Danmarks uden sammenligning flotteste tidsskrift, Apparatur, er igen på banen med et nyt nummer. Denne gang er temaet alvor. Centralt i nummeret står to fine flankerede tekster af hh. Søren Ulrik Thomsen og Lars Bukdahl. Jeg har tidligere rost Thomsens tekst, der er så god, at man helt glemmer at læse, hvad der egentlig står i den (til fordel for musikken i Thomsens prosa). Bukdahls tekst er også fin, om end lige lovlig hurtig på aftrækkeren og kun et par steder, synes jeg, er Bukdahl hurtigere end sig egen skygge. Ideen om at se Inger Christensens systemer som Storm P - maskiner er fx sjov og original.
Han har altså et par udmærkede og underdrejende pointer undervejs, men jeg kommer aldrig til at tro på hans måske lidt for fikse ide om humor for alvor (havde jeg nær sagt). Humor uden alvor eller pjank som Bukdahl skriver, at han foretrækker, er for mig at se (i længden oh la la) som at dyrke sex, men uden at bruge sin krop (eller som sprog uden betydning, ren lydpoesi fx, som jo kun er interessant i små mængder), og den eneste grund til at fx salig Per Højholt er så sjov, er da netop fordi han har en masse ting i klemme, især at han befinder sig i en krop, og at den er (krop)umulig. Det samme kunne man sige om Simon Grotrian, som er een af Danmarks sjoveste, nulevende digtere, men som Bukdahl desværre aldrig nævner i sit indlæg ("stilen er højnet på kirkernes lår/ jeg vil gerne vise mig påklædt for Abraham/ gerne i shorts" - "GERNE I SHORTS", hvor kom det fra? Og hold da helt kæft, hvor er det sjovt!!!!).
Man flækker bl.a. af grin, fordi man føler sig fanget i en krop, der jo til syvende og sidst skal dø. Man flækker, fordi man tror, at man er noget andet end sin krop - det er man ikke, og det finder man bl.a. ud af, når man griner. Det andet er, tror jeg, æggehovedhumor, kropsforladt humor, ja fikse ideer. Og at male overskæg på Mona Lisa er altså meget, meget mere end en fiks idé.
Det er fint, når Lars er ude efter den kedelige alvor, den findes der alt for meget af, især inden for centrallyrisk digtning (og også inden for akademia, selvom den her er anderledes nødvendig, er jeg bange for), og det er også fint at underminere den officielle kanon ved at fokusere på humor, men at humoren skulle være så fortrængt, som der påstås - det er nok lidt et fortegnet billede, synes jeg, også selvom jeg (ligesom Lars) er mere til Schades digtning end til Tom Kristensens ; - )
I nummeret finder man en mindre billedserie af Claus Castensen, bl.a. det ovenstående.
Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så vinterhvid, så vinterhvid den frosne Dug neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug, og smelter på min Hånds den varme Flade, mens Foden træder melem visne Blade.
Jeg ser på Hånden de tårer stå det er som en Hulken jeg hørte: nu blir vore Minder, store og små, gennem Skoven for Vinden førte. Skal Alt da hvirvles for Vintren hen, skal Sorg og Adskillelse råde? Nej, Julesneen er Menneskets Ven, den gemmer hans dybeste Gåde.
På hånden et Fnug en Dråbe så hed vi stirrer mod tindrende Blikke: en Tåre, som gennem vor Tanke gled ak! andet er det vel ikke! Men krymper vi os under Verdens Nød mens Tiderne ældes og strænges: den frosne Tåre, den falder så blød, på Alt, hvad som savner og længes.
Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så forårsblid; så forårsmildt de bløde Fnug i Faldet smælter som en Dug, det nådigst alle skjulte Spirer væder, mens alle Minders Kilder sagte græder.
Jeg har nu altid bedst kunnet lide Claussen, da han på sine ældre dage blev lidt mere tyst i sine digte, fx dette her (selvom han i sine rim ikke kan lade være med at lave spas):
21. 2. 24
Hun har saa skønt fra Naturen en Holdning i store Drag, at man ville kysse Konturen af hendes For og bag, selvom hun laa forstenet og kold i en Sarkofag.
