"Jeg er kun interesseret i den speci-/fikke modtagelse. En anmelder er/ naturligvis også hin enkelte, men/ skal forsøge at generalisere sine/ synspunkter og sætte dem i perspektiv./ Dette er jeg kold overfor.”
”Jeg prøver altså at stille værket uden/ for den offentlige reception.
Det er sikkert,/ fordi jeg er bange for at blive målt og/ vejet og fundet for
let. Jeg ville omvendt// sikkert også blive ked af det, hvis der slet/ ikke var
nogen offentlig reception. Jeg/ prøver at blæse og have mel i munden.”
Sex
Rouge, 173-174
Kære Pablo,
Jeg har indsendt manchet og overskrift til en poesikonference
i Aalborg, hvor jeg har forpligtet mig til at tale om dine tre seneste bøger,
men nu har jeg fået kolde fødder. Dette er ikke måden at nærme sig dine bøger.
Og selvom jeg ikke synes, at bøgerne er dårlige, på linje med Erik
Skyum-Nielsens anmeldelse af Hundstein,
mener jeg dog, at han har en pointe, når han i en i øvrigt skarpsynet kommentar
til sin anmeldelse skriver:
Vanskeligheden ved
som anmelder at ville ytre sig kritisk eller blot en smule forbeholdent om
Pablo Llambías’ to ”sonet”-bøger Monte
Lema og Hundstein ligger i, at
digteren egentlig kun levner én to kvadratcentimeter at manøvrere på.
Grænsesøgende, eksperimenterende og dermed vel i grunden muntert legende, men
også med showmandens kolde beregning skaber han et cirkus, hvor anmelderen, med
mindre han eller hun naivt applauderer, egentlig kun kan agere klovn.
(Information 15/2 2013)
En måde at respondere på dine bøger kunne være
desto større selvdisciplinering. Det er næppe muligt i en anmeldelse, men de
”to kvadratcentimeter” kan man jo ved selvdisciplin udfylde så strengt som
muligt. En anden måde er at reagere som menneske. Det gør jeg her.
Jeg har besluttet mig for at skrive et brev.
Jeg tænkte, at det var den rette måde at sige noget fornuftigt om dine bøger.
Jeg bliver ikke udstillet som litterat, og du bliver ikke udstillet som
forfatter. Og selvom jeg opdagede, at Nanna Goul gjorde det samme, som jeg gør
nu, da hun ”anmeldte” Hundstein, og
at jeg derfor ikke er så original, som jeg i første omgang bildte mig ind (det
er vi sjældent), fastholder jeg brevformen.
Nanna Gouls ”anmeldelse” er sådan set bare
symptomatisk for dele af det, som jeg forsøger at argumentere for, nemlig at
dine bøger, fordi de læner sig så meget op ad det performative, også ændrer karakter.
Camilla Jalving har i sin afhandling skrevet om kunstværket som handling. Hun
taler ikke om litteratur, men jeg mener sagtens, at man kan overføre hovedpointerne.
Fx når hun skriver at denne transformation fra værk til handling medfører
en performativ
betydningsramme, der positionerer beskueren ikke blot som passiv betragter, men
som medaktør på en ’fortolkningens scene’ – en scene hvorpå værket optræder som
’ytring’ frem for som objekt (2011: 16)
Det er klart, at dine bøger stadig har en art
værkkarakter. De udkommer på Gyldendal i flot udstyr, de ligner en trilogi, de
ligner litteratur. Men tillad mig at kritisere den måde at udgive bøgerne på.
Det er i virkeligheden mere misvisende end at jeget i sonetterne kalder sig
selv for Pablo. Bøgerne er i mine øjne ikke et værk i gængs forstand, men de er
offer for en litterær konvention. Og dit projekt er måske nok litteratur, men
det er spørgsmålet, om den ikke snarere finder sted uden for eller på kanten af
bogens rammer?
