noget om Nielsens Den endeløse sommer på bloggen. Nu har jeg ved udgivelsen af de to seneste romaner forsøgt at skrive noget mere udfoldet og nuanceret end de dagbladsanmeldelser, der bruger halvdelen af pladsen på (igen) at snakke om Claus Beck-Nielsens død (i stedet for at læse romanen. Læs dog romanen!). Det er for så vidt Nielsens egen skyld, men alligevel. Det er rigtigt, at hverken Den endeløse sommer eller Mine møder med de danske forfattere er store ambitiøse romaner som Store satans fald fx. Men det er romaner, der faktisk lader Nielsen fortælle om trivialiteter – bevares – stadig i et nielsensk lys, dødens lys for eksempel, men alligevel. Jeg er ganske overbevist om, at personerne i denne bog mestendels er hentet ud af en konkret virkelighed i årene omkring 1984 (10 år efter Nellikerevolutionen i Portugal (129)), selvom jeg personligt kun kan genkende kunstneren Tal R, der omtales temmelig sarkastisk (98). Desuden genken...

Forleden da vi skulle køre hjem fra skitur i Norge, skulle vi for det første køre i en bil, der havde vist en del svaghedstegn på vejen derop - en herlig duft fra motoren - for det andet larmede den pga. en defekt udstødning, efter at jeg havde vendt snuden i en isklump. Troede jeg da. Men måske de to ting hænger sammen? At udstødningen allerede var defekt før isklumpen og dermed nedsatte motorydelsen, men det er en anden sag. Det er ligegyldigt nu. Just hold on we're going home .   Der havde været halvdårlig (langrends)skivejr det meste af ugen, tøvejr, men den dag vi skulle køre hjem, var der ironisk nok snestorm. Vi manøvrede os igennem den værste sne, ankom til Larvik i en spruttende bil, steg på færgen for at se mere end fire kvalmende timer gyngende grund i øjnene. Fra Hirtshals ventede der så mere rusk i firserboksen med skiene på taget og en bil, hvis ene vinduesvisker nu tilmed også var sat ud. Men vi kom hjem og det endda i fin behold, som man siger. Bil...