Jeg er helt oppe at køre over dette essay af Søren Ulrik Thomsen om alvor, som man kan finde i Information i dag. Det skyldes ikke kun, at det i sin tid var mig, der anbefalede Apparatur-redaktionen (Apparatur i hvilket essayet også er trykt) at spørge Thomsen, om han ville bidrage. Allermest skyldes det bare, at Thomsen jo er så pissegod, og jeg er helt sikker på at alvoren nok skal indfinde sig i dansk litteratur igen, hvis den da ikke allerede er ved at gøre det.
Man burde citere hele teksten, men her en lille forsmag:
Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst, når den kommer helt bag på én, egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammeligt nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også høres det pinlige klonk, når joken dejser bevidstløs til jorden. Sørgeligst var det at se den desperat højtråbende Dirch Passer i sine sidste år trygle om bifald, ligesom det heller ikke er specielt morsomt at læse en tekst, hvor forfatterens grimasser betyder 'jeg er sjov', og en pegepind i margenen gør opmærksom på vitser under opsejling, og er overbevisningen om at humoren i særlig grad skulle holde med de gode og i sit væsen være politisk progressiv til gengæld grinagtig, kan man ikke omvendt slutte, at denne uforbederlige anarkist så skulle være specielt loyal over for højrefløjen. Mest røvsyg er troen på, at humoren er et litteraturpolitisk parti, man kan melde sig ind i, en størrelse, man kan indfange, besidde og iføre sig som en personlig identitet, man dog er nødt til konstant at bekræfte ved at udpege tørvetrillere, og særlig trættende er det for Gud ved hvilken gang at se alvorsmanden Martin A. Hansen pisket som en gammel krikke: Kære venner, manden døde for mere end halvtreds år siden, kan I ikke snart klare jer uden ham?
Kultur & Klasse har på en måde det allerfedeste brand for tiden blandt de litterære tidsskrifter, sådan lidt retro på den sjove måde. Nå, men tidsskriftet fik fra sidste nummer ny redaktion bl.a. Henrik Skov Nielsen og Mikkel Bolt som nye ved roret.
I det seneste nummer (nr. 1, 2008), der har temaet "Vold" bidrager jeg selv med en, indrømmet, lidt etisk dubiøs artikel om Cho Seung-Hui og hans tekster. Artiklen var bl.a. foranlediget af disse guidelines, der blev udarbejdet af flere af Chos undervisere efter drabene på Virginia Tech
Abstractet for min artikel lyder som følger:
“Something out of a nightmare. Om Cho Seung-Hui og hans tekster” forsøger at belyse forholdet mellem de litterære tekster, som Virginia Tech morderen, Cho Seung-Hui, skrev, og dennes grusomme handlinger. Et par af teksterne blev, kort tid efter mordene, tilgængelige på nettet. Det gav anledning til en række diskussioner om, hvorvidt man kunne forudsige Chos handlinger ud fra teksterne. Mens de fleste, ofte unuanceret, kobler forfatter, tekst og gerningsmand sammen, så forsøger artiklen her at diskutere disse relationer mere kritisk, både i forhold til mere litteraturdidaktiske overvejelser og i forhold til spørgsmålet om, hvilken betydning litteratur overhovedet har for unge i dag. Pointen i artiklen er således, at teksterne på trods af den vold, de desuagtet rummer, netop ikke rummer nogen former for forløsning, men kun vidner om åndeligt armod. At den kunstneriske forløsning for Chos vedkommende netop finder bedre udtryk andetsteds, er måske i virkeligheden den største tragedie i dette litterære perspektiv.
