Danmarks uden sammenligning flotteste tidsskrift, Apparatur , er igen på banen med et nyt nummer. Denne gang er temaet alvor . Centralt i nummeret står to fine flankerede tekster af hh. Søren Ulrik Thomsen og Lars Bukdahl. Jeg har tidligere rost Thomsens tekst, der er så god, at man helt glemmer at læse, hvad der egentlig står i den (til fordel for musikken i Thomsens prosa). Bukdahls tekst er også fin, om end lige lovlig hurtig på aftrækkeren og kun et par steder, synes jeg, er Bukdahl hurtigere end sig egen skygge. Ideen om at se Inger Christensens systemer som Storm P - maskiner er fx sjov og original. Han har altså et par udmærkede og underdrejende pointer undervejs, men jeg kommer aldrig til at tro på hans måske lidt for fikse ide om humor for alvor (havde jeg nær sagt). Humor uden alvor eller pjank som Bukdahl skriver, at han foretrækker, er for mig at se (i længden oh la la) som at dyrke sex, men uden at bruge sin krop (eller som sprog uden betydning, ren lydpoesi fx, som jo kun...

Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så vinterhvid, så vinterhvid den frosne Dug neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug, og smelter på min Hånds den varme Flade, mens Foden træder melem visne Blade. Jeg ser på Hånden de tårer stå det er som en Hulken jeg hørte: nu blir vore Minder, store og små, gennem Skoven for Vinden førte. Skal Alt da hvirvles for Vintren hen, skal Sorg og Adskillelse råde? Nej, Julesneen er Menneskets Ven, den gemmer hans dybeste Gåde. På hånden et Fnug en Dråbe så hed vi stirrer mod tindrende Blikke: en Tåre, som gennem vor Tanke gled ak! andet er det vel ikke! Men krymper vi os under Verdens Nød mens Tiderne ældes og strænges: den frosne Tåre, den falder så blød, på Alt, hvad som savner og længes. Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: der falder Sne fra oven så forårsblid; så forårsmildt de bløde Fnug i Faldet smælter som en Dug, det nådigst alle skjulte Spirer væder, mens alle Minders Kilder sagte græder. Holger Drachmann, Symboler 1887.

Jeg har nu altid bedst kunnet lide Claussen, da han på sine ældre dage blev lidt mere tyst i sine digte, fx dette her (selvom han i sine rim ikke kan lade være med at lave spas): 21. 2. 24 Hun har saa skønt fra Naturen en Holdning i store Drag, at man ville kysse Konturen af hendes For og bag, selvom hun laa forstenet og kold i en Sarkofag. (fra Sophus Claussens Lyrik bd. 6)

Jeg er helt oppe at køre over dette essay af Søren Ulrik Thomsen om alvor, som man kan finde i Information i dag. Det skyldes ikke kun, at det i sin tid var mig, der anbefalede Apparatur-redaktionen (Apparatur i hvilket essayet også er trykt) at spørge Thomsen, om han ville bidrage. Allermest skyldes det bare, at Thomsen jo er så pissegod, og jeg er helt sikker på at alvoren nok skal indfinde sig i dansk litteratur igen, hvis den da ikke allerede er ved at gøre det. Man burde citere hele teksten, men her en lille forsmag: Fordi en vittighed er sjovest, når den er komplet overraskende, satiren mest dræbende, når den rammer et uventet sted, og latteren bedst, når den kommer helt bag på én, egner humoren sig måske endnu dårligere end alvoren til at blive ideologiseret, prædiket og med flyvende faner ført i marken mod de andre fjolser. Skammeligt nok kan alvoren jo hykles, indtil den før eller senere afsløres, men for humoren er der kontant afregning: Enten grines der, eller også h...