Det litterære i dit projekt er således ikke
forankret i et værk, men snarere i det som Roland Barthes kalder tekst i essayet
”Fra værk til tekst”. Barthes ide om teksten tror jeg, bør forstås som en art
performativ diskurs, en (kon)tekst der ligger dybere end eller omkring værket,
herunder også forfatteren. Ikke nødvendigvis teksten som adskilt fra værket,
men snarere som værket, der træder frem på baggrund af teksten.
Du insisterer imidlertid på at skelne mellem
tekst og subjekt. Du siger, at teksten aldrig kan være autentisk; det er kun
mennesker, der kan være dette (Sex Rouge,
336). Men jeg er ikke sikker på, at det er så simpelt. Hvis ellers mine tanker
om Barthes er rigtige, og at det er teksten, som er det interessante ved dine
bøger, er det en smule fejt som forfatter at unddrage sig, ja teksten. Det er den
mangel på forskel, som er udgangspunktet for dine ”sonetter”. Dvs. at det hele
på en måde er ”tekst”, også forfatteren. Akkurat som kritikeren ikke kan
påberåbe sig en position uden for teksten, således kan forfatteren det vel
heller ikke, når det nu engang er dét spil, der er igangsat? Jeg er en del af
teksten, og det samme er du. Om vi er autentiske, må andre afgøre.
Dine tekster foregiver at være litteratur,
foregiver at være dagbøger, foregiver at være poesi, foregiver at være
sonetter. Men skulle man kalde det noget uden at foregive noget (og det kan jeg
vel tillade mig nu, eftersom vi begge er en del af teksten), ville jeg faktisk
henvise til Michel Foucaults brug af ordet hypomnemata.
Hypomnemata er en slags personlige noteshæfter; den tekniske betydning
inkluderer også regnskabsbøger, offentlige registre, der fx kan tjene som
huskesedler. Foucault går så skridtet videre og indregner ligeledes breve og
brevveksling som en slags hypomnemata, fx Senecas brevveksling med Lucilius.
Foucault skriver:
Det arbejde, brevet
udfører på modtageren, men som også udføres på skribenten gennem selve det
brev, han afsender, medfører således en ’introspektion’ som man ikke må forstå
som selvets afkodning af selvet, men mere som en åbning af en selv, som man
giver den anden. (196)
Denne åbning, som man giver til den anden, og
som måske er fundamental i al litteratur, men måske mest synlig, når det gælder
poesi, har altid med det etiske at gøre. I den forstand er litteraturen også altid en begivenhed. Det vender jeg
tilbage til om lidt. Men værre endnu bliver det, når litteraturen insisterer på
kun at være åbning. Man kan som litteraturkritiker
ikke forholde sig objektivt til hverken en tekst eller en person, der åbner sig
selv og giver denne åbning videre til den anden som en art gave (eller måske
forbandelse). Den særlige henvendelse forpligter, ja inddrager, ja
menneskeliggør sin modtager anderledes, og det bliver derfor svært udelukkende
at respondere på æstetiske præmisser. Jf. Jacques Derridas (2009) tanker om det
at give og modtage fx en gave, at være den der bekendes til osv. Visse
sproglige handlinger unddrager sig simpelthen at blive sprogliggjort.
Foucault har i øvrigt i sin tekst her, som
altid, fat i noget mere, noget mere omkring skriftens forhold til livet, noget
som litteraturen på det seneste har indoptaget kraftigt, og som vi desperat
forsøger at indkredse med stadigt nye termer som autofiktion, dobbeltkontrakt,
performativ biografisme, autonarration, selvfremstilling, og hvad ved jeg? Måske
handler det om litteraturen (og kunsten) som en art biopolitik? (Groys 2008)
Årsagen til at jeg fx har holdt mig til termen selvfremstilling, handler om at fænomenet
er meget mere end et litterært fænomen; det er en måde at forstå, ja at tage
magten over vores liv – gennem tekst og måske fortællinger.
