Indimellem, bare indimellem, og det er alt nok, så overgår Peter Laugesen dem alle: Jeg er som en guitar på endeløs feedback mens universerne bobler. (fra Trashpilot , 2000)

Der er måske ikke så meget nyt over det, men jeg faldt over en lille film på UBU i dag. Filmen er med tekst af Samuel Beckett. "Not I". Ikke-jeg eller knude-jeg måske, hvad ved jeg . Både tekst og film er interessante. Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har været inde i en Beckett-periode, men det skal man vel være en gang imellem. Dels fordi det er er svært at undervurdere Becketts betydning for den danske litterære modernisme i 60'erne, Højholt ikke mindst. Dels fordi man lærer så meget om, hvad litteratur er: Beckett er jo så tæt på litteraturens mumlende mund at man må grine eller græde for ikke at miste sig selv mere end det, en slags manifesteret litterær krop, og den er mærkelig og minder ikke altid om det, vi ellers kender, hvilket dog ikke bør forlede læseren til i desperation at opsøge et genkendeligt perspektiv på tingene, blot fordi man ikke føler sig hjemme. Her findes hjemme ikke, her findes "jeg" ikke, kun litteraturen, der imploderer. ...

Snart udkommer Simon Grotrians næste digtsamling. Det er faktisk den tyvende fra hans side og han udnytter igen nummeret i titlen. Jeg vil blot citere det første digt, som er aldeles fremragende: "Kroppen smelter ned i sin betagelse af solen jeg kan tro på dét, jeg ikke ser og folde mine hænder som en rose." Poesi, Ikaros og religiøsitet i skøn forening. Poesi som religion. Religion som poesi.