Kultur & Klasse har på en måde det allerfedeste brand for tiden blandt de litterære tidsskrifter, sådan lidt retro på den sjove måde. Nå, men tidsskriftet fik fra sidste nummer ny redaktion bl.a. Henrik Skov Nielsen og Mikkel Bolt som nye ved roret. I det seneste nummer (nr. 1, 2008), der har temaet "Vold" bidrager jeg selv med en, indrømmet, lidt etisk dubiøs artikel om Cho Seung-Hui og hans tekster. Artiklen var bl.a. foranlediget af disse guidelines , der blev udarbejdet af flere af Chos undervisere efter drabene på Virginia Tech Abstractet for min artikel lyder som følger: “Something out of a nightmare. Om Cho Seung-Hui og hans tekster” forsøger at belyse forholdet mellem de litterære tekster, som Virginia Tech morderen, Cho Seung-Hui, skrev, og dennes grusomme handlinger. Et par af teksterne blev, kort tid efter mordene, tilgængelige på nettet. Det gav anledning til en række diskussioner om, hvorvidt man kunne forudsige Chos handlinger ud fra tekst...

Jeg sidder her med Tóroddur Poulsen digtsamling Stensætninger , som er oversat til dansk af digteren selv i samråd med Christian Yde Frostholm. Det er der kommet en fin digtsamling ud af, digte der lever op til bogens titel. Fx dette fine digt, som er det sidste i samlingen: der er så meget stilhed her i mine minder at jeg vader ud af dem igen hjem til noget som aldrig har været Der er sådan en nordisk kølighed, yderst usentimental, over disse digte. Køligheden er krydret med et ofte frapperende, ja næsten varmt, surrealistisk billedsprog, som alligevel er forankret i stedet, det nordiske: i den hudsomme havn lægger drømmen til kaj med hemmelighederne sejlende i blodet mellem holme og skær af vrede som afsløres når alting vågner i en spejlvendt sang nede fra maven der også fandtes i barndommen Sætningerne kommer ligesom ud af det blå (ligesom Færøerne forestiller jeg mig, hvis man sejlede derop), hvorfor der sikkert heller ikke er gjort brug af punktum, komma, versaler og deslige, de e...

Claus Christensen og Peter Jensen står for denne udmærkede antologi fra Dansklærerforeningen, der foruden en fin introduktion også rummer tekster af Hesselholdt, Højholt, Juul, Romer, Leth, Ditlev Jensen m.fl. Jeg fik den med bogpakken i dag. Det som jeg især jubler over, ud over at se noget af min egen og andres forskning inden for feltet i mere formidlet form, er, at der er blevet plads til hele to tekster af Per Højholt. Bl.a. "Imago. En selvbiografi", som jeg også ved flere lejligheder har benyttet mig af i min undervisning, og som er en fantastisk lille tekst: "Som jeg nu stod der ved kummen og havde lyset tændt over den, var det umuligt for mig at se bort fra den omstændighed at et spejl gengav mine træk. Jeg studerede dem aften efter aften og med tiden syntes jeg at jeg kunne skimte en forandring. Ikke at jeg kom til at se anderledes ud end jeg havde måttet vænne mig til, slet ikke, men det var som om mine træk med tiden trådte frem med et særligt eftertry...

Her til morgen rodede jeg rundt i mit speciale for at finde et citat i digitaliseret form og ramlede pludselig ind i noget af det allerførste [CHOK] , som jeg i sin tid skrev i mit speciale om Simon Grotrians poesi . Det handler vist nok om angsten som en motor i lyrikken, og i livet måske? Nå, men jeg tænkte, hvorfor ikke smide det ud (på bloggen). Så her er det. Ordet ”jeg” er tilgængeligt for alle men af angst for at blive set tør ingen gå det imøde. Henrik Nordbrandt [1] Det kan være svært at pege på et mønster i Grotrians forfatterskab, fordi det i sin grundform handler om at nedbryde et almindeligt og nødvendigvis fordomsfuldt billedsprog til fordel for et nyt og mere grænseløst. Når jeg skriver fordomsfuldt, så tænker jeg ikke kun i negative baner. Jeg tænker også i positive, hvor det uomgængeligt fordomsfulde består af tradition, vaner og almindelige associationskæder, som de fleste mennesker i deres hverdag lever og ernærer sig ved. Mit begreb om en fordom ...