Jeg sidder her med Tóroddur Poulsen digtsamling Stensætninger, som er oversat til dansk af digteren selv i samråd med Christian Yde Frostholm. Det er der kommet en fin digtsamling ud af, digte der lever op til bogens titel. Fx dette fine digt, som er det sidste i samlingen:
der er så meget stilhed her i mine minder at jeg vader ud af dem igen hjem til noget som aldrig har været
Der er sådan en nordisk kølighed, yderst usentimental, over disse digte. Køligheden er krydret med et ofte frapperende, ja næsten varmt, surrealistisk billedsprog, som alligevel er forankret i stedet, det nordiske:
i den hudsomme havn lægger drømmen til kaj med hemmelighederne sejlende i blodet mellem holme og skær af vrede som afsløres når alting vågner i en spejlvendt sang nede fra maven der også fandtes i barndommen
Sætningerne kommer ligesom ud af det blå (ligesom Færøerne forestiller jeg mig, hvis man sejlede derop), hvorfor der sikkert heller ikke er gjort brug af punktum, komma, versaler og deslige, de er som hugget ud af sten. Digte barberet ned til det væsentlige, det som digte og vers kan. Det er flot gjort, så en varm anbefaling herfra.
Claus Christensen og Peter Jensen står for denne udmærkede antologi fra Dansklærerforeningen, der foruden en fin introduktion også rummer tekster af Hesselholdt, Højholt, Juul, Romer, Leth, Ditlev Jensen m.fl. Jeg fik den med bogpakken i dag.
Det som jeg især jubler over, ud over at se noget af min egen og andres forskning inden for feltet i mere formidlet form, er, at der er blevet plads til hele to tekster af Per Højholt. Bl.a. "Imago. En selvbiografi", som jeg også ved flere lejligheder har benyttet mig af i min undervisning, og som er en fantastisk lille tekst:
"Som jeg nu stod der ved kummen og havde lyset tændt over den, var det umuligt for mig at se bort fra den omstændighed at et spejl gengav mine træk. Jeg studerede dem aften efter aften og med tiden syntes jeg at jeg kunne skimte en forandring. Ikke at jeg kom til at se anderledes ud end jeg havde måttet vænne mig til, slet ikke, men det var som om mine træk med tiden trådte frem med et særligt eftertryk, i anførselstegn, så at sige. Jeg blev mere og mere mig, mig i en utrolig grad, og jeg fik da en nat den tanke at nogen var i færd med at overtage mig, at ligheden var alt for påfaldende til at den kunne stamme fra mig selv”.
Her til morgen rodede jeg rundt i mit speciale for at finde et citat i digitaliseret form og ramlede pludselig ind i noget af det allerførste [CHOK] , som jeg i sin tid skrev i mit speciale om Simon Grotrians poesi. Det handler vist nok om angsten som en motor i lyrikken, og i livet måske?Nå, men jeg tænkte, hvorfor ikke smide det ud (på bloggen). Så her er det.
Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle men af angst for at blive set tør ingen gå det imøde. Henrik Nordbrandt[1]
Det kan være svært at pege på et mønster i Grotrians forfatterskab, fordi det i sin grundform handler om at nedbryde et almindeligt og nødvendigvis fordomsfuldt billedsprog til fordel for et nyt og mere grænseløst. Når jeg skriver fordomsfuldt, så tænker jeg ikke kun i negative baner. Jeg tænker også i positive, hvor det uomgængeligt fordomsfulde består af tradition, vaner og almindelige associationskæder, som de fleste mennesker i deres hverdag lever og ernærer sig ved. Mit begreb om en fordom kunne man endda udvide så langt, at det i sidste ende kommer til at omhandle jeget selv. Men man kan ikke undgå at formidle disse fordomme, uanset hvordan man gebærder sig, fordi de klistrer sig til eller nærmest bor i sproget, ja de er med til at gøre sproget muligt. At jeg kan tale om mig selv som et jeg, gør således, at jeg kan konstituere mig i forhold til andre og til verden. Jeg afgrænser et felt, der er mig. Men det felt jeg afgrænser er måske ikke ret meget mere end et begreb, et sprog eller en metafor, der betegner en genstand omkranset af ca. 2 kvadratmeter hud. I min kropslige udfoldelse er grænserne som regel skarpt definerede af denne hud, og selvom sanserne forsøger at sammenkoble mig med verden, så kan jeg stadigvæk og for det meste se, hvad der er mig og ikke mig, men, at jeg har et sprog, gør, at jeg kan gøre mig selv til genstand i verden og ikke bare det, men også tænke mig som verden, ja være verden, hvis dette tænkes helt ud, hvor tankerne og sproget slutter.[2] Når det kommer til tanker og sprog er grænserne udflydende. Nogle er hårdnakkede og sætter åndelige eller sproglige stakitter op omkring deres person indtil det sygelige; andre derimod lader grænsen svæve eller flyde, måske også til det sygelige. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan går endda så langt, at han kalder jeget for en ”normal” form for neurose. Det kræver mod at udforske disse grænser af sit selv (nogle vil sige at det kræver sygdom), fordi det, der skal udholdes, er angsten, der bor derude, hvor sproget slutter. Begrebet angst er til gengæld et springbræt, man kan benytte sig af, hvilket både Søren Kierkegaard og Martin Heidegger så. Men man vælger ikke angsten selv, og derfor er den principielt farlig at udforske. Til gengæld har angsten det fortrin frem for stakittet, at den åbner op for fordomme og forudindtagethed; den viser områder, man kun kan se vha. den og udstiller de fordomme, man måtte have om dette eller hint.