Dit projekt er blevet sammenlignet med Karl
Ove Knausgård. Hvis I har noget til fælles, set fra et litterært perspektiv, er
det dagbogsformen og jeres anti-performative biografisme. Men anti-performancen
er også en performance, og også i Knausgårds tilfælde gør det modtagelsen
problematisk. Måske kan man retfærdiggøre Jes Stein Pedersens ”anmeldelse” af Min kamp 6 i det lys? Kritikere har
normalt til opgave at afsløre kejserens nye klæder, men Stein Pedersen smider
tøjet i stedet og hopper ind til kejseren nøgen. ”Det var dér, jeg græd”,
skriver han eksempelvis.
Min gestus er her måske den samme, men jeg
græder ikke. Jeg var, som nogle måske kan huske, ikke særlig glad for den
”anmeldelse”. Årsagen er, at den jo er kritikløs, og at hvis det er rigtigt, at
Min kamp er sådan et mesterværk, som
Stein Pedersen skriver, så fortjener den også god kritik. Det er den ene side
af sagen. Den anden er, at jeg ikke er så sikker på, at Knausgård selv ønsker,
at det skal være sådan. I den måske mest manipulerende selvfremstilling (en af
min kolleger kaldte den ligefrem vammel (selv synes jeg at det er et højdepunkt
i romanen)) i forbindelse med hele Min
kamp, nemlig samtalen mellem Karl Ove og vennen Geir i bind 2, taler de to
om Nobelprisen, om Harry Martinsons selvmord osv. Knausgård lader her Knausgård
sige: ”Ros er faen ta meg det verste man kan utsette et menneske for.” (457)
Men hvad skal kritikere og litterater så
stille op? Jeg har ofte, når jeg har forsøgt at beskrive, hvad der sker i
”værker” som dine henvist til performanceteoretikeren Erika Fischer-Lichte. I
en artikel der er udkommet på dansk, og som er en oversættelse af første
kapitel af hendes bog Ästhetik des
Performativen (2004), skriver hun:
For hvis der ikke
længere er noget kunstværk, der eksisterer uafhængigt af producenten og
recipienterne, når vi derimod har at gøre med en begivenhed, i hvilken alle –
om end i forskelligt omfang og forskellig funktion – er involveret, og hvor
”produktion” og ”reception” i den forstand fuldføres i samme rum og på samme
tid, forekommer det højst problematisk fortsat at operere med parametre, kategorier
og kriterier, der blev udviklet i separate produktions-, værk- og receptionsæstetikker.
Deres duelighed vil i det mindste skulle efterprøves på ny. (2006:13)
Det er i mine øjne en sådan efterprøvning, dine
bøger foretager sig. Det vigtigste i forhold til denne efterprøvnings form er ikke
sonetten, men snarere samtidigheden, det tidslige rum, der absorberes og
transformeres af projektet. Hundstein
handler fx om forberedelsen af Monte
Lemas udgivelse, den handler om, hvad der vil ske, når sonetterne
iværksættes. Således bliver ”værket” til (kon)tekst og til sidst til
begivenhed. Sonetformen, der i mine øjne forbliver uinteressant, er snarere den
sidste rest af den almindelige forståelse af det litterære, en systemisk
manøvre til at holde livet i hævd, at give det en form. Eller hypomnemata, som
Foucault kalder det. Sonetformen er en iværksættelse af litteraturen i livet.
Der er derfor, som i så mange andre ”værker” for tiden vendt op og ned på liv
og kunst. Kunsten er ikke en afspejling af livet, den er led i en performativ
gestus, en aktiv handling der anvendes for at give livet form, ja biopolitik.
Og apropos begivenhed, så forudsætter
begivenheden en overraskelse, det uventelige, som Jacques Derrida siger det et
sted (2009). Han fortsætter sin analyse med at sige, at begivenhedens mulighed
bliver hjemsøgt af dens umulighed, for hvis man kan sige (eller forudsige)
begivenheden, er det slet ikke en begivenhed. Det Derrida er ude efter, er
strukturen og det performative, før der overhovedet bliver sagt noget. Sådan
noget som Løgstrup ville kalde spontan livsytring Tager man fx bekendelsen, der
jo er relevant i forhold til dit projekt, så skriver han:
Bekendelsen [Augustins], tilståelsen består ikke i at fortælle Gud, hvad
han ved. Den drejer sig ikke om udsigelsen af en viden, der informerer Gud om
mine synder. Min bekendelse drejer sig om at forvandle mit forhold til den
anden, at forvandle mig selv ved at tilstå min skyld. (2009: 15)
Når man som forfatter skifter gear i værkets
ontologi: Fra værk til tekst til begivenhed, hvilket jeg vil hævde at du, og en
række andre forfattere for tiden gør, skifter man også noget andet og mere ud.
Man fremhæver processen på bekostning af produktet osv. I centrum kommer derfor
ikke skyld eller skam som hverken fænomen eller tema, som man kender det fra
sædvanlig fiktiv litteratur, men snarere afsenderens forvandling. Afsenderen
rækker ikke sine ord eller sit værk ud til modtageren, men snarere en hånd. Den
kan man naturligvis vælge at afslå, selvom et afslag kræver stor selvdisciplin,
men det er vanskeligt at holde hånden over, hen eller for nar, fx ved at
beskrive den ud fra komplicerede æstetiske teorier. Ingen af disse muligheder
har jeg valgt her i dag. Dette brev er min hånd i din (er det ikke smukt?)
Skal jeg alligevel forsøge at beskrive dine
bøger, så vil jeg, som dele af receptionen har påpeget, sige at det mest
forstemmende ved at læse dine bøger er, at motivet mangler eller i hvert fald
føles uklart. Der er ikke noget lys for enden af tunnelen, og du fortsætter
ufortrødent ned i sonetternes udløb. Det bliver ved. Den lykkelige afslutning i
Sex Rouge virker i den forbindelse
forceret og utroværdig. Sådanne slutninger findes kun i bøgerne, der skal
slutte. Men livet og litteraturen, fornemmer man, er ikke så simple. Heller
ikke dit og din litteratur. Den forcerede slutning ”leger” litteratur, men
livet er kontingent. Det er tid og tilfældighed.
En anden ting ved den ujævne eller i hvert
fald urolige reception, tror jeg handler om, hvor meget læseren knytter dig med
Pablo i teksten. Daniel Dalgaard har skrevet en fin artikel om dine sonetter,
der behandler centrale emner som bekendelse og autenticitet, men jeg synes, at
han i sin tone skærer for dybt mellem teksterne og dig, når han fx behørigt
taler om ”Llambiás’ fortæller” (83). Hvis forskellen er så stor, ja så
kontrolleret, mellem dig og den, der siger noget i teksten, bliver det i mine
øjne ufarligt og mindre interessant.
Chris Burden: ”Shoot”, 1974. Yves Klein:
”Leap Into The Void”, 1960.
Kig i den forbindelse godt på de to billeder
ovenfor. Er der en forskel? Umiddelbart virker begge billeder voldsomme og
performative. En mand kaster sig ud fra første sal uden sikkerhedsnet, en anden
skyder sin partner ved en performance. Men forskellen er, at Yves Kleins
billede er manipuleret. Eller fiktionaliseret, som jeg vil vælge at kalde det.
Han lander faktisk sikkert. Chris Burden derimod lader sig skyde. Eksemplet har
jeg fra Philip Auslanders artikel (2006), hvor han forsøger at diskutere
forholdet mellem performance og dokumentation samt forskellene i
performativiteten ved performance dokumentationer generelt. Auslander
konkluderer:
If we are concerned with the historical
constitution of these events as performances, it makes no difference at all. It
follows from my assertion that the identity of documented performances as
performances is not dependent on the presence of an initial audience that we
cannot dismiss studio fabrications of one sort or another from the category of
performance art because they were not performed for a physically present
audience. My suggestion that performance art is constituted as such through the
performativity of its documentation is equally true for both Burden’s piece and
Klein’s. (7)
Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Jeg er
enig i, at selv kunst, der helt eller delvist er fiktionaliseret, kan påvirke
virkeligheden, og at fiktionalisering kan være led i en autenticitetsstrategi,
men ikke i, at det ikke nytter at spørge til adskillelsen af fiktionalitet og
virkelighed. Man kan ikke have en intention om at påvirke virkeligheden og
samtidig lade som om, at den ikke findes.