Angst er muligheden for muligheden, men hvorledes forholder det sig, når angsten knyttes til måden, der dannes poesi på. Først og fremmest vil jeg sige, at kunst i en eller anden forstand formentlig altid har en form for affinitet til den angst, jeg forsøger at formulere, idet den bestandigt forsøger at sige mest muligt og dermed at udgrænse det sprog, udsigelsen benytter sig af; dernæst at angstens mulighed inden for det poetiske billedsprog er at spinde de yderste og mest snævre områder af mulighederne sammen. Det gælder også, når det drejer sig om den associationsform, der benyttes, hvis der da overhovedet kan være tale om at sætte associationen inden for en forms grænser. Hvis man kan tale om et angstens billedsprog, så er det et billedsprog, der nødvendigvis må ligge på forestillingsevnens grænser. Det er også et billedsprog, der ofte vil transcendere det erfarbare, idet angsten ikke er en erfaring, der udtrykker sig konkret sanseligt eller billedligt. Angst i lyrik kommer til udtryk som en stemning mere end noget andet, og det gør den vanskelig at karakterisere som en særlig lyrisk modus. Det betyder, at et forsøg på at sammenknytte angst og billedsprog altid vil bære præg af, at sidstnævnte i forvejen er bærer af et sprog, der udfolder sig på optiske betingelser. Inden for malerkunsten har angstens udtryk andre og måske bedre betingelser, da arbejdsmaterialet her netop er et materiale, der i sin materialitet ikke behøver at henvise til noget andet, dvs. at repræsentere. Materialet er noget i sig selv og præsenterer sig selv. Det er skriften og bogstaverne også, men samtidig repræsenterer de for det meste også noget andet nemlig verden og dens ting. Således hænger sprog og rationalitet til en vis grad sammen. Omkring romantikken bliver man imidlertid ekstra opmærksom på sprogets ”problem” og egensindighed; at dets repræsentationskraft endog er så voldsom, at sproget kan repræsentere sig selv. Denne selvrepræsentation er en vigtig del af den rationalitetsfordærvelse, der sker i kølvandet på romantikken og af den rationalitetskritik, der har eksisteret siden hen. Et spørgsmål kunne være om ikke denne selvrepræsentations modus er en form for angst eller antager en form, der ligner angsten, idet selvrepræsentationen gør sproget til sin genstand. Dvs. sproget som sådant ender med at være genstandsløst lig angstens bevægelse. Idet repræsentationen selv bliver repræsenteret sker det altid på baggrund af udelukkelsen af noget andet – fx verden som den ser ud, hvilket betyder, at sproget til en vis grad frisættes og dermed præsenterer sig selv. Sproget bliver genstand for sig selv, men genstandsløs i sig selv. Naturligvis skal man være varsom med sådanne analogier, ikke mindst fordi angsten i mange henseender er privat og kun sker for den enkelte, men analogien går på bevægelsens form ikke dens indhold. Og den angst, jeg forsøger at indkredse, er hverken eksistentiel, psykologisk eller ontologisk, men snarere poetologisk. Den skal forstås, som de brud eller skismaer man vil se, hvis man kunne tage et digts røntgenbillede eller høre mellemrummenes klang.