Desuden, hvis man skal være streng omkring
spørgsmålet om autenticitet, kan det næppe afgøres ud fra ideen om et
tilstedeværende publikum. Autenticitet kommer jo af det græske authentikos og authentes dvs. ophavsmand, og igen af autos dvs. selv. Men den etymologiske forbindelse er der vist
ingen, der længere hverken husker eller tror på.
Måske bør vi derfor forlade den lidt futile
diskussion om autenticitet og i stedet, med Walter Benjamin, tale om aura. Det
som sker med Kleins billede, når man kender konteksten, er, at det mister en
del af sin aura. Man mister ganske simpelt noget af interessen for billedet,
når man ved, at det er fiktion. Men er interessen for aura en måde at bedrive
litteratur- eller kunstanalyse på? Jeg ved det ikke.
Tanken om værkets aura må nok gentænkes i
forhold til vores medialiserede virkelighed. Vi hungrer alle efter, ikke bare
kunstværkets, men også vores egen indlejring i begivenheden, men begivenheder
er noget, der oftest sker i tæt sammenhæng med medierne, ja medierne skaber i
dag langt de fleste af de begivenheder, vi kender. Måske har Boris Groys (2009)
derfor ret, når han kalder medierne for et religiøst rum. Det er det eneste
religiøse rum, som vi i dag kender til. De unge forfattere på din skole er
formentlig klar over dette, også uden at kende til Benjamin. Man kunne jo blot
tage Yahyas digte. Dem vil jeg sige noget om en anden gang. Indtil da, ha det
godt, og adieu.
KH
Stefan
Referencer:
Philip Auslander.
“The Performativity of Performance Documentation.” PAJ: A Journal of Performance and Art 28.3, 2006, 1–10.
Roland Barthes. ”Fra værk til tekst.” Forfatterens død og andre essays.
Gyldendal 2004
Daniel Dalgaard. “Pablo Llambías’ sonetter.” Kritik, Årg. 46, nr. 208, 2013, 80-88.
Jacques Derrida:
“En vis umulig mulighed for at sige begivenheden”, Passage nr. 61,
2009, 9-26
Erika Fischer-Lichte:
”Begrundelse for det performatives æstetik”, Peripeti
nr. 6, 2006.
Michel Foucault: “At skrive sig selv”, Niels Brügger (red. et al): Foucaults masker. Forlaget Modtryk 1995
Nanna Goul: “Kære Pablo Llambías”, Weekendavisen
1/2, 2013.
Boris Groys.
“Art in The Age of Biopolitics: From Artwork to Art Documentation”. Art Power. Cambridge,
Massachusetts / London, England: The MIT Press 2008.
Boris Groys. “Medierne er et religiøst rum.” Højskolebladet 134. 2009, 24-27
Boris Groys. “The Border between Word and Image”. Theory, Culture & Society, Vol. 28(2), 2011: 94-108.
Camilla Jalving: Værk som handling. Performativitet, kunst og metode.
Museum Tusculanum 2011
Stefan Kjerkegaard: “Hundstein.” den
STORE litteratyr, 26/2 2013. http://kjerkegaard.blogspot.dk/2013/02/hundstein.html
Stefan Kjerkegaard: “Når anmelderne lægger sig helt ned”, Information 30/11 2012. http://www.information.dk/318480
Pablo Llambías: Sex Rouge,
Gyldendal 2013.
- Hundstein,
Gyldendal 2012.
- Monte Lema, Gyldendal 2011.
Erik Skyum-Nielsen: ”I megastor krise”, Information 1/2, 2013
Erik Skyum-Nielsen: ”Svar”, Information 15/2, 2013
Jes Stein Pedersen:” Knausgårds sidste bind
sætter ny standard for, hvad litteratur kan” i Politiken 17/11, 2012. Kan findes på