Sproget er utvivlsomt med til at producere angst, dvs. en mulighedsbetingelse for den. Hertil skal der dog siges, at angsten aldrig kan være frugtbar eller bare være angst, medmindre den træder frem på baggrund af verden. Godt nok er angsten genstandsløs, men det betyder ikke, at den kan træde frem på baggrund af det genstandsløse. Angsten er mere huller og tomrum, der åbner sig i verden – huller tomme for verden, ikke tomme for tomhed. Der må en verden til, før angsten kan vise sig, eller måske bør man mere præcist sige, at det er verden, der viser os angsten, ikke omvendt. Forsøger man at gøre sig billeder af den, viser det sig derimod, at angsten altid er fravendt på samme måde som selve selvrepræsentationens form i sin yderste konsekvens. Dvs. til forskel fra sprogets selvrepræsenteren, der mangler angsten en bestemt apofantik i heideggersk forstand. Sproget kan sige noget om noget, noget om intet eller intet om noget, men ikke intet om intet.
Angsten er noget, der giver lyrikken mulighed for nye former, hvilket gør den uhåndterlig på flere måder. Den gør ikke noget direkte, men den bevirker, at lyrikken gør noget andet. Udtrykket ændres, men på en særlig måde, fordi kausalitetsprincippet er fordrejet og fordrejende. Den knytter an til muligheden, dvs. noget fremtidigt, der virker ind på noget nutidigt.[3] Men angstens årsagsforhold er mærkværdige, da de ikke umiddelbart opstår af noget bestemt, der kan lokaliseres inden for den almindelige opfattelse af tid og rum. Atter engang må man, hvis man overvejer angstens forhold til billedsproget, tænke på, hvilke konsekvenser det får for en udfoldelse af dette. Hvis en kobling lykkes, må den udfordre de gængse opfattelser af tid og rum. Det er således ikke sikkert, at man kan holde angstens billedsprog inden for rammerne af et logisk og rationelt sprogbrug. Men hvad skulle man så kalde et sådant sprog? Nonsens eller galt? Én ting er sikkert; sproget risikerer at læne sig opad begge kategorier, men galskaben kan jo, som jeg har været inde på, bruges som strategi. Omvendt er det måske også den risiko, der skal løbes, hvis der skal skrives poesi, der i en bestemt forstand stadigvæk skal fungere bevidsthedsudvidende. Det kan selvfølgelig diskuteres, hvad det er, poesien kan og skal, men at bekræfte os i vores nuværende bevidsthedsmæssige position har aldrig været dens opgave og vil forhåbentlig heller aldrig blive det. Lyrik skal med andre ord være med til at vinde sproglig erkendelse, men erkendelse vindes ikke ved blind gentagelse. Derfor går lyrik og angst frygtelig godt i spænd. Sammen kan de to måske åbne op for sprogets verden og verdens sprog, sådan lidt patetisk og fænomenologisk formuleret.
[1] Fra digtet ”Eksempel”, Drømmebroer, Gyldendal(1998)
[2] Dette ræsonnement baserer sig i høj grad på Merleau-Pontys essay ”Synligt – usynligt” i Om sprogets fænomenologi – udvalgte tekster (1999)
[3] Angsten har i denne forbindelse ontologisk forstået, og det ville Søren Kierkegaard sikkert give mig ret i, et specielt forhold til kristendommen. Kristendommen overlader initiativet til den enkelte via en frihed, et valg, men friheden er en sprække i verden, der både åbner en mulighed for muligheden, men også en mulighed for en bestemt fortolkning af verden. Kristendom åbner således ikke bare op for en mulig himmelfart, men også for sin egen tilintetgørelse, og det er måske det mest specielle ved den i forhold til andre religioner.
